Det meste af dagen fulgte vi flodløbet langs den venstre bred, og på et tidspunkt syntes vi, at vi kunne høre den svage dunken fra en motorbåd længere sydpå. For en sikkerheds skyld lagde vi os i skjul inde i krattet, og herfra kunne vi se et godt stykke ned ad floden, men lydene blev svagere og forsvandt til sidst, hvorefter vi igen begav os på vej. Da floden senere svingede brat til højre, påstod Roman, at vi ville støde til den igen, hvis vi fortsatte som hidtil i stik sydlig retning, hvorved vi i det mindste ville spare et par kilometer. Vi var en del forsinkede på grund af Kenneth og fulgte derfor hans råd. Det kom nu ikke til at slå til, tværtimod blev landskabet mere og mere tørt, og da både Kim og flere andre insisterede på, at det var nødvendigt at søge tilbage til floden igen, vendte vi om for at følge den vestover, hvor den bøjede af. Men selv om vi var enige om, at vi gik tilbage ad den samme vej, som vi var kommet ad, fandt vi ikke floden. Den var som sunket i jorden, og temmelig nedslåede måtte vi til sidst slå lejr for natten ved bredden af en større sø, som helt havde undgået vor opmærksomhed tidligere på dagen. Der lå nogle huse på den modsatte bred, og da det begyndte at blive mørkt, kunne vi se, at der blev tændt lys derovre. Chris og Simon kom tilbage inde fra skoven og fortalte, at de havde fundet en død mand et lille stykke vej herfra. Jeg gik med ind til liget, som lå knap et hundrede meter fra en lille primitiv bivuak mellem et par grantræer. Manden lå halvt på siden, og man kunne endnu i kødet på ansigtet danne sig et indtryk af, hvorledes han havde set ud. Han havde et tørklæde svøbt tæt om hovedet så noget af panden og hagepartiet var skjult, men det mest besynderlige ved ham var, at overkroppen mod enhver naturlov hævede sig op over skovbunden. Armene stod ud til hver side, og på både den venstre og den højre hånd pegede to af fingrene ind mod kraniet. Et stort muggent tæppe var rullet om benene på ham, ligesom han var iført en stor frakke. Han måtte være død af kulde i løbet af vinteren, og den underlige stilling, han lå i, kunne kun skyldes, at han var faldet stivfrossen om i en snedrive. Så mager og udtæret havde han været, at end ikke skovens dyr havde fundet det umagen værd at gå i gang med ham. Bortset fra et par hullede vanter og en rusten kniv lå der ikke noget inde i hans bivuak, men da jeg undersøgte hans klæder for at finde ud af, om han havde papirer på sig, fandt jeg en lille bog med læderbind inde på brystet af ham. Den bestod af lutter tomme sider, og end ikke på den forreste side var der skrevet noget. I stedet for som hidtil at føre min dagbog på løse papirark, besluttede jeg at skrive videre i hans bog. Da vi havde dækket ham til med sten, gik vi tilbage til de andre, som i mellemtiden havde fået rejst teltene og tændt bål.

