Vi må elske hinanden eller dø –
U Thant
”Det siges at ægteskabet er en vidunderlig institution – men hvem gider leve i en institution?” Groucho Marx
Denne bog dedikeres til Ditte, Klaus, Maja og Mikkel
Denne bog handler om parforhold og ægteskab. Den handler i særdeleshed om, hvorfor så mange mennesker i dag har problemer med at få parforholdet til at fungere. Men det er ikke en bog, der foreslår terapeutiske løsninger på problemerne eller kommer med råd til, hvordan man kan leve sammen i lykke og gammen. Denne bog afslører den dybere årsag til vore dages ægteskabelige misere og præsenterer en logisk forklaring på, hvordan det kan være, at vores parforhold halter. Der er tale om en meget ny og i stort omfang ukendt måde at anskue problemerne med parforholdet på. Men hvis vi skal finde den egentlige grund til, at vores ægteskabelige formåen er skrantende, kan det ikke nytte noget, at vi bliver ved med at se på tingene igennem de samme gamle briller som før. Somme tider skal der en ny anskuelsesvinkel til, og den vinkel, der præsenteres her, er både kontroversiel og nyfortolkende. Den gør op med de gængse meninger og de dogmatiske traditioners bud på en forklaring. Den kræver utvivlsomt både åbensindethed og vidsyn fra læserens side, men har man det, kan denne bog blive en stor hjælp til forståelse af problemets egentlige årsag. Sagen er nemlig den, at jo mere vi udvikler os, jo mere uegenede bliver vi som ægtefæller. Dette turde jo være en kendsgerning, eftersom man kan aflæse sort på hvidt i enhver ægteskabsstatistik, at skilsmisseraterne vokser år for år. Ægteskabet er ikke længere den sikre lykkens havn, som det var i fortiden. Og vi er ikke de samme ægteskabsegnede individer, som vi var førhen. Vi har ændret os så meget både mentalt, følelsesmæssigt og intellektuelt, at ægteskabet i dag er en klædning, som vi er ved at vokse ud af. Vi kan ikke være i den, for den er blevet alt for lille til at rumme det moderne, frie, intellektuelle menneske.
Men for at forstå denne tilgang må man kaste en del traditionelle opfattelser over bord – herunder den aldrig beviste påstand om, at vi kun lever én gang. Den tilgang til problemet, der her skal præsenteres, kan ikke forstås indenfor étlivsteoriens snævre rammer. Men da étlivsteorien aldrig er blevet bevist, kan det, der her skal præsenteres, lige så godt afspejle sandheden som enhver anden tilgang. Da det kommende bud på en forklaring er både logisk, intellektuelt stimulerende og nytænkende kan den meget vel blive den model, der kan forklare problemets egentlige årsag for fremtidens mennesker.
Denne bog må ikke læses af forelskede, nygifte eller lykkeligt gifte mennesker. Den er ikke skrevet for dem. Bogen er skrevet for dem, der er ulykkelige i deres parforld, for de fraskilte, for dem, der ufrivilligt er singles, for dem, der har adskillige brudte parforhold bag sig, og for dem, der ikke kan finde ud af at leve sammen i tosomhed. Den er i høj grad også skrevet for de homoseksuelle, som her vil finde en logisk forklaring på deres seksualstruktur og specielle præferencer. Bogen må meget gerne læses af alle åbensindede mennesker, der har indset, at vi i dag måske endnu ikke sidder med hele sandheden om livet, døden og vores egen udvikling.
Der er ingen tvivl om, at parforholdet er ude i en dyb krise, og at vi lever i en tid, hvor der er en opløsningstendens i vores samlivsstruktur. Engang var ægteskabet den faste havn, som alle stilede imod, men i dag er det de færreste, der klarer at være gift med den samme person et helt liv igennem. Det er som om den lim, der engang holdt en mand og en kvinde sammen i ægteskabet, er blevet af en ringere kvalitet, sådan at tilhæftningen ikke holder så længe som før. Vi ser at flere og flere ægteskaber opløses ved skilsmisse, og også de papirløse forhold er underkastet den samme tendens. Vi kan ganske enkelt ikke længere find ud af det med parforholdet. Det er grunden til dette, som denne bog handler om.
