Jonas stillede sig hen til rælingen og klemte armene ind til kroppen. Ikke for andet end for at forhindre kulden i tøjet i at vokse. Det sneede. Et mylder af prikkende bevægelser, der blev uden for lydene, der kom op fra færgens motorer.

Han stod midtvejs mellem maskinens rystelser, der fra fødderne steg op gennem kroppen, og sneens flimren, der strømmede som fordrømme gennem øjnene og ned i kroppen. Ingenting skete, han var både tung og let, og han flyttede lidt på fødderne og forsøgte at se noget i mylderet foran sig.

En høj lyd bag ham drejede ham til sidst rundt, men der var intet at se. En række fodspor i sneen førte tværs hen over dækket til passagerrummets dør. Hans egne spor var forsvundet. Han så ned på sine fødder og følte sig usynlig, men alligevel kunne han se fødderne og lidt efter også armene, da han lagde dem op på rælingen. Armene lå over kors, og han lagde hovedet på dem og stirrede ned i vandet, som gled forbi under ham. Han ville ikke se andet end det, han så. Det var ikke vinger, han stirrede på. Det var bølger, som stod ud fra skibet og til sidst fladede ud i den dybsorte tyngde længst ude i snefoget. Han mærkede ingenting ved mørket eller sneens strømmende myldren ned i det. Med lukkede øjne følte han ikke andet end kulden inde under tøjet, den smeltende sne i ansigtet, følelsesløsheden i fødderne. Alligevel vidste han, at der var noget mere. Eller rettere, at der skulle være det, og med en pludselig bevægelse drejede han rundt og begyndte at gå tværs over det snedækkede trægulv til den anden side af skibet.

En lysning var kommet til syne ude i foget foran ham. Mens han bevægede sig over mod rælingen, følte han kulden tage til inde ved kroppen. Hænderne var følelsesløse. Han lagde dem op omkring ansigtet, og da var det en maske, han rørte ved. Tanken om at rive den af strejfede ham og forsvandt, men han tvang sig tilbage og ventede, indtil han med ét igen stod med den tanke at rive det, som lå hen over ansigtet, af. Fingrene var følelsesløse, og han rystede over det hele, og da han endelig nåede hen til rælingen, kastede han kroppen ind mod den og mærkede ingenting.

Lyset foran ham var taget til. Bag ham stod snefoget stadig som et flimrende mørke, men i disen foran ham var et lys på vej. Lidt senere opdagede han, at det var holdt op med at sne. Lyset kom ind over skibet og kaldte pludselig alle de skjulte steder frem af deres skygger.

Alle ting var blevet helt tydelige, og når han stirrede tilbage betød de noget. Han ville kun se det, som var, og for at standse alle betydningerne slog han den knyttede næve ind i træværket og lukkede øjnene uden at mærke noget.

Foran Jonas var et stykke halvblå himmel kommet til syne, og mellem det og ham strakte havet sig ubevægeligt. Ingen bølger eller lange dønninger, ingen skumstriber eller fjerne skibe, hvor røgen lige nåede op over horisonten, ingen dis eller en flok ænder, som lettede lavt og svirrede væk, kun dette tunge ingenting, som han lå midt i.

Alligevel blev det til en bevægelse derude, og da han til sidst indså den, var det en flok ænder, han så. Det var en flok edderfugle, som fløj i en lang og tydelig række parallelt med skibet. Der var mørke hunner og lysende hanner, de fløj helt nede over havoverfladen og var på vej bagud. De forsvandt bag redningsbåden, men de var virkelige, og han kom uden om båden og hen til agterrælingen, hvor han atter tydeligt kunne se deres kroppe og svirrende vinger nede over det blanke vand.

Foran ham var Anholt kommet til syne i lyset. Spøgelsesagtig hvid stod øen frem af rummets blåsorte mørke. Halvlyset kom fra sneen på bakkerne, og en efter en forsvandt fuglene i det åndeagtige skær.

Den hvide radarstation ragede med røde lanterner op af øen, og til begge sider strakte landskabet sig ud i det tiltagende mørke. Nordbjærgs træer og buske var skjult af sneen, og nede ved foden af bakken kunne han se og ikke se havnen. Som den, der aldrig skulle se den mere, tvang han den frem af halvlyset og mærkede, hvorledes kulden forvandlede det, han så, til vand.

