1

De første stod ved bruserne og trak skuldrene op, mens de krystede armene foran brystet. Deres kroppe var forskellige. Der var lange rygge og korte, deres bagdele fyldte forskelligt, og benene under dem stod på hver deres egen måde.

Skønt hun ikke kunne se deres ansigter, var hun ikke i tvivl om, hvem hver især var. De lignede ikke hinanden. Hver morgen kom de hver på deres egen måde henad vejen mod skolen. De sad ved bordene og kiggede som ingen af de andre omkring dem gjorde.

Her stod de hver især foran det kolde vand på en måde, som kun de kunne gøre det, men alligevel var der ikke en eneste af dem, som der ikke var sket noget med. Hun tog ikke blikket fra dem, og det hun så, var at de var blevet mindre. Ikke så meget fordi de krummede sig sammen eller trykkede armene ind til kroppen og benene sammen. Men mere fordi det, der ventede dem, gjorde noget ved dem, som hun på den ene side så, men på den anden side ikke forstod. Heller ikke selv om hun bildte sig ind, at hun havde set det mange gange.

Efterhånden som flere og flere af dem forlod deres tøjbunke på bænken og leende eller råbende begav sig hen imod bruserne, begyndte deres formindskelser. Og jo nærmere de kom kulden, desto mere blev de små og deres bevægelser ens. Indtil de alle gjorde næsten det samme. Drejende sig uafvidende på stedet skar de de samme grimasser, eller rakte de fra et fælles sted prøvende en hånd ud for at slutte bevægelsen til faldet foran dem. De var stadig forskellige, men den fælles bevidsthed eller ubevidsthed om det, der ventede dem, gjorde dem på en sær, ligefrem måde forskellige i en sammenfaldende hensigt.

Hun tænkte det uden ord eller uden at vide det, idet hun blev stående i undertrøje og trusser og så på dem.

Det var hende, der så dem stå i et sammenfald, som hun var udenfor. Og der var disse fælles bevægelser foran hende, som efterhånden ikke tilhørte nogen bestemt, fordi de alle havde ladet sig føre det samme sted hen.

Den første løb ind og stillede sig under bruseren, og i samme nu slog heftige bevægelser sig ud gennem hendes krop, mens underlige lyde trængte frem og bredte sig. Fra selvsamme øjeblik hun var inde i vandet, forvandlede armene og benene og hovedet sig, og det var som en frigørelse, hvor en anden, der alt for længe havde været bundet, blev fri. Hvis det da ikke i stedet forholdt sig således, at der var sket en åbning, hvorefter kræfter og strømme, som var blevet holdt skjult eller nede, pludselig fandt udveje og blev levende.

De andre løb ind under de andre brusere, deres bevægelser var som den førstes. Uforberedte på en sær, samlet måde løb eller sprang de ind i vandet og blev til denne besættelse, som førte dem det sidste stykke hen til det sted, hvor der ikke længere rådede nogen forskelle. De var en glæde, som kom indefra, men begyndte langt uden for dem selv. Et udspring, der var så langt væk, at alt, hvad de vidste, måtte bryde sammen, før den kunne komme ind og udfolde sig. De var glade, og deres råb steg op fra dem, og løbende ud og ind var de forbundet med hinanden i en dans, som fik alt andet til at skrumpe ind.

En efter en løb de ud af det kolde vand og kom dryppende og foroverbøjede hen til deres håndklæder, mens de lidt efter lidt fik vejret og vendte sig om. Hun kunne mærke deres øjne og smed undertrøjen og trådte ud af trusserne. Endnu inden hun satte af, var hun på vej derhen og stod under den yderste bruser. Så åbnede hun sig og begyndte at løbe væk fra tøjet og over mod de hvide fliser og det sydende vand, idet hun hastigt følte, hvorledes bevægelserne overtog hende.

Et øjeblik standsede hun og mærkede, hvorledes hun både blev stående og fortsatte fremefter, det vil sige på én gang var inde i kuldens eller faldets formindskelse og alligevel var udenfor i sig selv.

Så kastede hun sig ud og ramt alle vegne fra mærkede hun som i en opfyldelse, hvordan alt brast i hende og blev til vinger og lys og smerte og glæde.

»Skal vi gå, »Argos«?« sagde hun højt. Som om hun på denne måde ville fjerne en hindring, det vil sige, gendrive enhver tvivl i stuens halvmørke om sin hensigt og således måske også vække en forståelse for den stigende hastighed, hvormed hun nærmede sig den lukkede dør.

Lidt efter var det forbi, eller rettere, hun var gået et par skridt tilbage, og der var ikke mere end det svage omrids i ruden, det og så hunden, som borede sin snude ind mellem hendes ben. Langsomt så hun væk og bøjede sig over dyret.