Den traditionelle familiestruktur er i opløsning. Et stigende antal mennesker har ingen interesse i at leve i parforhold, hvorfor der bliver flere og flere ”singles”. Flere og flere børn vokser op med kun én forældre eller som ”delebørn”, hvor de skiftes til at bo hos enten den ene eller den anden forældre. Mange mennesker bliver skilt og gift igen op til både 4 og 5 gange, mange har børn med flere forskellige partnere, og ægteskabelige sidespring bliver mere og mere hyppige. Det bliver også mere og mere almindeligt at være homoseksuel, og der er en stigende forståelse og tolerance over for bøsser og lesbiske. Det er tydeligt at der er noget i gære, og at vores måde at leve sammen på er ved at ændre sig.
Vi forelsker os og tror, at NU har vi fundet den eneste ene. VI lever for en tid i en salig lykkerus og tror fuldt og fast at disse ”hvedebrødsdage” kan vare livet ud. Vi ser måske nok, at andres forhold slår revner, men vi tror ikke, at det samme vil ske for os. Vi ser vores partner i et lyserødt, forklarelsens skær og tillægger ofte ham eller hende nogle ophøjede karaktertræk, som der i virkeligheden ikke findes noget reelt belæg for. Vi kan i første omgang ikke altid få øje på, at der kunne være nogle mindre flatterende sider ved den elskede.
Men der sker som regel det, at så snart forelskelsen har lagt sig, så begynder problemerne at vise sig, og den forventede ægteskabelige lykke udebliver. Inden længe føles ægteskabets bånd for snævre: der er for mange forventninger, der ikke kan indfries, mange føler, at der er for mange restriktioner på deres bevægelsesfrihed, begge parter har andre interesser, som de ikke deler med ægtefællen, pasning af børnene lægger beslag på den personlige frihed til at ”leve sig selv ud”, man bebrejder sin ægtefælle for den nu manglende frihed til selvrealisering, den seksuelle lyst styrtdykker, kærligheden skrumper ind, man forsøger at være romantisk, men synes nu slet ikke, at man har noget at tale om andet end at bebrejde hinanden den manglende lykke, man skændes om de mindste, dumme småting, man bliver irritable og sure på hinanden, den fælles økonomis snævre rammer belaster ens råderum, man er konstant træt af både at være karriereperson og familiemenneske, kærligheden kvæles af sure sokker og vasketøj, der skal hænges op, tages ned og lægges sammen, indkøb og madlavning bliver irriterende opgaver, som man forsøger at skubbe over på hinanden, man har aldrig tid til at pleje sine egne interesser, og bliver konstant konfronteret med kravet om at ”være noget for hinanden”, den gensidige respekt og tolerance kan ligge på et meget lille sted, og før eller siden brister ballonen. De før så lykkelige ægtefæller har nu hver sin adresse. I dag er det et særsyn at se et ægtepar med teenage børn, der stadig bor sammen. Langt de fleste børn vokser i dag op med forældre der er skilt, og rigtigt mange har nye ”papforældre”, som de skal forholde sig til.
Samtidig med parforholdets problemer ser vi, hvordan kvinderne inden for de sidste årtier har været i færd med at overhale mændene indenom, hvad angår uddannelse og karriere. I dag er der et stigende antal kvinder i de traditionelle ”mandefag” på universiteterne så som læger, forskere, advokater, tandlæger, farmaceuter, videnskabsmænd, universitetsprofessorer osv. I erhvervslivet stormer de såkaldte ”østrogentornadoer” frem, og i dag tjener kvinden mere end manden i hvert 3. parforhold. Meget tyder på, at kvindernes intellektuelle evner er vokset stærkt de sidste halvtreds år, sådan at de i dag evner at bestride jobs, som før var ”reserveret” til mændene.