Jeg vågnede allerede ved fire-tiden, de andre sov stadig, og det må have været denne drøm, der vækkede mig, drømmen og så den stærke blæst som havde rejst sig i løbet af natten. Først troede jeg, at jeg endnu befandt mig i den lille hytte, som vi forlod forleden, og jeg troede, at den brusende lyd over mig var regnen mod taget, men lidt efter opdagede jeg, at jeg lå i teltet, og at det var vindens susen i de store fyrretræer omkring os, jeg kunne høre. Jeg kunne skimte et par stjerner mellem trætoppene, og her ligger du, tænkte jeg, en puppe, som er gået i stå, medens nattens sommerfugle står stille på himmelhvælvingen og lyser ned til dig. Jeg rystede af kulde og stod op og begyndte at løbe frem og tilbage i den bløde skovbund, og gennem blæsten og træernes syden kunne jeg høre, hvorledes stammer et sted ramlede mod hinanden med regelmæssige mellemrum, og jeg gik efter lyden og kom til sidst til en lille lysning, hvor hvide tåger bølgede lavt hen over det sumpede græs. I det svage morgenlys fandt jeg hen til en væltet fyr, som jeg satte mig på, og dens krydrede harpiks lugt steg op om mig som en bedøvelse. Der er timer, hvor jeg tøver og er tryg, intet driver af sted med mig, og verden er som en vej ved en grøftekant med tusinder af blomster, og jeg står selv i græsset som en af dem og hvisker: oh, verden, du må ikke visne. Og der er timer, hvor jeg driver rastløs af sted gennem dage og nætter mod et stævnemøde, jeg aldrig kan slippe tanken om. Jeg kan høre at der er en, som lister bag efter mig, og jeg spørger mig selv om, hvem det er, der følger efter mig, og for at finde ud af det, træder jeg til side og skjuler mig ved siden af vejen. Jeg venter på, at den anden skal komme til syne, men jeg er alene og kan ikke længere høre skridtene efter mig, og jeg haster videre mod dette bestemmelsessted, som jeg intet ved om, men som jeg helst vil ankomme helt alene til. Da jeg sad der i kanten af den sumpede lysning, begyndte de første fugle at synge, først en, så flere og flere, som rev endnu andre med sig, gyldne strømme af lyde, som flagrede ned fra himlen og byggede rede i mit smertende hoved. Alting kunne blive meget smukkere, hvis vi ikke hørte efter hinandens lyde i den hensigt at forstå dem, men i stedet bare lukkede dem ind og lod dem selv blande sig med ens egne. Jeg sad der i den vilde duft fra harpiksen og blev væk i granerne og fuglestemmerne og sivene og nælderne og padderokkerne og lyset, som blev stærkere og stærkere, og ud af alt dette kom lidt efter lidt en gylden jerseyko, forsigtigt kom den nærmere og nærmere, dens mule var sort og de lyse ører rettet fremefter, og den strakte halsen hen mod mig og så på mig med sine mørke, ovale øjne. Hvor meget skulle der ske, før vi genkendte hinanden, vi, som skiltes i et fjernt morgengry og lod et fællesskab ligge bag ved os, og som nu omsider igen rørte ved hinanden, jeg dens slanke, lådne hals og den mine ben og min krop. Hvor meget skulle der ske, før vi mere end dunkelt og utrygt kunne kende hinanden gennem de mange årtusinders forklædning. Elskede ven, hviskede jeg til den, vi er fortryllede og fortabte, og alt hvad vi har tilbage er en stor lysende drøm, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. En umulig tavshed følger efter vore længsler, og kunne vi blot holde stand i denne tavshed, ville vi til sidst komme ud på den anden side til en morgen, hvor angsten som mørket ville forsvinde. Men vi er svage og alene, og alt hvad vi kan gøre er at vende tilbage til vore drømme og længsler. Jeg stod med mit ansigt trykket ind mod dyrets varme pels og kunne høre dets store hjerteslag og blodstrømmene, som væltede gennem kroppen på den. Tågerne var forsvundet i lyset, og det var på tide at vende tilbage til lejren inde i fyrreskoven. Jeg begyndte at gå, og da jeg var kommet et stykke ind mellem de nøgne stammer, vendte jeg mig om og opdagede, at koen fulgte efter mig, og jeg så også, at den haltede på det ene bagben. Dyret blev ved med at gå, indtil det var helt henne ved mig, og jeg gik om bag ved det og opdagede et stort væskende sår på indersiden af benet. Lidt efter dukkede teltene op mellem træerne, og jeg kunne lugte røgen fra bålene. John hjalp mig med at rense såret med en glødende pind, medens Camilla stod henne ved hovedet af dyret for at berolige det, hun lagde sin kind ind til dets hoved, og lidt senere kunne vi høre, at hun talte sagte til det.

