Det var en anråbelse, han stod i.

Der var noget i det grå skær mellem mørket og lyset. Det hørte ingen steder henne, det passede ingen steder, men var alligevel bestemmende. Nær ved og alligevel udenfor.

Der var noget, som ville ham noget, men blev, hvor det var. Eller rettere, han gled fra, når han bevægede sin hånd i den gennemvåde frakkelomme, flyttede en fod, åbnede øjnene.

Det gentog sig, øjeblikket var der endnu, og med åbne øjne trængte han sig ud i det svage lys, bredte sine sanser længere og længere omkring sig, følte hvorledes han var rede til, hvad han et øjeblik opfattede som en åbning eller en begyndelse. Han følte, at der kunne ske noget hele tiden. Eller det skete hele tiden, ubestemmeligt og påfaldende. Det var en afgørende afstand, han stod ved. En sidste afgørende afstand, som begyndte lidt inde i ham og ophørte lige uden for ham.

Senere, da alting fik større betydning, kom han flere gange tilbage til denne tidlige morgen og fandt andre ord for den grænselignende tilstand, han havde stået i. Det var en dør. Han havde stået over for en dør. Han vidste med sig selv, at han var kommet den så nær, at han kunne have nået den. Og fælles for alle de ord, han brugte om det, der var sket eller ikke sket, var, at de førte ham med sig. Sådan som det var tilfældet med dette billede af døren, som i sig selv førte til bevægelsen, denne kasten sig ind mod døren og på denne måde komme igennem. For at erfare, at det han kaldte døren ikke gik udad men indad, ind i ham selv. At det, som han med andre ord forsøgte, var at overskride det sted, han var nået til. Skønt det på forhånd var dømt til at mislykkes, fordi ethvert forsøg på forcering af det forløb, han følte sig i, var umuligt. Fordi det gik den anden vej.

Stod i støvregnen og svajede lidt frem og tilbage. Vidste, at han havde været tæt på et sammenfald med noget ude i morgenmørket.

Efterhånden som han gled tilbage, forstod han også, at dette sammenfald ikke havde været lige ved at lykkes, fordi noget ude i tvelyset havde villet det.

Der havde ikke været anden vilje end hans egen.

Ikke anden forventning end hans egen.

Der var i det første svage dagslys et øjeblik eller et sted, som aldrig forsvandt, og som han havde strejfet. Det var et øjeblik eller sted, som kunne have nået ham, eller åbnet sig, hvis det ikke havde været for hans viden. Hans vilje, historie og ord.

Han svajede frem og tilbage i regnen og blæsten, som slog ind fra havet.

Ude ved havneindløbet buldrede bølgerne mod de store sten og blev til vindens lyde henover huset, som han stod ved.

Han så sig selv stå op ad muren og begyndte at gå frem og tilbage foran den store bygning. Et øjeblik havde han været væk fra sig selv og lige ved noget, som havde draget ham. Det var sådan han tænkte. Han var alene, det vil sige, mærkede hvorledes ensomheden voksede, mens han forsøgte at forstå, hvad der var sket i morgenmørket.

Inde i en rude så han sig stå i skjul med noget i hånden. Det var næsten ikke til at se. Han tog det op til kinden, og det var ikke andet end hans hånd.

Måske havde han sovet. Alligevel vidste han, at det var udelukket, og sådan opdagede han lidt efter lidt, hvorledes han kom længere og længere væk fra det, som havde været lige ved at ske.

Tingene omkring ham skilte sig ud. En efter en blev de til, trådte ud af mørket og blev efterhånden til de velkendte mønstre, som hans ord bestod af.

Det var en historie, han stod foran. Inde i et vindues dunkelhed lå der forskellige grader af mørkninger, som han forvandlede til æsker, bøtter, reb og brædder. Han vendte sig væk og stirrede ud ad den øde kaj. Et par steder afspejlede den lysninger på den overskyede himmel. Blæsten kastede regnen fejende gennem de store vandpytter, som havde samlet sig på asfalten.

Der stod to transportbåndmaskiner ude ved bolværket. I det urolige vand lå et par fiskerbåde og huggede mod træværkets automobilringe. På kajen var der stablet fiskekasser oven på hinanden. Længere ind mod byen og et par store kornsiloer lå den lille færge til Anholt.

Han stirrede nedad kajen. To lyskegler strøg ind i regnen, og straks efter svingede en stor lastbil omkring bygningen for enden af kajen. Langsomt kom den op imod ham. Det var først, da den var omkring halvtreds meter fra ham, at han gennem stormen kunne høre motorlarmen.

Mens han gik tilbage til sin kuffert, kastede han et blik på sit armbåndsur. Klokken var nøjagtig fem.

Lastbilen tog farten af ud for den lille sorte færge og svingede så halvt over mod Jonas. Et øjeblik var han blændet af dens skarpe lys, og længe efter lå alt om ham i mørke. Da han igen kunne se konturerne af skibene og bygningerne, så han en mand træde ned fra køretøjet og i nogen tid stå i mellemrummet til færgen. Han bar en strikket hue og forsøgte med en hånd at forhindre, at den blev blæst af hovedet på ham.