Vi lever i et samfund, som undergår en hastig ændring på grund af vores voksende problemer med at være gift med hinanden eller bo sammen. Vi ser simpelthen en opløsningstendens i vores traditionelle samlivsformer, og spørgsmålet er naturligvis: Hvad sker der? Hvad er grunden? Hvorfor er vi ikke længere ligeså gode til at være gift med hinanden som vores forældre var? Mange mennesker er i vildrede med hensyn til problemerne i deres parforhold i en så høj grad, at det er presserende, at der præsenteres et plausibelt bud på en forklaring på denne opløsningstendens i vores traditionelle samlivsstruktur.
Det almindelige svar er, at det er samfundsudviklingen i kølvandet på halvfjerdsernes kvindefrigørelse, der er grunden. Kvindefrigørelsen satte en ny dagsorden, og i dag ser vi resultatet af, at kvinderne er blevet mere frie: de gider ikke længere være knyttet til den samme ”dødbider” et helt liv og slår sig i tøjret indtil det brister. De vil være frie fugle, der kan have sex med hvem som helst og leve livet uden ægteskabelige bindinger. De er blevet mere selvbevidste og selvstændige, og derfor tager de længere og sværere uddannelser, så de ikke skal være afhængige af at blive forsørget af en mand.
Det er jo rigtigt nok, men er det hele forklaringen? Mangler der ikke en dybere forklaring på, hvad det er for kræfter, der satte hele kvindeoprøret i gang, og hvad det er for kræfter, der i dag gør, at kvinderne bliver mere og mere intellektuelle og selvstændige? Mangler vi ikke en egentlig forklaring på, hvorfor vore dages ægteskaber ikke holder? Kan det være sådan, at der ikke blot er tale om en samfundsudvikling, men om en udvikling og forvandling af en langt mere fundamental karakter? Kan vores ændrede samlivsformer i virkeligheden være bundet i en langt dybere organisk / psykisk forvandling af os som mennesker?
Det spørgsmål er der ikke ret mange, der har tilbudt at komme med en forklaring på. Men til gengæld er der én der har, og det er den store danske intuitionsbegavelse Martinus (Thomsen). Martinus kommer med en dybtgående forklaring og analyse af den indre forvandling, vi som mennesker er underkastet som led i vores evolution: den seksuelle polforvandling. Dermed kaster Martinus et strålende forklarelsens lys over den indre seksuelle / organiske forvandling, der sker med vore dages mennesker. Det er gennem Martinus’ skarpsindige analyse af den menneskelige seksuelle polforvandling, at vi finder de egentlige årsager til den opløsning af vores familiestruktur, som vi i dag er vidne til.
Da Martinus er ene om at komme med et bud på den dybere årsag til de personlige opbrud, der i stor stil påvirker dagens mennesker, kan det synes som en god idé at se på, hvad det er, han siger. Det er hensigten med denne bog at fremlægge en let indføring i Martinus’ helt unikke analyse af de indre kræfter, der ligger bag vore dages ægteskabelige uformuenhed: Menneskets seksuelle polforvandling.
Men lad os først lige ganske kort se på, hvem Martinus var, og hvorfor hans bud på en forklaring kan være af værdi for os i dag.
Martinus er en dansk forfatter med en meget omfattende produktion bag sig. Hans samlede værk omfatter omkring 9000 sider og det er et filosofisk / intuitivt værk, der er gennemstrømmet af logik, intelligens og kærlighed. Der er uden tvivl tale om et forfatterskab, der vil blive banebrydende og skelsættende, efterhånden som kendskabet til det udbredes. Det er et helt unikt værk.
Der er nok nogen der spørger, hvorfor vi skal studere, hvad Martinus siger. Hvem er han og hvorfor er det overhovedet vigtigt at vide, hvad han siger.
Lad os først og fremmest slå fast, at Martinus’ eksistens er Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Hans helt enestående værk er stadig ukendt for langt de fleste danskere, så hvis man ikke har hørt om ham, er man ikke noget særsyn. Da det i dag er de færreste danskere, der har kendskab til Martinus og hans livsværk, vil jeg gerne lige kort opridse, hvem Martinus er.
