Lindhardt og Ringhof
Husvåbenet
er oversat fra engelsk af Kirsten Vagn Jensen efter
The House Gun
Copyright © 1998, 2018 Nadine Gordimer og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711573532
1. e-bogsudgave, 2018
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Tilegnet Oriane og Hugo
„Forbrydelsen er straffen.“
FIMA, Amos Oz
Der skete noget frygteligt.
De har spist middag og sidder nu og følger med i det på skærmen med deres kaffekopper ved siden af sig. Det er Bosnien eller Somalia eller et jordskælv der som en hund ryster en japansk ø mellem sine apokalyptiske tænder; eller hvad der nu skete af katastrofer lige på den tid. Da de hører den summende lyd fra samtaleanlægget, kikker de begge hen til hinanden med det samme udtryk af venlig utilbøjelighed: gå du, det er din tur. Det er en del af overenskomsten ved det at leve sammen. De tog beslutningen om at opgive huset og flytte ind i dette ejendomskompleks i byen, hvor stier og haveanlæg vedligeholdes, og der først for nylig er blevet installeret sikkerhedsovervågning ved indgangen. Så nyt er det at de endnu ikke har vænnet sig til det, eller snarere momentvis er tilbøjelige til at glemme at det ikke er Robbie der gør og ikke mere den gammeldags jernring i hoveddøren der tilkalder dem. Kæledyr er ikke tilladt i komplekset, men heldigvis kunne de løse problemet ved at overlade deres til sønnen der bor i et lille havehus.
Han, hun – et strejf af et smil, så kom han på benene med en demonstrativ kraftesløshed beregnet på hende og gik hen for at løfte det nærmeste telefonrør til samtaleanlægget af. Hvem, hørte hun ham sige, men lyttede kun med et halvt øre fordi hun fulgte med i kommentarerne til skærmbillederne, hvem? Det kunne være en der ønskede at omvende dem til en eller anden religiøs sekt, eller en der afleverede en stævning for en parkeringsforseelse; løsarbejdere havde gerne den slags bijob om aftenen. Han sagde noget andet, som hun ikke fik fat i, men hun hørte den snurrende lyd fra den elektroniske udløserknap.
Hvad han derefter sagde var: Ved du hvem en Julian-et-eller- andet kan være? Ven af Duncan?
Han, hun – ingen af dem kendte nogen ved det navn. Ikke noget usædvanligt ved det; Duncan, syvogtyve år gammel, havde sine egne cirkler præcis som hans forældre, og disse skar kun nu og da hinanden hvor interesser, der var indpodet i ham som barn af de selv samme forældre, mødtes.
Hvad vil han?
Sagde bare han ville snakke med os.
Begge blev i samme øjeblik grebet af en voldsom, nærmest strømførende uro. Hvad er der at frygte, defineret i den kendte kontekst hvori en syvogtyveårig ung mand i denne by indgår – et bilsammenstød, et røverisk overfald, et voldeligt indbrud i havehuset? De stod begge ved døren, konfronteret med disse muligheder, på vagt over for de fodtrin de hørte nærme sig deres private, brolagte sti under Strelitzia-bladenes krydsede klinger, det summende signal fra det næste samtaleanlæg, og denne unge mand, kom fra … kom for at …? Duncan. Han stirrede ned i gulvet, da han kom ind, så de kunne ikke aflæse ham. Han satte sig ned uden et ord.
Han, hun – hvis tur.
Der er sket en ulykke?
Hun er læge; hun ser hvad ambulancerne bringer ind på intensivafdelingen. Hvis noget er brækket, kan hun regne ud om det overhovedet kan sættes sammen igen.
Denne Julian trækker sine læber tilbage over tænderne, hvorpå han et øjeblik presser munden sammen.
Der er … ikke Duncan, nej, nej! … en der er skudt. Han er arresteret. Duncan.
De rejser sig begge to.
For guds skyld – hvad er det du snakker om – hvad er det her for noget – hvordan arresteret, arresteret for hvad?
Budbringeren angribes, han bliver næsten vrangvillig, ude af stand til at få det frem, det han er nødt til at fortælle. Det obskøne ord kommer omsider skamfuldt over hans læber. Mord.
Her hører alting op. Et bilsammenstød, et røverisk overfald på gaden, et voldeligt indbrud – det kan man forstå.
Han/hun. Han går med lange skridt hen til tv-apparatet og slukker for det. Og ånder voldsomt ud. Så længe ingen bevægede sig, ingen ytrede noget, kunne ordet og den handling det indebar, ikke komme herind. Ved lyden af afbryderen og den strøm af luft, han åndede ud, tog de hul på en ny tidsregning. Den gamle gregorianske kalender kan ikke registrere denne dag. Den eksisterer ikke målt med den gamle målestok.
Således fortæller denne Julian dem nu at der „efter timers forløbblev tilkaldt en dommer fra underretten (han angiver detaljerne med den vægt deres bydende alvor kræver) for at rejse en sigtelse på politistationen, og kaution blev afslået. Det er det praktiske formål med hans besøg: Duncan siger, Duncan siger, Duncans besked er at der ikke er nogen grund til at de skal komme, heller ikke til at forsøge sig med kaution; han vil blive fremstillet i retten mandag morgen. Han har sin egen advokat.
Han/hun. Hun har noteret datoen på patient-recepter et dusin gange den dag, men nu bruger hun det som et påskud til at finde et spørgsmål der kan bringe en slags svar på det ord budbringeren udtalte. Hun råber det ud:
Hvilken dag er det i dag?
Fredag.
Det var en fredag det skete.
Sandsynligvis havde ingen af familien Lindgard nogensinde været i en retssal før. I løbet af weekendens otteogfyrre timers venten havde de gennemgået enhver tænkelig forklaring når de nu engang ikke var i stand til at tale med deres søn, tale med ham selv. Netop fordi anklagen var så absurd, følte de at de var nødt til at respektere hans instruks om ikke at besøge ham; dette måtte indicere at hele affæren var latterlig, ja, det var lige netop det den var, skrækkelig latterlig, hans eget løjerlige problem som snart ville være løst; bedst at undgå at bekræfte ham i hans frygt for at blive konfronteret med en mor og far der troppede op i fængslet, ledsaget af deres sagfører, i en tilstand af stærk sindsbevægelse. Det var på denne måde de overtalte sig selv til at fortolke hans påbud; en blanding af hensyntagen til dem – ingen grund til at blande dem ind i denne affære – og et udtryk for den unge mands uafhængighed, den der var blevet ham tilstået og som han i fuld, gensidig forståelse med forældrene havde holdt i hævd lige siden sin pure ungdom.