De begyndte at gå op langs huset. Gardinerne var ikke trukket helt for det sidste vindue, og gennem lyssprækken kunne hun se den sammensunkne skikkelse sidde i gyngestolen med den opslåede bog nede i skødet.

Det var først, da hun begyndte at gå igen og var kommet et stykke ned ad vejen, at hun blev i tvivl om, hvad hun havde set mellem gardinerne. Tanken om at løbe tilbage meldte sig før dens årsag og fik hende til at standse. Hun kunne være død, tænkte hun så, og som om tanken var et forløb, kom den et øjeblik til hendes far, og således også denne stemme, som hun kunne se for sig:

»Så du ham rigtig. Sådan helt rigtig, jeg mener hans ansigt?«

Og svaret og derpå straks den anden igen:

»Blev du ikke bange? Hvis det var min far, så ville jeg aldrig nogen sinde se på ham. Var der nogen, som sagde, at du skulle gøre det?«

»Nej«.

»Jamen, blev du ikke spor bange?«

»Nej«.

Og den anden, der blev ved og ved og fortalte, at hun aldrig nogen sinde ville gøre det. At hun aldrig nogen sinde ville nærme sig én, der var død. Slet ikke, hvis det var hendes far eller mor eller nogen, hun kendte.

Så lille du var at se på. Slet ikke som når du bar fisk i land, eller kom cyklende gennem byen, eller bøjede dig ned over min seng og sagde godnat, og hver gang med de samme ord og på den samme måde. Indtil du en dag ikke længere lugtede af fisk og fortalte, at du havde fået arbejde på fastlandet.

»Din far rejste, fordi han kunne tjene flere penge derovre. Det var for din skyld, at han rejste. Så du kunne få en uddannelse.«

»Hvorfor spurgte I mig aldrig om det? Jeg vil ikke væk herfra.«

»Og så må du også huske på, at din far stadig var ung og havde mange gode år endnu.«

---

Hunden løb en halv snes meter foran hende, og da de nåede Ørkenvejen, satte den i lange spring over til telefonboksen på hjørnet og begyndte ivrigt at undersøge den langs jorden.

Hun fulgte langsomt efter og stod til sidst ved spejlbilledet i glasset. Det var hendes eget ansigt. Eller rettere, det var det i begyndelsen, men da hun havde stået der lidt, begyndte det at forandre sig. Skyggerne flyttede sig, læberne blev større og kindbenene bredere. Også øjnene blev større, og mørkere, skinnende, og det kunne ses, at de havde set noget og nu ville skjule det. Og at det var derfor, at hun stirrede, som hun gjorde, og beholdt det lille smil, der lige kunne skimtes ved de store læber.

Hun så væk og derpå igen ind i glasset, men det var som før, skinnet og blikket og smilet.

Varmen var der igen, og der var noget, som ville hende noget, men blev hvor det var. Det lå nær hende, afventende, og hun kunne ikke nå det, og hun kunne ikke forstå det og så væk fra ansigtet i glasset. I en eller anden uklar forestilling om, at hun ikke kunne gøre noget. At det, der var i færd med at ske, lå afgørende uden for hende, det vil sige, gik den anden vej. Eller rettere, at det var hende, som skulle nås, og alt, hvad hun kunne gøre i det grå skær, hun stod i, var at åbne sig og vente. Hun stod i den tanke at åbne sig for at kunne undslippe gennem åbningen. Som en befrielse. Fra glasset, som det med ét stod hende klart, at hun var indespærret i. Et glasbur, en stor, massiv glaskrystal. En ubevægelighed af mat, dødt lys, hvori alle hendes forsøg gik i stå, stivnede og i en endeløs slutning fortsatte ind i stilstanden. En slugende, mælkeagtig skinnen, som hun indespærret lå langt inde i og stirrede og stirrede op i. Som hendes far havde gjort det, da han lå dernede på bunden af alting og så op gennem deres skyer af øjne.

»Argos«, hviskede hun og skjulte ansigtet i hænderne, men der var smerter, og hun rev hænderne væk og ventede at se dem sønderrevne og blodige.

»Argos«, råbte hun ud i regnen og begyndte at løbe med hænderne oppe foran sig, og benenes bevægelser og stødene op gennem kroppen fra jorden og regnen ind i ansigtet gav hende en føling af ikke bare ro, men også bestemmelse. Det var en hensigt, hun løb i, og kun ved at give sig hen i den, kunne den nå hende og opfyldes.