Martinus blev født i Sindal i Nordjylland i august 1890. Hans mor var ugift, og den således uden for ægteskab fødte dreng blev døbt Martinus Thomsen. Han voksede op på husmandsstedet Moskildvad (1) hos sin morbror og dennes kone, da hans mor ikke kunne have ham boende hos sig. Han voksede op i yderst beskedne kår og tilbragte store dele af sin barndom med at vogte køer og gå til hånde på omkringliggende gårde. Han fik en beskeden skolegang, og da der ikke var råd til, at han kunne studere, kom han i en tidlig alder i lære som mejerist.
Men Martinus var ikke nogen helt almindelig bondedreng. Det blev meget tidligt tydeligt, at der i Martinus var tale om en dreng med højst usædvanlige evner. Han var besjælet af meget stærke åndsevner, således at han fra ganske ung var forvisset om, at der fandtes en kærlig logik bag ved verdens tilsyneladende tilfældighed og kaos. Han havde en indre åndelig kontakt med verdensaltets kilde som gjorde, at hans sjælskræfter strålede ud til alle dem, han kom i kontakt med. Han var så overbevist om sin egen kildes sandhedskraft, at han allerede under konfirmationsforberedelsen kunne erklære, at præsten tog fejl, når han, i tråd med datidens kirkelige dogmer, påstod, at børn, der var født uden for ægteskab, var dømt til evige flammer i helvede. Martinus vidste intuitivt, at sådan hang verden ikke sammen. Han var derfor ikke nogen tilhænger af datidens religion, ja, han var ikke religiøs i nogen traditionel forstand, omend han havde et stærkt gudsforhold allerede fra barn. Man kan dermed sige, at Martinus allerede som ganske ung var et levende bevis for, at man godt kan have et nært gudsforhold uden at være bundet til nogen religion. Han havde sin egen indre kilde, hvis væld var renere og stærkere end datidens dogmereligioner.
Det, der blev udslagsgivende for Martinus’ omfattende forfatterskab, var en stærk åndelig oplevelse, han havde som 30 årig. På det tidspunkt boede han på et lejet værelse på Jagtvej, lige ved Nørrebros Runddel i København. I dag ligger der en grønthandler i stueetagen, og tusindvis af mennesker passerer hver dag forbi huset uden at vide, at der i 1921 her skete en skelsættende begivenhed, hvis konsekvenser man først i dag er begyndt at ane de første svage konturer af.
Det, der skete, var, at Martinus satte sig ned og begyndte at meditere på begrebet Gud. Han oplevede efterfølgende en stærk åndelig illumination, der gjorde, at han efter begivenheden havde fået nye åndsevner. Det lyder muligvis mærkeligt, men det er en kendsgerning, at Martinus efter sin ”åbenbaring” var i stand til at ”se” bag ved den ydre fysiske verden og ind i det åndelige årsagsplan, der ligger hinsides al fysisk manifestation. Martinus havde fået hvad der senere er blevet kaldt ”kosmisk bevidsthed” (2). Dermed blev han i stand til at besvare og forklare alle spørgsmål af åndelig, filosofisk og metafysisk natur. Martinus har skrevet udførligt om sin åndelige oplevelse i sin bog ”Omkring min missions fødsel”.
Martinus’ åndelige oplevelse blev begyndelsen til hans omfattende forfatterskab, som ved hans død i 1981 omfattede ikke mindre end ca. 9000 sider og 100 symboler. Hans hovedværk ”Livets Bog” er i 7 bind og på ca. 3000 sider. Bibliografien bagest i bogen nævner alle Martinus’ bøger, artikler og symboler.
Der er nu sikkert nogle læsere, der vil spørge, hvad man skal med Martinus’ værk? Hvordan er det lige, at det adskiller sig fra andre værker?
Dette spørgsmål kan besvares ganske kort: Det er et helt unikt værk, som på logisk og præcis måde giver svar på tilværelsens store spørgsmål. Martinus præsenterer således logiske svar på spørgsmål så som: hvor kommer vi fra og hvor går vi hen, hvad er meningen med livet, hvordan bliver man lykkelig, lever vi kun dette ene liv eller er der liv efter døden, hvordan former vi vores skæbne, er der en planmæssighed, findes der en skaber? Og meget, meget mere.