Men frygt er det ukendtes følgesvend. Frygt var det stof de nu begge indtog uden at det var opført i hendes farmakopé; de gik roligt hen ad rettens korridorer uden at sige noget til hinanden, og da de fandt den rette dør, trådte Harald med en høflighed som var han en fremmed, et skridt tilbage for sin kone Claudia, hvorefter de gik ind og kejtet kantede sig ind til en siddeplads på en af bænkene.
Selve lugten på dette sted tilhørte et fremmed land hvortil de var blevet deporteret. Lugten af polerede skranker af træ og bonede gulve. Vinduerne over hovedhøjde, lyset der skrånede nedad som projektører. Uniformerne, båret af mænd så upersonligt at de kunne tilhøre medlemmer af en kult hvor den ene ikke kan skelnes fra den anden. Tilstedeværelsen af nogle få skikkelser, der sad et sted i nærheden, den type mennesker der sidder og glor på en bænk eller ligger på maven på græsset i offentlige parker. Bevidstheden flakser væk fra det som konfronterer den, ligesom en fugl der, indespærret i et rum, basker rundt for at finde en åbning. Hos Harald dukkede der nogle forestillinger om skole op, for langt tilbage til at erindres helt bevidst; en særlig institutionslugt og hårdt træ under endebalderne. Tilmed navnet på en lærer blev rodet ind i det; intet fra fortiden kunne dog være mere fjernt end denne nutid. I et glimt af opmærksomhed så han Claudia vågne op fra sin ubevægelighed for at slukke for bipperen som holdt hende i forbindelse med hendes kirurgiske afdeling. Hun fornemmede at hun blev betragtet og drejede hovedet for at aflæse hans uudgrundelige blik: intet. Hun sendte ham et af de lidt stive smil som man anvender når man hilser på en man ikke er rigtig sikker på om man egentlig kender.
Han kommer op fra en trappeskakt mellem to politimænd. Duncan. Kan det være ham? Han må nu genkendes i en persona der ikke tilhører den Duncan de kender, altid har kendt – og hvem kunne vel ellers bedre identificere ham? Han er iført sorte jeans og en sort bomulds-t-shirt. Den slags tøj han normalt bruger, men en hvid skjortes nydelige flip er bukket ud over t-shirtens halskant. De lægger begge mærke til det, også til at ægtefællen fokuserer på det; dette er den detalje der viser at man symbolsk underkaster sig de konventioner som forventes af en ret, og som udgør virkelighedsforbindelsen mellem den person de kendte, ham, og denne anden, flankeret af politimænd.
En trykbølge af hede strømmede igennem Harald, forvirring der minder om angst eller vrede, men ikke er nogen af delene. En eller anden reaktion som der aldrig før har været lejlighed til at fremmane.
Duncan, ja. Han så på dem, vedkendte sig selv. Claudia smilede til ham med løftet hoved så enhver kunne se det. Og han bøjede sit hoved som svar. Men han så ikke direkte på sine forældre mere under de retsforhandlinger, som fulgte, med undtagelse af de gange hvor hans kontrollerede, nærmest grublende blik strejfede dem mens det bevægede sig hen over to unge, sorte mænd, der sad afslappet med spredte ben, og videre rundt på tilhørerpladserne, hvor en gammel, hvid mand sad foroverbøjet med hovedet i hænderne, og hvor en familiegruppe, der sandsynligvis havde forvildet sig derind for at slå tiden ihjel indtil deres egen sag skulle for, sad og tiskede og hviskede om deres private ting.
Dommeren gjorde sin entré på scenen, alle rejste sig febrilsk op, sank så ned på plads igen. Om han var høj eller lille, skaldet eller ej, spiller ingen rolle; der var denne fremrykken af skuldre under den voluminøse kappe og hans krummen sig sammen over de dokumenter der blev forelagt ham; han fremsatte nogle få, korte kommentarer i et spørgende tonefald, adresseret til bordene i advokatlogen hvor det formodentlig var anklagerens og forsvarerens rygge der præsenterede sig for tilhørerne. Politimænd kom ind og ud i forskellige ærinder mens de hæst hviskende rådførte sig med hinanden; så var retsforhandlingernes bølgeslag forbi. Anholdelsen af Duncan Peter Lindgard, nu formelt sigtet for mord, opretholdtes. En fornyet begæring om kaution blev afvist.
Slut. Men først nu begynder det. Forældrene nærmede sig skranken mellem tilhørerpladserne og advokatlogen og forhindredes ikke i kontakt med sønnen. De omfavnede ham begge to mens han vendte hovedet bort fra deres ansigter.
Mangler du noget?
– Den holder ikke! afbrød den unge advokat. – Jeg indgiver på stedet en protest mod afvisningen, Duncan. Jeg vil ikke lade anklagemyndigheden slippe af sted med det. De kan være helt rolig.
Det sidste var henvendt til hende, lægen, i nøjagtig samme beroligende tonefald hun selv ville have anvendt over for patienter hvis prognose hun var alt andet end sikker på.
Sønnens udtryk havde et anstrøg af utålmodighed, blikket var på én gang flakkende og stirrende som hos en person der ønskede at disse velmenende mennesker ville forsvinde; som havde han et brændende behov for at beskæftige sig med sig selv og sine egne tanker. De kunne fortolke det som mangel på tillid; eller – helt oplagt – som tegn på hans uskyld; endelig kunne det være en måde at dække over sin frygt på, beslægtet med den de selv havde følt, en frygt han af stolthed forsøgte at skjule fordi han ikke ønskede at blive forbundet med deres. Han var nu formelt sigtet, offentligt erklæret som sådan. Den sigtede har sikkert en frygtstatus som er helt hans egen!
