Lindhardt og Ringhof
Dødens slør
er oversat fra engelsk af Inger Bang efter
The Veiled One
Copyright © 1988, 2018 Ruth Rendell og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711621639
1. e-bogsudgave, 2018
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Kvinden lå død på gulvet da han kom derned. Hun var allerede død og var tildækket fra hoved til fod, men det fik Wexford først at vide bagefter; han vidste det ikke dengang. Han tænkte tilbage og blev klar over hvilke chancer han var gået glip af, men det var jo ingen nytte til at tænke på det. Han havde ikke vidst det, og så var den ikke længere. Han havde været fordybet i tanker om mange forskellige ting: hans kones fødselsdagsgave der lå i posen i hans hånd, moderne arkitektur, stormen dagen før der havde væltet hans havegærde, og parkeringskælderen som han nu trådte ud i fra elevatoren.
Det var en elevator der ikke lignede elevatorer andre steder. Den var lavet af noget raslende gråt metal og uden enhver dekoration bortset fra graffiti. Store regelmæssige bogstaver med malingen sivende ned som blodspor, og der stod til hans oplysning at en der hed Steph var en „dieselbøsse“. Han spekulerede på hvad det kunne betyde og hvor han kunne slå det op. Elevatoren var på vej ned. Ned i jordens indvolde. Og der var noget der mindede om indvolde ved dette sted med de snoede gange og den gennemførte ensretning. Det var måske også bedre at grave ned i jorden til sådan et formål end at bygge over jorden, især da ethvert nyt byggeri uundgåeligt ville blive opført i samme stil som butikscentret – noget med fæstningsvolde eller bymure, i hvert fald noget der skulle se middelalderligt ud.
Han var lige kommet fra Barringdean Centre, det nye butikskompleks der skulle ligne en borg. Det var lige den stil moderne byplanlæggere syntes var passende for udkanten af en gammel Sussexby hvor der ikke var nogetsomhelst ægte middelalderligt tilbage. Det var måske netop derfor. Under alle omstændigheder lignede centret mindre en rigtig borg end en legetøjsborg af den slags man selv sætter sammen af hundrede små plasticstykker. Centret var formet som et stort „I“ med fire tårne for enderne og en række små tårne hele vejen hen. Når han så tilbage på det ventede han nærmest at se bueskytter dukke op i de gotiske vinduer og se pilene flyve i luften.
Men indeni var det helt og holdent tyvende århundrede udtrykt i firserord som „kundevenlighed“, „faciliteter“, „enklaver“ og „indfaldsvinkler“. Der var et stort springvand i midterhallen. Dets stråler nåede næsten, men ikke helt, ud til den store lysekrone af stumper af matglas. Wexford var gået ind gennem de automatiske døre og videre ad den glasoverdækkede gang. Han var kommet op ad rulletrappen hvor en dråbe skumsprøjt lige ramte hans fingre på gelænderet. Da han kom helt op kom han i tanker om at den butik han søgte nok alligevel måtte være længere nede – var Susanne ikke damefrisøren der også solgte parykker og strømpebukser eller luksusundertøj – og tog så rulletrappen ned igen til Mandala. Der var en flot kulisse i den anden ende med potteplanter i koncentriske cirkler – brune krysantemer, gule krysantemer, hvide poinsettia og den slags planter med kirsebærlignende appelsiner, der i virkeligheden er en slags kartofler. Det var tyndet ud i kundestrømmen. Klokken var næsten seks, og det var lukketid. Ekspedienterne var udmattede og ved at blive utålmodige og selv blomsterne så trætte ud.
Et Tesco Supermarked udfyldte hele tværarealet i begge etager i denne ende, British Home Stores den anden. Imellem dem lå Boots Materialhandel og W.H. Smith lige overfor med Mandala imellem sig. På en sidegang der førte fra den store parkeringsplads over jorden var der endnu børn der kravlede på en fed zebra af sort og hvidt læder og på et hi-tech klatrestativ og en drage på hjul. Wexford fandt det butiksvindue hvor Dora for en uge siden havde vist ham en sweater hun syntes godt om. Butikken hed „Addresses“ og der lå en chokoladebutik ved siden af og garnbutikken Knits ‘n’ Kits på den anden side. Wexford var ikke den mand der betænkte sig i sådan en situation. Desuden var helsekostbutikken Demeter allerede ved at lukke, og guldsmeden ved siden af lod sit flotte gyldne gitterværk inde bag vinduet falde ned. Han gik ind i Addresses og købte sweateren, og det tog i alt fire minutter.