Jonas tørrede øjnene i ærmet. Det var en sorg, og da han så væk, fik han igen øje på en stribe ænder, som lavt hen over vandet svirrede hen over kølvandsstriben. En tynd fortvivlelse, som styrede frem og tilbage gennem brystet på ham, mens han blev ved med at tvinge blikket ind mod det mælkeblege billede. Han ville se Sønderbjærg og følge dets fald ned i Ørkenen, glide med stranden ud til fyrtårnet og tilbage til bakkerne, som uophørligt gled ind i hinanden. Øen, som blev ved og aldrig fik nogen ende. Der var kommet et rødligt skær over det fremspringende landskab. Lidt efter forvandlede det sig langsomt til en bleg grønhed. Lyset derude var i bevægelse, og da han endelig opdagede det, var det for sent. Det trak sig ind i sig selv, samtidig med at skyggerne ude fra siderne langsomt trængte sig ind over stranden og de stadigt mere grå bakker.

Han trådte et skridt tilbage og stod fastnaglet til stedet, som den, der én gang for alle ingenting kunne gøre.

Midt i rummet var øen i færd med at trænge ind i sig selv og forsvinde for altid. Rummet om den mørknede og blev til sneskyer, som længe eller ikke længe efter blev til et flimrende snefog, der skjulte alting og flyttede ethvert midtpunkt ind til det sted, han stod.

Han var alene og troede, at han mærkede en hånd på sin ene skulder, men da han drejede sig omkring, var der ingen. Han stod på skibet mellem de to redningsbåde, og for fødderne af ham stod hans spor aftegnet hen over dækket. Han mærkede ingenting, da han begyndte at gå i sine egne spor, og da han nåede hen til døren, standsede han et øjeblik, men der var ikke noget, og hurtigt trykkede han dørgrebet ned og gik ind.

Hans kuffert stod på bænken bag det nærmeste bord. Ved siden af den lå et sammenfoldet tæppe med sorte striber. Der lugtede af kaffe, og der var ikke andre i rummet end en midaldrende mand, som Jonas ikke havde set før. Han sad med ryggen til ved det næste bord. Han sad i en tyk, sort frakke med et gråt halstørklæde om halsen, og foran ham på bordet lå en af de skindbetrukne huer, som de fleste mænd på øen gik med.

Jonas trak overtøjet af og lagde det hen over kufferten. Han klemte sig ind mellem det fastnaglede bord og bænken, og det var den samme bænk, han havde siddet på under overfarten. Han frøs og fik fat i tæppet, som han et øjeblik efter bredte ud over sig og stoppede ind under sit sæde. Den anden sad som før med ryggen til. Halstørklædet stak op over frakkekraven, han var skaldet og blev ved med at sidde med nakken tilbage uden at røre sig. Lydene fra skibets maskiner dunkede gennem metallet, og inde i kroppens kulde mærkede Jonas en døs, som lidt efter forvandlede sig til kvalme eller ubehag. Det gjorde ondt i den ene hånd, og han drejede sig så meget, at han kunne se ud gennem vinduet, men der var ikke andet at se end gråheden og dens smeltende snefnug på glasruden. Han lukkede øjnene og mærkede, at han sank. Han lå helt nede på jorden og stirrede på noget, som lidt efter blev til nogle ænder. De stod i noget vand, og selv lå han på maven i sandet og stirrede ind mellem nogle bakker på dem. Det var tre ænder, og ved siden af dem gled en død fisk frem og tilbage i dønningerne, men da han anstrengte sig for at se mere, fortonede billedet sig, og kvalmen fra før kom tilbage, ligesom han atter lå på ryggen og holdt vejret, mens han knugede sammen for at få varmen.

Jeg er syg, tænkte han og kunne høre en stemme foran i mørket. Han åbnede øjnene og så kaptajnen stå bøjet over den skaldede mand.

»Er det tænderne?« råbte han og rettede sig op for at tænde en cigaret med en lighter, idet han kastede et hurtigt blik hen på Jonas.

Det var den samme stumpærmede uniformsjakke, som han havde haft på under overfarten til øen.

»Ja, ja,« sagde kaptajnen og pustede ud, »de skal jo også passes.«

Manden med ryggen til sagde noget, men det var ikke til at høre. Kaptajnen havde atter bøjet sig ned over ham, men det var igen Jonas, som han stirrede på.

»Men en øl kan du vel drikke?« råbte kaptajnen og flyttede blikket tilbage til den andens ansigt. Derefter trak han en skuldertaske frem, som havde været skjult af kroppen og gik hen mod Jonas, idet han med hænderne famlede ved låsen.