Ingenting?
Jeg skal nok sørge for alt hvad Duncan behøver – advokaten klappede sin klient på skulderen inden han svang sin mappe og forsvandt.
Ja, hvis der ikke er noget, så …
Ingenting. Ingenting de kunne spørge om, som for eksempel hvad handler det alt sammen om, hvad er det du har gjort, eller formodes at have gjort?
Hans far tog mod til sig: Er han nu også dygtig, din advokat? Vi kunne få fat i en anden. Hvem det skulle være.
En god ven.
Jeg kontakter ham senere, finder ud af hvad der skete da han mødtes med anklageren.
Sønnen er helt på det rene med at faren mener penge, at han vil være parat til at stille sikkerhed for dén situation det er umuligt at fatte er opstået mellem dem, penge til kaution.
Han vender sig bort – fangen, det er det han nu er – og kommer derved politibetjentenes ordre i forkøbet, han ønsker ikke at de skal røre ved ham, han har sin egen vilje, og da hans mor forsøger at række ham hånden, når hun kun lige at strejfe hans fingerspidser idet han går.
De ser ham blive ført ned ad trappeskakten til hvad det så end er der befinder sig under retslokalet. Da de gør sig rede til at forlade Ret B17, bliver de klar over at den anden ven, budbringeren Julian, har stået lige bag ved dem for at forsikre Duncan om sin tilstedeværelse, men uden at ville trænge sig på når der var nogen til stede der kunne gøre krav på den tætteste kontakt. De hilser på ham og følges ud, dog uden at tale sammen. Han føler sig skyldig på grund af sin rolle den aften og skynder sig af sted.
Da ægteparret når ud i retslokalernes fælles foyer, en enorm og højloftet katedral som giver genlyd af den hviskende samtale mellem de forskellige grupper af forsamlede supplikanter, forsvinder Claudia pludselig i retning af det skilt der angiver toiletterne. Harald venter på hende mellem disse mennesker der er tålmodige midt i deres vanskeligheder, intet andet valg er muligt for dem, og han er en af dem, disse koner, ægtemænd, fædre, kærester og børn af falsknere, tyve og mordere. Han ser på sit ur. Hele processen har taget nøjagtigt en time og syv minutter.
Hun vender tilbage, og de forlader stedet.
Lad os få en kop kaffe et sted.
Men … der sidder patienter og venter på mig i konsultationen.
Lad dem vente.
*
Hun nåede ikke ind på wc’et og kastede op i vaskerummets kumme. Der kom ingen advarsel; mens hun marcherede af sted mellem alle de andre der var i vanskeligheder, tog del i deres angstfyldte og fortumlede gangart, følte hun pludselig at alt vendte sig i hende og vidste hvad der forestod. Hun fortalte ham det ikke da hun atter sluttede sig til ham, og han må have troet at hun gik på toilettet med det sædvanlige formål. Medicinsk var der en forklaring på den slags anfald som opstår uden nogen forudgående kvalme. En ekstrem anspændelse kunne udløse den type krampeanfald i musklerne. „At vende vrangen ud“; det var et udtryk nogle af hendes patienter brugte for at beskrive symptomet. Hun havde altid taget det med et gran salt, betragtet det som upræcist og overdramatiseret.
Lad dem vente.
Det han i virkeligheden sagde, var: Til helvede med patienterne; hvordan kan deres smerter og plager og graviditeter sammenlignes med dette? Alting hørte op den aften, alting er hørt op. I kaffebaren gik en androgyn tjener med langt krøllet hår, bundet i en hestehale, og biceps som tennisbolde, og nynnede af lutter livsglæde til noget fløjtemusik. Samtidig lå liget af en mand i kapellet. De bestilte en filterkaffe (Harald) og en cappuccino (Claudia). Den mand der var skudt i hovedet, fundet død. Hvorfor skulle det komme bag på dem at det var en mand? Var det ikke allerede en slags indrømmelse, en tro på at det overhovedet var blevet udført? At antage at liget skulle have været af en kvinde – den mest almindelige variant af handlingen crime passionnel, kendt fra søndagsavisernes sensationssider – var det ikke at acceptere den mulighed at forbrydelsen var begået, i det hele taget var blevet en del af et livs kontekst? Hans. Nattegadernes tilfældige vold, som de havde forventet at læse i budbringerens fremmede ansigt, det var den slags der hører hjemme der, sammen med de evigt givne risici: sygdom, fejlslagne ambitioner, tab af kærlighed. Det er den slags ting som de, der er ansvarlige for ens tilværelse, må regne med at de udsætter den for. At dræbe en kvinde på grund af skinsyg lidenskab; i det hele taget at komme i tanker om det – beskæmmende, på niveau med søndagsavisernes banalitet – svarede ligefrem til at acceptere at selve naturen af den slags handlinger kunne bryde de foreskrevne grænser for det livs kontekst.
Vi er ikke blevet meget klogere.
Hun svarede ikke. Hun løftede øjenbrynene idet hun rakte ud efter de små pakninger med sukker. Hendes hånd rystede let i det skjulte efter den omgang voldsomme sammentrækninger hendes krop lige havde gennemgået. Hvis han lagde mærke til det, sagde han det i hvert fald ikke.
De forstod nu hvad de havde forventet fra ham: krænkelse over den latterlige anklage han var genstand for. Over selve sin tilstedeværelse dér mellem to politibetjente foran dommeren. De havde forventet at han ville være kommet farende imod dem, så snart han fik øje på dem, for at fortælle dem – ja, hvad? Hvad han så end kunne komme til inden for de grænser selve rummet satte med politifolkenes kommen og gåen, retsskrivernes knitren med papirer og tilhørerpladsernes forbipasserende snyltegæster. At det var sindssygt at han var der, at de øjeblikkelig måtte se at få ham ud, pine og plage embedsmændene, protestere – hvad som helst. Fortælle dem det. Fortælle dem det. En eller anden forklaring. Hvordan man kunne forestille sig at denne situation var mulig.
En god ven.
