Lindhardt og Ringhof
Mord uden adresse
er oversat fra engelsk af Poul Ib Liebe/G. Vestergaard efter
A Sleeping Life
Copyright © 1979, 2018 Ruth Rendell og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711621462
1. e-bogsudgave, 2018
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Tidligt hjemme for en gangs skyld. Måske skulle han begynde at tage tidligt hjem regelmæssigt, nu man var kommet ind i august, den fjollede måned. Forbrydere såvel som lovlydige borgere holder ferie i august. Idet Wexford drejede vognen ind på den private vej, kom han i tanker om, at hans to børnebørn ville være der. Udmærket. Det ville være lyst en tre timers tid endnu, så han kunne nå at tage Robin og Ben med ned til floden. Robin snakkede altid om floden, fordi hans mor havde læst „Den tåbelige tudse“ for ham, og hans højeste ønske var at se en vandrotte svømme.
Sylvias vogn holdt uden for huset. Mærkeligt, tænkte Wexford. Så vidt han havde forstået, skulle Dora have drengene både om eftermiddagen og om aftenen, og de skulle blive natten over. Idet han forsigtigt listede sin vogn forbi datterens, kom hun stormende ud af huset med den skrigende Ben i armene, og den seksårige Robin, der så meget utilfreds og stridbar ud, i hælene. Robin styrtede hen til sin bedstefar.
„Du lovede, at vi skulle få vandrotten at se!“
„Det må I skam også gerne for min skyld, hvis der ellers er en, der vil vise sig. Jeg troede, I skulle blive her i nat.“
Sylvia var rød i hovedet, måske af raseri, måske blot fordi hun havde skyndt sig. Det var meget varmt.
„Nå, men det skal de altså ikke. Takket være min kære ægtemand er der ingen, der skal nogen steder, selv om det tilfældigvis er vores bryllupsdag. Vil du så tie stille, Ben! Han tager en klient med hjem til middag, ja, han gør såmænd, og det er som sædvanlig mig, der skal lave maden og hente børnene.“
„Lad dem blive her,“ sagde Wexford. „Hvorfor ikke?“
„Ja, lad os blive her,“ råbte Robin. „Tag du bare af sted.“
„Nej, det kan der ikke være tale om. Hvorfor skal du dog også opmuntre dem, Far? Jeg tager dem med hjem, og så kan Niel for en gangs skyld have fornøjelsen af at lægge dem i seng.“
Hun stoppede begge børn ind i vognen og kørte sin vej. Alle vinduer i vognen var rullet ned, og Robin var begyndt at assistere broderen, så nu konkurrerede de to drenges hylen med den mishandlede motors brøl. Wexford trak på skuldrene og gik indenfor. Der havde øjensynlig været en eller anden form for scene, men kendte han sin kone ret, havde hun ikke ladet sig forstyrre ret meget af det. Ganske rigtig sad hun, som han havde ventet, nok så fredeligt i dagligstuen og så den sidste del af børneprogrammet i fjernsynet. Der var trukket en masse bøger ud af reolerne, og på en tårnhøj stabel sad en teddybjørn.
„Hvad gik der af Sylvia?“
„Kvindefrigørelse,“ sagde Dora Wexford. „Hvis Niel ønsker at tage en klient med hjem til middag, bør han selv lave maden. Han bør komme hjem om eftermiddagen og gøre huset i stand og dække bordet. Hun har taget børnene med hjem med det ene formål for øje, at han skal lægge dem i seng. Og hun sørger for rigtig at hidse dem op undervejs, så hun kan være sikker på, at han får sin sag for.“
„Du godeste! Jeg har altid troet, at hun var en nogenlunde fornuftig pige.“
„Det er blevet noget af en fiks idé hos hende. Det har stået på i mange måneder. I er dem, der betyder noget, vi er ’de andre’, I er de herskende, vi er slaverne.“
„Hvorfor har du ikke fortalt mig om det før?“
Dora lukkede for fjernsynet.
