Nico

Indtil vejret slår om, en formiddag, hvor det havde sneet uafbrudt hele natten, og ingen havde kunnet sove for kulden men havde travet frem og tilbage gennem brombærkrattet og den lave granbevoksning for ved daggry at gå to og to ud til vejen og vente på de store biler, der skulle transportere dem videre.

Da de rømmede det hvidgrå landskab og steg op bag i vognene, isede det ned gennem lufthavet, hvad de noterede sig uden at fortrække en mine, og efter at de havde fået anbragt sig på deres pladser, tabte de tilsyneladende den sidste rest af interesse for omverdenen, hvorfor de efter alt at dømme overhovedet ikke bemærkede, hvorledes deres fodspor til sidst forsvandt i snetykningen.

De kørte hele dagen ad den snorlige vej, men opad formiddagen havde de kunnet høre, hvorledes hjullydene gradvis steg i styrke: den næppe hørlige dækspinnen gled langsomt over i anderledes pågående lyde, nu og da suppleret af forholdsvis voldsomme slag, når vandet slog op under vognbunden på de orangefarvede lastbiler, der havde sat farten betydeligt i vejret.

Flere af dem, et betragteligt antal, drejede sig da om mod rufåbningen og stirrede ud i regnen, der gennem længere tid havde strømmet ned fra skydækket og gjort sin indflydelse gældende i snemasserne, for eksempel presset dem sammen og lagt et violet skær hen over deres perforerede overflader, en farve, som de nærmestsiddende passende kunne sætte op mod den orangegule i de to hjulspor, der løb pinlig parallelt i modsat retning af den, de kørte i.

Siden dukkede markerne adskillige steder frem af sneen, hvad imidlertid ingen lod til at bemærke, måske fordi de enten allerede forlængst havde forudset denne udvikling, eller fordi de, den måde, hvorpå de så ned på deres hænder, kunne tyde derpå, følte sig ilde berørt over denne temmelig banale og malplacerede fortrolighed fra naturens side.

Således smeltede sneen tilsyneladende upåagtet væk bagved dem, og således nåede de omsider til vejs ende, hvor de en efter en kravlede baglæns ned ad ladet for at sætte foden på den makadamiserede vej og derefter skyndsomt begive sig over mod nogle lave bakker, der var blevet raseret af en hedebrand engang i løbet af den foregående sommer.

Endnu med motorlarmen fra lastvognene i ørerne gik de ikke uden grund med hagen trykket ned mod brystet ind mellem de afsvedne lyngtotter, og ikke uden grund tog det dem længere tid, end det burde have taget dem at komme op ad skråningerne til kreterne, hvorfra det ikke længere var muligt at høre bilerne, men hvor de i nogen tid løb frem og tilbage mellem hverandre for at få varmen.

Ingenting var længere til hinder for en almindelig nedgravning i jorden, og uden mang formaliteter eller tidskrævende omsvøb fandt de sammen i små grupper og stak side om side spaderne i jorden for derefter at træde dem ned med det af benene, som erfaringen havde læert dem at drage fordel af i en situation som denne, og da de efter nogen anstrengelse havde fået vristet en spadefuld frosthård jord løs, kastede de den omgående skråt op i mørket, og straks efter opfangede deres ører gennem regnen den dumpe lyd fra jorden, da den ramlede ned et sted derude.

Arbejdet skred langsomt frem, og det blev ikke lettere af, at de på et vist tidspunkt måtte flytte ned i hullet og udføre det videre graveri derfra, hvad ydermere besværliggjordes af de alt for lange regnslag, de stod i, og som bevirkede, at de gang på gang snublede eller forfejlede kastene, så at jorden enten fløj planløst ud i natten eller faldt tilbage til det sted, hvor den kom fra.

(De havde valget mellem at lægge de store, grønne regnslag og blive gennemvåde men færdige før tiden, eller beholde dem på og dermed udsætte sig for unødige anstrengelser).