Advokaten er en god ven. Og det var alt. Hans ryg da han gik ned ad trapperne, med en politibetjent på hver side. Lige nu var han, mens Harald strakte benet så han kunne få fat i mønterne i lommen, inde i et område de aldrig før havde set, en celle. I et kapel lå liget af en mand. Harald lagde drikkepenge til den unge mand der nynnede. Livets små ritualer udgør en fortumlet tilstand af kontinuitet midt i alt hvad der er gået i stå.
Jeg vil insistere på at komme til bunds i dette allerede i eftermiddag.
De gik til deres bil gennem byens kontinuum, adskilt og atter bragt sammen, alt efter fortovenes indsnævringer og udvidelser og i forhold til andre mennesker, der gik rundt i deres liv, forbi gadesælgernes udstillede lagre af grønsager i små pyramider, tyggegummi, solbriller og brugt tøj, og gasblus hvor man var ved at stege pølser der krummede sig som mennesketarme.
*
Om eftermiddagen kunne hun ikke lade dem vente længere. Det var blevet dagen for hendes ugentlige arbejde på en klinik. Læger, der som hende selv havde privatpraksis, forventedes at imødekomme behov i bestemte bydele, og i de engang så „fine“ hvide forstadskvarterer var der i de senere år rykket en mængde nye folk ind fra forskellige befolkningslag. Hun havde regelmæssigt opfyldt denne forpligtelse; nu blev bevidstheden om alt hvad der var gået i stå, noget der ansporede hende; hun tog af sted til sin klinik i stedet for at følges med Harald til advokaten. Måske var det også for at fastholde sin overbevisning om at det ikke kunne passe at det var sket? Det var ikke just dagen til at undersøge motiver; det drejede sig bare om at holde sig til rækkefølgen på listen over aftaler. Hun tog sin hvide kittel på (hun er tjenestemand ligesom dommeren der læner sig fremover i sin kappe) og gik ind i det institutionelle domæne hun er helt fortrolig med, til det dampende steriliseringsapparat med dets batteri af præcise instrumenter for enhver opgave og den unge distriktssygeplejerskes dansende effektivitet med den dukkeagtige, hvid-stivede hætte som en krone, fastgjort med hårnåle på toppen af hendes dreadlocks. Nogle af patienterne manglede ord på engelsk til at udtrykke hvad de følte der var i vejen med dem. Sygeplejersken oversatte når det var nødvendigt, gengav lægens spørgsmål, idet hun ubesværet skiftede fra lægens modersmål til det hun havde til fælles med disse patienter, for så at overbringe deres svar.
Processionen af kød blev lagt frem foran lægen. Det var i dette medium hun arbejdede; her var fyldige sorte lår der modstræbende og blufærdigt spredtes (sygeplejersken drillede kvinderne godmodigt: – Hør her, min gode kone, lægen er jo en kvinde ligesom dig selv), her var gamle mænds hvidhårede brystvorter når hun lyttede til dem. Hun lod sine håndflader glide varsomt over spædbørnenes ømme maver; tårerne fossede ud af øjnene på dem, frygtelig bebrejdende, når hun var nødt til at stikke nålen ind i polstringen på deres overarm hvor der endnu ikke var udviklet rigtige muskler. Hun gjorde det på samme måde som hun udførte enhver nødvendig procedure, med alle sine færdigheder i at undgå at forvolde smerte.
Er det ikke det der er meningen?
Der er mængder af smerte som opstår indefra; som nu denne kvinde med den voksende tumor i halsen der tydeligt kan mærkes under erfarne fingre, og så den sædvanlige ugentlige procession af gigtplagede, humpende pensionister.
Men den smerte som kommer udefra, vold mod levende kød, et barn der forbrændes af en væltet gryde med kogende vand, eller en kniv der bores ind. En kugle. Denne gennemboren af kødet, kraften hvormed en kugle trænger dybt ind i kødet, stållegeringen der splintrer knoglen som var det en tekop der knuses – hun er ikke kirurg, men i denne voldelige by har hun været vidne til hvordan man har gravet efter den slags klumper og fået dem lirket frem og ud på operationsbordet, de bevarer selve hastighedens strømlinede form, der er ikke noget element i det menneskelige legeme der kan modstå en kugle, ikke engang svække den – de der overlever, genkalder sig smerten forskelligt, men alle beretninger er samstemmende på ét punkt: Der er tale om et voldsomt angreb. Smerten er et produkt af selve kroppen, dens funktionsfejl en del af selvet; det er som om dette selv på en eller anden vis er ansvarlig, et mysterium den medicinske videnskab ikke kan forklare. Men kuglen: det rene overfald af smerte.
Hensigten med en læges liv er at forsvare kroppen mod smertens voldelighed. Hun står på den anden side af skillelinien end dem der forvolder den. Den ultimative skillelinie, den mellem liv og død.
Med en hånd, udstyret med plastichandske, er hun ved at undersøge en kvindes indre som ledte hun efter en skjult kilde med sin ønskekvist; hun finder da også et foster, tre måneder gammelt, derinde.
Kors i hytten! Jeg har aldrig været så syg med nogen af de andre. Hver morgen, syg som en hund.
Vender vrangen ud.
Tror De det betyder det er en dreng, doktor? Patienten taler med den forstilte undselighed kvinder ofte anvender over for en læge; konsultationsværelset bliver en scene med en sjælden chance for at opføre en lille forestilling. – Ag, min mand, vil bli’ så himmelhenrykt. Men jeg siger til ham: Hvis vi ikke klarer den denne gang, så er det lige meget hvad du mener, jeg giver op.
Lægen viser sig imødekommende og ler sammen med hende.
Vi kan da foretage en enkel test hvis du gerne vil vide om det bliver en dreng.
Nej, det er Guds vilje.