Nu blev kunderne nærmest gennet ud og selv i Grub ‘n’ Grain kafeen stod der en mand der kunne minde mistænkeligt om en udsmider. Og lysene blegnede, springvandets stråler var ved at tabe kraften … de døde helt ud, og nu var vandets krusede overflade spejlglat. Wexford satte sig på en af smedejernsbænkene i sidegangen. Han så på at folkemængden bevægede sig mod forskellige udgange der førte fra denne centrale del – så gik også han gennem de automatiske døre ind i den overdækkede gang.
Bilerne på parkeringspladsen over jorden var allerede på vej væk. Wexford så sig tilbage. Flagene blafrede fra alle de små tårne langs Centrets rygrad, røde og gule trekantede vimpler der havde flagret hele dagen i de sidste rester af stormen fra i går, hang nu slappe ned i den mørke tågede aften. Der var stadig lysstriber at se i de smalle gotiske vinduer. Wexford var alene her ved indgangen til den underjordiske parkeringskælder hvor det eneste spor af disse horder af kunder var deres forladte kundevogne. Der var hundrede af dem og de stod i et tilfældigt rod og ville utvivlsomt også stå der i morgen. Et skilt meddelte kunderne at politiet havde et alvorligt syn på folk der lod en kundevogn stå til gene for trafikken. Det var ikke første gang Wexford tænkte at politiet havde vigtigere ting at foretage sig – hvor meget vigtigere skulle han først forstå senere.
Byplanlæggerne havde besluttet at denne parkeringsplads skulle lægges under jorden. Han gik ind i elevatoren ad en metaldør og kunne stadig høre ekkoet af den, mens elevatoren gik ned. Samtidig hørte han lyden af trin op ad trappen. Det måtte være en der løb i fuld fart. Det var noget han også kom i tanker om senere. Hernede var der altid koldt, og her var altid en gennemtrængende lugt som af metalspåner i olie. Wexford trådte ud af elevatoren på nr. 2 af de fire etager og gik ud i den brede gang, ud i en allé af søjler. De fleste af vognene var allerede væk nu, og det hele så mere øde ud, grimmere, mere negativt. Det var jo lidt tosset at se det på den måde – negativt mod hvad for eksempel? Parkeringskælderen tjente jo et formål, udfyldte et behov på den mest praktiske måde. Hvad ønskede han i stedet for? Skulle det hele være hvidmalet? Fresker på væggene? Flisemosaikker der beskrev episoder af den lokale historie. Det ville jo næsten have været værre. Det var jo helt barokt at stedet her mindede ham om et billede det slet ikke lignede. John Martins illustration til „Helvede“ i Paradise Lost.
Her i denne ende stod hans vogn, så han skulle ikke helt hen ad gangen – under det lave betonloft mellem de firkantede søjler, ind i de mørke skygger, men kun lige over til båsene ved muren til venstre. Lyden af hans egne skridt gav genlyd. Selv om det måske forholdt sig sådan at hans ellers så skarpe iagttagelsesevne var mindre vågen end sædvanlig bemærkede han dog hvilke vogne der var tilbage og hvilke mærker de var og hvilke farver. Han så de tre mellem hans og midten af parkeringskælderen hvor en rampe førte opad og en anden nedad: en vogn til venstre, en rød Metro, og diagonalt overfor ved siden af hinanden en sølvgrå Escort og en mørkeblå Lancia. Den døde kvinde lå mellem de to, tættest ved Escorten, skjult under et ligklæde af mørkebrunt fløjl. Det lignede en bunke klude.
Det vil sige, det fik han at vide bagefter. Han så kun vognene. Farverne på karosserierne forsvandt ikke helt i det kolde neonlys, men de var svage. Han åbnede bagagerummet og lagde den mørkeblå pose med navnet Addresses i guld derned. Idet han lukkede igen kørte en vogn forbi ham, en rød vogn der kørte vel hurtigt. Der var flere røde vogne end vogne af nogen anden farve, havde han læst. Bilister er aggressive, og rødt er aggressionens farve. Han stod ind i vognen og startede og så på sit ur. Det var noget han altid gjorde når han satte tændingen til. Syv minutter over seks. Han begyndte sin opstigning fra jordens indvolde.