Lidt efter vendte han sig omkring og råbte noget, og i det samme stod en sværm af gløder op fra ham. Et øjeblik hang de som en skare lysende insekter omkring ham, men derpå slukkedes de udefra og indefter.

Motoren gik stadig, og lyset fra forlygterne viste en trætrappe, som førte op til en afsats foran en stor skydedør i den lange lave bygning.

Manden nede på kajen forsvandt i mørket om lastbilen. Derefter kørte vognen nogle meter nærmere færgen. Manden på stenbroen kom atter til syne og rakte en arm i vejret. Køretøjet standsede med et ryk. Motoren blev slået fra, og lyset blev slukket.

Fra det sted, hvor han stod og trykkede sig ind til lagerbygningen, så det ud som om billedet af trappen og skydedøren trak sig længere og længere ind i sig selv. Detalje efter detalje svandt bort.

Han så ned i jorden og tænkte, at han var død. Heller ikke det er en afslutning, sagde det inde i ham. Det var tværtimod en stadig udviklende proces, et forløb mod en intethed eller et mørke, eller en ubevægelighed, der til sidst måtte bryde ud af sig selv og blive levende.

Han lod sig rive med og så langsomt op. Mod øst var skydækket blevet lysere. Fiskerbådene i havnen havde fået lidt farve, og længere væk, det vil sige ude ved de små fyr på hver side af havneindløbet, stod hvide skumsprøjt i vejret. Et par måger gik på vingerne fra nogle sildekasser på den anden side af havnebassinet, sidelæns og med jappende vinger kom de indover kajen og forsvandt over den lave bygning bag ham. Øverst på cementsiloen kunne han skimte en flok duer, som trykkede sig ned mod en smal gesims, der løb om bygningen øverst oppe.

Det kunne være alt muligt andet end duer, forstærkninger i konstruktionen f. eks. Eller udløb. Måske var det andre fugle end duer.

Han lukkede øjnene og stirrede derop igen, og en af fuglene bevægede sig vraltende et lille stykke henad afsatsen.

Der var to mænd inde i lastbilens førerhus. De havde tændt et lille lys over sig og sad og spiste, idet de nu og da drak af hver sin termokande. Den nærmeste af dem havde en strikket hue på hovedet.

Der var regnens lyde, dens trommen mod ruden ved siden af ham. Så var der blæsten, dens buldren og hylen ved hushjørnet. Men derudover var der kommet andre lyde til, og mens han forsøgte at skelne dem ud fra vejret, opdagede han, at de forsvandt og hele tiden vendte tilbage.

Det var får. Lidt efter indså han, at det var får, som brægede. Deres lyde kom fra lastbilen henne foran færgen. Nu kunne han også høre, hvorledes de sparkede mod træværket. Gummipresenningen drev af vand, og på den side, som vendte over mod ham, stod et navn, som han ikke kunne læse. Et jernbanespor strakte sig fra vognen et par meter ud ad kajen.

Det var får, de kørte med. Han så hen mod førerhuset. Begge mændene var holdt op med at spise og sad nu og røg, mens de en gang imellem stirrede over imod ham.

Han så op mod duerne på siloen.

Det begyndte at regne kraftigere, og han mærkede, hvorledes vandet på asfalten strintede op ad benene på ham. Der måtte være et sted om bord, hvor han kunne få sit tøj tørret.

De to mænd sad stadig og så over på ham. De kunne næppe se, om det var en mand eller en kvinde, ligesom de heller ikke ville kunne sige, hvor gammel han var. Det kunne være en ung kvinde, som et øjeblik efter ville løbe gennem regnen og over til førerhuset, kravle ind til dem, udspørge dem, mens de trykkede sig op ad hende.

Den nærmeste af dem drejede sig om mod den anden og sagde noget, mens han lugtede til sin hånd og et øjeblik efter atter lod den forsvinde ned i mørket. Nogle af fårene brød ud i en lang klagende brægen.

En personbil svingede siden ind på kajen og kørte langs den lave bygning til trætrappen, hvor den standsede. En mand sprang ud og løb hen til den store lastbil og åbnede den fjerneste dør. Lidt efter kom han til syne bag lastbilen og fortsatte op ad landgangsbroen og ind i færgen. De to mænd var på vej ned fra førerhuset. Så steg endnu en mand ud af personbilen og gik over til de to andre, som stod og trak i et par store regnfrakker. Et stykke nede ad kajen kom en knallert kørende. I nogen tid var køreren skjult af lastbilen, men derpå kom han til syne henne ved skibet, hvor han sagtnede farten og til sidst standsede og stillede knallerten op ad nogle kasser. Han havde lange gummistøvler på under regnslaget, og uden at se til nogen af siderne skridtede han hen til landgangen og op i skibet.

