Forside

Viveca Lärn

Eddie og Johanna

På dansk ved
Franz Berliner

CARLSEN

Kapitel 1

„Jeg er en rigtig buspassager. Ingen kan smide mig af.“

Eddie mærkede efter i jakkelommen. Dér lå billetten, hvor den skulle. Og billetten beviste, at han var en rigtig buspassager. Det var ikke ret længe siden Anders havde vinket farvel til Eddie på Niels Erikssonspladsen i Göteborg. Da de kom dertil, holdt der en masse busser, måske fireogtredive, men på den beskidteste stod der Lysekils-Expressen. Det var den mest rå, og det var den Eddie skulle med. På skiltet stod der 840.

Eddie så sig forsigtigt om. Hvor var de andre 839 blevet af? Han håbede ikke, de var kørt i havet.

Anders gav Eddie en lille pose af blødt hvidt papir, ikke til at brække sig i eller noget andet dumt. Nej, den var næsten fuld af slik: røde Ferrari, lilla sutter, grønne frøer, brune snørebånd og sorte junglehyl. Og det var ikke Eddies eneste bagage. Han havde sin rygsæk med. I den var der to T-shirts, lidt undertøj, en lommelygte, en tom snustobaksdåse, Ventolin-sprayen mod astmaen, et halvt Anders And-blad fra 1993 og glasset med sumpskildpadden Maxon Jonsson. Eddie havde boret huller i låget, så Maxon Jonsson kunne trække vejret under rejsen.

Anders ordnede alting for Eddie. Han gik rundt og så kritisk på alle pladserne i den tomme bus. Han inspicerede først pladserne lige bag chaufføren, men var ikke helt tilfreds.

„God ventilation! I og for sig godt for allergikere,“ sagde han, „men for uroligt. Og det kan faktisk blive ret farligt! Tænk, hvis der kommer en masse gamle damer brasende ind ad fordøren og begynder at skændes med den første den bedste passager. Og det er dig! Måske har de rødternede shoppingvogne, de kan slå med! Og det kan gå endnu værre! Hvis chaufføren skulle besvime og falde sammen over rattet totalt bevidstløs – så er det dig, der skal springe til og køre, Eddie!“

„Hva’ hva’ hva’!“ sagde Eddie, og hans underlæbe begyndte at bæve. „Jeg kan ikke køre bus. Jeg er jo kun syv år.“

„Præcis derfor skal du ikke sidde dér. Det har jeg ordnet,“ sagde Anders tilfreds. „Dér havde du heldet med dig!“

De banede sig bagud gennem den næsten uhyggeligt tomme og stille bus. Der var ikke engang rigtig lyst i den, nej, skummelt var der og gamle bananer lugtede der af.

Da de kom til sædet lige efter midterdøren, lyste Anders op.

„Her er godt,“ sagde han. „Her er ekstra benplads, så du bliver fri for at folde dig sammen som en harmonika.“

Eddie kiggede ned på sine korte ben. Cowboybukserne var næsten rene.

„Her er godt, Handers,“ sagde han glad. „Her sætter jeg mig, så jeg får plads til benene. Jeg bliver fri for at folde dem sammen som en harmonika.“

„Jeg hedder Anders,“ sagde Anders, men han lød ikke gal.

„Lige netop,“ svarede Eddie. „Anders, det kan jeg godt huske nu.“

Han kiggede beundrende på sin storebror. Anders’ runde brilleglas var helt nypudsede og blanke. Det var de for det meste. Det var fordi Anders ikke ville gå glip af noget. Han vidste faktisk næsten alting, selv om han kun var ti år. For eksempel forstod han sig på centrallåse. Eddie ville sådan ønske, at Anders skulle køre med ham til Lysekil, men det turde han ikke sige højt. Det ville Anders ikke bryde sig om.

„Og så taler du ikke med fremmede,“ formanede Anders med strengere stemme. „Fremmede vil bare lokke kokain i dig.“

„Uha. Så tager jeg kun en lille bid. Hvad er det for resten for noget?“ spurgte Eddie. Han syntes, det lød ret godt. Coca-Cola kunne han mægtig godt lide. Kokain fik man måske endnu flere bobler i næsen af.

Anders sukkede. „Det er narko! Ved du ingenting om livet?“

Anders greb fat om Eddies håndled, hvor hans eget swatchur med leopardremmen af plastic sad godt fast. Han fortrød pludselig, at han havde lånt det ud.