„Du har haft travlt. Du ville ikke bryde dig om at høre på den slags sludder, når du kommer hjem. Jeg har måttet høre på det hver dag.“
Wexford hævede øjenbrynene.
„Det er da noget forhistorisk sludder?“
„Faktisk ikke helt. Mænd har det stadig morsommere end kvinder her i tilværelsen, det er stadig en mandfolkeverden. Jeg kan godt forstå, at hun ikke bryder sig om at sidde indemuret hjemme med drengene og spilde sit liv, som hun udtrykker det, mens Niel har mere og mere succes i sin karriere.“ Dora smilede. „Og hun siger, at hun fik bedre karakterer, end han gjorde. Jeg kan godt forstå, at hun keder sig og bliver sur, når de har gæster, og mændene snakker arkitektur med Niel, og kvinderne diskuterer møbelpolitur med hende. Jo, sandelig forstår jeg det.“
Hendes mand så skarpt på hende.
„Føler du det også på den måde?“
„Det skal du ikke bryde dig om,“ sagde Dora leende. „Lad os glemme vort noget besværlige barn. Du er kommet så tidligt hjem, at vi kan nå at gå et eller andet sted hen, efter at vi har spist. Har du lyst til det?“
„Det vil jeg gerne.“ Han tøvede lidt og sagde så: „Det er vel ikke noget, der kan true deres ægteskab? Jeg har altid troet, at de var meget lykkelige med hinanden.“
„Vi må håbe, at det går over. Men lige meget hvad vi siger eller gør, vil det kun gøre det værre, tror du ikke?“
„Selvfølgelig. Nå, men hvor skal vi gå hen? I biografen? Eller hvad med friluftsteatret i Sewingbury?“
Før hun kunne nå at svare, ringede telefonen.
„Det er nok Sylvia,“ sagde Dora. „Hun har opdaget, at Ben har glemt sin teddybjørn. Vil du tage den, skat. Og Reg, sig til hende, at vi tager den med og afleverer den på vejen. Jeg kan ikke tage flere møder med forurettede hustruer i aften.“
Wexford tog telefonen. Det var ikke hans datter. Dora var klar over det, allerede før han havde sagt noget. Hun kendte det udtryk. Han sagde kun „ja“ og „Ja, det skal jeg nok“, men hun vidste besked.
Han lagde røret på og sagde: „De holder ikke allesammen ferie i august. Der er blevet fundet et lig kun en kilometers vej herfra.“
„Er det …?“
„Ikke en vi kender,“ sagde hendes mand tørt. „En udefra.“ Han strammede sit slips, som han allerede havde løsnet, og rullede sine skjorteærmer ned. „Jeg må af sted med det samme. Hvad vil du foretage dig? Pille ved fjernsynet, så jeg får et frygteligt mas med at regulere det igen? Du angrer sikkert, at du har giftet dig med mig.“
„Ikke endnu, men det kan komme.“
Wexford lo, gav hende et kys og kørte tilbage ad samme vej, som han var kommet.
Kingsmarkham er en middelstor by i hjertet af Sussex. Den har bredt sig i retning af Stowerton og Sewingbury, men mod nord er der endnu jomfruelige, uberørte landlige områder. Dér skifter High Street navn til Pomfret Road, og dér breder Cheriton Forests fyrretræer sig over bakkeskråningerne.
Forest Road er den sidste gade i området, der har postadresse Kingsmarkham. Den munder ud i Pomfret Road, men for at nå hjem benytter de fleste af dens få beboere genvejen, der begynder ved enden af High Street og løber som en simpel gangsti tværs over en mark. Wexford parkerede sin vogn på Forest Road, hvor stien har udvidet sig til en smøge, lige før den løber sammen med vejen. Han holdt uden for hegnet til et par huse, der bar fællesnavnet Carlyle Villas. Han gik ind ad smøgen og fortsatte ad stien langs en høj ligusterhæk langs kolonihaverne. Cirka hundrede meter fremme kunne han se en gruppe mænd, der stod i udkanten af et lille krat.