Trods vejromslaget var jorden stenhård den første halve meter, og det var kun under opbydelsen af alle deres kræfter og efter lang tid, at de forcerede dette stykke, men herefter gik udgravningen let for hånden den resterende meter, hvorpå de kunne stille de små spader fra sig og først hjælpe hinanden op af hullerne og derefter hjælpe hinanden ned i hullerne, for til sidst og uden at tage notits af regnvandet, der havde samlet sig på bunden, at lægge sig på langs op ad hinanden, tydeligvis i den hensigt at få en smule søvn, inden de atter skulle ”på farten” – et udtryk, som de endnu ikke havde glemt, men som de højst sandsynligt ikke længere erindrede ophavsmanden til.

De løftede hovederne op fra armene nede i vandet, og efter at have lyttet op i regnen rejste de sig og fandt spaderne frem.

Uden at betænke sig yderligere begyndte de at grave ind i sidevæggen over vandhøjde og kaste jorden op af hullet, og da de havde fået lavet en tilpas stor blind korridor, mavede de sig ind i den.

Derinde kunne de ligge i tørvejr.

Kort før daggry styrtede jorden ned over dem og begravede dem fuldstændigt.

En efter en dukkede de andre op af hullerne for straks efter at løbe lidt frem og tilbage i regnen, og da de havde rendt stivheden af sig og nogenlunde fået varmen, begav de sig af sted ud til vejen, hvor de stillede sig op og ventede på de orangegule lastbiler, der kort efter kom nærmere og nærmere.

Omkring et hundrede meter fra dem gik vognene ned i andet gear, hvorefter motoren blev koblet fra, således at det sidste stykke vej blev tilbagelagt i negativ acceleration, og da hjulene ikke længere roterede, kravlede de alle op bagi og anbragte sig på deres pladser.

De store lastbiler satte sig atter i bevægelse og i overensstemmelse med inertiens lov gik der ved denne lejlighed et ryk igennem de siddende, men derpå foregik resten af turen regelmæssigt: ingen hastige opbremsninger eller voldsomme hastighedsforøgelser, endsige bratte svingninger, og de kunne uhindret fordybe sig i deres tanker, hvad enten disse gik i retning af det fremtidige gravearbejde eller kredsede om et eksperiment, de engang havde været involveret i, det vil sige, om en jernkugle sluppet oppe under ruffet ramte vognbunden nøjagtigt under kuglens lodlinie, eller om den på grund af det vejstykke, som vognen havde tilbagelagt, medens kuglen var undervejs ned gennem luften, lanndede bagved det sted mellem deres fødder, som de efter nogen tid var blevet enige om at kalde det teoretiske faldpunkt.

Vognene koblede ud, skiftede op i andet gear og koblede derefter atter til, men da de lidt efter hørte de velkendte lyde fra endnu et gearskifte, var køretøjerne allerede forsvundet i snefoget, hvorefter de ikke bare med kraverne oppe om ørerne men også med hænderne dybt begravede i lommerne begav sig af sted til det af sneen fuldstændig skjulte brombærkrat, som de havde bestemt sig for at blive i de næste ti-tolv timer.

Idet de omhyggelig undgik de gamle mere eller mindre sammenfaldne huller, gravede de sig i løbet af fem-seks timer ned i jorden, om ikke andet kunne de dermed forbundne anstrengelser for en tid holde kulden så nogenlunde på afstand.

Nico

I mellemtiden var de kommet nærmere, ikke at S kunne se dem, dertil var det for mørkt, men de taktfaste skridt trængte sig nu så meget på, at han nogenlunde kunne regne ud, hvornår de ville befinde sig lige ud for ham og T samt det lille orangegule køretøj, de i tide havde bakket ind i den lave granbevoksning, der lå tæt på begge sider af den makadamiserede vej.

Da marchkolonnen befandt sig ud for S og T, rejste de sig begge halvt op og prøvede med sammenknebne øjne at skelne de marcherende fra hverandre for således at blive klar over, hvor stor en styrke de havde over for sig, men da alt, hvad de fik at se, var en enkelt ildgnist fra en af de svære sømbeslåede støvler, sank først den ene og derpå den anden tilbage til den hugsiddende stilling i det våde græs, hvor de atter fordybede sig i deres tanker, hvilket lykkedes dem i den grad, at de først længe efter, at fodslagene havde fortabt sig i regnen, vendte tilbage til deres umagelige stillinger.

