Lindhardt og Ringhof
Bella Mafia
er oversat fra engelsk af Jette Røssell efter
Bella Mafia
Copyright © 1991, 2018 Lynda La Plante og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711734032
1. e-bogsudgave, 2018
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Til Jeanne F. Bernkopf
To dage efter udsættelsen af historiens største mafia-retssag, klokken ti om aftenen, modtog en af hovedanklagerne, Giuliano Emanuel, en telefonopringning på sit kontor. Det var en af Emanuels gamle advokatkolleger, Mario Domino.
Domino spildte ingen tid på høflighedsfraser. Han meddelte, at han gerne ville have et privat møde med Emanuel, og at det ville være til Emanuels fordel, hvis det kunne finde sted med det samme.
»Jeg holder parkeret uden for dit kontor. Meddel dine sikkerhedsvagter, at jeg kommer.« Biltelefonen blev afbrudt.
Emanuel lagde langsomt røret på. Han blev enig med sig selv om, at han ikke havde noget valg. Han underrettede sikkerhedsvagterne om det forestående besøg og satte sig atter ved skrivebordet.
Retssagen, der skulle være Siciliens udfrielse af mafiaens kvælertag, blev udsat, næsten før den var begyndt. Oven på det åbne chartek på Emanuels skrivebord kunne man se den grusomme årsag, et sort/hvidt fotografi af Emanuels kronvidne for anklagemyndigheden. Han var blevet myrdet. Lenny Cavataios lemlæstede lig havde haft den ønskede virkning; vidne efter vidne havde tilbagekaldt deres udtalelser mod den mest betydningsfulde af de tiltalte, Don Paul Carolla. Anklagemyndigheden var ikke i tvivl om, at der ville ske mange flere mord, før Carolla kom for retten.
Få minutter efter opringningen trådte Domino ind, og de to gamle venner omfavnede hinanden, da de mødtes. »Jeg stoler på dig,« hviskede Domino i Emanuels øre. »Gud give, at du ikke misbruger min tillid.«
Domino afslog en drink, satte sig ned og åbnede sin mappe. »Det er yderst vigtigt, at ingen overhører vores samtale.«
»Jeg forsikrer dig, at du kan tale frit, Mario. Mit kontor bliver undersøgt hver dag.« Han betragtede Domino, mens denne tog en stor gul kuvert op af mappen, åbnede den og tog et foto frem.
»Hvis du genkender denne mand, skal du bare nikke. Jeg ønsker ikke hans navn nævnt. Man kan aldrig være for forsigtig.«
Emanuel så på det sort/hvide foto, og hans nakkehår rejste sig. Det var Don Roberto Luciano, Il Papa – den virkelige »Capo di tutti Capi«; en leder fra dengang, hvor mafiaen blev opfattet som en beskytter af de fattige, som ikke var i stand til at kæmpe for deres rettigheder. Han havde været en del af organisationen i over halvtreds år, og ingen vidste, om han stadig var aktiv. Men han var stadig agtet og æret i Palermo.
Emanuel rakte fotografiet tilbage til Domino. »Jeg ved, hvem det er.«
»Han er en nær ven af mig, og jeg har repræsenteret ham ved utallige lejligheder. Han vil gerne træffe dig, men han ved, at det indebærer en stor risiko for hans familie, hvis det skulle blive kendt.«
Emanuel blev tør i munden. »Hvorfor ønsker din klient at træffe mig?« spurgte han.
»Det vil han selv fortælle dig. Jeg tror, at du vil finde det fordelagtigt, hvis du kan sørge for maksimale sikkerhedsforanstaltninger for både ham og hans familie.«
De to mænd bekræftede deres aftale med et håndtryk. Dominos klient ville meddele, hvor de skulle mødes. Emanuel skulle afvente en opringning og derefter gøre nøjagtigt, som han fik besked på. Hvis han afveg fra det, de havde aftalt, ville mødet ikke finde sted.
Opringningen kom to aftener senere. Emanuel skulle straks forlade sit hjem og køre til et pakhus nede ved havnefronten, stille sin bil dér og gå hen til enden af Mole 3, hvor han ville blive hentet. Alene.
Emanuel adlød. Med en sugende fornemmelse i maven stod han på molen og ventede i næsten en halv time.
Til sidst dukkede en mand op, tilsyneladende ud af den blå luft; han bevægede sig lydløst og befalede Emanuel at følge med sig. En anden mand indtog sin plads bag dem. Et stykke derfra ventede en tredje mand i en bil med motoren i gang.
Emanuel blev kropsvisiteret, før han satte sig ind i bilen. Ingen sagde noget, mens de kørte tilbage mod byen.