Det er blevet værre med Kenneth, som nu tilsyneladende har opgivet det hele og bare lader stå til. I begyndelsen kunne han gå, når han havde en at støtte sig til, det gik langsomt, men dog fremad. De sidste par dage har vi måttet skiftes til at bære ham på en grenbåre, og han falder oftere og oftere hen og ligger og stirrer med opspærrede øjne ret op i luften. En gang imellem vågner han med et ryk og ser undrende på os, eller han spørger os om vi ikke er trætte, eller hvad det er for lyde, han kan høre inde i vildnisset. Han drikker meget, men er så til gengæld holdt helt op med at spise, hvad der næppe er et godt tegn. Kim fortalte mig i eftermiddags, at Kenneth havde bedt om at blive båret ind i skoven og efterladt der. Vi andre måtte ikke få noget at vide om det, og det var meningen, at Kim skulle arrangere det hele under en af sine nattevagter. Selv om det ganske vist er en karakteristisk konsekvens af hele Kenneths liv, at han pludselig er forsvundet, finder jeg det alligevel uheldigt for alle parter, ikke blot fordi ingen kender skovengene sydpå som han, men også fordi det placerer Kim i en situation, som skiller ham fra gruppen. Jeg tror i øvrigt, at Kenneths sår ikke er værre, end at han kan komme sig, hvis blot han selv har kræfter til at tro det. Hvordan kan det gå til, at han som utvivlsomt er den mest erfarne af os, sådan pludselig falder sammen. Jeg spurgte selvfølgelig Kim, om han havde til hensigt at efterkomme Kenneths ønske, og det havde han, sagde han uden at tage blikket fra mig. Er det tanken om, at han skal ligge og dø alene ude i skoven, eller er det Kims ufølsomhed, som jeg både beundrer og er lidt bange for, der er skyld i, at jeg ikke kan gå med til, at Kenneth overlades til sig selv. Kim begyndte igen at rengøre sin maskinpistol, og jeg opgav at sige mere og gik ud for at samle brænde til bålet. Camilla holder øje med Kenneth hele dagen og sørger for, at han får skiftet forbinding hver tredje eller fjerde time. Hun har bundet sit lange hår op på hovedet, og det klæder hende meget mere, fordi man nu kan se hendes smukke, lange hals.

Det meste af aftenen gik med at diskutere, hvad vi skulle gøre nu, hvor radioen ikke virkede mere.

Det er kun en ringe hjælp at give en blind mand briller på, hans blindhed bliver højest endnu mere tydelig.

Når døden en dag banker på din dør, hvad vil du så give ham, spurgte Kenneth mig i dag. Han sad eller nærmere lå op ad et træ, hvis blade nåede næsten helt ned til skovbunden, og hans arme hang slapt ned langs kroppen på ham med håndfladerne i vejret. Jeg er sikker på, at han ikke vil overleve, han har ingen farve i ansigtet længere, og omkring de små øjne ligger store røde rande, og bare det at han sådan lader hænderne falde fra sig, tyder også på at den sidste drift af selvopholdelse er sluppet væk. Vi holdt middagshvil, de andre sad et lille stykke borte og lyttede til det bånd med beatmusik, som Chris havde taget med sig, og jeg måtte næsten lægge øret helt ind til Kenneths sprukne læber, før jeg kunne høre, hvad han sagde. Jeg vil give døden så meget med, som jeg overhovedet er i stand til, jeg prøvede at fange hans blik, medens jeg sagde det, og han nikkede flere gange som om han hørte det flere gange, og skævede til sidst op til mig. Hvad det gælder om, kom det lidt efter fra ham, er at forhindre, at døden går bort med tomme hænder. Der er bare det at sige til det, at de ting, som jeg har at byde ham, det er alle de ting, som jeg har kæmpet for, eller de ting, som jeg altid har eftertragtet, og de synes mig lige pludselig ikke så meget værd mere. Forstår du det, han prøvede at smile og fortsatte så. De er alligevel, når alt kommer til alt, ikke så væsentlige. Engang betød de alt for mig, men da var jeg en anden end den, jeg er nu. Jeg mener, jeg var noget, fordi jeg havde nogle ganske bestemte mål, som jeg ville opnå, men dem forfulgte jeg kun, fordi jeg var den, jeg var. Og nu er jeg en anden, og nu er det pludselig helt andre ting, der tæller. Ting, som jeg førhen overså eller foragtede. Kenneth, sagde jeg og tændte en cigaret og stak den i munden på ham og kunne pludselig se hele scenen for mig som en film, du er bare ikke alene mere, det er sagen og den eneste forskel. Og at vandre er ikke bare at løfte foden, men også at sætte den i jorden. Ingen kan gå gennem verden uden at gøre de ting, som du siger, at du foragtede eller ignorerede, men kun ved at sætte sig de store mål og hele livet igennem forsøge at nå dem, er der frihed til og plads for alle disse små banale ting, som er nødvendige for at leve. Jeg tav og lænede mig tilbage på albuen, Chris havde lukket af for båndoptageren og de andre var ved at være klar til at drage videre. Jeg havde ikke lyst til at gøre hverken ham eller mig til en helt. Det er godt for et menneske en gang imellem at føle sig som en nar, der forladt af alle sidder på et øde bjerg og ser solen stå op og gå ned, og er du Jesus, råber børnene og er ved at falde over hinandens ben, og det er sagt, at kun farer og tvivl og fornedrelse kan lokke mennesket ud i det ukendte, men det er ikke hele sandheden, fordi også kærligheden er i stand til dette. Hvem taler jeg til.