T lagde sin højre hånd op på forskærmen og stemte sig på højkant, hvorefter han med armen fejende frem og tilbage foran sig, tydeligvis i den hensigt at undgå at løbe ansigtet ind i en af de våde grene, begyndte at gå ud til vejen, hvor han lidt efter stod i nogen tid og anstrengte sig til det yderste for at opfange den mindste lyd, men da dette mislykkedes fandt han i stedet en lille lommelampe frem og signalerede gentagne gange ind til S, der imens havde sat sig bag rattet for at vente på et tegn til at sætte motoren i gang og langsomt rulle ud gennem grantykningen og op på vejen, vel at mærke uden brug af lygterne.

S kunne høre T sige et eller andet gennem motorlarmen, men turde af frygt for at køre i grøften ikke trække hovedet ind i vognen, og i øvrigt skulle han tage meget fejl, hvis ikke T havde bemærket, at regnen var hørt op, noget som han forlængst selv havde konstateret og i sit stille sind glædet sig over, desårsag T herefter ikke længere med nogen rimelighed behøvede at trække i et af de grønne regnslag, når de om føje tid svingede ind mellem de lave bakker, der en sommer var blevet raseret af en hedebrand.

Som på kommando drejede S væk fra vejen og ud i den afsvedne lyng, idet han på intet tidspunkt slap lysskæret af syne, og da han til sidst var så tæt henne ved T, at lyset nærmest eksploderede på vindspejlet, slog han motoren fra og sprang ud, ikke for at stille sig op og indånde den friske forårsnat med et velbehag, han tidligere under lignende omstændigheder ikke havde lagt skjul på, men for med kraven oppe om ørerne at begive sig hen bag i vognen og hente den ene radiosender, som han derpå i nogen tid var optaget af at klargøre, det vil sige, isætte antenne og indstille på kanal 2, en frekvens, han for længe siden havde truffet aftale med T om at tage i anvendelse, fordi den var den letteste at efterkontrollere i mørke.

Uden at fortrække en mine hørte S gennem frekvensstøjen fra sin radio T nyse gentagne gange et eller andet sted ude i mørket, og da han kunne regne ud, at T ikke ville melde tilbage den første kilometer, lagde han radioen fra sig på værktøjskassen ved det venstre baghjul og gav sig til at gå frem og tilbage med hænderne dybt begravede i lommerne, dog ikke uden nu og da at stoppe op for med tilbageholdt åndedræt at sikre sig, at senderens susen ikke stik imod enhver beregning var ophørt, at T altså alligevel var stødt på et eller andet, han fandt det tilrådeligst at melde tilbage om, hvad der om ikke andet så dog for en kort stund kunne give ham den kontakt til et medmenneske, han uden al tvivl måtte savne derude i ødemarken.

Det kunne betale sig for T at holde sig nede mellem de lave bakker, hvor han ikke pludselig kunne risikere at stå som silhouet mod nattehimlen, og det fik så være, at han jævnligt snublede i et af de mange sammenfaldne huller eller jog foden ned i en vandgrav, fremad kom han under alle omstændigheder, og således nåede han til sidst til det uvejsomme brombærkrat, hvorfra han afsendte sit første opkald og derpå opgav sin position til S, der som sædvanlig var på pletten med sin kvittering.

En times tid senere befandt T sig ved den forfaldne landevejskro i nærheden af fjorden, og da han på tåspidserne var lige ud for den faldefærdige hoveddør, standsede han op og tøvede nogle sekunder, det vil sige, vejede for og imod, om han skulle gå indenfor og styrke sig med en flaske bourgogne af ældste årgang, en fristelse, han imidlertid hurtigt overvandt, hvorefter han uden at fortrække en mine sneg sig af sted til krohaven, dog kun for at stivne med et sæt ved duften af æbleblomsterne, der stod ind mod ham fra de hvide træer, som han efter at være kommet til besindelse besluttede sig til for alle eventualiteters skyld at undgå, hvorfor han måtte se sig om efter et andet sted at afsende sit signal fra.

(Tværs ind over en blød pløjemark forsøgte T den ene gang efter den anden at erindre sig æblelugten i kælderen ”derhjemme”, men forgæves, han blev bestandig forstyrret af den uudholdelige em fra halvrådne kålroer).