Kriminalassistent Michael Burden var en af gruppen og sammen med ham stod politilægen doktor Crocker og et par fotografer. Da Wexford nærmede sig, gik Burden ham i møde og sagde noget med sagte stemme. Wexford nikkede. Uden at se på liget gik han hen til kriminalbetjent Loring, som stod lidt fra de andre sammen med en ung mand, der så bleg og rystet ud.
„Mr. Parker?“
„Ja, det er mig.“
„Det var Dem, der fandt liget, efter hvad jeg hører?“
Parker nikkede.
„Det var faktisk min søn.“
Han kunne ikke selv være stort mere end femogtyve.
„Et barn?“ sagde Wexford.
„Han forstår det ikke. Det håber jeg i hvert fald. Han er kun seks år.“
De satte sig på en træbænk, som byrådet havde opsat, så pensionisterne kunne hvile sig.
„Fortæl mig, hvad der skete.“
„Jeg var gået hen til min søster med ham, for at min kone kunne få lidt fred til at få de to andre lagt i seng. Jeg bor i en bungalow på Forest Road. Bella Vista hedder den, det er den med det grønne tag. Vi var på vej tilbage ad stien her, og Nicky legede med sin fodbold. Den røg ind i det høje græs under hækken, og han løb bagefter for at lede efter den. Han sagde: ’Far, der ligger en dame derinde.’ Jeg havde det på fornemmelsen, jeg ved ikke hvorfor. Jeg gik derhen og så på hende, og jeg – jeg ved godt, at jeg ikke burde have gjort det, men jeg trak hendes frakke op over hendes bryst. Forstår De, Nicky er jo kun seks, og der var – blod, en hel masse.“
„Ja, jeg forstår,“ sagde Wexford. „De flyttede ikke noget andet?“
Parker rystede på hovedet.
„Jeg sagde til Nicky, at damen var syg, og at vi ville gå hjem og ringe efter en læge. Jeg sagde, at det vist ikke var så slemt. Jeg tror ikke, han var klar over, hvad der var sket. Jeg håber, at han ikke forstod det. Jeg fik ham hjem og ringede til politiet. Jeg ville bestemt ikke have rørt hende, hvis jeg havde været alene.“
„Dette var en undtagelse, mr. Parker.“ Wexford smilede til ham. „Jeg ville have gjort det samme i Deres sted.“
„Han skal vel ikke …? Jeg mener, der skal jo være retsligt ligsyn, ikke? Jeg mener, jeg skal selvfølgelig møde, det ved jeg, men …“
„Nej, nej. Du godeste Gud, nej. Gå De nu bare hjem, så taler vi med Dem senere. Tak for Deres hjælp.“
Parker rejste sig fra bænken, kiggede på fotograferne, på gruppen omkring liget, og så vendte han sig om imod Wexford.
„Det tilkommer ganske vist ikke mig … men jeg ved, hvem hun er. Det gør De måske ikke …“
„Nej, ikke endnu. Hvem er hun?“
„Hun er miss Comfrey. Hun boede her sådan set ikke. Hendes far bor her.“ Parker pegede hen ad smøgen. „I Carlyle Villas, den med den blå maling. Hun må have opholdt sig der. Hendes far ligger på hospitalet. Han er en gammel mand, og han ligger med en brækket hofte. Hun må være kommet for at besøge ham.“
„Tak skal De have, mr. Parker.“
Wexford gik tværs over den sandede sti, og Burden trådte til side, så han kunne komme til at se liget. Det var en midaldrende kvinde, kraftigt bygget og mager. Ansigtet var dækket af overdrevet make-up, munden ildrød, blå skygge lagt på de rynkede øjenlåg, og en uhyggelig gullig farve på kinder og pande. De grå øjne var vidåbne og stirrende, og Wexford syntes, han så – men det måtte være indbildning – et spotsk glimt i dem, selv nu i døden et udtryk af hån.