På hver etage gik vejen det halve af arealet rundt i den modsatte side af elevatorerne og rulletrapperne. Den gik mod uret og kom lige ud til rampen der førte til næste etage. Han kørte forbi de tre vogne – først de to til venstre, så den røde Metro, og han så ikke til højre hvor den døde kvinde lå. Hvorfor skulle han også det?
Herovre på det lige stykke var der ikke en vogn tilbage, båsene var tomme. Han kørte videre til første etage, tog det store sving og kørte ud i mørket. Der kunne have været vogne tilbage i denne etage, men han havde ikke lagt mærke til det og huskede bagefter kun en Vauxhall Cavalier med en pige ved rattet. Hun trak ud til siden og var i hælene på ham, utålmodig efter at komme forbi. Teenagepiger bag et rat var værre end de unge mænd nu om stunder, sagde Burden. Wexford var ude i fri luft, på vej op ad rampen. De fleste af butikscentrets kunder var væk nu. Klokken var ti minutter over seks, og der blev lukket klokken seks, så der var kun nogle enkelte kunder tilbage på vej hen til deres vogne på parkeringspladsen over jorden. Pigen skyndte sig at køre uden om ham.
Wexford var trukket ind til siden og havde sagtnet farten for at gøre plads for hende, og netop da så han kvinden kom ud fra den glasoverdækkede gang. Han bemærkede hende fordi hun var den eneste der var på vej mod parkeringspladsen, og fordi hun ikke gik særlig hurtigt, men behersket og målbevidst banede sig vej mellem vognene og sparkede afværgende til en af dem der trillede hen foran hende. Hun var en lille slank meget rank kvinde med frakke og hat og med to røde Tescoposer i hænderne. Metaldøren faldt i bag hende, og han kørte videre hen over den store næsten tomme plads hvor tågen hang som en grågrøn dis i luften, ud gennem udgangslågen og et stykke ind i Castle Street og byen. Trafiklysene på High Street uden for the Olive and Dove blev røde da han nærmede sig. Han slog håndbremsen i og så ned på den aftenavis han havde købt inden han kørte til Centret. Han havde ikke set i den endnu. Hans egen datters berømte ansigt så op på ham. Ikke så overraskende! Billeder af Sheila i aviserne var ikke usædvanligt. Men de var sjældent ledsaget af afsløringer af den slags. Der var et andet billede ved siden af hende. Wexford så også på det og udstødte et langt suk. Lysene skiftede fra rødt til gult og blev grønne.
Barringdean Butikscenter lå i udkanten af Kingsmarkham men inden for byens grænser. Det var bygget hvor den gamle busstation havde ligget, dengang den nye busstation blev anlagt på det gamle bryggeris grund. Alle købte ind der, og det gik ud over de småhandlende i High Street. Om dagen var det en summende bikube af kommende og gående kunder, men om aftenen var centret overladt til sin skæbne – to indbrud i første leveår. Foruden vagtværnet og butiksdetektiverne i selve centret var der en opsynsmand der kaldte sig inspektør. Han afpatruljerede området eller sad, oftest i det lille betonkontor ved siden af elevatorskakten ned til parkeringskælderen, og læste the Star eller hørte bånd med De Elendige og Edwin Drood. Kvarter over seks hver dag udførte David Sedgeman dagens sidste pligt på Barringdean Butikscenter. Han skubbede kundevognene så nogenlunde i orden. De blev skubbet ind i hinanden så de blev til et langt leddelt tog. Så lukkede han porten til fodgængerindgangen til Pomeroy Road og skød slåen for. Hegnet var af ståltråd i stålrammer og det var højt. Derpå gik Sedgeman hjem. Hvis nogen var blevet på området inde bag det måtte de forlade det ad bilindgangen.
Det var rart for beboerne i Pomeroy Road at busstationen blev fjernet. Her var mere roligt nu hvor busserne ikke ankom eller afgik fra seks morgen til tolv nat. I stedet var der jo så alle kunderne der kom og gik, men lidt over seks var de jo alle væk. På den modsatte side af gaden lå der både viktorianske rækkehuse og små ejendomme med lejligheder. Lige over for indgangsporten i et af de huse boede Archie Greaves med sin datter og svigersøn. Han tilbragte meget af sin tid med at se på folk fra karnapvinduet i stueetagen, og det var så langt mere underholdende end i busstationens æra. Han så folk gå ind i telefonboksen ovre ved indgangen, og nogen af dem måtte have set ham sidde der og kigge, for mere end én gang havde der lydt en banken på ruden og han var blevet bedt om at veksle penge til telefonen. Han så kunderne komme og kunderne gå. Det morede ham at lægge mærke til at de kom og bagefter at konstatere om de gik igen. Der var stamgæster han begyndte at kende og da han var et ensomt menneske – hans datter og svigersøn var ude hele dagen – så han på dem nærmest som venner.