Den næste, der kommer, er én i den lange række af de sædvanlige hjertelidelser og infektioner i bronkierne. Livet stavrer af sted, drevet frem af de slidte blæsebælge i de gamles lunger og de bløde pulsslag der tydeligt kan ses mellem ribbenene på en radmager, lille dreng. Hos nogle af dem, der dukker op i denne uge, forsvinder øjnene næsten i ansigternes plumpe fedtvæv, mens andre fremviser de hudinfektioner der er karakteristisk for fejlernæring. Ligesom i alle de andre uger. De spiser for meget eller får for lidt at spise. Med hensyn til det første er det forholdsvis nemt at give råd og forskrifter fordi de har lægemidlet inden i sig selv. Med det andet er det straks værre, for det der tilrådes, er nægtet dem af omstændigheder uden for deres kontrol. Frisk frugt og grønsager – de er for fattige til den slags luksus. Det de er kommet til klinikken for, er at få en flaske medicin. Det ved lægen godt, men hun har et lager parat af kostplaner med forslag til måltider hvori der indgår forskellige bælgfrugter som erstatning for de ting de burde have mulighed for at spise. Hun rækker opmuntrende et af disse ark til en kvinde der har bragt sine to børnebørn hen til lægen. De to har bare ben, pletvist dækket af en grå film, men til trods for heden kikker de over til lægen under tykke, uldne huer der dækker de sår de har i hovedbunden, huer der når dem helt ned til øjenbrynene. Kvinden har ikke brug for sygeplejersken til at oversætte; hun kan selv læse og studerer planen langsomt på armlængdes afstand, på den måde ældre gør når de bliver langsynede. Hun folder den så omhyggeligt sammen. Hendes tid er ude. Hun genner børnene hen mod døren. Hun takker doktoren. – Jeg ved ikke hvad jeg kan få fat i. Måske kan jeg forsøge købe nogle disse ting. Faren er stadig i fængsel. Min søn.
*
Anklageskrift. Tiltale. Harald holdt sig selv på kølig og opmærksom afstand for at skelne mellem hvad der var bevis og hvad der var fortolkning af beviset. Indiciebevis: Den dag, den aften, fredag, den 19. januar 1996, blev der fundet en mand død i et hus han delte med to andre mænd. David Baker og Nkululeko „Khulu“ Dladla kom hjem klokken 19.15 og fandt liget af deres ven Carl Jespersen i dagligstuen. Han havde et skudsår i hovedet. Han lå halvvejs på og halvvejs uden for sofaen, som om (fortolkning) han var blevet overrumplet, da han blev skudt, og havde forsøgt at rejse sig. Han havde remsandaler på, hvoraf den ene var vredet så den hang ned fra hans fod, og bortset fra hans frottébadekåbe var han nøgen. Der stod glas på en afrikansk tromme ved siden af sofaen. I det ene var der bundfald af noget der viste sig at have været en blanding der går under navnet Bloody Mary – oven på et tv-apparat stod der en tom dåse tomatjuice og en vodkaflaske. De andre glas var tilsyneladende ubrugte; der var en uåbnet whiskyflaske og en spand med halvsmeltet is på en bakke på gulvet ved siden af trommen. (Bevis kombineret med fortolkning.) Der herskede ikke nogen særlig uorden i rummet; det drejer sig om en lidt skødesløs ungkarle-husholdning. (Fortolkning.) Rummet henlå i mørke bortset fra de små punktlys fra cd-spilleren der var nået til slutningen af en cd uden at være blevet slukket. Hoveddøren var låset, men glasdørene, der vendte ud mod haven, var åbne, hvad de normalt plejede at være om sommeren, også efter mørkets frembrud.
Nede i haven ligger der et lille hus. Her bor Duncan Lindgard, en fælles ven af den afdøde og dem der fandt ham, og disse to løb hen til ham da de opdagede liget af Jespersen. Lindgards hund lå og sov uden for havehuset, og der var tilsyneladende ingen hjemme. Politiet ankom cirka tyve minutter senere. En mand ved navn Petrus Ntuli, der arbejdede som medhjælper for en blikkenslager, fik lov at bo gratis i et udhus på ejendommen mod at hjælpe til i haven. Da han blev udspurgt, sagde han at han havde set Lindgard komme ud på husets veranda og tabe et eller andet da han krydsede haven på vej mod sit lille hus. Ntuli tænkte at han ville lede efter det, hvad det så end var, og give det til Lindgard, men kunne intet finde. Så råbte han på Lindgard, men denne var allerede gået ind i havehuset. Ntuli havde ikke noget ur. Han kunne ikke sige hvor mange klokken var, da dette skete, men solen var gået ned. Politifolkene eftersøgte nu haven og fandt en pistol i et bregnekrat. Baker og Dladla genkendte straks pistolen som den de havde i beredskab i huset til fælles beskyttelse mod eventuelle røvere; ingen af dem kunne dog huske hvilket af de tre mænds navne der stod på polititilladelsen. Politifolkene gik nu hen til det lille hus. Der kom ikke noget svar da de bankede på døren, men Ntuli insisterede på at Lindgard var derinde. Politiet tiltvang sig så adgang gennem køkkendøren og fandt Lindgard i soveværelset. Han virkede omtåget. Han sagde han havde sovet. Da han blev spurgt om han var klar over at hans ven, Carl Jespersen, var blevet overfaldet, blev han hvid i ansigtet (fortolkning) og spurgte: Er han død?
Dernæst protesterede han mod politiets indtrængen i hans hus og insisterede på at få lov til at foretage adskillige telefonopringninger; en af disse var til hans sagfører. Advokaten rådede ham åbenbart til ikke at modsætte sig anholdelsen og mødte ham på politistationen. Her var analysen af fingeraftryk ikke overbevisende fordi bregnekrattet for nylig var blevet vandet og fingeraftrykkene på pistolen for en stor del udslettet af mudder.
Dette er ikke en kriminalroman.
Harald er nødt til at tro på at den type af begivenheder, denne genre fremstiller, er virkelighed.