En frynse mørkt pandehår kunne ses under det stramt knyttede hovedtørklæde. Liget var iført en kjole af blåt- og rødmønstret syntetisk stof og en tilsvarende løsthængende jakke uden lukning. Jakken var nu trukket sammen over brystet. Den ene af de højhælede sko var revet af og hang i en brombærranke. På maven i hoftehøjde lå en stor rød håndtaske. Der var ingen ringe, hverken på den ene eller den anden hånd, intet armbåndsur, men en tung perlekæde af røde glasperler om halsen, og neglene, der var kortfilede, var lakeret i samme skarlagenrøde farve.
Wexford knælede ned og lukkede tasken op efter omhyggeligt at have dækket fingrene med sit lommetørklæde. I tasken lå en nøglering med tre nøgler på, en æske tændstikker, en pakke king-size cigaretter, hvoraf der var røget fire, en læbestift, en gammeldags pudderdåse med fast pudder, en tegnebog og, liggende løst i bunden af tasken, nogle småpenge. Ingen pung. Ingen breve eller papirer. Tegnebogen, som var ny og dyr af sort skind, rummede toogfyrre pund. Hun var ikke blevet dræbt på grund af de penge, hun endnu havde på sig.
Der var intet, der kunne give ham oplysning om hendes adresse, hendes erhverv eller hendes navn. Intet kontokort, intet Id-kort, intet checkhæfte.
Han lukkede tasken og foldede jakken til side. Kjolens overdel var sort af størknet blod, men i den mørke masse kunne man tydeligt se to snit, det ydre vidnesbyrd om to stiksår.
Wexford flyttede sig, og lægen kom tilbage og lagde sig på knæ på samme sted, som Wexford havde rejst sig fra.
„Der er vel ikke fundet noget våben?“ sagde han henvendt til Loring.
„Nej, sir, men vi har heller ikke rigtig begyndt eftersøgningen endnu.“
„Nå, men kom så i gang, De og Gates og Marwood. En kniv af en eller anden slags.“ Chancen for, at den skulle være der, var minimal, tænkte han pessimistisk. „Og når De har fundet den,“ fortsatte han, „kan De tage hele Forest Road. Få så meget at vide om hende og hendes færden, som det er muligt, men overlad Parker og Caryle Villas til mig og mr. Burden.“
Han gik tilbage til doktor Crocker.
„Hvor længe har hun været død, Len?“
„Lad nu for himlens skyld være med at vente alt for megen nøjagtighed på det nuværende stadium. Rigor mortis er fuldt ud indtrådt, men vejret har været så varmt, at det er gået ekstra hurtigt. Jeg vil anslå det til at være mindst atten timer siden. Og det kan være mere.“
„Tak.“ Wexford nikkede i retning af Burden. „Her er ikke mere at gøre for os, Mike. Carlyle Villas og Parker må være det næste, tror jeg.“
Kriminalassistent af 2. grad Michael Burden var i virkeligheden for højt oppe i rang til kun at optræde som ledsager for en kriminalassistent af 1. grad. Han gjorde det, fordi sådan arbejdede de nu engang, og sådan fungerede det. Sådan havde de altid gjort, og det ville de blive ved med trods politimesterens misbilligende mumlen.
To høje mænd. Næsten tyve års aldersforskel, og i sin tid havde de været så forskellige af udseende, at de udgjorde et så ulige par, at det kunne virke komisk. Men Wexford havde tabt sit overmål af fedt og var blevet næsten mager, mens Burden altid havde været tynd. Han var absolut den af de to, der så bedst ud, hans træk var klassiske, og han ville have været smuk, hvis hans ansigt ikke havde været så hærget af bitre erfaringer. Wexford var en grim mand, men hans ansigt fangede folks blik, selv kvinder fængsledes af hans ansigt, fordi det udtrykte levende intelligens, meget stor livslyst og styrke og, trods hans højere alder, udstrålede langt mere ungdom.