Det var en tåget aften. Det var blevet meget tidligt mørkt, og ved sekstiden var det som mørk nat. Lygterne fik tågen til at skinne grønt. Rendestenene i Pomeroy Road var stoppet med visne blade og platantræerne næsten helt nøgne. Inde på den anden side af den store åbne låge lyste lygterne stadig over parkeringspladsen der var så godt som tom, og inde i selve butikscentret tegnede tårnenes silhuetter sig som sorte savtakker mod den violette skyede himmel, men lygternes skær blev svagere nu og inden ret mange minutter ville de alle være slukket.
Lige siden Archie klokken fire havde sat sig ved vinduet havde han med mellemrum set fodgængere komme ud. Hans ånde duggede ruden, og han tørrede den med sit ærme, og lige idet han flyttede armen så han nogen komme ud af lågen. Det var en ung mand – i hans øjne nærmest en dreng, tomhændet, med en fart som var han forfulgt af alle helvedes djævle. Eller butiksdetektiver måske, tænkte Archie. Han havde engang set en kvinde komme løbende ud med et par mænd i hælene, og han gættede på at hun havde stjålet. Denne unge mand havde han aldrig set før. Han var fremmed og han forsvandt af syne under platantræerne i det tågede mørke.
Archie havde ikke tændt lys, for han så bedre når han sad i mørke. En gammeldags elektrisk kamin lyste lidt op i stuen. Der var ingen der forfulgte den unge mand – måske skulle han bare skynde sig i al almindelighed. De mennesker der var kommet gående i et roligere tempo havde set på ham uden større nysgerrighed og måske ligesom Archie ventet at se ham forfulgt. Men mørket opslugte dem. Han så en vogn komme ud fra parkeringskælderens udgang, og så en til. Lyset i de små tårne på centret gik ud. Så så Archie David Sedgeman komme frem bag betonmurens hjørne med nøglerne i hånden. Archie havde stadig ikke tændt lys og Sedgeman måtte anstrenge sig for at få øje på den lyse plet der var den gamle mands ansigt. Så nikkede han og løftede hånden. Archie vinkede igen. Sedgeman lukkede gitterporten, stak kæden gennem stålnettet og satte slåen for. Så skød han begge skydere for, den ene for neden og den anden et godt stykke over hans hovede. Før han gik sin vej vinkede han en gang til.
Det var Archies signal til at gå ind i køkkenet og lave sig et krus te af en tepose. Han tog også to chokoladekiks fra kiksdåsen. Der var ingen kartofler der skulle skrælles i aften, for både hans datter og hendes mand skulle til en vens søns forlovelsesgilde. Der blev ikke tale om varm mad, men Archie der var en gammel mand, ville også hellere have te og lidt kiks og et stykke chokolade. Da han kom tilbage til stuen til gaden tændte han for fjernsynet, skønt han var gået glip af det meste af nyhederne klokken seks, og den smule han fik at se nu var om forhør over terrorister og så noget om en skuespillerinde der havde lavet hærværk på forsvarsministeriets ejendom. Han lukkede ikke for det, skruede bare ned for lyden og tændte den store lampe i loftet. Archie havde læst et sted at hvis man så fjernsyn i mørke blev man blind til sidst.
Der var også lys i telefonboksen nu. Det blev altid tændt klokken halvsyv, når der da ikke var sket hærværk og pæren var smadret, hvad der sommetider skete. Archie satte sig igen hen til vinduet med det ene øje på gaden og det andet på skærmen og håbede der snart ville ske noget mere muntert. Men nu henlå butikscentret i mørke, skønt der stadig var to lygter tændt ude på parkeringspladsen. En midaldrende mand, en af naboerne, kom gående med sin hund der lettede ben mod telefonboksens røde metaldør. Archie havde lyst til at banke på vinduet, men vidste det ikke kunne nytte. Hund og ejer forsvandt i tågen, mens Archie drak sin te og spiste den anden kiks og tænkte på om han skulle tage en til eller vente en time. Nu kom vejrmeldingen kunne han se af alle de mange snoede linier og tal. Han kunne se at alt var ved det samme.