Dette er den rækkefølge af handlinger der fører frem til en sigtelse for mord. Da han gengiver for Claudia hvad han fik fortalt af advokaten, bevæger hun sit hoved fra side til side for hver etape af detaljer og afbryder ham ikke. Han får indtryk af at hun vil vente til han er helt færdig med at tale; imidlertid siger hun intet da han er færdig. Alene ud fra hendes tavshed forstår han at det er som om han slet ikke har talt; at han ikke har bragt noget med tilbage der kunne give en forklaring. Duncan kom ud af den mands hus og tabte noget i haven på vej tilbage til sit eget hus. Der blev fundet en pistol. Duncan sagde han havde sovet og ikke havde hørt hverken sine venner eller politifolkene da de bankede på døren. Intet af dette fortæller mere, giver nogen som helst bedre forklaring end den som konfrontationen på tværs af retsskranken frembød. Hans korte omfavnelse med bortvendt ansigt. Hans svar på deres spørgsmål om hvorvidt han havde behov for noget: Intet. Harald forstår ud fra hele Claudias holdning at det han har berettet, for sig selv og for hende, faktisk er en ufærdig kriminalroman.
Ansøgning om kaution fra den gode ven og kæphøje advokat er atter blevet afslået.
Men hvorfor? Hvorfor? Alt hvad hun kan erindre er nogle alment accepterede ræsonnementer om at en person, der kan tænkes at ville begå nye forbrydelser, ikke må løslades mod kaution. Duncan! En fare for samfundet! I himmelens navn, hvorfor?
Anklageren har fået færten af en eller anden idé om at han måske ville forsvinde – tage af sted.
Ud af landet?
Nu befinder de sig i samme kategori som dem der køber sig fri for straf fordi de er i stand til at stille kaution, for så at stikke af. Han vidste ikke om hun fuldt ud forstod afslagets implikationer, for deres søn såvel som for dem selv.
Hvor stammede den idé fra?
Pigebarnet er blevet indkaldt til forhør, og hun har tilsyneladende fortalt at han gentagne gange har truet med at tage imod en stilling med praksis i Singapore. Jeg ved ikke – men det kunne lyde som om han ville væk fra hende. En strøbemærkning hun måske bevidst lod falde. Hvem kan begribe hvad der egentlig foregik dem imellem?
Hvis Claudia er utilfreds med den smule Harald har fået ud af samtalen med hensyn til forklaringer, kunne hun så have gjort det bedre selv? Nå, så lad hende forsøge.
En varetægtsfængslet har ret til besøg. Hendes tur: Jeg kunne tænke mig at tale med ham Julian-hvad-var-det-nu-han-hed inden vi går.
Harald ved at de begge har en irrationel uvilje mod kontakt med den unge mand: Dræb ikke budbringeren, truslen er budskabet.
Claudia er ikke den eneste kvinde med en søn i fængsel. Det forstod hun allerede selv samme eftermiddag. Hun er ikke længere den der uddeler trøst eller i det mindste tabletter for at lindre andres katastrofer, mens hun selv befinder sig i en helt anden klasse, sikker og urørlig. Og det er ikke de retfærdige love der har frembragt denne form for lighed, det er noget helt andet. Der er heller ikke noget føleri i dette hvad der er grunden til at hun ikke vil snakke om det med nogen som helst, ikke engang med ham der er faderen til en fængslet søn; det kunne fejlfortolkes.
Hun ringede til advokaten for at få nummeret på den budbringer der havde præsenteret sig over samtaleanlægget og var kommet hjem til dem ved aftenkaffetid. Hun var benhård, kunne Harald høre, da hun fik forbindelse med budbringeren: Han skulle komme hjem til dem i aften. Ikke i morgen. Nu.
Denne gang rakte Harald budbringeren hånden da han åbnede døren for ham: Julian Verster. Claudia havde noteret navnet.
Hvordan virkede de på ham? Der var ingen fortilfælde at holde sig til; var det en social begivenhed, et inkvisitorisk forhør, en appel – hvilken form for gæstfrihed var der tale om, hvilke arrangementer ville være passende og sende de rigtige signaler, ligesom det at sørge for at der er te eller drinks parat og placerede askebægre og komfortable stole antyder samværets karakter ved andre lejligheder. Her var alting på den sædvanlige plads; det var i sig selv upassende, ja, rent ud sagt bizart.
Deres holdning over for ham havde ændret sig fordi de havde behov for ham. De så i denne unge mand muligheden for at få nogle svar; måske kunne de alene ud fra hans udseende aflæse noget af den kontekst hvori det, der var sket, kunne ske. Enhver bærer en uniform som fortæller noget om hvordan man opfatter sig selv eller skjuler sig selv. Store, klodsede løbesko med indviklede prydelser, stor pløs og tykke såler, den slags går jo både ministre, kontorfolk og studenter med nu om dage, ja, selv Harald når han er afslappet påklædt; arret hud på kinderne, stammemærkerne efter pubertetens acneangreb, hundeagtige brune øjne der ligger langt fra hinanden og formørkes af tunge øjenbryn der myndigt modsiger usikkerheden omkring en mund der bevæger sig, lukkes op og i inden han taler. Et ansigt der antyder en underdanig og loyal personlighed; den ideelle komponent i en klike. I sine forretninger er Harald vant til at lægge mærke til den slags når han møder kommende samarbejdspartnere.
– Jeg beklager at jeg på denne måde har afbrudt Deres planer for i aften, men da De kom den aften, var vi alle … jeg ved ikke … vi kunne ikke sige noget særligt. Det var svært at opfatte noget som helst. Som Duncans ven må De have følt noget af det samme – det må have været en svær opgave at være nødt til at komme til os. Det forstår vi godt.
Den unge mand godtager med en forstående nedadvenden af læberne at dette er hendes måde at give ham en fremstrakt hånd.
– Jeg følte mig skrækkelig dårligt tilpas – over at jeg gjorde det så elendigt – men jeg kunne ikke finde nogen anden måde at gøre det på. Skrækkeligt. Og han bad mig jo om det, han overlod det til mig.
De sad i en tæt gruppe nu. Claudia sad i samme sofa som den unge mand, vendt mod ham, og Harald rykkede stolen nærmere for at snakke.
– Hvorfor ringede han ikke selv til os?
Men det var snarere en konstatering end et spørgsmål.
– Åh, Harald … det er da helt klart.
– Han var frygtelig chokeret, I kan ikke forestille jer det.
– Var det på politistationen?