Den lille restaurant San Lorenzo virkede lukket, underetagen henlå i mørke. Emanuels nerver hang i laser, da han sammen med sine to ledsagere gik forbi de sirligt dækkede borde hen mod en buegang. Så trådte de to mænd til side og tilkendegav, at han skulle fortsætte op ad den smalle, linoleumsbelagte trappe.
Øverst på trappen stod en gråhåret mand i 60’erne. Han nikkede studst til Emanuel og beordrede ham til at løfte armene, hvorefter han kropsvisiterede ham. Så gjorde han tegn til Emanuel, at han skulle følge efter ham op til næste afsats og ind i en lille, elegant spisestue med røde gardiner.
Der var ingen andre i rummet, men bordet var dækket til tre. Den gråhårede mand placerede Emanuel ved bordet, skænkede et glas vin til ham, og så gik han.
Det varede et kvarter, før Emanuel hørte sagte, rolige trin på trappen. Døren gik op, Domino trådte ind, hilste på Emanuel og satte sig ned. Uden at sige et ord tog han vinflasken, kiggede på etiketten og skænkede sig et glas.
Netop da glasset var fuldt, blev gardinerne trukket til side, og en tjener kom til syne med en bakke fyldt med sølvtallerkener. Hans bevægelser var rolige og afmålte, da han stillede bakken fra sig på anretterbordet. Emanuel så på sit ur, derefter på Domino og skulle lige til at sige noget, da gardinerne atter blev trukket til side, og Don Roberto Luciano trådte ind.
Fotografiet havde ikke gengivet mandens udstråling; selv som halvfjerdsårig var han imponerende. Han var over 1,80 m høj, rank, og det hvide hår indrammede ansigtet med de mørke øjne og tunge øjenlåg og den let krogede næse.
Tjeneren skyndte sig at tage den kameluldsfarvede cashmerefrakke, der lå skødesløst over Lucianos skuldre. Luciano var iført en lysebrun lærredshabit, cremefarvet silkeskjorte og et mørkeblåt slips, hvori der glimtede en diamantslipsenål.
Luciano gik først hen til Domino, lagde hænderne på vennens skuldre og kyssede ham på kinden. Så vendte han sig mod Emanuel og rakte højre hånd frem. Hans håndtryk var fast.
Luciano virkede opsat på, at Emanuel skulle synes om menuen. Mens de spiste den friske pasta med skaldyr, gav Luciano lavmælt udtryk for sin egen nydelse. Konversationen under hele måltidet var høflig, og Luciano roste Emanuel for hans håndtering af adskillige sager og talte med Domino om en fælles ven, mens Emanuel så nærmere på Il Papa.
Luciano bevægede de store, stærke hænder på en næsten hypnotisk måde. På venstre hånds lillefinger havde han en ring med en blå sten stafferet med en fuldmåne i guld. Neglene var perfekt manicurerede. Det var ikke en gammel mands hænder.
Cognacen blev serveret i ballonglas, og cigarerne blev tændt i samme øjeblik, som tjeneren forsvandt bag gardinerne. Emanuel hørte en dørlås klikke på plads. Han rettede sig nervøst op, men Luciano lagde beroligende hånden på hans arm. »Det er bare en sikkerhedsforanstaltning. Jeg beklager hele denne forestilling, men den giver mig en større følelse af sikkerhed.«
Nu trådte den gamle mand, som havde kropsvisiteret Emanuel, ind i rummet fra trappen og nikkede til Luciano. Denne dør blev ligeledes låst, da han gik igen.
Luciano tog et ur op af lommen; så efter, hvad klokken var, og puttede uret i lommen igen. Så rejste han sig fra bordet og satte sig hen i en dyb, behagelig, højrygget øreklapstol. Han lagde de lange ben over kors og lænede sig tilbage i de røde velourpuder.
»De må allerede have en idé om, hvorfor jeg har bedt om dette møde. Jeg er parat til at optræde som anklagemyndighedens kronvidne på betingelse af, at De vil beskytte min familie. De må have sikre huse, bevæbnede vagter. Det må jeg have Deres ord på, før jeg giver Dem de beviser, som jeg forsikrer Dem vil være ensbetydende med, at Paul Carolla bliver dødsdømt.« Luciano talte med den selvtillid, som det giver, når man er vant til at få sine ordrer adlydt.
Domino dryssede asken af sin cigar. »Vil det være muligt for dig at sørge for så store sikkerhedsforanstaltninger uden at afsløre min klients navn? Det er bydende nødvendigt, at ingen kender hans identitet, før tiden er inde til, at han afgiver vidneforklaring. Dette er ikke alene for at beskytte ham, men også dig selv. Kan du i din position sørge for sådanne sikkerhedsforanstaltninger?«
Emanuel vidste, at han ikke på egen hånd kunne afgive et sådant løfte, men han svor højtideligt, at han ville bevare aftenens samtale som en hemmelighed. Han hostede for at løsne klumpen i halsen, før han fortsatte.