Side om side gik de hen ad stien og videre ad smøgen ud til Forest Road. De sagde ikke noget, for der var endnu ikke noget at tale om. Kvinden var død, men døden for morderhånd er på en vis måde ikke en afslutning, men en begyndelse. Er man død en naturlig død, kan éns liv som regel begraves sammen med én. Hendes liv ville gradvis blive blotlagt, begivenhed efter begivenhed, og hvor ukendt hun end havde været, ville hendes liv komme til at virke som en biografi over en berømthed.
Fra smøgen drejede de til højre og stod uden for de to huse, hvor Wexford havde parkeret sin vogn. Det var faktisk et dobbelthus med en fælles frontispice, i hvis topvinkel der sad en tavle med navn og byggeår: Carlyle Villas. 1902. Wexford bankede på den blå yderdør med ringe håb om at få svar. Der kom da heller ingen, og der kom heller ikke nogen, da de ringede på klokken ved den anden halvdels yderdør, en langt mere smart og pretentiøs sag af smedejern og råglas.
Skuffet over ikke at opnå noget på dette lovende sted gik de over på den anden side af gaden. Forest Road var en blindgade, der endte ved en mur. Bag den lå svulmende enge og udstrakte skove. Foruden Carlyle Villas lå der kun en halv snes huse, en klynge småhuse lige ved muren, to-tre nyere bungalow’er, og et kompakt gråt stenhus, som engang havde været portnerbolig til et forlængst forsvundet herskabshus. Den ene bungalow var bygget på et tidspunkt, hvor Hollywoods indflydelse trængte helt ud i denne fjerne krog af Sussex, vinduerne havde buet glas, taget var grønne vingeteglsten, og navnet var Bella Vista.
Drengen Nicky var oppe endnu, han sad sammen med sin mor i dagligstuen, som havde samme lidt uordentlige udseende som den stue, Wexford havde forladt for en time siden. Men hvis ikke Parker havde præsenteret den unge kvinde som sin kone, ville Wexford have troet, at hun var en teenager. Hun havde et barns glatte pande og runde kinder, et barns silkefine hår og uskyldige øjne. Hun måtte være blevet gift som sekstenårig, selv om hun ikke så ud til at være stort mere nu.
Parker blinkede som en rasende, idet han sagde: „Her er lægen, han kommer for at fortælle os, at den stakkels dame har det godt.“
Nicky gemte ansigtet ved sin mors skulder.
„Ja, det er rigtig nok,“ løj Wexford. „Hun får det godt.“ Man siger, at de døde har det godt …
„Gå du nu ind til Bedste, så kan du nok få lov til at se fjernsyn inde hos hende.“
Den spændte atmosfære lettede, da drengen gik.
„Tak,“ sagde Parker. „Jeg håber, det ikke kommer til at skade ham, det arme barn.“
„Det skal De ikke være bekymret for. Han er for lille til at læse aviser, men De bliver nødt til at kontrollere, hvad han ser i fjernsynet. Nå, mr. Parker, jeg mener, De sagde, at miss – æh – Comfreys far lå på hospitalet. Ved De på hvilket hospital?“
„På sygehuset i Stowerton. Han kom til skade i – hvornår var det egentlig, Stell?“
„Engang i maj,“ sagde Stella Parker. „Miss Comfrey kom for at besøge ham, hun kom kørende i taxi fra stationen, og da han fik øje på hende, styrtede han ud af huset og faldt på flisegangen og brækkede hoften. Sådan gik det faktisk til. Hun og taxichaufføren fik ham bragt på hospitalet i den samme taxi, og der har han været lige siden. Jeg overværede det ikke selv. Mrs. Crown fortalte mig om det. Miss Comfrey har været her én gang i mellemtiden for at se til ham. Hun kom meget sjældent, ikke sandt, Brian?“
„Kun en eller to gange om året,“ sagde Parker.
