Lindhardt og Ringhof
Dødens mester
er oversat fra engelsk af Poul Arends efter
Sue Me
Copyright © 1990, 2018 Richard Sapir, Warren Murphy og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711575925
1. e-bogsudgave, 2018
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Det var lettjente penge – så lettjente, at det burde ha’ vakt hans mistanke, for der var ingen der gav den slags bort uden bagtanke. Men Carl Schroeder kunne ikke regne fidusen ud.
Han fik en gratis tur til London og hundrede dollars i lommepenge ved ankomsten, og det eneste, han skulle gøre, var at løsne en lille plade i skottet bag kaffemaskinen i stewardens lille pantry på flyet, der var en Gammon 787.
– Det er et parti narko, ikke sandt? spurgte han.
– Bestemt ikke, sagde manden, som han ikke kunne se. Stemmen syntes at komme fra den kolde bænk i parken. Han kendte stemmen, for han havde hørt den før. Den havde på det nærmeste forfulgt ham i den seneste tid.
Der var intet overnaturligt ved den. Det var en i allerhøjeste grad jordisk stemme, selv om Carl ikke helt kunne regne ud, hvordan manden gjorde det. Den første gang, han hørte den, havde den talt til ham fra en affaldsbeholder på herretoilettet i billardsalonen i D Street.
Billardsalonen var en, hvor Carl tilbragte de fleste af sine formiddage. Der var ikke meget andet at tage sig til i Pittsburgh om formiddagen. I det hele taget havde billardsaloner udgjort en væsentlig del af Carl Schroeders treogtyveårige liv. Han havde prøvet på at tjene til livets ophold som bud for en »nummer-bank« en overgang, men der var det med de gangstere, der drev lotteriet, at de krævede, at man var på pletten til tiden. Det var næsten værre end at have fast arbejde.
Senere havde han fusket lidt som forsikringssvindler, men efter at de forskellige selskaber var begyndt at samkøre deres kundekartoteker, var der ikke meget at hente der.
Bistandshjælp var selvfølgelig all right, men Carl havde i sin ungdom begået den fejl at tage en studentereksamen. Hvis bare han havde været analfabet, kunne han trygt have forladt sig på, at staten ville holde ham forsynet med lommepenge, men når man hørte til de veluddannede, forventedes det faktisk af én, at man kunne bestride et arbejde, og man blev hver gang henvist til et arbejdsanvisningskontor, som anså det for sin pligt at anvise en et eller andet arbejde, om det så var som kommunal gadefejer.
Endelig var der selvfølgelig narkohandel. Man kunne tjene store penge som »pusher«. Men der var den hage ved det, at dels risikerede man at få en kugle i knoppen, hvis man ikke afregnede til tiden, og dels risikerede man at blive snuppet af politiet – og selv i fængslet forventedes det af én, at man arbejdede.
Så da Carl hørte stemmen, der syntes at tale til ham fra en affaldsspand og tilbød ham lettjente penge, var han naturligvis interesseret, men også mistænksom.
– Carl, der er ingen her. Jeg kan se dig, men du kan kun høre mig, sagde stemmen.
Selvfølgelig undersøgte Carl lokalet. Han kiggede endda ind bag spejlet, og han kiggede under håndvasken. Der var ingen skjulte mikrofoner og ingen kameralinser. Men stemmen blev helt uanfægtet ved.
– Det nytter ikke, at du leder, Carl, for du vil ikke finde noget. Hvis du havde hørt lidt bedre efter i fysiktimerne i gymnasiet, ville du måske kunne fatte det, men jeg har en fornemmelse af, at du ikke hørte ret godt efter i timerne dengang.
– Hvem er du?
– En, der vil give dig en fribillet til London og hundrede stærke i tilgift.