Nogle meter længere fremme fik hun øje på »Argos«, som løb af sted i en lang række spring, rytmiske bevægelser, som lignede en dans, og som hun lidt efter lidt opdagede, at hun også var med i. Det var hundens bevægelser, men de begyndte i hende, således at hun på en måde blev styret af og styrede dens bevægelser, og der til sidst ikke længere var nogen forskel.

De kom forbi monumentet med den brudte søjle. De var alene og drejede ved ishuset til venstre og ind i skyggerne fra de store graner og fortsatte ud ad cementvejen langs den store bakke, som de gamle kaldte Kirkebjerg. Hun var varm over det hele, men hun svedte ikke, og hun følte varmen som den varme, der strømmede gennem hende, når hun var spændt eller meget glad Kjolen klæbede ind til hendes ben, regnen silede nedad hendes ansigt, og hun kunne mærke sine læber og ører og skuldre og brystvorter og sin mave. Det var en lethed, og hun tænkte på sommereftermiddage, når hun løb ud i det lave havvand, og længere og længere ud, indtil hun kastede sig frem og lod sig synke drejende i det boblende, lysende vand og til sidst lå på ryggen og stirrede op i solkuglen.

Hun ønskede, at det aldrig ville slutte. At hun altid måtte løbe på denne måde som et dyr og et menneske. At hun altid måtte føle, hvad hun følte nu, og mærke, hvorledes ordene ikke var anderledes end hende selv og hendes bevægelser.

De kom over trådnettet ved fårefolden, først hunden og som en følge af dens spring hende. De løb igen, græsset var gnavet ned, og mange steder ragede høje stikkende tidsler i vejret, og der var huller og en bakke, som de kom rundt om langs foden, men der var kommet noget til, og hun tog blikket fra hunden og blev ved med at se rundt til alle sider, selv om der ikke var noget at se.

Ikke andet end den store, dunkle eng, mosen med sivrørene midt ude, og længst væk mod det smalle, blå himmelstykke de store, formørkede klitter ved havet. Men der var sket noget. En tyngde havde lagt sig over landskabet. Eller noget var i færd med at lukke sig sammen over det. Først nu bemærkede hun det, og det var fordi tyngden også var kommet ind i hende, det vil sige, sivede ind i hende fra det med ét lukkede landskab.

Tyngden var i hendes krop som en brændende byrde, og noget derinde pressede imod, prøvede at trykke den anden vej, idet kræfterne hele tiden ændrede retning med hendes bevægelser. Og ikke alene med hendes bevægelser, men også med landskabet, det vil sige tuerne, hun snublede over, bakkerne, hun trængte sig op over, grøfterne, som gled langs med hende, tidslerne og buskene, som voksede ind i hende, regnen og dens fald, som samlede sig i hende og faldt i større og større brusende fald gennem hende. For til sidst at fylde grøfterne og dalene og siden stige op over bakkerne, og sådan indtil floden fyldte hele hulen eller bugen, som hun lå i. Hun var disse dampende moser, det dunstende krat og de skoldhede safter, som fordelte sig gennem usynlige årer. Der var ingen afstande, men kun de vuggende følinger og strømninger, og midt i og alle steder lå eller svævede hun selv. Og månen gled ud af skysækkene og fandt hendes ansigt i varmen, fandt hendes åndedræt i vindene, fandt hendes hænder, som lukkede sig om svømmende fisk og bløde blomster. Og fandt hendes skød, som svulmede op i det blege lys og til sidst blødte ud til alle sider.

Ildens tunger ned ad hendes ben, og hende der nede fra dybet langsomt steg op gennem havet mod planeten. Månens skinnen i den sortrøde blodstrøm, der piblede ned i græsset fra hendes ben. Og hunden, som forsigtigt strakte sig mod hendes køn og varsomt begyndte at slikke hende.

»Kære lille »Argos«. Kære lille »Argos«.«

Uden at vende sig om begyndte hun at gå igen, idet hun hele tiden holdt den blodige hånd lidt ud til siden.

»Har du fortalt hende om det?« Bedstemoderens stemme var dæmpet, som om hun var bange for, at hun skulle kunne høre det inde på værelset.

Og derefter faderens stemme, som var utydelig.

Og bedstemoderen igen, og denne gang højere: »Vil du have, at jeg skal fortælle hende det?«

Og hendes far, der igen sagde noget, som hun ikke kunne høre gennem døren.