– Nej, derhjemme, han fik fat i mig på min mobiltelefon, og jeg vendte om midt på vejen hvor jeg var … han var stadig sammen med politifolkene i havehuset.
Claudias knæ og hænder passede sammen, tæt samlet, hænder på knæ. – De tog hen til huset.
– Ja. Jeg så det. Jeg kunne ikke tro det.
Det de ser, er manden i kapellet (Claudia kender post mortem-forløbet; liget kan måske opbevares i dagevis inden processen er fuldført). Men det denne Julian Verster ser – og man kan se det på hans ansigt – det er en ven, ligesom Duncan er hans ven. At de indser dette, gør det muligt for dem at få taget hul på hvad det er de ønsker af ham. Ud fra en eller anden instinktiv aftale om at ingen af dem har mere ret end den anden, udspørger de ham på skift; de har fundet en form, i det mindste en slags struktur som de selv har stykket sammen i mangel af fortilfælde.
– Kunne De ikke give os en idé om hvordan Duncan i det hele taget er blevet blandet ind i dette, hvordan hans – hvad skal jeg kalde det? – hans stilling som en slags lejer, hans forhold til mændene i huset – disse venner – kunne have ført til de indicier der synes at være imod ham? Jeg var henne hos advokaten i dag. De tilhører den samme gruppe af venner, ikke også? Vi kender egentlig ikke nogen af dem …
Claudia vendte sig mod Harald, men med øjnene distant sænket under den indskudte bemærkning. – Med undtagelse af pigebarnet, hans kæreste, han har taget hende med herhen et par gange. Men hun var der åbenbart ikke i fredags. Hun er ikke blevet nævnt.
– Kunne du fortælle os noget om venskabet, de er mere eller mindre fælles om ejendommen, de må være kommet godt ud af det med hinanden for at beslutte at gøre det og at leve så tæt på hinanden – hvad kunne lede til at Duncan nu er anklaget for noget så rædselsfuldt? Du forstår, min kone og jeg, forældre og søn, vi har levet som tre uafhængige voksne, vi står hinanden nær, men vi forventer ikke at være fortrolige med alt i hans liv. Forskellige forhold. Vi har vores forhold til ham, men han har naturligvis forbindelser med andre også, på sine egne præmisser. Det har været fint. Men når noget som det her falder ned over én – så forstår vi også hvad denne – indbyrdes respekt må det vel kaldes – kan betyde. Vi ved ikke noget om det vi har brug for at vide. Hvem var denne mand? Hvad havde Duncan med ham at gøre? Du må jo vide det! Vi kan ikke gå hen og besøge Duncan i morgen og spørge ham, vel? I et fængsels besøgsrum? Med fængselsbetjente til stede og måske også andre …
– Vi har alle været venner temmelig længe, ikke mindst Dave som studerede til arkitekt sammen med Duncan, hvad jeg også gjorde – jeg arbejder i det samme firma som Duncan. Men jeg gik ikke sammen med dem om at købe huset og havehuset. Khulu er journalist, jeg tror det var Duncan der først lærte ham at kende dengang Khulu ville flytte fra Tembisa og ind til byen. Carl, Carl Jespersen (det er svært med et almindeligt, informerende tonefald at omtale eller høre tale om en mand der nu ligger i et kapel) … Jespersen kom for cirka to år siden med et dansk – eller også var det et norsk – filmhold, og på en eller anden måde blev han hængende. Han arbejder – arbejdede i et reklamebureau. De tre boede i hovedhuset og Duncan i havehuset. Men de kørte hele stedet mere eller mindre i fællesskab. Jeg mener, jeg er ofte derude, der er næsten konstant åbent hus og gang i den.
Budbringeren har hæmninger som må overvindes; hans loyalitet, den fortrolighed han sætter pris på og som er skænket ham i kraft af det privilegium at være ven med en han beundrer eller som måske er fagligt dygtigere end ham selv. Det der kommer frem, er nærmest sidebemærkninger; karakteren af hans relationer til deres søn. Det er vanskeligt at lade være med at blive utålmodig.
– Alle kom altså godt ud af det med hinanden, lader det til. Der var ingen alvorlige spændinger som du ved af? Hvor alvorlige må de ikke have været hvis vi skal tro på at Duncan, Duncan …! Glem nu den pistol, bryd dig ikke om hvad havemanden siger han så! Er der ikke en anden som virkelig mente at have en grund til at angribe Jespersen? Hvorfor lige Duncan? Nogen som helst du ved af? …
Haralds tankebane krydsede hendes.
– Hvor var pigebarnet? Hvor var hun den fredag? Var deres affære ovre, var hun og Duncan ikke længere kærester?
Den unge mand må indstille sig på at kommunikere med en far der ikke fandt det nødvendigt at bruge eufemismen „veninde“ i en forældresamtale.
– De kommer stadig sammen. I ved naturligvis – hun var der. Dagen før, torsdag aften. Vi spiste alle sammen i huset. Carl og David lavede mad til os alle.
Var der intet mere at sige? At få ud af ham; han er budbringeren og må ikke vide mere end den tekst der er blevet ham overdraget.
Claudia lader hænderne falde ned langs siderne; fingrene rører på sig. – Vær sød at fortælle os det!
Harald rejser sig.
Den unge mand så fra den ene til den anden som om han bad om nåde. Eftersom han ikke kunne klare det på anden måde, begyndte han at tale i det sløve, afdramatiserede tonefald som en der redegør for omstændighederne ved et trafikuheld uden tilskadekomne og holder sig til kendsgerningerne for at undgå at blive trængt op i en krog rent følelsesmæssigt.
– Sidste år, i juni, skaffede Carl hende et job i reklamebureauet, og de begyndte at køre til arbejde i hendes bil hver dag. Eller enkelte gange i hans. Jeg kender ikke ordningen helt. Så ofte spiste de også frokost sammen et eller andet sted. Men det var helt i orden.
– Hvad mener du? Harald ser ned på ham.
– Duncan tog sig ikke af det. Havde ikke noget at bekymre sig om.
– Tog sig ikke af at hans kæreste tilbragte hele dagen sammen med en anden mand?