»Signor Luciano, for at organisere sikkerhedsforanstaltninger for Dem og Deres familie er jeg nødt til at forhandle med dommere og politidirektører, og tiden er tydeligvis af afgørende betydning. Hvornår kan jeg få mulighed for at vurdere det bevismateriale, som De er parat til at fremlægge?«
Luciano lo en dyb, guttural latter og rystede på hovedet. »Tror De, at jeg har dokumenter? Papirer, som jeg kan give Dem? Nej, nej – det er mig, der er Deres bevismateriale, mig. Datoer og fakta helt tilbage til 1928, altsammen registreret – ikke på papir, men her i min hjerne.« Han prikkede sig i tindingen med fingeren og bøjede sig hen mod Emanuel. Hans tonefald blev køligt. »Hør engang, min ven, tror De virkelig, at jeg ville sætte noget på papir for at underbygge mit tilbud? Hvad anser De mig for? De sidder over for en 70-årig mand, som ikke ville være i live, hvis han tog notater.«
»Men De må også se det fra min side,« fremturede Emanuel. »Myndighederne vil kræve en eller anden form for synligt bevis, før de vil bevilge penge til overvågning, sikkerhedsvagter døgnet rundt, sikre huse – til en mand, hvis navn jeg ikke kan afsløre.«
Lucianos mørke øjne glimtede, men der var antydningen af et smil på hans ansigt. »Jeg gav jer Lenny Cavataio. Og der bliver ingen aftale, hvis jeg kun kan forvente samme beskyttelse som den, I gav ham.«
»Det var yderst uheldigt.«
Luciano vrængede og lænede sig frem. »Ingen vil få adgang til min villa, men i retsbygningen er jeg sårbar. Under møderne med Dem er jeg sårbar. Lenny Cavataio var Deres mest værdifulde vidne mod Carolla, og De lod ham dø som et dyr. Men min familie er mit liv; mine sønner er mit blod. De skal have mere beskyttelse end jeg.«
Emanuel var synligt nervøs. »Det forstår jeg godt, signor, men De bliver nødt til at give mig et eller andet, så jeg kan dokumentere, at jeg har et vidne, som er værd at give beskyttelse.«
Luciano lukkede øjnene og tænkte sig om et øjeblik. Så lænede han sig frem. »Gambino-familiens overhoved, Paul Castellano, og hans chauffør, Thomas Bilotti, blev skudt ned foran Sparks Steak House i New York,« sagde han dæmpet. »Ingen af dem var bevæbnet. Der var ingen livvagter til at beskytte Castellano. Men indtil det øjeblik havde han altid været beskyttet, isoleret fra omgivelserne af sine mænd. Han var ved at miste overblikket; forstod ikke længere den verden, hvor han var vokset op. Han havde nægtet at lade sine levnedsmiddelfirmaer bruge som dække for narko-kurerer. Han var ikke indstillet på at løbe den risiko, som narkohandelen indebar, og hovedimportøren af heroin til USA var Paul Carolla. Jeg har beviser på, at det var Paul Carolla, som gav ordre til mordene.« Lucianos øjne var smalle sprækker. Han lagde hovedet på skrå, som om han ville sige: »Er det nok?«
Men Emanuel vidste, at det var det ikke. Det, som Luciano havde fortalt ham, var en oplysning, som mange kunne være i besiddelse af. Emanuel rejste sig og gik hen til den store velourstol. »Jeg er bange for, at det ikke er nok til at sikre Dem beskyttelse.«
Luciano så op på ham, derefter på Domino. Et øjeblik efter rejste han sig og lagde hånden på Emanuels skulder. Den store hånd føltes som en dødvægt. Der var uhyggeligt stille i rummet.
Emanuel var bange for denne mand, og han gispede af lettelse, da Luciano langsomt flyttede hånden.
»Lenny Cavataio afgav forklaring i forbindelse med en ung sicilianers død. Cavataio var parat til at møde som vidne og udpege Paul Carolla som den, der havde givet ordre til mordet.« Øjnene flakkede ikke. De fastholdt Emanuels blik, mens han hviskede: »Den døde unge mand var min ældste søn.«
Den dæmpede, kultiverede stemme afslørede ikke så meget som en antydning af, hvad Don Roberto Luciano følte. »Nå, men nu er jeg ikke indstillet på at tale med Dem længere, min ven,« fortsatte han. »Nu er det er op til Dem. De siger, at tiden er af afgørende betydning. De får to uger. Jeg venter at få besked via Domino. Jeg har arrangeret mit barnebarns bryllup; det vil finde sted den 14. februar, om to uger fra i dag. Det er første gang, hele familien er samlet i mange år – mine sønner, mine børnebørn. Hvis De kan garantere den nødvendige beskyttelse, vil den være lettere at foranstalte, når hele min familie opholder sig under samme tag. Der er en indlysende risiko for mine kære, og den vil blive endnu større, når – hvis – jeg møder som vidne. Mine sønner vil ikke bifalde min beslutning; men jeg har besluttet mig, og jeg trækker ikke mit tilbud tilbage. Tak, fordi De ville træffe mig. Det har været en hyggelig aften.«
Døren gik op uden nogen påviselig ordre, og han var væk, efterlod kun den søde duft af friske limefrugter.