»Det er kanske også bedst, at jeg som kvinde fortæller hende om det.«

---

Der gik nogen nede ad vejen. Det var en mand, som holdt sig helt inde i vejsiden, og hun besluttede at sætte farten ned for at se, om han ikke skulle forsvinde ind i et af husene, inden hun kom til den næste gadelygte. Han trådte ind i et lysskær længere fremme, og i det samme satte »Argos« af og begyndte at løbe hen imod ham. Da genkendte hun ham, det vil sige, hans lange hår og måden, han gik på. Det var Jonas. Hunden var nået helt hen til ham og sprang gøende op ad ham, mens han gik langsomt baglæns og råbte noget.

Derefter satte hunden i løb tilbage mod hende. Indtil den var et par meter væk, hvorefter den snurrede rundt og så efter Jonas. Mens hun kom nærmere og nærmere holdt hun den blodige hånd bag ryggen. Med den anden hånd tørrede hun sig hen over ansigtet. Da hun var midt mellem to lygtepæle, standsede hun og ventede. Hun ville glatte håret ud, stryge det væk fra panden, kjolen klæbede ind til benene, og hun kunne mærke gummistøvlerne suge sig fast til fødderne. Langsomt kom Jonas helt hen til hende.

»Hvordan er det, du ser ud?« lo han og skar en grimase. »Du ligner jo nærmest en druknet mus. Det er vist bedst, at vi kommer hjem i tørvejr i en fart.«

Han lagde hånden om skulderen på hende, og de begyndte at gå.

»Jeg lovede din farmor at gå ud og se efter dig,« sagde han. »Jeg tænkte jo nok, du var ude med hunden.«

»Ja,« sagde hun og drejede ansigtet lidt væk og ønskede, at hun ikke havde blod i det. Hun måtte hele tiden passe på ikke at komme til at røre ved ham med hånden. De kom forbi nogle enebærbuske, og hun ønskede, at hun kunne lade hånden glide gennem deres bløde grene.

»Argos« løb et par meter foran dem. En gang imellem sprang den ud til en af siderne for at undersøge en pæl eller en havelåge, idet den dog hele tiden sørgede for at være foran dem. Hun kunne mærke hans hånd om skulderen. Det var en fugl. Den vågnede en gang imellem, hvorefter den greb hårdt fat om hende, men derefter slappedes grebet, indtil den igen blot sad på hende.

Regnen tog til igen. Flere steder på vejen havde der samlet sig vandpytter. En bil kom omkring dem og kørte ned mod skolen, hvor den forsvandt. Helles cykel stod ude i regnen, og inde i køkkenet kunne hun se hendes mor stå henne ved vinduet og betragte noget nede i hænderne foran sig.

»Har du dit hvide bensmykke endnu?« spurgte Jonas og så ned på hende. »Jeg mener din tupilak!«

I samme øjeblik han havde sagt det, tog hun op til halsen med den blodige hånd. Men det var for sent, og hurtigt så hun op på ham, for at se, om han havde opdaget noget. Der var ikke noget at se i hans ansigt, og hun rev hånden til sig og vidste også, at smykket ikke var der. For en sikkerheds skyld følte hun efter med den anden hånd, men det var der ikke. Hun måtte have tabt det og standsede uvilkårligt for at se sig tilbage.

»Har du tabt den?« spurgte Jonas.

Uden at vende sig om nikkede hun.

»Og du er sikker på, at du havde den på, da du gik tur?«

»Ja« sagde hun og så uvilkårligt på ham.

»Vi kan finde den i morgen. Jeg skal nok hjælpe dig med at lede.«

Hun tænkte på sine blodige bukser, der lå ude på engen. Og derefter det døde får og lyden, hun havde hørt inde fra mosen.

De begyndte at gå igen, og hun holdt sig lidt fra ham, for at han ikke igen skulle lægge armen om hende.

»Hvor har du den forresten fra, tupilakken?« spurgte han.

»Jeg har fået den af Uffe.«

Hun troede, at han ville sige noget, men han var tavs og så op ad vejen, hvor »Argos« luntede af sted i den ene side.

Det løb igen ud af hende. Hun kunne mærke varmen ned ad låret. Hun skævede op til ham, men han gik som før og så frem for sig. Øjnene var knebet lidt sammen, og under hans fremstående næse hang en dråbe vand, som skinnede i lygteskæret. Han gik på en helt anden måde end hende. Det var i sæt. Han rykkede sig frem gennem regnen. Det var bevægelser, som gik både fremad og bagud, især når det ene ben passerede det andet, og armene gled forbi hofterne. Mens hun stjal sig til at se på ham, beholdt hun den rene hånd oppe ved halsen. Han gik, som om han var kommet forbi noget, som han var færdig med, og nu var på vej til noget andet, der var bedre.

»Uffe, det er ham den unge fisker med arret?« spurgte han og kiggede på hende.

Hun nikkede.

»Hvor længe er det siden, du fik den?«