– Ingen gi’r noget væk uden at få noget igen, sagde Carl. – Du vil ha’ mig til at tage en lille, uskyldig pakke med, ikke sandt? Du kan rende mig et vist sted. Jeg skal ikke risikere at blive knaldet for narkosmugling for en flybillet og sølle hundrede spir. Ikke fan’me tale om!
– Hvor mange gange skal jeg sige dig, at det her intet har med narko at gøre, Carl? S’følig er der en fidus ved det, men det er én, der er så snedig, at du aldrig i livet vil kunne regne den ud – li’så lidt som du nu kan regne ud, hvor min stemme kommer fra.
– Okay, hva’ er så fidusen?
– Det bli’r min sag. Alt, hvad du skal gøre, er at løsne to stjerneskruer og skubbe en plade til side.
– Ja? Og så kommer der en anden og henter det, der er skjult inde bag pladen, hva’?
– Overhovedet ikke. Det har intet med smugleri af nogen art at gøre. Det lover jeg dig.
– Rend mig…! Det er Carl Schroeder, du har med at gøre, og ikke et dumt bondejok fra Wheeling! Efter Carls mening måtte Wheeling i West Virginia være så langt ude bag fjerde kartoffelrække, at kragerne ville vende, når de nåede dertil. Med den slutreplik forlod han toilettet.
Men stemmen kom igen, denne gang fra en tom bil, der stod parkeret udenfor. Den påpegede, at Carl jo alligevel ikke havde noget bedre at tage sig til, at han ville få et måltid varm mad om bord på flyet og al den champagne, han kunne tylle i sig. Han skulle nemlig rejse på første klasse.
– Hej, hvis det er dig det samme, kan jeg godt nøjes med tredje klasse, hvis jeg kan få differencen udbetalt kontant! sagde Carl.
– Jeg har mine grunde til, at det skal være første klasse, sagde stemmen. – Jeg ved, hvordan tingene fungerer.
– Åh, rend og hop! sagde Carl.
Den tredje gang, han hørte stemmen, var han sulten. Han sad på en kold jernbænk i parken, og da stemmen uden varsel begyndte at tale til ham fra bænkens ryglæn, forekom alene tanken om et måltid varm mad ham tillokkende.
– Okay, hvad er det, du vil ha’ mig til at gøre – helt præcis, mener jeg.
– Helt præcis er den måde, jeg gør tingene på, Carl. Når I er ude over Atlanten, og maskinen begynder at gå ned mod Heathrow-lufthavnen uden for London, skal du tage den Phillips stjerneskruetrækker, som jeg vil give dig, og gå agterud gennem tredjeklasse-kabinen til stewardens pantry. Du vil her se en kaffemaskine. Vent, til stewardesserne er optaget af salget af de toldfrie varer, og gå så ind. Skub kaffemaskinen til side. Lige bagved er der en rund metalplade i skottet. Den er fastholdt af en skrue. Når du løsner den, vil du se en lille metalstang inde bagved. Den står lodret og er fastholdt af den anden skrue. Den løsner du bare ved at dreje to gange til venstre. Så skubber du pladen på plads igen og skruer den fast. Stil kaffemaskinen tilbage på dens plads og gå stille og roligt tilbage til din plads. Når du lander i London, vil du blive mødt af en mand, der gi’r dig dine hundrede dollars og din returbillet.
– Jeg agter ikke at skrive under på nogen forsikringspolice, hvis det er det, du er ude på!
– Det her er ikke forsikringssvindel, Carl.
– Okay, hvor er billetten?
– Carl, Carl – tror du virkelig, jeg ville gi’ dig en billet til otte hundrede dollars i hånden, så du ku’ sælge den? La’ nu vær’ med at undervurdere mig. Jeg ved nemlig, hvordan tingene fungerer. Du får først din billet, når du går om bord. Jeg har allerede bestilt pladsen til dig.
– Hva’ så med skruetrækkeren?
