Stenene ligger uden for en sort nopret masse. Stenene er gråhvide og tilhuggede og ligger i forlængelse af hinanden. Rækkerne er adskilte af to rækker små tilhuggede sten, der er brunrøde, og også de ligger tæt op til hverandre. Derefter kommer en sort nopret masse og derpå lange brunrøde sten i forskellige størrelser. Den glatte grå masse i midten ligger lavere og er pletvis fugtet af vand. Til venstre for den grå masse ligger lange brunrøde sten af forskellig størrelse i forlængelse af hinanden. De rager op over den brede glatte masse. Der ligger en stribe af den ujævne sorte masse til venstre for de lange sten, hvorefter gråhvide tilhuggede sten er sammensatte i forlængelse af hverandre, så at de i en lang række støder op til hinanden. Mellem denne række gråhvide sten og en lignende til venstre rager små brunrøde sten op af jorden. Til venstre for den inderste række gråhvide sten ligger der et lag af sort nopret masse.

En træder ud og sætter den ene midt i det sorte, hvorefter den anden kommer frem og glider forbi den anden for at falde ned midt på en af de hvidlige sten. Den anden svinger frem til de små tilhuggede brunrøde sten, og da det er sket, forsvinder den ene fra det midterste af den store sten for næste gang at falde ned over skillelinien mellem to af de gråhvide sten, der ligger i den række, som ligger nærmest de lange sten, der ligger ved siden af den sorte noprede masse. Den ene sætter den ene, så at den sidder halvt inde på den sorte masse og halvt inde på en af de lange brunrøde sten, der går langs den lavereliggende grå flade. Sjette gang ender den ude på den glatte og stedvis fugtige masse, og derpå sættes den anden syv gange og den første seks gange ned på overfladen, før den anden løftes op på dels en af de lange brunrøde sten og dels den sorte ru masse. Da den ene rammer tæt ned bagved skillelinien mellem to af de gråhvide sten, der indgår i den række, der ligger nærmest den brede lavereliggende grå masse, forløber dens længderetning på det nærmeste som stenenes. Den anden standses imellem to skillelinier, og den ene lige efter den nærmeste af de to linier, og den anden midt ind over den følgende skillelinie. Denne gang falder den ene lige langt fra to skillelinier og den anden lige umiddelbart efter den følgende, og den første lige umiddelbart efter den følgende, og den anden ned på den næste skillelinie. Da den ene seks gange har sat den ene på en skillelinie mellem to af de hvidlige sten og på denne måde har passeret tre og tredive af stenene, træder der en ud på den sorte flade.

Den anden sætter den ene ud på den sorte noprede masse og den anden umiddelbart ved siden af. Den ene svinger frem og lander på skillelinien, der glider ind under foran og ud under bagved, hvorefter den anden løftes op fra den sorte noprede masse og sættes hen på midten af en af de tilhuggede sten, der ligger i den på den grå lavereliggende masse nærmeste række sten. Den første rager ud over en af de lange brunrøde sten. Den anden sættes fem gange ned på den forsænkede masse mellem de to rækker lange brunrøde sten, og da den ene fire gange har passeret den ventende, lander den for den ene dels vedkommende på den ene del af en brunrød sten. Den anden rager halvt ind over den yderste række gråhvide sten. Skillelinien mellem to af stenene deles i to stykker af den første, og den anden deler en skillelinie i to dele, hvorimod den første svinger henover de to følgende sammenliggende sten. Og falder ned et stykke inde på den næste sten. Langsomt nærmer den andens sig skillelinien, og fem sten længere henne rager den første del på den ene ind over skillelinien.