„Jeg vidste, at hun skulle komme i går. Det havde mrs. Crown fortalt mig. Jeg traf hende på postkontoret, og hun sagde, at Rhoda havde ringet og sagt, at hun kom, fordi gamle mr. Comfrey havde fået et slagtilfælde. Men jeg så hende ikke, jeg kendte hende faktisk ikke, jeg har aldrig talt med hende.“
„Hvem er mrs. Crown?“ spurgte Burden.
„Hun er miss Comfreys tante. Hun bor i huset ved siden af mr. Comfrey. Det er nok hende, De skal tale med.“
„Uden tvivl, men der er ingen hjemme.“
„Nu skal jeg sige Dem noget,“ sagde Stella Parker, som lod til at have dobbelt så megen forståelse og intelligens som sin mand. „Jeg vil ikke være anmassende, men jeg læser kriminalromaner. Hvis det er baggrund og den slags, De vil vide noget om, så kan De ikke gøre noget bedre end at tale med Brians bedstemor. Hun har boet her hele sit liv, hun er født i et af de små huse henne ved muren.“
„Bor Deres bedstemor her hos Dem?“
„Hun hjalp os med sine sparepenge, så vi kunne købe huset her,“ forklarede Parker. „Og så flyttede hun sammen med os. Det fungerer udmærket, synes du ikke også Stell? Hun er pragtfuld, min gamle bedstemor.“
Wexford smilede og rejste sig.
„Jeg vil muligvis gerne tale med hende, men ikke i aften. De får besked vedrørende ligsynet, mr. Parker. Det bliver sikkert ikke så slemt. Ved De noget om, hvornår mrs. Crown kommer hjem?“
„Når pub’en lukker,“ sagde Parker.
„Sygehuset må nok blive det næste, Mike,“ sagde Wexford. „Efter de vage tidsangivelser, Crocker gav os, ser det for mig nærmest ud til, at Rhoda Comfrey er blevet dræbt på vej tilbage fra et besøg hos faderen på hospitalet. Hun har sikkert valgt stien som en genvej fra busstoppestedet.“
„Besøgstid på sygehuset i Stowerton er fra syv til otte om aftenen,“ sagde Burden. „Vi må kunne fastslå dødstidspunktet mere nøjagtigt på den måde end ved lægens formodninger.“
„Den pub-interesserede tante skulle også kunne hjælpe os. Hvis den gamle fyr er ved sin sunde fornuft, kan vi få datterens adresse i London af ham.“
„Vi bliver jo også nødt til at fortælle ham, hvad der er sket,“ sagde Burden.
Besøgstiden var forbi, og de besøgende stod i kø ved busstoppestedet uden for Stowerton Sygehus. Havde Rhoda Comfrey stået i kø dér aftenen før? Klokken var ti minutter over otte.
Manden i portneraflukket fortalte, at James Albert Comfrey var patient på Lytton afdelingen. De gik hen ad en korridor og op ad en trappe. De dobbelte glasdøre, der førte ind til Lytton afdelingen, var lukkede. Idet Wexford skubbede dem op, trådte en ung sygeplejerske af malajisk eller siamesisk afstamning i vejen for dem og meddelte med kvidrende stemme, at de ikke kunne komme ind nu.
„Det er politiet,“ sagde Burden. „Vi vil gerne tale med vagthavende sygeplejerske.“
„Hvis De vil være så venlig, lille frøken,“ sagde Wexford, og pigen sendte ham et stort smil, før hun skyndte sig videre. „Skal De nødvendigvis være så fordømt ubehøvlet, Mike?“
Pigen kom tilbage med søster Lynch, en høj mørk irer, der så ud til at være sidst i tyverne.