– Kig under bænken… nej, stik bare hånden ned og føl efter,
Carl Schroeder stak sin hånd ned under sædet og famlede lidt, til hans søgende fingre stødte på noget, der med en klæbestrimmel var fastgjort til sædet. Han rykkede det løs. Det var mørkt og cylinderformet og så ud som en fyldepen.
– Hej, det er jo bare en fyldepen.
– Skru hætten af, Carl.
Det gjorde han og så, at det var en stjerneskruetrækker.
– Skru så hætten på igen, Carl. Og lad være med at spekulere på at sælge den. Du kan højst få en dollar for den.
– Hej, beskylder du mig for at ville stjæle…?
– Overhovedet ikke, sagde stemmen. – Jeg ved bare, hvordan tingene fungerer. Og jeg kender folk som dig.
– Men skal man ikke ha’ papirer af en eller anden slags for at komme til England. Et pas?
– Ikke på denne tur, Carl. Der er blevet sørget for alt. Du behøver ikke at bekymre dig om noget. Jeg ved nemlig, hvordan tingene fungerer.
– Hej, se nu lige engang her… hvis jeg skal arbejde for dig…
– Ikke arbejde, Carl! sagde stemmen. – Du må ikke kalde den smule for arbejde.
– Nå ja… godt det samme. Jeg har nemlig ikke det bedste forhold til den slags. Men der er noget, jeg må vide først. Hvordan fa’en kan du tale til mig, når du ikke er her?
– Hvis det kan berolige dig, så la’ mig forklare, Carl. Tale er ikke andet end lydbølger, og lydbølger kan retningsdirigeres. Det ville du vide, hvis du havde hørt efter i fysiktimerne. Hvis man blot retningsdirigerer dem præcist nok, kan man få en hvilken som helst metalgenstand til at kaste dem tilbage. Det er det hele.
– Okay… det forklarer stemmen. Men hvordan kan du så høre, hvad jeg siger?
– Det er straks mere kompliceret. Det har vi ikke tid til at komme ind på nu.
– Hvorfor ikke?
– Fordi du skal skynde dig. Flyet til New York afgår om en halv time.
– Hva’ skal jeg til New York efter?
– Det er derfra, dit fly til London afgår.
– Jamen hvordan skal jeg nå ud til lufthavnen på en halv time? spurgte Carl. I det samme så han ud ad øjenkrogen en gul taxi komme rullende frem mod parkindgangen.
– Der er din taxi, Carl.
– Gi’ mig pengene, så skal jeg nok ta’ min egen taxi.
– Hvis du havde femten dollars i lommen nu, ville du ikke engang høre på mig, Carl. Jeg kender dig nemlig, Carl. Jeg ved på en prik, hvordan du fungerer. Se så at få røven med dig, ellers kommer du for sent.
Og dermed tog Carl Schroeder, der vitterligt ikke havde mere end en kvartdollar på lommen, en taxi ud til lufthavnen for at flyve til New York og derfra tage flyet videre til London. I det mindste ville han få et måltid varm mad om bord på flyet, og alene den tanke holdt ham gående. For den mystiske stemme havde haft fuldstændig ret. Hvis han havde haft femten dollars på lommen, ville han ha’ købt en hot-dog ved den nærmeste pølsevogn og derefter være smuttet ned i den nærmeste billardsalon for at satse resten på spil og måske være så heldig at vinde lidt penge.
Taxichaufføren vidste om muligt endnu mindre end Carl om, hvad der foregik. Han vidste kun, at han havde fået det halve af det beløb, som en tur ud til lufthavnen kostede, og et løfte om resten, når han satte Carl af derude.
På indenrigsturen til New York fik Carl en sandwich og tiggede sig til en ekstra drink, men da han først sad på ruteflyet til London, var det slut med at tigge. Den service, man fik på første klasse, var udsøgt. Alt var gratis. Middagen bestod af en lækker rejecocktail, som Carl endda fik en ekstra portion af, en velstegt Filet Mignon og al den champagne, han kunne drikke. Hertil kom, at bestikket var af ægte sølv og selvfølgelig havnede i hans lomme.