Den ene er syv og halvtreds sten foran den anden. Hver gang den første tilbagelægger to sten, tilbagelægger den anden fem sten, og da den første er kommet tyve sten, er den anden kommet halvtreds sten længere frem, og henholdsvis ti sten og fem og tyve sten senere er der tolv sten fra den ene til den anden. Da den anden to gange har været inde over skillelinien mellem to gråhvide sten, er der seks sten imellem den første og den anden. Syv en halv sten længere henne drejer stenene til siden. Den ene vender den ene i modsat retning og sætter den anden ved siden af. Den anden har sat den ene i retning af den andens anden, og den andens ene peger mod den andens ene. Det bageste af den andens rager fra en gråhvid sten ud i den sorte noprede masse. Den ene står med den ene og den anden inde på en af de store tilhuggede sten, der ligger i den ene række af gråhvide sten. Den ene flytter den ene tilbage og derefter den anden op foran den ene og sender dem fremefter. Den anden flytter den anden og den ene hen ad de gråhvide sten, der ligger nærmest de aflange brunrøde sten. Afstanden mellem den enes er større end afstanden mellem den andens, og når den første sætter fire gange fra, sætter den anden fem gange fra. Den ene løftes samtidig fra den gråhvide sten, men den andens når hurtigere hen til den anden, og da den førstes sættes ned på stenen lige efter skillelinien, er den anden ved at trække den ene fremefter. Den ene passerer tres en halv sten og forsvinder, og den anden passerer en og tres sten og forsvinder. Stenene ligger tilbage.

De hængende firs-halvfems hår ligger mellem den slappe valke og den sammenrullede hud. Den glinser af fugtighed. To af hårene hænger længere ned end de andre. I højre side løber den overliggende hudlap over i den lige så fugtigt glinsende underliggende hudlap. Den er forsynet med nedadbøjede hår, som er mindre end dem ovenover, der for enkeltes vedkommende ligger ind over hverandre. Til venstre og helt inde i krogen sidder en rød blære, hvorom det driver med fugt. Mellem blæren og den brune kugle ligger en trekantet og blåhvid glasagtig flade, hvori tynde røde striber fordeler sig. Den forreste del af kuglen er brun, og dens foldede streger løber ind mod og bøjer ned mod den sorte plet inderst inde. På den anden side af den brunsorte kugle hvælver det blåhvide legeme sig endnu en gang i en glasagtig bueformet trekant. De to hudfolder glider henholdsvis oppefra og nedefter og nedefra og opefter. Den øverste hudfold glider ned over det hvide, brune og sorte, samtidig med at den nederste hudfold glider opefter, men kun det halve af det stykke, som den øverste glider nedefter. Et øjeblik er hele det skinnende legeme med dets kugle og trekanter skjult af hudfolder og hår. Derefter glider de rynkede og rødlinierede hudfolder hurtigt tilbage til udgangsstillingerne.

Blinker med øjenlågene og ser ned foran sig. Den ser op og hen på den, men ser straks efter væk igen. Blinker uden at se væk fra det, den stirrer ned på. Den ser på dens grønne øjne og blinker med øjenlågene. Den flytter øjnene væk fra den og ser i retning af det, den stirrer på. Da den ser op, ser også den op, og den blinker, men da den ser frem med de brune øjne, ser den ikke længere på den, men forbi den. Den ser over på den. Trækker vejret og blinker. Den blinker med begge øjenlågene, da den ånder ud gennem næsen. Den ser på den, og den ser væk. Trækker vejret fire gange og blinker. Den trækker vejret fem gange og blinker. Da den har trukket vejret otte gange gennem næsen, blinker den, og da den har trukket vejret endnu en gang, blinker den. Den ser ned foran sig og trækker vejret gennem næsen. Trækker vejret seks gange og blinker med de grønne øjne uden at se op. Den ser i retning af dens grønne øjne og trækker vejret hurtigere. Den ser op, og den lukker de brune øjne. Trækker vejret gennem næsen, men holder stadig øjnene lukket i. Ser stadig over på den. Ånder ind og ud gennem næsen, og uden at flytte blikket fra den, blinker den med øjnene. Den kniber øjnene i, og den åbner sine og ser hen på den og derefter væk. Plirrer med øjnene og ser stadig ud til siden. Den ser i retning af de brune øjne, medens den ånder ud og ind gennem munden. Blinker med øjnene og ser væk. Trækker vejret gennem næsen. Den stirrer ud til højre, og den ser til den anden side. De trækker vejret gennem deres næser. Den ser på den, og den ser lidt efter tilbage igen. De ser på hverandre. Trækker vejret både gennem næsen og munden, og plirrer med øjnene og ser ned. Blinker og ser væk. Blinker flere gange lige efter hinanden, og i øjnene står der tårer. Øjenlågene glider op og ned. Ser væk og tilbage igen, og tårerne bobler op under de brune øjne. Og deres øjne hænger ved hverandre.