Nu er der muligvis nogen, der vil betvivle, at Martinus virkeligt skulle have sandfærdige svar på livets store spørgsmål. Men denne tvivl bliver gjort til skamme, når man har læst hans værk. Har man først læst hans værk fra den ene ende til den anden, er man ikke længere i tvivl om, at vi her har et helt enestående konkret, overbevisende og fyldestgørende svar på spørgsmålet: Hvad er sandheden om livet?
Med en overbevisende logik og skarpsindighed afslører Martinus verdensaltets struktur på en sådan måde at man, når man har læst værket i sin helhed, føler sig overbevist om, at sådan er det. Ud fra hver eneste side vibrerer sandheden i en så overbevisende form, at den ikke kan afvises hverken forstandsmæssigt, følelsesmæssigt eller logisk. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der har læst Martinus’ værk, som ikke er totalt overbevist om dets sandhedsværdi.
Og hvad er det så, at Martinus afslører? Det er naturligvis svært at koge indholdet af så mange tætskrevne sider ned til en kort introduktion, men lad mig dog nævne, at Martinus bl.a. beskriver: Livets struktur, universets identitet med et bevidst, levende verdensalt, eksistensen af et metafysisk, åndeligt eksistensplan, de levende væsners udvikling gennem planteriget, dyreriget, det ufærdige menneskerige og frem til det rigtige menneskerige, de levende væsners udødelighed, reinkarnationens nødvendighed, eksistensen af en lov for skæbnedannelse (karmaloven), loven for tiltrækning og frastødning som en af verdensaltets vigtigste naturlove, den helt uomgængelige eksistens af en intelligent skaber, der med logik, planmæssighed og kærlighed har skabt universet som et sted, hvor både lys og mørke kan opleves af de evige væsner. Og så selvfølgelig en analyse af den seksuelle polforvandling, som er den egentlige årsag til ægteskabets nuværende misere og emnet for denne bog. Man kan sige, at Martinus´ værk udgør den mest komplette åndelige vejledning, der til dato er præsenteret for menneskene.
Det lyder måske vidtløftigt, men der er ikke levnet selv den mindste mulighed for, at man kan forklare indholdet i Martinus’ værk uden at tage store ord i brug. Det er så fantastisk, så epokegørende, så enestående og så overbevisende, at det kan undre, at det ikke fylder mere i danskernes bevidsthed og i de danske medier, end det gør i dag.
Men sandheden om Martinus’ værks relative ukendthed er nok den, at det er så meget på forkant af et helt nyt verdensbillede, at det kræver fordomsfrihed, uhildethed og åbenhed at forstå det. Den, der stadig har fødderne fast forankret i de trosbårne religioner, vil ikke finde nogen inspiration i Martinus’ værk. Men det er heller ikke meningen, for Martinus’ værk er skrevet for det ureligiøse, men nysgerrige menneske, der har kastet de traditionelle, dogmatiske religioner over bord og dermed i en periode er gudløs. Værket henvender sig til det intellektuelle menneske, hvis intellekt kolliderer med de traditionelle religioner, og som derfor ligefrem er ateist og ingen som helst fornuft kan se i at hilde det traditionelle, kirkelige gudsbegreb.
Martinus’ værk er åndelig næring for det videnskabeligt indstillede men ureligiøse væsen, der på trods af sin ateistiske indstilling alligevel intuitivt fornemmer, at der må være en mening med livet et eller andet sted. Martinus siger selv, at man gennem sine mange inkarnationer bliver ”modnet” til at forstå hans værk, og han var derfor på ingen måde ude i procelytkapringens ærinde. Han skriver ligefrem, at dem, der finder glæde og inspiration i de traditionelle religioner, endelig skal blive ved med det, så længe de kan. Kun dem, som livet selv har modnet, vil fatte interesse for at studere hans værk. Tilhængerne vil komme ”dryssende” lige så stille i takt med, at de som ”modne frugter” falder ned fra træet.