Da piloten over højttaleren meddelte, at de nu begyndte indflyvningen til Heathrow, var Carl klar over, at øjeblikket var inde. Brummende over de tunge pligter, som livet pålagde én, rejste Carl sig og gik agterud gennem tredjeklasses-kabinen. Han bemærkede herunder, hvor meget trangere passagererne sad, og hvor trætte de virkede.
Som stemmen havde forudsagt, var kabinepersonalet optaget af salget af de toldfrie varer. Carl nåede pantryet, hvor han straks så kaffemaskinen. Bag den var der ganske rigtigt en rund metalplade, der blev fastholdt af en skrue.
Han fandt sin stjerneskruetrækker frem, og den passede perfekt. Skruen var løsnet i løbet af nul komma fem, og da han pressede hånden mod pladen, gled den til side.
Til trods for, at alt hidtil havde været, som stemmen havde forudsagt, ventede Carl halvvejs at se nogle små plasticpakker med hvidt pulver inde bag pladen, men det var der ikke. I stedet var der et lille aluminiumhåndtag af en slags, som blev fastholdt af en anden skrue. Han skruede den to gange til venstre som beordret, skubbede så pladen på plads og skruede skruen i på ny. Så skubbede han kaffemaskinen på plads igen.
Helt udmattet vaklede han tilbage til sin plads og bad stewardessn om et glas champagne mere. Det syntes han, at han havde fortjent oven på anstrengelserne.
Det første chok fik han, da stewardessen samtidig med champagnen bragte ham et lille, hvidt kort, som han skulle udfylde. Det var til immigrationsmyndighederne, og der blev blandt andet spurgt om hans pasnummer.
Men han havde intet pas. Det havde stemmen sagt, at han ikke behøvede.
– Jamen blev De ikke bedt om at forevise Deres pas, da De fik Deres billet udleveret?
– Jeg fik faktisk aldrig billetten i hånden. Det hele blev ordnet telefonisk.
– Du godeste! Det må jeg lige tale med chefpurseren om. De kan jo ikke komme ind i landet uden pas, sagde den unge pige.
Og jeg får sandsynligvis ikke de hundrede dollars ved ankomsten! for det gennem Carl. Tanken gjorde ham så vred, at han følte sig fristet til at gå tilbage gennem tredje-klasses-kabinen for at skrue den skrue på plads igen, da han så stewardessen gøre et lille, mærkeligt hop, som om en af passagererne havde knebet hende bagi. Men det var ikke alene stewardessen, der foretog dette hop. Carl så alle passagererne hoppe op i luften, da flyet i det samme syntes at gå ind i et ukontrollabelt dyk.
Carl ville bedre have kunnet høre sine medpassagerer skrige af rædsel, hvis han ikke selv havde skreget af sine lungers fulde kraft.
Stemmen havde trods alt haft ret. Han behøvede ikke noget pas for at komme til England. Hans ankomst skete nemlig med mere end syv hundrede kilometer i timen og mere eller mindre lodret, så hele den forreste del af maskinen borede sig ned i jorden.
Det blev betegnet som en af de værste og blodigste flyulykker i den seneste tid, og braget af maskinens nedslag var endnu ikke døet hen, før sværme af advokater kom strømmende til som ådselsgribbe for at se, om der skulle være erstatningskrav at rejse mod flyselskabet.
Forrest blandt dem var det kendte Los Angelesfirma Palmer, Rizzuto og Schwartz, der var blandt de kendteste for deres erfaring og dygtighed i erstatningsret. De sikrede sig ikke blot repræsentationen af de mest velbeslåede af de efterladte, men var også dem, der forelagde de bedst underbyggede krav. De mente at kunne bevise, at den store Gammon 787 var styrtet på grund af en stabilisatorfejl. Denne påstand blev støttet af en absolut ekspert inden for flybranchen, ingeniør Robert Dastrow, der blev anerkendt som en autoritet inden for luftfartskonstruktion, og hvis ekspertise ingen flykonstruktør ville vove at anfægte.