„Hvad kan jeg hjælpe Dem med, mine herrer?“ Hun lyttede, mens Wexford gav hende de mest nødvendige detaljer.
„Det var dog skrækkeligt. En kvinde kan ikke færdes trygt nogen steder. Og miss Comfrey var her så sent som i går aftes for at se til sin far.“
„Vi bliver nødt til at tale med ham,“ sagde Wexford.
„Det kan De ikke komme til i aften, hr. kriminalassistent. Jeg beklager, men det kan jeg ikke give tilladelse til, ikke når de gamle herrer allerede er gjort i stand til natten. De ville ikke få søvn i øjnene, og for øvrigt har jeg selv fri om ti minutter. Jeg skal selv fortælle ham det i morgen, men jeg tvivler nu på, at han i det hele taget vil opfatte det.“
„Er han helt senil?“
„Det er et ord, jeg aldrig har forstået betydningen af. Han er femogfirs, og han har haft et alvorligt slagtilfælde. Han sover det meste af tiden. Hvis det er at være senil, så er han senil. De vil spilde Deres kostbare tid på at prøve på at tale med ham. Jeg skal fortælle ham det så nænsomt, som jeg kan. Er der mere, jeg kan gøre for Dem?“
„Miss Comfreys privatadresse. Hvis De ville være så venlig at give os den.“
„Selvfølgelig.“ Søster Lynch gjorde tegn til en mørkhudet pige, som skubbede et rullebord med medicin foran sig. „Vil De finde miss Comfreys privatadresse i kartoteket, søster Mahmud?“
„Talte De med miss Comfrey i går aftes, Søster?“
„Ikke udover, at jeg sagde goddag og sagde, at der ikke var nogen ændring i den gamle herres tilstand. Jo, jeg sagde forresten også farvel. Hun talte med mrs. Wells, og de forlod afdelingen sammen. Mrs. Wells’ mand ligger i sengen ved siden af mr. Comfreys. Her er den adresse, De bad om. Tak, søster. Carlyle Villas nummer ét. Forest Road, Kingsmarkham.“ Søster Lynch studerede kartotekskortet, som den mørklødede sygeplejerske havde rakt hende. „Jeg ser, at der ikke er telefon.“
„Det er desværre kun mr. Comfreys adresse, De har dér. Det er datterens, vi har brug for.“
„Jamen, det er datterens. Både hans og datterens.“
Wexford rystede på hovedet.
„Nej. Hun bor i London.“
„Det er den eneste adresse, vi har,“ sagde Søster Lynch med en antydning af skarphed i stemmen. „Efter hvad vi ved, så boede miss Comfrey i Kingsmarkham sammen med sin far.“ „De tager desværre fejl. Hvis det var blevet nødvendigt at sætte sig i forbindelse med hende – hvis det for eksempel var blevet værre med hendes far – hvad ville De så have gjort?“ „Skrevet til hende. Eller sendt et bud med besked.“ Søster Lynch var begyndt at se fornærmet ud. Han betvivlede hendes effektivitet. „Det ville ikke blive nødvendigt. Miss Comfrey ringede næsten hver dag. Hun ringede i torsdags, samme dag som hendes far havde fået sit slagtilfælde.“
„Og alligevel siger De, at hun ikke havde telefon? Jeg må have den adresse, Søster. Jeg må tale med mr. Comfrey.“
Hun så på sit ur og bemærkede, hvad klokken var. Så sagde hun meget skarpt: „Har jeg ikke sagt Dem, at den stakkels gamle herre ligger passivt hen og næsten intet opfatter? Hvad det angår at få en adresse ud af ham, kunne De lige så godt spørge min lille hund.“
„Nå. Jamen, når vi ikke kan få miss Comfreys adresse, kan vi måske få Dem til at give os mrs. Wells’.“ Dette lod sig gøre, og Wexford sagde: „Vi kommer igen i morgen.“
„De må gøre, som det passer Dem. Og nu vil jeg tage afsked med Dem.“