Bladene stritter stive og rødgrønne ud i alle retninger, og fra de store bladfødder løber kvistene nedefter og ud i grenene, der forsvinder ind i den store sølvgrå stamme, der borer sig ned i de visne blade og den fugtige jord. Rundt omkring stammen skyder sølvgrå stammer i forskellige størrelser sig op fra skovbunden. Ingen steder standses øjet ikke af en stamme. De står ved siden af hinanden, foran hinanden og bagved hinanden. Nogle af dem er helt skjulte, og andre rager lige netop frem fra en træstamme. Den store rod peger forbi femten stammer og rammer til sidst ind i en tynd gråhvid stamme med mørke knuder, der befinder sig omkring hundrede meter borte. Længere væk står en tæt klynge træer, der delvis er skjult af den tynde træstamme med de mange sorte knuder. Stien snor sig gråhvid ind mellem de mange stammer. Glider venstre om en af dem og højre om en anden af dem. Den grusede sti løber ind mellem to stammer, der står tæt op af hverandre, og videre omkring en tredje stamme, og samtidig venstre om og højre om henholdsvis en gråhvid stamme og en mørkerefarvet, hvorfra der længere nede end på nogen af de gråhvide stikker grene ud til alle sider. En af grenene rager ind over den grusede skovsti, og en af rødderne glider ud og forsvinder i gruset på stien.

Hun svinger sine arme frem og tilbage forbi kroppen. Den venstre hånd slår et knæk ved knoerne over de fingre, der vender ud mod stammerne til venstre for stien. Ved leddene midt på de fire glatte fingre slår hånden et knæk, inden den ender ude i de fire glinsende negle. Tommelfingeren hænger udstrakt i forlængelse af håndleddet. Det yderste af tommelfingeren berører under neglen kødet på det yderste led af pegefingeren. Ingen af de tre andre krummede fingre rører ved en af de andre fingre. Hendes højre hånd holder om en bladløs gren. Grenen ligger mellem pege- og tommelfingeren, og den tykkeste ende hviler mod håndfladen. Tre fjerdedele af den gråhvide gren rager frem fra hånden. Pinden glider frem og tilbage over det rødbrune grus i stiens længderetning. Når den er længst bagude, peger den lodret nedefter, og når den er længst fremme, ligger den vandret i luften.