Det blev sagt om Robert Dastrow, at han kendte de forskellige flyfabrikanters frembringelser bedre end selv deres egne konstruktører – præcis som det blev hævdet om advokatfirmaet Palmer, Rizzuto og Schwartz, at de sandsynligvis på Dommedag ville anlægge en erstatningssag mod Den Almægtige selv og kræve en klækkelig erstatning for en eller anden konstruktionsfejl, som Han havde gjort sig skyldig i, dengang Han på Skabelsens første dag skabte himmel og jord.
Selv de anerkendte jurister, der var ansat af luftfartsselskaberne, og som ikke var vant til at vige for nogen, var tilbøjelige til at vige tilbage og prøve at ordne eventuelle krav i mindelighed, når først disse giganter inden for erstatningssagernes verden tonede frem på scenen. Palmer, Rizzuto og Schwartz var navne, der kunne få enhver fabrikant af et hvilket som helst transportmiddel til at skælve.
Bortset fra de kendte personligheder inden for handel og industri, som var blevet dræbt ved dette flystyrt, og for hvem de efterladte nu krævede millionbeløb, var der også en rimeligt god sag, som blev rejst vedrørende en vis Carl Schroeder – en subsistensløs fra Pittsburgh. En yngre jurist hos Palmer, Rizzuto og Schwartz havde opsporet en ældre tante, som mente, at hun var berettiget til erstatning, fordi hun ved hans død havde mistet et familiemedlem, der muligvis kunne være blevet til støtte og trøst for hende i hendes alderdom, hvis ikke en ulyksalig fejlkonstruktion i den Gammon 787 havde berøvet ham livet. Når hun ved fastsættelsen af erstatningens størrelse satte hans indtjeningspotentiel så højt, som hun gjorde, var det, fordi der jo overhovedet ikke havde været slidt på det endnu, og ingen derfor kunne sætte nogen grænse for, hvad det kunne være blevet.
Selve erstatningskravet mod flyselskabet og frem for alt konstruktøren af Gammon-flyet var baseret på placeringen af den stabilisator-arm, som hele flyets sikkerhed afhang af, og den kendsgerning, at den kun var sikret med en enkelt skrue, samt at den var så utilgængeligt placeret, at den kun yderst sjældent blev checket.
Gammon-selskabets aktier styrtdykkede i takt med, at erstatningskravene mod selskabet voksede, og samtidig måtte alle Gammon-fly, der i øjeblikket var i brug, kaldes hjem til en bedre sikring af stabilisatorsystemet.
Så måtte man sige, at en ung, kvindelig kunststuderende fra Seattle i staten Washington var heldigere. Da en mystisk stemme i hendes lille, lurvede atelier i en saneringsmoden bygning på vestre Seinebred tilbød hende en gratis flybillet hjem, slog hun straks til og stillede ikke nær så mange spørgsmål som Carl Schroeder. Den eneste betingelse var faktisk, at hun under turen hjem skulle ryge en cigaret ude på toilettet bagest i flyet.
Hun var imidlertid snedigere end Carl Schroeder og sneg sig først derud, efter at flyet var landet, og passagererne allerede var ved at forlade flyet. Derfor lykkedes det hende at slippe fra det med livet i behold, da flyet syntes at eksplodere og bryde i brand, da hun efter at have taget et par sug af sin cigaret smed den ned i den beholder i skottet, der normalt var beregnet til brugte papirhåndklæder. Hun var totalt uforberedt på den voldsomme, eksplosionsagtige brand, som dette fremkaldte, og den hast, hvormed ilden bredte sig til kabinen, men takket være den lykkelige omstændighed, at flyet stod på jorden og de fleste passagerer allerede havde forladt det, slap hun med nogle svære forbrændinger.