Udenfor var der tavshed, mørke, tåge der blev giftiggrøn og fosforescerende i lygternes skær. Mørket var dybt i denne betonørken, hvor man ikke så andet end to øer af lys, og nu forsvandt de også …. en, to …. og mørket kom tilbage, et mørke der mødtes med en mørkegrå men lysende himmel. Kun lygterne i Pomeroy Road og en enkelt stråle fra parkeringskælderens indgang kastede et ganske svagt lys over området inde bag gitterporten. Og ind i det mørke kom en lille kvinde gående, måske fra parkeringselevatoren, tænkte Archie. Hun gik et par meter i én retning og stirrede ind i mørket, så vendte hun om og så hen mod porten og mod ham. Det så ud som om hun ville finde nogen eller ledte efter noget. Der var vrede, undertrykt og tilbageholdt vrede, i hendes langsomme målbevidste bevægelser – det kunne han se selv i mørket.
Måske havde hun sin vogn derinde og kunne ikke få den startet. Der var jo ikke noget han kunne gøre, og nu var hun væk igen. Muren skjulte hende for hans blik. Archie slukkede for fjernsynet, for han kunne ikke holde ud at se mere af det der uden lyd havde vist sig på skærmen – sultende afrikanere med døende børn med opspilede maver, flere af alle de mennesker som han i sin afmagt og fattigdom ikke kunne hjælpe. Han så igen ud i den tomme stilhed. Han kunne vente en halv time med at hente den tredje kiks. Han måtte finde på noget at fylde sin aften med, for han kunne jo ikke så godt gå i seng inden ni, og det var der over to timer til. Det mest sandsynlige var at der ikke ville ske mere derude før otte næste morgen når butikscentret åbnede. Der ville ikke ske nogetsomhelst, ikke andet end at der kom en enkelt eller et par mennesker der skulle telefonere i boksen. Det tænkte han stadig på, da kvinden viste sig igen. Hun gik på én gang målbevidst og lidt gravitetisk som en kat der nærmer sig sit bytte.
Da hun kom hen til gitterporten tog hun fat som om hun ventede hun kunne åbne den, som om låsen ville gå op. Archie rejste sig op og lænede sig ind over vindueskarmen. Kvinden var alt for lille til at nå op til den øverste skyder. Det måtte være gået op for hende at slåen var for og at der var låst, og hun begyndte at ruske. Hendes øjne var ikke rettet mod ham men mod telefonboksen der kun var et par meter fra hende, men uden for rækkevidde på grund af gitterporten.
Hun ruskede voldsommere og voldsommere. Det raslede og bragede. Archie begyndte at tvivle på at hun var rigtig klog. Normalt ville han reagere ved at ignorere sådan en adfærd, lukke øjnene og gå sin vej. Men det var jo telefonboksen hun ville ud til. Hun var så vild og rasende fordi hun ikke kunne få fat i telefonen. Der var jo naboerne. Andre kunne tage sig af det der! Nogen der var yngre og stærkere. Men det var der jo aldrig nogen der gjorde. Archie havde sommetider tænkt at der godt kunne blive myrdet et menneske i Pomeroy Road ved højlys dag uden at nogen ville foretage sig nogetsomhelst. Nu råbte kvinden – hun skreg faktisk. Hun stampede i jorden og ruskede i lågerne og hylede højt. Det var ikke til at høre hvad hun råbte, ikke før Archie havde taget hat på og lagt en regnfrakke over skuldrene og var ude på fortovet.
„Politi! politi! Jeg skal have fat i politiet! Jeg skal ringe. Jeg skal have fat i politiet!“
Archie gik over på det andet fortov. „Det hjælper ikke, alt det der! Tag det roligt. Hvad er der i vejen?“
„Jeg skal ringe til politiet! Der ligger en der er død derinde. Der ligger en kvinde, og der er nogen der har prøvet at skære hovedet af hende!“
Archie blev kold over det hele. Han gylpede og han kunne smage te og chokolade. Han tænkte: Mit hjerte! Jeg er for gammel til dette her!
„Hold op med at ruske i lågerne,“ sagde han. „Nej, hold op! Jeg kan jo ikke lukke Dem ud.“
„Jeg skal have fat i politiet,“ skreg hun og faldt tungt ind mod lågerne med fingrene inde i ståltrådsnettet. Dette sidste brag gav genlyd og døde hen og hun hulkede hæst ind mod det kolde metal.
„Jeg skal nok ringe til politiet,“ sagde Archie og gik ind til sig selv, mens hun blev hængende der som et menneske der er skudt under et flugtforsøg.