Hans venstre hånd er forsvundet ind i tøjet. Hånden, der svinger ude langs den højre kant af skovstien, er sammenknyttet. Neglene på de fire tyndeste fingre forsvinder delvis nede i håndfladens lyserøde kød, og de fire knæk ved de yderste led er rundere end de fire knæk ved de midterste led. Tommelfingeren ligger ind over det øverste af den nærmeste fingers midterste led og slutter på den længste fingers midterste led. Hun bevæger skiftevis den venstre hånd og den højre hånd frem og tilbage. Han svinger kun den knyttede hånd frem og tilbage. Da hånden med pinden er længst fremme, og den halvt lukkede hånd er længst bagude, glider hans hånd i bevægelsen fremefter op forbi kroppen. Hendes hænder passerer kroppen, og hans hånd hænger i den bageste stilling. Deres højre hænder peger fremefter, men da pinden peger lodret ned mod jorden, mangler hans hånd stadig et stykke i at nå den bageste stilling. Hendes venstre hånd og hans højre hånd er bagude, men da højrehånden efter at have hængt stille i luften er på vej frem mod kroppen, passerer den venstre hånd i det samme kroppen. Hun svinger den venstre hånd frem og den højre tilbage, og derefter den højre frem og den venstre tilbage, samtidig med at hans hånd svinger fra den forreste stilling og hen til højresiden af kroppen. Da hans hånd er helt bagude, har hendes venstre hånd været fremme og tilbage, og hendes højre hånd været tilbage og fremme, og hendes hænder befinder sig ud for hinanden på hver side af kroppen. Han åbner den knyttede hånd, og hans anden hånd kommer frem fra tøjet. Svinger den venstre hånd frem og den højre hånd tilbage, og den højre hånd frem og den venstre tilbage. Da hendes højre hånd er fremme, er hendes venstre hånd tilbage, og hans venstre hånd fremme, men da hendes højre hånd glider forbi kroppen, er hans venstre hånd helt tilbage. Hans venstre hånd bliver fremme, men hans højre hånd svinger stadig frem og tilbage forbi kroppen. Hans venstre hånd griber om hendes håndled, og hendes. højre hånd falder ned langs siden, medens hendes venstre hånd stadig bevæger sig fremefter. Hans højre hånd hænger oppe i luften, og samtidig med at hendes højre hånd slipper grebet om pinden, flyver hendes venstre hånd op foran ansigtet. Pinden ligger på gruset ved siden af den store rod.

Lysstrålen borer sig ud i tågen, hvor den forsvinder. Ude i lyset vokser en gul blomst. Bagved den gule blomst står tre røde eller blå eller lilla blomster. Blomsten længst til venstre er den største, og blomsten længst til højre er den mindste. Den midterste blomst er endnu ikke helt sprunget ud. Til højre for den mindste blomst, men længere tilbage, vokser der i højrebegrænsningen af lyset en gul blomst. Hvor lysstrålen forsvinder ind i tågen står en klynge store gule blomster. To af de gule blomster vokser til højre, og tre af de gule blomster vokser til venstre for en mindre hvid blomst, der vokser op foran den grønne tue. Overalt vokser der græs, og stråene skærer sig i alle mulige fald og bøjninger mellem hinanden.

Insekter flyver frem og tilbage i lyset, og når de vender i luften eller flyver på en bestemt måde, glimter det lyst fra deres vinger. De kaster sig ud i mørket, der ligger omkring lyset, men vender straks efter svirrende tilbage. Glasskår i græsset reflekterer lysstrålerne.

Midt i lyset sidder et insekt. Dets vinger ligger inde under den lange krop, og kun vingespidserne rager gennemsigtige frem fra den tilspidsede bagkrop. Dets hals er kort og tyk, og dets hoved er bredest bagtil. To sorte følehorn står ud fra det trekantede hoved, og midt på den lange sorte krop sidder overfor hinanden og ud til siderne to ben. Bag ved halsen sidder ud til siderne et par kortere ben, og midt imellem det bageste og det forreste benpar sidder endnu et benpar. De to yderste led på hvert ben er markeret med sorte knuder. Benene knækker nedefter ved hver knude. Lyset skinner gennem de seks inderste led, som er brede og gule. Følehornene og de to yderste led på hvert ben er uigennemsigtige. Lyset er ikke stærkt nok til at skinne gennem insektets hoved, hals og krop. Det forreste benpar bøjes op under hovedet, og de to følehorn og de to leddelte ben gnider ind mod hverandre. Insektet trækker benene til sig igen. Det bevæger det bageste ben til venstre opefter, og derefter det bageste til højre, det midterste til venstre, det midterste til højre, det forreste til venstre, og det forreste til højre. Det forreste ben til højre sitrer i et sæt opefter, derefter det bageste til højre, og det midterste til højre, og det bageste til venstre, og det midterste til venstre og til sidst det forreste til venstre. Det trækker i det midterste til højre, hvorefter insektet sidder ubevægeligt. Benet mellem det forreste og bageste ben i venstre side er krummet fremefter. Hovedet er vredet op til venstre, og blodet drypper fra munden ned over hagen og ud i græsset. Øjnene står åbne. Den højre arm ligger krummet oppe over hovedet, og den venstre arm ligger med håndfladen i vejret ned langs den venstre side af kroppen. Frakken er krænget væk fra det højre ben, der ligger bøjet op under det udstrakte venstre ben. Til venstre for knæet står en af de gule blomster, og lidt længere henne ligger en skuldertaske.