Da Francine Waller blev udskrevet fra hospitalet, var hun i tvivl om, hvorvidt hun burde gå til politiet og fortælle sin historie, eller hun blot skulle være lykkelig over at være sluppet så billigt. Hun var selvfølgelig klar over, at hun havde været svineheldig, for havde hun fulgt sine instrukser til punkt og prikke og var gået ud for at ryge på toilettet, mens maskinen endnu befandt sig ude over Atlanterhavet, ville både hun og de øvrige passagerer være døde.
Hun lå søvnløs og spekulerede over dette i flere nætter, men hvad der slog hovedet på sømmet var, da hendes sengestolpe hjemme i hendes værelse i forældrenes hjem i Seattle en nat begyndte at tale til hende. Stemmen var den samme, som hun havde hørt i Paris.
– Francine, sagde den bebrejdende. – Du gjorde dig faktisk ikke fortjent til din billet hjem.
– Jeg ved alt om, hvordan en stemme kan retningsdirigeres og kastes tilbage af metalgenstande! sagde Francine. – Jeg slog det op, efter at vi havde talt sammen sidst.
– Du fulgte ikke instrukserne.
– Hvis jeg havde gjort det, ville jeg ha’ været død nu. Betrækket på flysæderne fængede som trøske.
– Ja, det er skrækkeligt med det billige vinylstof, de bruger på tredje klasse. Men vi kommer ikke bort fra, at du ikke opfyldte din del af aftalen.
– Og hvad vil du mig nu?
– Jeg vil have dig til at glemme alt om, hvordan du kom hjem. Så vil jeg også glemme alt om dig.
– Er du klar over, at du ville ha’ myrdet alle, der var om bord på det fly? Er du en spion eller sådan noget?
Francines sengestolpe lo klingende. – Spioner arbejder for et eller andet lands regering. Spioner nøjes med at dræbe andre landes spioner. Regeringer fungerer som regel ad helvede til, så derfor arbejder jeg ikke for dem.
– Og nu vil du glemme alt om mig, hvis jeg lover at glemme alt om dig? sagde Francine.
– Netop. Jeg er i forvejen dybt skuffet over dig.
– Hvis jeg har skuffet dig ved at forblive i live, så er jeg bange for at jeg vil blive ved med at skuffe dig.
– Tænk på det, hvis du en dag skulle få vrøvl med din samvittighed. Det er nemlig dit liv, det gælder.
– Den tanke er den eneste, der afholder mig fra at gå til politiet, sagde Francine.
– Du skal ha’ tak, fordi du fortæller mig, hvad der får dig til at fungere! sagde stemmen tørt.
I de følgende dage blev Francine mere og mere deprimeret. Hun tænkte på, hvad der kunne være sket med hende og med alle de andre om bord. Den tanke strejfede hende også, at den person, der stod bag dette, let kunne prøve igen. Da hun hørte om en fuldstændig tilsvarende ulykke i Mexico, hvor over hundrede mennesker omkom, kunne hun ikke lade være med at tænke på det.
Hun læste også, at advokatfirmaet Palmer, Rizzuto og Schwartz, der syntes at repræsentere flertallet af de efterladte, havde lagt sag an mod fly-selskabet for »grov forsømmelighed«. Deres påstand var, at selskabet ved ulykken i Seattle burde have erkendt, at flysædernes vinylbetræk gjorde deres maskiner til veritable brandfælder og derfor straks burde have taget alle fly med sådanne sæder ud af den daglige drift. De regnede med, at domstolene satte så stor pris på menneskeliv, at de ville statuere et eksempel over for et selskab, der satte sine passagerers liv på spil for at tjene nogle få dollars på billige sædebetræk.