»Vi kan måske lige ordne det økonomiske,« sagde han lavmælt og åbnede tasken, da han stod ved siden af Jonas.

»Har du ikke mindre?« sagde han lidt højere, da Jonas til sidst fandt en seddel frem og rakte den op i lyset.

Jonas så på sedlen og ville sige noget, men røgen fra den anden forstærkede hans kvalme, og gennem øjenkrogen kunne han se den skaldede vende sig lidt i sædet.

»Så bliver du nødt til at vente, til jeg har været nede og veksle,« råbte kaptajnen pludselig gennem røgskyerne, hvorefter han langsomt og hostende begyndte at fjerne sig og med ét var forsvundet.

Der skete ikke mere. Jonas blev ved med at skæve hen til nedgangen, men den anden dukkede stadig ikke op. Jonas tænkte på at flytte over til bænken på den anden side af bordet. Derfra ville han kunne høre, hvad de to mænd talte om, når kaptajnen kom tilbage. Det ville under alle omstændigheder være lettere at høre, hvad manden fra Anholt sagde. Det sneede stadig, fnuggene smeltede på ruden og drev ned ad glasset som skinnende dråber. Billedet af Anholt i den lille, halvblege lysning, som pludselig havde vist sig på den blåsorte nordøsthimmel, skød op foran ham, men det var de tre fugle og den døde fisk i det lave vand, han tænkte på. Det var et ord for det, som han manglede. Han var lige ved det, og han sad med en følelse af det, men følelsen af det var ikke nok. Som om det var følelsen, der forhindrede ham i at nå det sidste stykke. Og han måtte bekæmpe en trang til at springe ud på gulvet og styrte gennem døren og ud på dækket, ud i stilheden og kulden og havet. Skrigende indtil denne paniske stilhed, han følte både udvendig og indvendig som en kvalme, hørte op.

Alligevel blev han siddende. Selv om han vidste, at han sad på bænken som den, der skrigende skulle styrte ud i rummet, blev han siddende.

Om et øjeblik ville kaptajnen komme op ad trapperne med byttepenge, og selv ville han ikke stå afsindig i døren eller løbe rundt ude i sneen, mens han hamrede hænderne til blods mod alt, hvad han kunne røre ved. I stedet ville han blive siddende. Sådan som han altid havde gjort det. Denne svigten, og fandtes der noget værre end den. Da han kom til øen, havde han været midt i et forløb. Men i stedet for at blive i det, var han standset op. I samme øjeblik, han havde gjort det, havde han ikke bare mistet sin findelykke, men også sig selv.

Det var kaptajnen. Han stod med sammenknebne øjne og hovedet lidt på skrå. Der sad en cigaret i den ene mundvig, og han rakte nogle sedler og mønter frem. Han sagde noget igen, men Jonas tabte pengene ned i skødet og forstod ikke det, han sagde, og lidt efter gik den anden langsomt hen til manden, som sad med ryggen tilbage og kiggede ud i luften.

Den lille kone nede fra buffeten kom op ad trapperne med et par glas og to flasker, som hun satte fra sig på bordet, hvor de to mænd nu sad over for hinanden. Hun kastede et blik hen på Jonas, men der var ingenting at se i hendes ansigt, og et øjeblik efter lagde hun en hånd på det ene ryglæn og så ned på manden, der sad med ryggen til Jonas.

»Nå, skal det nu være?« udbrød hun og blev ved med at se på ham.

Manden sagde noget, som ikke kunne høres, og begyndte ligesom kaptajnen at hælde øl ned i glasset.

»Så bliver du også fri for alle de rejser frem og tilbage,« nikkede hun.

»Det er ellers ikke det rene pjat at få ryddet munden,« hostede kaptajnen og skar en grimasse.

»Næh,« svarede konen og trak vejret dybt.

Hun stod i den samme kittel, hun havde haft på, da Jonas sejlede over til Anholt. Den øverste knap var stadig ikke knappet. Håret sad tæt ind til hovedet. Som om hun lige havde taget papillotter ud af det.

»Næh,« sagde hun igen, »det er ikke sådan med det.« Men derpå tav hun og så over på kaptajnen, som rød i hovedet var ved at tænde en ny cigaret. Ærmerne sad næsten midt oppe på underarmene af ham.

»Nåh, men skål da,« udbrød han og løftede det fyldte ølglas op fra bordet.

Mens de drak, fjernede konen sig, og et øjeblik efter kunne Jonas høre hendes træsko ned ad trapperne, idet de to mænd næsten samtidig satte glassene ned på bordet.