„Kan du klokken nu så, Eddie?“

„Ja ja,“ sagde Eddie. „Ti minutter over ni.“

„Det var den, da vi kørte hjemmefra, ja,“ sagde Anders irriteret. „Der er ingen idé i, at du får lov til at låne mit fine ur, hvis du ikke kender klokken, kan du nok forstå. Så er det bedst, jeg har det selv.“

„Jamen jeg kan godt klokken, Anders,“ sagde Eddie ivrigt. „Bare spørg, hvad den er.“

„Det har jeg jo lige gjort, og du sagde ti minutter over ni, din halvhjerne. Det var den jo for en time siden.“

„Jeg glemte, at det er blevet vintertid nu,“ sagde Eddie listigt, og de grinede begge to. Eddie trak jakkeærmerne ned over hænderne, så Anders skulle glemme alt om sit ur.

I det samme kom chaufføren. Han ikke så meget som så på drengene, krængede bare jakken af og hængte den op på en knage ved førersædet. Det så hjemligt og hyggeligt ud. Så åbnede han sin billettaske og tog et magnetkort op og stemplede i det grønne apparat.

„Så du det?“ spurgte Anders. „Stakkels chauffør, han skal også betale, selv om det er ham, der kører bussen.“

Chaufføren havde fedtet hår og alvorlige blå øjne. Han kiggede i bakspejlet, tændte for radioen og startede motoren.

„Hjælp,“ hviskede Eddie. „Nu kører han. Du må stå af nu, Handers!“

Anders pressede læberne sammen. Han ville ønske, de havde haft en mindre bus til Lysekil. Eddie så så lille ud i den her.

Brilleglassene duggede. Han gav Eddie et klap på skulderen, så han røg ned på sædet med et bump.

„Hejsa, Eddie!“ sagde han.

Eddie blinkede og sank noget.

„Hejsa, Anders!“ hviskede han.

Anders sprang ud ad midterdøren og blev stående på holdepladsen med hænderne i lommerne. Da bussen svingede ud, gjorde han et lille kast bagover med hovedet og smilede til Eddie med sine nye store, skæve tænder. Han bøjede skærmen op på sin kasket.

Eddie forsøgte at smile lidt tilbage. Han havde huller i stedet for fortænder og ingen kasket. Han vinkede til Anders med begge hænder og mærkede en sær krampe i maven, som om han havde spist tusind nedfaldsblommer.

Bussen kørte ud på vejen og forbi gasklokken. Eddie trykkede ansigtet mod ruden, som var helt kold. Han kunne kigge ned i bilerne. I en bagrude så han en lådden hund med lange ører. Eddie sukkede lidt. Han kunne ikke tåle hunde. Ikke en eneste hund.

Det var lidt derfor han skulle sendes til Lysekil og være dér nogle efterårsdage. Hans far havde fået den tanke, at havluften skulle være god for Eddie. Selv skulle han til et andet hjem i otteogtyve dage for at lære at holde op med at drikke sprut. Og Anders? Jo, han skulle til tandlæge og have tænderne rettet lige netop i dag. Senere ville han komme til Lysekil med en anden bus. Sådan var det med det ...

Sikke et rod. Eddie sukkede igen. Havde han selv fået lov at bestemme, ville han være blevet hjemme ved sin egen lille bæk, hvor han vidste, hvordan alting var. Og om natten ville han have ligget i sin egen seng og kigget på lyset, der vandrede hen over loftet, hver gang der kørte en bil forbi nede på landevejen. Det var tryghed. Ikke en fremmed uhyggelig by ved det store, kolde, dybe hav.

„I får det trygt og godt hos min søster,“ sagde Lennart veltilfreds. „Sørg for at ånde, når du er ved havet, Eddie. Det er godt for dig.“

Eddie dinglede med benene. Han spekulerede på, hvor gammel man skulle være for at nå ned til et busgulv med fødderne. Tænk, hvis hans faster ikke tog imod ham, når han nåede frem. Han forestillede sig hendes skarpe stemme og vrede pande.