Men Francine Waller vidste, hvem den virkelige skyldige var. Det var hende. Hvis hun var gået til politiet med sin viden, ville denne ulykke have kunnet afværges.
Det var en viden, som hun næsten ikke kunne leve med. Selv den nye motorcykel, som hun havde vundet i en konkurrence, som hun ikke engang kunne huske at have deltaget i, kunne ikke trøste hende.
Hun tog derfor sin splinternye Yamasaki motorcykel med den smarte, dråbeformede benzintank og de skinnende, forkromede udstødningsrør og satte sig op på den for at køre direkte til politistationen. Men på den korte hovedvejsstrækning, hun skulle passere, hvor hun for alvor kunne give motoren gas, satte gashåndtaget sig af uforklarlige årsager fast, og på samme tid svigtede håndbremsen. Med en fart på hundrede og tyve kilometer i timen brasede Francine Waller lige ind i en betonmur og blev dræbt på stedet. Det eneste, der slap nogenlunde intakt fra sammenstødet, var den smarte, nye styrthjelm, der var fulgt med.
Heldigvis kom hendes stærkt chokerede forældre ikke til at stå helt alene i deres sorg. En ung fuldmægtig fra firmaet Palmer, Rizzuto og Schwartz, det berømte advokatfirma fra Los Angeles, opsøgte dem og tilbød sin assistance. Der var andre, hævdede han, der var blevet dræbt på grund af det japanske firmas skødesløshed med konstruktionen af deres maskiner. Hele miseren skyldtes ifølge firmaet, at en returfjeder på gashåndtaget var blevet udskiftet på den nye model og havde en tendens til at kile sig fast, så den eneste bevægelse med håndtaget, der var mulig, var fremad.
– Sig mig engang, sagde Francines moder lidt misbilligende. – Er det ikke det, man kalder at jage ambulancer?
– Det kunne man godt sige, svarede den unge fuldmægtig ganske uanfægtet. – Men så bør De samtidig se på, hvem det er, der jager dem. Firmaet Palmer, Rizzuto og Schwartz er ikke just hvem som helst. Når vi gør det, er det selvfølgelig, fordi vi mener, at det er for dårligt, at et stort firma som Yamasaki skal slippe ustraffet fra at sende sådanne dødsmaskiner på markedet. Men vor eneste chance for at komme igennem er ved at samle tilstrækkeligt mange klagesager. Hvis De var ene om at anlægge sagen og brugte et mindre firma, ville De ingen vegne komme. Det er kun et stort firma som vort, som overhovedet har en chance. Men for at kunne bære en sag, må vi have en massiv opbakning. Ellers risikerer vi blot, at Yamasaki trækker sagen ud og slæber os gennem så mange instanser, at et mindre advokatfirma med begrænsede midler ville være nødt til at give op på halvvejen, fordi de simpelthen ikke har penge nok.
– Og hvor mange sørgende efterladte har De så fået samlet? spurgte moderen skeptisk.
– Adskilligt flere end jeg bryder mig om – og betydeligt flere end jeg burde, hvis blot selskabet havde erkendt fejlen fra starten og inddraget disse motorcykler igen, så snart de blev klar over fejlkonstruktionen.
– Hvor mange?
– Jeg har faktisk ikke talt efter.
– Tror De virkelig selv på det pladder, som De står der og disker op med? spurgte Francines moder krigerisk. Alle hendes illusioner om menneskenes godhed og verdens retfærdighed var blevet begravet sammen med Francine, og hun havde kun bitterhed tilbage.
– Undskyld mig, frue, men De har vist misforstået noget. Vi kommer ikke for at tigge om bidrag – vi er faktisk indstillet på at føre sagen på egen regning og risiko. Den vil ikke koste Dem en cent, hvis vi taber.
– Og hvis De vinder?
– Ja, så vil vi faktisk beregne os halvtreds procent af den erstatning, som De vil få tilkendt.