Da Jonas trådte ind på skibet, tav de seks mænd og vendte sig om mod ham. Han stillede kufferten fra sig og så op på dem. Den nærmeste var et hoved højere end de andre, han havde en sort blankknappet jakke over sin sømandstrøje, og der lå en antydning af et smil om munden på ham. Ved siden af ham stod en lille spinkel mand med en strikket hue trukket ned i panden.

»Sejler skibet i dag?« spurgte Jonas og ville have spurgt på en anden måde. Bag den høje mand rykkede de to chauffører fra kreaturvognen lidt nærmere. Den ene af dem var en ung mand, som forsøgte at skjule et ar over overlæben med en moustache.

»Jeg kan ikke svare på det endnu,« sagde den høje mand syngende. Mens han talte glattedes trækkene ved munden ud.

Han rømmede sig og begyndte uden at se ned at famle i en pakke cigaretter, han stod med nede foran underlivet.

»Vinden står lige på derovre. Så det kan godt blive svært at gå ind,« fortsatte han.

Han stak en cigaret i munden og trak en æske tændstikker frem. Da han atter sagde noget, gjorde han det i et andet tonefald og ikke til nogen bestemt.

»Men så er der jo de får derude.«

Han ville sige noget mere, men tog sig i det, eller rettere, løsrev sig fra det for i stedet at stryge en tændstik og tænde cigaretten. Han trak røgen i sig og stirrede fraværende ud i regnen bag Jonas.

»Så er der jo også det med politiet.«

Det var en mager ældre mand med en cigarstump midt i munden, som sagde det, idet han et øjeblik så op på den høje mand, som blev stående i samme stilling.

»Der er jo blevet ringet efter politiet ovre fra øen,« fortsatte den gamle lidt efter forklarende og så med skinnende øjne på Jonas.

Manden tav og trak sig tilbage igen. Som om han ventede, at de andre skulle fortsætte, men de blev ved med at se væk, og lidt efter stod Jonas igen med denne fornemmelse af et ansvar for, hvad der skulle ske. Og at hele den situation, som de nu på en måde var fælles om, til syvende og sidst skyldtes ham. At det med andre ord var noget, han havde gjort eller ikke gjort, da han stod alene i mørket og lod tingene begynde og lidt efter lidt tage fart.

»Ja, nu må vi se, hvad det bliver til,« sagde den høje mand opgivende og gik forbi Jonas og ud i regnen. Et øjeblik stod han og stirrede op mod skydækket, men derpå gik han med lange skridt hen til landgangen og forsvandt op ad den. Straks efter kom han ned igen og løb over til sin bil og slukkede for lygterne.

»Ja, det var da også på tide,« sagde en af mændene.

Jonas tog kufferten og gik udenfor igen.

Oppe på dækket kom de to betjente frem. De begyndte at gå ned ad landgangen, og bag dem kom den høje mand til syne og fulgte efter betjentene, som styrede hen til politibilen og begyndte at slæbe tasker ud af den.

»Vi forsøger at komme over,« råbte den høje mand syngende, da han næsten var helt henne ved skibsåbningen.

»Men der er 50% chance for, at vi ikke kan gå ind,« fortsatte han et øjeblik efter og så et øjeblik på den ældste af de to chauffører.

»Lad os komme i gang,« råbte den yngste og dunkede den anden i ryggen.

»Det var da en underlig én,« udbrød hun og bøjede sig længere ned over den.

En rystelse gik gennem skibet, og et øjeblik efter kunne Jonas høre at skibets motorer gik i gang.

»Jeg skal nok tage mig af den,« sagde hun. »Der kommer jo nok nogen og spørger efter den.«

»Er der et sted, hvor jeg må hænge det våde tøj her til tørre,« spurgte Jonas.

Hun gik hen og trak en skuffe ud og lagde tupilakken ned i den.

»Det kan hænge nede i maskinrummet. Giv mig det, så skal jeg gå ned med det. Det tørrer hurtigt dernede.«

Hun gik om på den anden side af buffeten og tog hans tøj. Et øjeblik senere var hun på vej væk med det, men standsede så op og vendte sig om.

»Der er vel ikke noget, som kan falde ud?«

»Nej,« svarede Jonas.

Hun nikkede og begyndte igen at gå over mod en dør, som hun åbnede og forsvandt bag.

Der kom nogen ned ad trappen. Det var de to politimænd. De var barhovede, og gik med deres sorte tasker i hænderne. De havde begge kasketten under den ene arm, og da de var nået midt ind mellem bordene, standsede de op og satte bagagen fra sig.

»Her lugter af kaffe,« udbrød den ene og så efter et sted, hvor han kunne hænge sin frakke.

»Nu skal jeg,« sagde den anden. »Frakkerne kan hænge herovre.«

Han tog imod kollegaens frakke og gik uden at se på Jonas hen til en knagerække til venstre for opgangen.