Øjnene ser ud i mørket over lyshulen, og insektet er på vej ned ad kinden. Over den åbne mund flyver insekter frem og tilbage. Insektet er nået til hagen. Det vender om og begynder at kravle op ad kinden. Standser op ved det venstre øje. Følehornene pejler fra side til side over øjet.

Og jo mere vi er sammen skamlingsbanken

Ja jo mere vi er sammen du og jeg

Vi er sammen du og jeg på skamlingsbanken

Skamlingsbanken skamlingsbanken du og jeg

Og jo mere vi er sammen skamlingsbanken

Ja jo mere vi er sammen du og jeg

Ja ja mere ja ja mere ja ja mere

Ja jo mere skamlingsbanken du og jeg

Hvor jeg husker hvor jeg husker hvor jeg husker

Ja ja mere at jeg husker du og jeg

Ja ja mere jeg kan huske du og banken

Ja jo mere vi er sammen du og jeg

Vi er sammen vi er sammen hele dagen

Skamlingsbanken du og jeg jo sammen er

At jeg husker skamlingsbanken vi er sammen

Ja jo sammen ja jo sammen mer vi er

Jeg kan mindes jeg kan huske og erindre

Skamlingsbanken banken banken du og jeg

Og jo mere vi er skamlings skamlingsbanken

Jo jo mere er vi skamlingsbanken ja

Og jo mere vi er skammen skamlingsbanken

Ja jo mere banken skamlingssammen er

Jeg kan huske skamme samme hele dagen

Jeg kan huske banken skanken du og jeg

Hvor vi banked skanken skammenbanken sammen

Hvor vi sammen sammen sammen du og jeg

Jeg kan huske jeg kan huske jeg kan huske

Jeg hun jeg hun jeg hun jeg hun jeg hun hun

Og jo jeg jeg og jo jeg jeg og jo jeg jeg

Ja jo skamme ja jo skamme du og jeg

Selv så langt så langt så langt så langt så længe

Ja så længe længe længe længe langt

Lange lange lange lange lange længt længt

Længte længte længte længte længtes jeg

Skamme skamme skamme skamme skamme samme

Skamlings skamlings skamlings skamlings skamlings ja

Hvor jeg husker du og jeg og du og jeg jeg

Du og jeg og du og jeg og denne by

By og by og by og du og du og jeg jeg

Uforanderlighedens lov. Den stejle nedkørsel, stadig ikke rettet ud. Biografen, apoteket, Kristusfiguren, politistationen og det firkantede ur, rungende gennem de nattestille gader. Oppe over det hele dette memento mori, hvorfra allikerne kastede sig ud over fjernsynsantennerne og tagene. Deres takkede vinger ret ud til siderne, halerne strittende bagud, hovederne drejende sig fra side til side, svævende forsvandt de i retning af skoven, og i lang tid deres hæse, sprukne skrig. Den stejle nedkørsel til byen, til hovedgaden med det firkantede ur længere nede, før sidegaden til marskandiserbutikken og pensionatet men også Biver hostende og stønnende i sin knirkende kurvestol. Indtil han en anden dag sank sammen som et telt og blev begravet på kirkegården, side om side med det rødstensbyggede alderdomshjem. På billedet over alteret Kristusfiguren med udbredte arme og en ring af lys omkring hovedet, det lange hår, den brune toga over skuldrene og derunder den lange hvide kjortel. Allikerne op over hustaget, sejlende ind over gaden, og med et begyndte de at skrige, og længe efter at de var forsvundet deres rustne lyde, ind i vognen. Folkevognen. Den grønne folkevogn, og