Domino tømte sit glas. »Du skal ikke undervurdere det, han tilbyder dig. Du kan skabe dig en karriere på grund af ham. Du vil blive en meget berømt mand eller en død mand.«
»Han kræver beskyttelse til sin familie,« snerrede Emanuel. »Du milde Gud, hvad så med min? I forvejen stejlede de over at give mig to personlige livvagter døgnet rundt. Man skulle tro, at jeg havde forlangt en privat hær, og det er lige nøjagtigt, hvad Luciano vil få brug for – en hær.«
»Så skaf den. Øg dine egne sikkerhedsforanstaltninger, men jeg advarer dig, hvis det nogensinde slipper ud, at Luciano er dit vidne, lever han ikke så længe, at han når at afgive forklaring. Tro mig, jeg er modstander af hans vanvittige indfald.«
Emanuels hjerne arbejdede på højtryk; han var nødt til at stille Domino et sidste spørgsmål. »Hvorfor? Giv mig blot én begrundelse for, at han gør det.«
»Det har han jo sagt – på grund af sin søn, Michael Luciano.«
»Er det kun derfor?«
Emanuel var ikke forberedt på det anfald af vrede, der fik Dominos kinder til at gløde.
»Paul Carolla sørgede for, at Michael Luciano kom i forbindelse med heroinmiljøet, mens knægten studerede i USA. Da han så blev narkoman, sendte de ham hjem og stillede ham til skue som en falden luder for faderen, som forgudede ham. Carolla gjorde dette mod en pragtfuld ung mand, fordi faderen nægtede at handle med narkotika.« Domino knyttede hånden. »Men don’en bøjede sig aldrig. Nu har du beviset på, at hans tilbud er oprigtigt; manden, som var her i aften, er en af de mest respekterede, legale eksportører af varer fra Sicilien, og han har betalt prisen. Han betalte med sin søns liv.«
Domino holdt inde og tørrede sig om munden med et silkelommetørklæde, før han fortsatte. »Michael var sin fars søn, og han bed fra sig. På det tidspunkt, hvor han døde, var han helbredt for sit misbrug. Men hans mordere gav ham en sprøjte med heroin nok til at slå fem mænd ihjel. Men selv det var ikke nok for dem; de torturerede ham, slog ham, så selv bedemanden ikke kunne reparere hans ansigt. Alt dette bærer Don Roberto i sit hjerte; han giver sig selv skylden for det lemlæstede lig, for de forfærdelige ting, som de gjorde mod hans pragtfulde søn.«
Emanuel så på Domino, som tørrede sine øjne. Den gamle mand lød, som om tragedien lige var sket.
»Hvorfor ventede Luciano, når han vidste alt dette? Hans søn har været død i over tyve år.«
Domino sendte Emanuel et foragteligt blik. »Fordi han har to sønner endnu.«
»Men nu, efter alle disse år, er han parat til at bringe sit liv og sin families sikkerhed i fare. Det forstår jeg ikke.«
Domino gemte lommetørklædet væk og smilede, men hans øjne var iskolde.
»Du er ikke én af os; du vil aldrig forstå det. Kald det hævn, kald det afslutningen på en vendetta, men jeg garanterer dig for, at Paul Carolla er færdig, hvis du får Luciano til at vidne. Capiche?«
Domino sagde farvel, og atter åbnedes døren som på et usynligt signal. De to mænd, som havde kørt Emanuel hen til mødet, ventede på ham.
Da Emanuel kom hjem til sin lejlighed, var en af livvagterne endnu en gang i færd med at skrubbe hoveddøren. Der kom røde pletter på kluden, da manden tørrede døren af. Emanuel sukkede. En eller to gange om ugen blev en død kat sømmet op på døren med indvoldene hængende udenfor og de ynkelige ben arrangeret, som om den var korsfæstet.
»Endnu en kat? Hvis de bliver ved på denne måde, vil der snart ikke være flere katte tilbage her i kvarteret.«
Livvagten trak på skuldrene. »Denne her er en smule speciel,« sagde han.
Emanuel så på den; fik ikke engang kvalme mere. »Hvorfor det?«
»Det er Deres egen kat.«