Idet de gik, mumlede Wexford: „Der er ikke noget, De hellere må tage.“ Og til Burden, hvis selvtilfredse mine antydede, at han anså sin tidligere uhøflighed for retfærdiggjort, og at han håbede, hans overordnede havde indset det, sagde han: „Vi får adressen hos tanten. Men det er dog mærkeligt, at hun ikke har opgivet sin privatadresse til hospitalet.“
„Åh, det ved jeg såmænd ikke. Lidt hemmelighedsfuldt, men ikke egentlig mærkeligt. Gamle mennesker kan være en slem klods om benet. Og det er altid kvinderne, der skal tage sig af dem. Det, jeg vil sige, er, at gamle Comfrey velsagtens kommer ud fra hospitalet på et eller andet tidspunkt, og så vil han ikke kunne klare sig alene mere. En datter, som oven i købet er ugift, er lige sagen for alle de geskæftige læger og socialrådgivere. De vil styrte sig over hende, mens det ikke ville falde dem ind at vente noget tilsvarende, hvis det var en søn. Hvis hun gav dem sin rigtige adresse, ville de betragte den som et rimeligt plejehjem for den gamle støder.“
„De er det sidste menneske, jeg ville vente at høre kvindefrigørelsespropaganda fra,“ sagde Wexford. „Der sker stadig mirakler. Men slår det Dem ikke, at Deres teori kun forøger risikoen for, at hun bliver hængende på den gamle? De tror, at hun allerede bor i huset, at hun allerede lever sammen med ham.“
„Der må være en forklaring. Det er ikke vigtigt, vel?“
„Det er en afvigelse fra normen, og derfor er det vigtigt for mig. Jeg tror, mrs. Wells må være den næste på vor liste, Mike, og derefter tilbage til Forest Road for at vente på tanten.“
Mrs. Wells var halvfjerds, talte meget langsomt og var temmelig forvirret. Hun havde truffet Rhoda Comfrey og talt med hende to gange før ved tidligere besøg på hospitalet, en gang i maj og en gang i juli. Den foregående aften var de stået på bussen sammen uden for hospitalet. Klokken et kvarter over otte. Hvad havde de talt om? Mrs. Wells mente, at de havde talt mest om hendes mands hofteoperation. Miss Comfrey havde ikke sagt ret meget, hun havde virket lidt nervøs og urolig. Hun var vel bekymret for faderen, regnede mrs. Wells med. Nej, hun kendte ikke hendes adresse i London, hun troede faktisk, at miss Comfrey boede på Forest Road, det var dér, hun var på vej hen. Mrs. Wells var stået af bussen ved Kingsbrook Bridge, men miss Comfrey var kørt videre, hun havde billet til den næste takstgrænse.
De vendte tilbage til politistationen. Våbnet var ikke blevet fundet, og husbesøgene, som Loring, Marwood og Gates havde foretaget, havde kun givet negative resultater. Ingen, hverken i småhusene eller bungalow’erne havde set eller hørt noget usædvanligt den foregående aften. Beboerne i den tidligere portnerbolig var bortrejst på ferie, og ingen havde arbejdet i kolonihaverne. Alle dem, de tre politimænd havde talt med, kendte Rhoda Comfrey løseligt, men kun en havde set hende den foregående dag, og det var, da hun forlod faderens hus cirka tyve minutter over seks for at tage med bussen til Stowerton. Ingen af beboerne på Forest Road kendte hendes London-adresse.
„Jeg vil gerne have, at De vender tilbage,“ sagde Wexford til Loring, „og venter på mrs. Crown. Jeg tager hjem en times tid for at få en bid mad. Når hun kommer, så ring mig op på mit privatnummer.“