ude midt på kørebanen et nedkørt dyr, skinnende rødt i solen, men om aftenen forsvandt det i tågen, rykket gennem karrosseriet, i lang tid en nærliggende mulighed, udeblev. Hvis da dyret ikke i mellemtiden var så fladkørt, at det ikke længere ydede nogen modstand ved overkørsel. Udgravningen, et par timers kørsel væk, og i den ene ende af midtergangen, midterstregen i det gigantiske H, skelettet. Hovedet ind mod væggen, grinende. Ud ad hovedvejen. Ud ad hovedvejen til gården overfor frugtplantagen, de fem køer, to oppe og tre nede, og derefter frem ad bivejen med de mange sving, ind ad markvejen og til sidst jordbunkerne fra udgravningen, hvor han lå sammen med hende. Først dette dyr, så hende og fangerne, der var brudt ud, og derpå tågen om aftenen, som en dyne over hele landskabet.

Altid disse gamle mennesker frem og tilbage på fortovet foran alderdomshjemmet, eller de vil sidde side om side på bænkene ved græsplænen og roserne, indtil de, som de, der var der dengang, pludselig tager sig til hjertet og stønner for derefter at synke lydløst sammen. Hvis de da ikke ligger i deres store senge og ser for sidste gang hen på den lukkede dør eller ud af vinduet. Mennesker, som for år tilbage standsede op og stirrede, inden de til sidst gik videre eller drejede ind i en opgang. Eller forsvandt, hvor den lille gyde svinger ned til havnen, medens en lyshåret dreng uanfægtet leger videre. Og solen går stadig ned ude i fjorden, og det bliver tåget om aftenen, hvor byen snart ligger livløs med udbredte arme og ben.

Tågen kommer tågen kommer kurvestolen

Kurvestolen kurvestolen kurvestol

Folkevognen kører folkevognen kører

Kurvestolen kurvestolen kurvestol

Sammen gik vi sammen gik vi sammen gik vi

Hvor jeg husker hvor jeg husker husker husk

Sammen gik vi sammen gik vi hvor jeg husker

Og jo mere vi er sammen sammen sammen

Ja jo mere vi er sammen husker jeg

Husker husker husker husker husker nej nej

Nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej

Sammen kom vi sammen gik vi sammen sammen

Slammen skammen stammen krammen samme sam

Skamlingstanken ud og ind og ud og ind.

Klitterne, tætbevoksede med marehalm og tornestrittende småbuske med indfaldne røde bær, den åbne strand, de karakteristiske sandophobninger og foran de skumhvide bølger en to meter høj strandvold af sand og sten. Langt ude på havet men adskilt fra vandet af varmedisen ligger et skib, der er delt i tre dele, som uanset bevægelsen til venstre, det vil sige mod syd, opretholder den en gang fastsatte afstand. Helt nede fra havstokken, hvor bølgerne afsætter deres parabler i sandet, ses det som tre halvrådne sække, der er hængt til tørre, men blot få meter oppe ad strandvolden har sækkene forvandlet sig til miniatureklodser. Det flyder med appelsin- og grapeskaller, korkstykker, æggeskaller, konservesdåser, bastkurve, hajæg, pærer, snore, plastikflydere og ilanddrevne trækasser med påmalede uforståelige meddelelser. Oppe fra toppen af klitrækkerne, der ligger to hundrede meter væk, må det være muligt at se skibet i sammenhæng.