– Nå ja, Carl og David var kærester. De tre mænd i huset er bøsser, også Khulu. I ved vel at bøsser ofte er meget gode venner med kvinder og ikke er nogen trussel mod kvindernes kærester. Carl og Duncan og Natalie er virkelig gode venner. Faktisk særlig gode venner i den gruppe der kommer i huset. Det var de.
– Jeg forstår.
Men Harald kan ikke forstå (selv om han er bevidst om at dette er en heteroseksuel mands reaktion) hvordan Duncan kan undgå at føle sig krænket over at hans kvinde tilbringer sine dage sammen med en anden mand, lige meget hvilket køn denne mand føler sig tiltrukket af. Hans korte svar baner vejen for frygtens tilbagevenden, både i ham og i Claudia, den frygt der indfandt sig da budskabet første gang blev udtalt, den aften; den fredag.
– Vil De ikke godt fortælle os det hele.
Claudia lyder som begravelsesklokker.
– Torsdag aften var der rigtig gang i den i huset, og vi blev der alle ret længe. Der var også nogle andre med, nogle af Khulus venner. Da vi brød op og Khulu var taget af sted med sin flok, gik jeg tilbage til havehuset sammen med Duncan. Natalie havde tilbudt at hjælpe Carl med opvasken; David havde fået nogle få drinks for meget og gik i seng. Men da alt var bragt i orden i køkkenet, gik Natalie åbenbart ikke tilbage til havehuset. Duncan vågnede omkring klokken to og så at hun ikke var der. Han blev bekymret for om noget kunne være tilstødt hende da hun krydsede haven i mørket, og gik derfor over til huset. Jo. Carl var i færd med at elske med hende i dagligstuen. Duncan kom ikke på arbejde fredag morgen, og han ringede mig op på kontoret. Han fortalte mig det. Sagde at han havde fundet dem på sofaen – den sofa, I ved nok. Hvad kan jeg sige? Det var ikke første gang Natalie havde haft noget kørende ved siden af – det vidste jeg, det vidste vi alle, med én i det mindste. Det ligger til hende, men jeg tror hun elsker ham – Duncan. På sin egen måde. Og han – han er fuldstændig trofast mod hende, totalt omklamrende; andre kvinder eksisterer ikke for Duncan. Gensidige beskyldninger og tårer – det sædvanlige postyr – og så vender hun tilbage til ham. Men denne gang – Carl. En mand der ikke elsker kvinder, men er ude efter Natalie. For at sige det lige ud: Gør Natalie til undtagelsen, lader sin elsker ligge og sove i soveværelset og boller med Natalie på den sofa. Duncan var – nej, jeg kan ikke beskrive det – ude af sig selv. Hun ville ikke med tilbage til havehuset, jeg tænker hun var bange for ham. Hun skred. Tog bilen og kørte af sted midt om natten, og hun kom heller ikke tilbage om fredagen. Hun var der slet ikke. Dengang det skete, hvad det så end var. Det er alt hvad jeg ved, og jeg siger ikke dermed at Duncan må have gjort det han er mistænkt for. Jeg antyder ikke noget som helst. Jeg vil nødig have at I opfatter det jeg har fortalt, som afgørende; jeg var der ikke, jeg så det ikke, og selv om jeg kender jeres søn Duncan godt, så ved jeg ikke hvad der foregik inden i ham …
De har alle tre rejst sig op nu; det er atter som om der er noget, man ikke kan forberede sig på, der er ved at ske: lufttrykket i det hus Duncan går ind i, den anden mand alene på sofaen med en Bloody Mary, forestillingerne produceres af dem og overvælder dem, ligesom angst kan producere et udbrud af sved over hele kroppen. Men det kan ikke tillades; det må omformes til noget forståeligt, noget man kan behandle under kontrol. Budbringeren er ved at dreje om på hælen og forlade dem: Det var det. Han kan ikke klare mosten, han har fået nok af deres behov.
– Gå ikke! Claudia bønfalder ham selv om han endnu ikke har foretaget nogen bevægelse. Det er altså trængt igennem; det der var ved at ske, var bare at han var ved at gå fra dem. Hun åbner hænderne i en bevægelse hen mod det sted hvor de lige har siddet og sætter sig ned selv.
Du kan heller ikke sove.
Han svarer ikke som han ligger der ved siden af hende. Men hun kan høre på Haralds vejrtrækning, der ikke har den sædvanlige rytme, at han er vågen. I mørket er hans opmærksomhed for koncentreret til at svare. Det er det hele. Han har også en zone af privat ukrænkelighed: Han er ved at bede. Harald er hvad man forstår ved en søgende sjæl, det vil sige en der søger efter noget der ambitiøst kaldes sandheden, betingede begreber begge to ville han være den første til, ikke uden morskab, at indrømme. Han har i årenes løb, gennem forskellige formuleringer han er faldet over, forsøgt at forklare bønnen for hende på en måde der skulle være forståelig for en person uden religiøs tro, og det nærmeste han er kommet, er at tilbyde hende Simone Weils definition af bøn som en intensiveret form for intelligent koncentration. Da hun forhørte sig om betingelsen „intelligent“ – hvad andet kunne koncentration vel være? – imødekom han hendes tvivl ved at påpege at der også eksisterer en form for koncentration når man ser på noget helt trivielt „med øjne på stilke“, noget der ikke indebærer intelligens i religiøs eller filosofisk forstand. Bøn, defineret som en form for intelligent koncentration, er verdsliggjort på en måde som Claudia har været nødt til at acceptere. Det har hun gjort ved at adskille den intelligente koncentration fra den eller det den er rettet mod; derved bliver den ikke kommunikation med en antaget eksisterende Gud, men et forstærket middel til at kommunikere med egne ressourcer i en søgen efter at blive ledet gennem frygt, nederlag og sorger.
Harald beder. Hans bøn når helt ind til lovmæssigheden af det der vil ske i morgen. Hun ligger ved siden af ham i mørket. Hvad er det han beder om? Beder han om at deres søn ikke begik det han er anklaget for? Hvis Harald har behov for at bede om det, betyder det så at han tror det han ikke kan sige, at hans søn dræbte en mand?