Når Kim går på jagt, foretrækker han altid sin bue fremfor et af sine skydevåben, ikke bare fordi pilen er lydløs og ikke ville skræmme vildtet på flugt, hvis han ikke ramte første gang, men også fordi han mener, at mennesket endnu ikke har vænnet sig til skuddet fra for eksempel en revolver. Knaldet fremkalder efter hans opfattelse en reaktion hos den, der skyder, som lammer en stor del af hans følelser og således gør ham uegnet til at opfatte alt, hvad der sker omkring ham. Jeg har set, hvorledes han er i stand til at lokke kaniner til sig. Han knæler ned på det højre knæ, og efter at have lagt en pil på buestrengen, frembringer han en kyssende lyd med to fingre presset mod læberne. Det lyder som den dæmpede, melankolske klagen fra en kanin i nød, og det varer ikke længe, før de første dyr kommer listende, men han skyder dem ikke, før de er kommet helt ind på 5—10 meters afstand. Om nødvendigt kan han sidde i timevis og vente på at komme på skudhold. Han er ligeledes i stand til at efterligne et kids klynken ved at sutte på et blad, som er foldet sammen på en bestemt måde mellem læberne. Fuldstændig ubevægelig og altid i vindsiden sidder han sammenkrøben med buen ind til kinden og lokker et eller flere dådyr til, og først i allersidste øjeblik sender han sin pil i halsen på den. Derimod skyder han næsten aldrig på et dyr, der flygter.

Et par helikoptere kom i dag flyvende lavt hen over skoven, men vi nåede alle at komme af vejen i tide. Nogle af os kastede os ind i det nærmeste krat, og andre stillede sig klos op ad stammerne, og om det så var koen, stod den skjult i noget buskads. De kom lige hen over hovederne på os, og helt sikre kan vi aldrig være, fordi de muligvis på deres luftfotos kan skimte rester af vore bålsteder og sovepladser. Det er længe siden, at vi har set noget til dem, imponerende er de under alle omstændigheder, når de kommer svævende som store skinnende torbister tæt nede ved trækronerne, som svajer voldsomt fra side til side på grund af de kraftige vindkast fra propellerne. Vi drøftede bagefter, om det ikke var bedst, at vi lagde en ny kurs gennem skovene, idet vore spor kunne give de andre en antydning af vor bevægelsesretning, og vi enedes til sidst om at foretage en mindre parallelforskydning på et par kilometer. En pige på omkring 16 år har sluttet sig til os. I begyndelsen troede vi, at det var en dreng, og hun gjorde ikke noget for at forhindre os i at tro det, men da hun her til aften tog sin trøje af, blev vi klar over, at det var en pige. Hun er temmelig sky og siger ikke noget. Sidste nat vågnede jeg ved, at Kenneth sad op og sang. Jeg troede først, at det var koen ovre i det andet telt, men derefter kunne jeg høre ordene i den mærkelige grynten. Han lagde åbenbart ikke mærke til, at jeg lyste ham lige ind i ansigtet med lommelygten, og besynderligt nok vækkede han ikke de to andre.

Vi har slået lejr for natten i en fyrreskov, solen skinner i pletter på de lillafarvede stammer, som kun bærer nålegrene helt oppe i toppene. Der er aldrig roligt om natten i en fyrreskov, altid denne susen gennem kronerne. Den drøm, jeg havde i sidste uge, jeg har drømt den igen, og kan ikke lade være med at tænke på den hele tiden. Efter at vi havde spist, gik jeg lidt rundt sammen med Camilla, og da vi havde fået os anbragt på en væltet stamme, fortalte jeg hende om min drøm. Jeg løb ud ad nogle startbaner på en endeløs flyveplads, men alle hangarerne var tomme, og der voksede græs og mælkebøtter op gennem cementen. Langt om længe dukkede de første huse op, og til sidst ankom jeg til byen, som jeg havde hørt så meget om. Så var der en sorthåret pige med brune øjne, og hun kom hen og spurgte mig, om jeg vidste, at jeg var fortabt, hvis jeg smilte hen til en af dem, der boede i byen uden navn. Jeg vidste det godt, sagde jeg, og mente at det var på tide, at vi gik ind i gaderne, som var fyldt med mennesker, som smilte og lo til alle sider. De klatrede i træerne og legede mellem husene, og er der slet ingen gamle mennesker, spurgte jeg, og hvordan kan det