Martinus’ værk er ikke et trosobjekt – han beder ikke sine læsere om at tro på det, han afslører. Han beder dem blot om at studere værket og sammenholde det, der afsløres, med det, man kan observere ude i verden. Kun da vil værket blive nyttigt for læseren.
Set i sin helhed er Martinus’ værk så nyfortolkende, at det danner et helt nyt verdensbillede. Og det er vel at mærke et verdensbillede, der er så logisk, at dets sandhedsværdi er meget svær at afvise. Det hele hænger sammen og går op i en højere enhed. Her er alt logik, forstand, fornuft og kærlighed. Et kærligere og mere intelligent verdensbillede findes ikke, og der er næppe nogen som helst tvivl om, at værket i fremtiden vil få stor betydning som retviser og åndelig vejleder for menneskeheden. Men i dag er vi kun lige begyndt at løfte på fligen af dette gigantiske værk, så dets betydning er endnu ukendt for langt de fleste.
Det er så stort, så overvældende og så banebrydende, at det ligefrem åbner nye områder i læsernes hjerner. Ingen kan læse Martinus uden at få sin tankesfære ekspanderet og sin måde at anskue verden på fornyet. Har man først forstået rækkevidden i værket, kan man ganske enkelt ikke længere se på verden på den gamle måde. Her har vi åndelig næring til det moderne, intellektuelle menneske. Her har vi ånd til tiden. Ikke til fortiden som religionerne, men til nutiden. Den tid vi lever i her og nu.
Og hvad er det så for et verdensbillede, som Martinus tegner? Det er et verdensbillede, hvor alt er såre godt, og hvor alt er, som det skal være, på trods af triste skæbner, ulykkelige liv, krig, terrorisme, overfald, klimaforandringer, jordskælv, oversvømmelser, tsunamier osv. Men hvordan kan det være godt, spørger man naturligvis sig selv?
Det kan det være, fordi livet skal ses i et meget større perspektiv end det étlivsperspektiv, der er udbredt i dag. For at tilværelsen kan give mening, skal den ses i et perspektiv, der omfatter en uendelig række af liv eller inkarnationer. I dag er det en udbredt opfattelse, at vi kun lever ét liv og at døden er livets endegyldige afslutning. Men sådan er det absolut ikke – der er intet endegyldigt ved døden. Og selv om dødens identitet med livets endegyldige afslutning i dag er blevet ophøjet til en slags videnskabelig kendsgerning, er det en påstand, der ingenlunde kan bevises. Ingen har nogensinde kunnet bevise, at bevidstheden udslukkes ved legemets død. At døden skulle være identisk med bevidsthedens udslukkelse er en påstand uden bevisførelse og er dermed et trosobjekt. I dag er der mange der tror på, at det er sådan, men så må de regnes som tilhørende de troendes rækker. Man er troende, når man tror på noget, der ikke kan bevises. I dag findes der et omfattende bevismateriale, der bekræfter, at bevidstheden overlever det fysiske legemes død, og det kan man bl.a. læse om i min bog ”The Undiscovered Country” eller på mit website: www.deathisanillusion.com
Vi er evige væsner, og vi har en uendelig række af tidligere liv bag os og en lige så uendelig række liv foran os. Vi kan som regel ikke huske vores tidligere liv, men alle disse liv er med os i dag i kraft af den person, vi er. Igennem vores mangefacetterede skæbner i tidligere liv er vi blevet formet til den person, vi er i dag. Vi kan få en masse at vide om, hvad vi har gennemlevet før, ved at se på, hvem vi er: Hvor moralske er vi, hvor kærlige er vi, hvor vise er vi, hvor kloge er vi, hvad kan vi være med til, hvad kan vi nænne at gøre mod andre, og hvad er vi gode til? Alt det, vi er i dag, er resultater af erfaringsdannelse, vi har gennemlevet i tidligere inkarnationer. Vores talenter er en direkte indikator af, hvad vi har beskæftiget os med før. Alt det, vi er gode til, viser med stor tydelighed, hvad vi har beskæftiget os med i tidligere liv, for vores talenter overføres via overbevidstheden fra det ene liv til det næste. Alt det, vi er gode til i dag, har vi øvet og trænet os i i tidligere liv, så det vi er gode til eller har talenter for, vil vi også være gode til i vores næste liv. For hvert liv vi lever, udvikler vi os og forfiner vores moral, forstand og evner. I vores næste liv vil vi være en bedre, kærligere og klogere version af os selv. Udviklingen går fremad – ikke baglæns.