– Halvtreds procent? Er det ikke lidt vel højt? Er den normale takst ikke nærmere tredive?
– De halvtreds procent, som De vil få, vil sandsynligvis udgøre en hel del mere end de halvfjerds procent af et erstatningsbeløb, som en anden advokat vil kunne skaffe Dem. Palmer, Rizzuto og Schwartz er kendt for at skaffe deres klienter højere erstatninger end nogen anden.
– I er nogle forbandede ådselsgribbe, unge mand. Men jeg formoder, at ådselsgribbe er, hvad man har brug for i en situation som denne. All right, jeg går med. Pres dem for alt, hvad De kan få ud af dem for Francine.
– Så skriv lige under her, sagde den unge mand og trak en færdigt udfyldt formular frem. – Jeg kan love Dem, at De ikke vil komme til at fortryde det.
Det var ikke på nogen måde en større transaktion for et firma som Palmer, Rizzuto og Schwartz, og papirerne gik rent rutinemæssigt til en kontordame, der skulle indføre alle nye klienter i firmaets computerstyrede bogholderi. Måske undrede det hende en smule, hvorfor det var nødvendigt at anføre dato og klokkeslet for, hvornår firmaets repræsentant havde opsøgt den pågældende kunde, og hvornår ansøgningen var indgået, men da dette var rent rutinemæssigt, blev det uden videre tastet ind sammen med de øvrige oplysninger. Hun gik bare ud fra som givet, at det var noget som enten Mr. Palmer, Mr. Rizzuto eller Mr. Schwartz havde bedt om, og at oplysningen skulle bruges til en eller anden kundeanalyse eller statistik senere hen. For hende var det blot endnu en ganske rutinemæssig operation, så disse oplysninger gik ind sammen med datoen og klokkeslettet for Francines død. Der var ingen i firmaet, der anede, at deres computer i længere tid havde været tappet, og at nogen simpelthen trak disse oplysninger ud af systemet igen og brugte dem til en helt anden slags statistik, end firmaet ville have brudt sig om.
Det var en statistik, der tydeligt viste firmaet Palmer, Rizzutos og Schwartz’ forbløffende akkvisitionsevner, hvad hvervningen af klienter angik. En anden, sideløbende statistik viste det samme firmas rent ud sagt uhyggelige evne til at drive selv større selskaber på fallittens rand med deres ublu erstatningskrav. Denne statistik reflekterede måske til en vis grad advokatfirmaets eminente dygtighed, men genspejlede på samme tid det amerikanske folks næsten sygelige trang til at føre processer mod hinanden. Det var absolut ikke noget flatterende billede, men måtte snarere tages som et af symptomerne på, hvad der var i vejen med amerikansk retsvæsen, for disse sagsanlæg var ved at blive drevet til sådanne yderligheder, at landets normalt sunde industri var ved at sygne hen. Hospitaler blev tvunget til at nedlægge specialafdelinger, fordi de simpelthen ikke længere kunne bære de erstatningskrav for fejlbehandling af deres patienter, som de blev bombarderet med. Fødeklinikker blev nedlagt og folk henvist til at føde hjemme, fordi hospitalerne ikke kunne tage de enorme erstatningskrav, der fulgte i hælene på enhver fødsel, der ikke var forløbet helt glat. Situationen var ikke kritisk endnu, men den mand, der løbende holdt øje med denne udvikling, kunne tydeligt se hvor det bar hen.
Det ulyksalige var blot at han ikke anede, hvad han skulle stille op mod dette lavineskred, der truede Amerika.
Hvis det så havde været det eneste problem, som Harold W. Smith, chefen for den tophemmelige organisation cure, havde at slås med, ville han være lykkelig, men han var alvorligt bange for, at han havde ét, der var værre.
Hans mest aktive våben, hans forlængede arm, som han satte ind mod de fjender, der truede landets sikkerhed, syntes i øjeblikket at være gået amok…