„Ja så, Eddie, skulle jeg tage imod ham? Hvordan skulle jeg kunne huske det – jeg, som har så meget at lave. Hvid vask og kulørt vask og skure køkkenbordet og det ene og det andet. Hvem er Eddie for resten?“

Lennarts ældre søster Sofaen var helt anderledes end sin lillebror. Når Lennart var ædru og havde en ternet skjorte på, lignede han næsten Elvis Presley. Sofaen lignede mere en japansk bryder eller måske en skolebespisningsdame. Og så havde hun fire kæmpestore voksne børn med ring i øret. Men de var flyttet hjemmefra alle sammen, til alt held.

Eddie følte sig næsten forbitret ved tanken om, at Sofaen havde glemt at tage imod ham, når han nåede frem. Hun stod vel hjemme og stegte fisk eller sad og lagde et kæmpestort puslespil, sådan et kedeligt et med hundredeogseksten svaner, der svømmer mellem isflager. Eller også læste hun postordrekataloger med lyserødt dameundertøj og spraglede herretrøjer.

Bussen kørte over broen over Göta-elven, og Eddie kiggede ud mod indløbet til Göteborgs havn. Efterårsluften var klar og kold, så han kunne se næsten hvor langt det skulle være. Hvorfor kunne han ikke blive her i Göteborg i stedet? Var her ikke havluft, så det baskede? Han så oven i købet en måge. Men brandmænd fandtes der sikkert i Göteborg præcis som i Lysekil. Af alt farligt, som findes i havet, var brandmænd værst. Det syntes Eddie i hvert fald. Hajer: ingen problemer. U-både: også lette at narre. Men brandmænd! Dem kom man ingen vegne med. De kunne forfølge uskyldige mennesker, så langt det skulle være, og brænde dem, så de blev sengeliggende i to dage med våde omslag. Og fire øjne havde de. Hvis brandmændene blev søvnige, kunne de sove med to øjne og blive ved med at se med de andre to, mens de jagtede folk. Og så snart de fik fat i en arm eller et ben, begyndte de at brænde med deres ækle tråde, så de arme mennesker næsten brændte op. Eddie var selv blevet slemt brændt på armene og halsen engang, da han var lille. Netop i Lysekil. En farlig by. Det var noget helt andet i Eddies bæk – dér fandtes ikke en eneste brandmand, ja, ikke så meget som en uskyldig vandmand bare.

Han havde en lang rejse forude og vidste ikke, hvad han skulle fordrive tiden med. Han bestemte sig til at lære at gøre sig skeløjet. Anders var mægtig god til det. Gad vidst om der var brandmænd, der kunne skele? Eddie ville overgå dem. Han forsøgte at kigge på sin næse. Det var det bedste trick, men man skulle passe på (sagde Anders altid), at vinden ikke vender og hanen galer samtidig, for så bliver man skeløjet altid. Eddie mærkede ingen vind og så heller ingen hane, så han gik i skrap træning, mens Lysekils-Expressen arbejdede sig over Hisingen og kørte ind på busstationen i Kungälv. En enkelt passager stod på, en spids dame i brun regnfrakke og rød baskerhue.

Hvor mon hun sætter sig, tænkte Eddie nervøst og krammede billetten i lommen. Akkurat som han havde frygtet var det en dame uden fornemmelse for hvad der passede sig. Hun gik hen ad midtergangen med en masse poser i hænderne og sank ned på bænken præcis ved siden af Eddie. Han flyttede sig nærmere hen mod vinduet. Damen så venligt på ham og tog en banan op.

Da hun havde skrællet den og var begyndt at spise, svingede bussen ud fra holdepladsen og fortsatte mod nord. Da tog hun en banan til op.

„Her har du en banan,“ sagde damen til Eddie. „Du ser klejn ud, og man må hjælpes ad nu når det er grisetider.“

Eddie grinede højt. Det var en morsom dame.

„Ja, for bagefter bliver det vel kotider,“ sagde han.

Damen kiggede underligt på ham.

„Jeg sagde grisetider,“ påpegede hun og hævede stemmen lidt. Hun troede måske, der var noget i vejen med hans hørelse.

„Ja, det hørte jeg,“ råbte Eddie (hun kunne selv være døv). „Bagefter bliver det kotider. Og så bliver det hestetider og efter det kommer andetiderne.“

„Du er vist en lystig fætter,“ sagde damen.

Eddie blev forbavset. Han så undersøgende på damen. Hun så virkelig rar ud.

„Skal du også sendes til Lysekil?“ spurgte han.