Det, der i dag ser ud som en verden i forfald med ulykkelige skæbner, krige og terrorisme, er kun et snapshot af en ufærdig verden, der endnu ikke har nået det færdige, modne stadium. Verden i dag er som et umodent æble, men ligesom det er sikkert, at æblet en dag bliver modent, ligeså sikkert er det, at Jorden med sin menneskehed en dag vil nå det færdige, modne stadium. Når det sker, vil et fredens rige opstå, hvor alle lever i harmoni med hinanden og alle tjener alle. Det er nødvendigt, at vi kommer til at se verden og vores egne skæbner i et langt større perspektiv, for at vi kan se logikken, skønheden og kærligheden i universet. Men det er også nødvendigt at komme til en større forståelse af verdensplanen, sådan at vi kan indse, at verden ikke er af lave, men at alt er som det skal være, når man tager vores og Jordens udviklingstrin i betragtning. Og det er især, når man har skabt sig et overblik over verdensplanen, at man kan medvirke til at fremme udviklingen.
Det ligger uden for denne bogs rammer at give en samlet præsentation af Martinus’ verdensbillede, men læseren kan i noten henvises til andre bøger, der gør det (3).
I denne bog skal vi se på det aspekt af Martinus’ værk, der i dag er presserende for, at vi kan få en bredere forståelse af den tendens, der i høj grad præger vores liv og vores samfund: vores stærkt voksende ægteskabelige uformuenhed og manglende evne til at leve sammen i fred og fordragelighed i ægteskab eller parforhold. Vi skal med andre ord se på den store forvandling, som alle mennesker i dag er underlagt: den seksuelle polforvandling.
Med et indblik i polforvandlingen vil vi forstå, at vi ikke er unormale, hvis vi har ”ondt” i parforholdet. Vi vil kunne forstå, hvorfor vores ægteskaber ramler sammen, og hvorfor vi ikke kan få samlivet til at fungere i længden. Dermed kan vi forhåbentlig holde op med at bebrejde os selv den manglende ægteskabelige harmoni og undlade at falde ned i afmagt, ulykke og livslede, når vores fjerde eller femte parforhold brister. Måske kan vi finde trøst i denne bog, når vores partner har været os utro, eller vi selv har opført os amoralsk og ladet hånt om de ægteskabelige forpligtelser eller hensynet til børnene. Denne bog skal ses som en håndsrækning til dem, der ikke kan forstå, hvorfor samlivet ikke kan fungere.
Der findes nemlig en god forklaring, og den ligger i en forståelse af den polforvandling, vi er alle er underkastet. For analysen af vores seksuelle polforvandling viser, at vi alle er underlagt en organisk forvandling, der betyder, at vi fjerner os fra den tilstand, der var grundlaget for, at vi kunne leve i ægteskabelig lykke. Idet vi udvikler os fra liv til liv, bliver vi mere og mere selvstændige og dermed mere og mere uegnede som ”parforholdsvæsner”. Jo mere ”hele” vi bliver som mennesker, jo sværere vil det være for os at leve i tosomhed. Med Martinus’ ord udvikler vi os fra den énpolede, dyriske tilstand hen imod den mere menneskekærlige, dobbeltpolede tilstand. Og med denne forvandling bliver vi mindre og mindre egnede til at leve i det traditionelle ægteskab, hvis raison d’être skal findes i traditioner, der ligger flere hundrede år tilbage, og som derfor i massevis af tilfælde er ude af trit med moderne mennesker. Jo mere vi udvikler os, jo sværere har vi ved at være ”bundet” i ægteskab og parforhold. Vi bliver mere og mere frie, selvstændige og suveræne væsner. Det er om denne store og spændende forvandling af vores indre organiske struktur at denne bog handler.
Martinus’ værk er helt og aldeles enestående. Der findes ikke noget lignende. Martinus forklarer og uddyber en del aspekter, der traditionelt er blevet berørt af de kendte religioner. Det er f.eks. liv efter døden, reinkarnation, karma og eksistensen af en skaber. Men i modsætning til religionernes tilgang bliver disse aspekter hos Martinus ikke præsenteret som trosobjekter. Hos Martinus bliver alt forklaret med en knivskarp logik, der appellerer til vores intelligens. Her er ikke noget, vi skal tro på. Her er noget, som vi med vores forstand skal studere og dernæst efterprøve rigtigheden af ved at se på verden.
Ud over de nævnte aspekter samt meget, meget mere adskiller Martinus´ værk sig fra al anden åndelig vejledning ved at forklare følgende to aspekter: den seksuelle polforvandling og mørkets mission. Man kan ikke læse om disse ting noget andet sted end i Martinus værk.
Og det er især disse to aspekter, der skal belyses i denne bog.
Hvad vil det sige? Hvad betyder polforvandling? Hvad er en seksuel pol?
Lad os starte med det sidste spørgsmål: En seksuel pol skal forstås som et organisk center, der rummer individets kønsstruktur. Det er let at forstå, hvis man tænker sig, at en mand har en maskulin kønsstruktur og en kvinde har en kvindelig kønsstruktur. Kønsstrukturen kan altså siges at rumme alt det, der gør en mand til en mand og en kvinde til en kvinde. Her tænkes ikke kun på det rent fysiske køn med tilhørende kønsorganer, men også på det ”mentale køn”, der betinger, at både en mand og en kvinde tænker på kønsspecifikke måder og har en kønsspecifik identitet. I vores kønsstruktur ligger dermed vores identitet som enten mand eller kvinde.
Martinus omtaler ofte kønsstrukturen som menneskenes seksuelle poler eller polstruktur. I en kvinde er den kvindelige pol den herskende, og i en mand er den maskuline pol den herskende. Det væsen, hvor enten den maskuline eller den feminine kønsidentitet er stærkt dominerende, omtaler Martinus som et énpolet væsen. Et énpolet væsen har sin kønsidentitet meget stærkt forankret i enten den maskuline eller den feminine pol.
Men det er ikke sådan, at en mand udelukkende har en maskulin pol, og det er heller ikke sådan, at en kvinde udelukkende har en kvindelig pol. Begge køn har både en maskulin og en feminin pol. Det er ”bare” sådan, at hos manden er den maskuline pol dominerende, hvilket helt konkret vil sige, at den er ”større” og mere fremtrædende end den kvindelige pol, og tilsvarende er den kvindelige pol hos kvinden ”større” og mere fremtrædende end den maskuline pol er. Men begge køn rummer både en maskulin og en feminin pol.
Vi kan forestille os de to poler som to reagensglas, der står inde i hvert eneste væsen. Det maskuline reagensglas vil være fyldt hos det maskuline væsen, mens det feminine reagensglas vil være næsten tomt. Og omvendt vil det hos det kvindelige væsen være sådan, at det kvindelige reagensglas vil være fyldt, mens det maskuline vil være næsten tomt. Men begge køn rummer altså ”reagensglas” eller poler for både det maskuline og det feminine princip. En mand er et væsen, hvis reagensglas er fyldt med det maskuline princip, og en kvinde er et væsen, hvis reagensglas er fyldt med det feminine princip. Men ud over de fyldte reagensglas rummer begge køn de mere eller mindre tomme reagensglas for det modsatte køns princip.
”Vandstanden” i de to reagensglas er ikke noget, der for evigt vil være den samme. Fra den tilstand, hvor det ene glas er helt fyldt og det andet næsten tomt, vil der langsomt og over en lang række inkarnationer ske en udligning. Denne gradvise udligning har som mål, at de to reagensglas skal være lige fyldte. ”Vandstanden” i begge reagensglas skal ende med at være identisk. Når de to reagensglas er lige fyldte, så er væsenet lige så meget mand som kvinde.