Udgiver:
Jens Erik Villadsen
Vestjyder.dk
CVR:37623458
Manuskript
Christian Winkel Olesen
Redigering, opsætning og foto
Jens Erik Villadsen
Vestjyder.dk
Arkivfoto:
Lokalarkivet for Thyborøn, Harboøre og Engbjerg
Privatfoto:
Christian Winkel Olesen
Øvrige fotos:
Jens Erik Villadsen
Gengivelse af bogens indhold
må kun ske efter aftale med udgiver
Forsidebillede:
Foto: Jens Erik Villadsen
Thyborøn havn 2016
Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, København, Danmark
Fremstilling: BoD - Books on Demand GmbH - Norderstedt, Tyskland
ISBN 978-87-7188-903-1
Jeg hedder
Christian Winkel Olesen
og er født 1934 i Thyborøn
Begge mine forældre er født i Langerhuse og boede der, til de blev gift, herefter flyttede de til Thyborøn.
Min far Osvald Olesen, født i 1905, er søn af Ole Olesen, kaldet Wolle Markussen, født i 1875, og hustru Kristine Olesen, kaldet Stine Wolle, født i 1878.
Der var 10 børn i familien, 2 døtre og 8 sønner.
Min mor, Julie Winkel (Olesen) er datter af Christian Winkel, født 1875, og Marie Winkel, født i 1878.
Der var 11 børn i familien, 5 døtre og 6 sønner.
Jeg vil gerne fortælle nogle erindringer fra min barndom, ungdom og arbejdsliv, samt om min tilværelse senere i livet. Det er på ingen måde en dokumentation for Thyborøn og dens beboeres liv og færden i de mange år; men hvordan jeg husker det, både med en dreng og en mands øjne og ører.
Det, jeg fortæller, er måske ikke så detaljeret og i den rækkefølge, det skulle, og som man kunne ønske sig; men det er, hvad der dukker op, når man ikke har ført dagbog, og det skal læses som et tidsbillede gennem firs år.
Jeg blev født på adressen Vesterhavsgade 22 i Thyborøn og er nr. to af en søskendeflok på fem, tre drenge og to piger. Lejligheden lå på 1. sal i huset, som ejedes af auktionsmester Thomas Rønn. Han ejede flere huse i byen.
Der boede to andre familier i stueetagen, og der var ingen luksus på nogen måder. Der var kakkelovne til opvarmning, støbejernskomfur i køkkenet, én vandhane med koldt vand, toiletter i baghuset med spande, som blev tømt om natten af folk, som havde det som erhverv. De kørte i hestevogn med en tank til formålet, og når den var fyldt, kørte man uden for byen ved en åben losseplads og fordelte affaldet jævnt over området. Pladsen var nabo til vores sportsplads, men det var der ikke noget at gøre ved, der var jo ikke andre muligheder. Dagrenovationen blev afleveret samme sted af de samme folk.
Baghuset var delt op i båse til brændsel, én til hver familie. Man fyrede med hård brændsel (kul eller koks) og under krigen med tørv. En ting som toiletpapir var en luksusvare. Man købte én rulle ad gangen hos købmanden, når man huskede det, ellers brugte vi avispapir, som blev nulret lidt, og så var det det. Man holdt også lidt sjov med det. De, som havde telefon, fik jo årligt en ny telefonbog, og der var jo nogle sider i den, og hvis man var lidt ved musikken, var der en rigstelefonbog med mange sider, så der var til flere måneders forbrug!!
Vi havde fælles vaskehus med de andre lejere. Der var ikke en turnusordning, man fandt selv ud af det. I vaskehuset var inventaret: En gruekedel, trækar, spand, zinkbaljer, vaskebænk og vaskebræt, så det var en hård dag, når der var storvask.
Der var vaskekoner i Thyborøn, som man kunne leje; men det var ikke så nær alle, der gjorde brug af det. Det var jo også en udgift, selv om det var en billig arbejdskraft. Når tøjet var vasket, skulle det hænges til tørre, og der var spændt snore ud på tværs over hele gårdspladsen. Der blev kun vasket hver fjortende dag, så det var jo storvask. Man havde to rullekoner i Thyborøn, og de blev flittig brugt. Der var jo ikke mange, som havde en rulle selv, og man ville jo gerne, tøjet så pænt ud.
Samme vaskehus var også baderum for hele familien, der blev så fyret op under gruekedlen. Vores bedste og billigste brændsel var tjæret tovværk fra kutterne. Når det var slidt op, fik vi det hjem og klippede det i passende stykker, og det var godt og nemt at håndtere. Når vandet var varmt, blev det hældt i en balje, og vi kom så i bad efter tur, de mindste først og så fremdeles. Der blev ikke skiftet vand, kun suppleret op efter behov. Det var sæbespåner, man brugte, og efterfølgende fik vi håret skyllet i eddikevand, så blev det dejligt blødt, og vi duftede godt - et stykke tid.
Mellem vaskehuset og de underste lejligheder havde ejeren et stort redskabsrum til eget brug. Da det blev overflødigt, lejede han det ud til en bagersvend, Charles Nielsen, som stammede fra Agger. Charles ville være selvstændig, og det blev til ”Frugt og grønt i gården.”
I forbindelsen med butikken var der et lille rum, hvor han indrettede sit private gemak. Når beboerne havde storvask, hængte de tøjet ud i gården, som de altid havde gjort. Det kunne der ikke blive tale om nu. Kunderne skulle have fri adgang til butikken. Nogle tog hensyn; men fru Rønberg, som boede i en af stuelejlighederne, hang tøjet ud som hun plejede. Charles skar snorene over, og så havde vi balladen. Mange nød kampen fra sidelinjen, det var jo god underholdning.
Charles var ungkarl og skulle ordne alt selv, han sad og stoppede strømper en dag. Han havde puttet et stort æble ind i sokken for at lette arbejdet, og lidt efter kom der en kunde i butikken, en af byens fruer. ”Hvad skal det være?” sagde Charles, og hældte æblet ud i kassen til de andre. Fruen skulle pludselig ikke købe noget. Folk er mærkelige?
Vi drenge havde et godt forhold til Charles. Han var jo ungkarl, og efter lukketid nød vi mange timer hos ham. Han var ekspert i at kaste med sten, og vi havde mange dyster; men tabte hver gang!!! Dysten foregik bag husene, hvor vi boede. Målet var diget, og stenene var på størrelse med et hønseæg.
Charles fik senere isbod i Bredgade og på havnen. Det var nogle festlige år. Men så tog han og nogle af hans ungkarlevenner på ferie i Norge og Sverige, og det fik følger. Der kom damer til Danmark, og så blev det et andet liv for flere af vennerne.
Pludselig var han ikke i Thyborøn mere, og det var jo ikke noget, en dreng tænkte på; men mange år efter var jeg med mit skib i dok på Frederikshavn værft, og ved siden af os lå et stort skib fra D.F.D.S, og en mand vinkede ned til os. Det var min gode ven Charles, der var kok ombord. Jeg spurgte ikke ind til hans tilværelse; men skulle hilse alle i Thyborøn fra ham. Charles ligger i dag på kirkegården i Agger.
Der var små fremskridt hele tiden. Vi fik primus til afløsning for komfuret. Det var lidt nemmere; men vi savnede varmen, så om vinteren blev der fyret for varmens skyld, og ovnen blev også flittigt brugt. Meget var jo hjemmebagt den gang.
Der var også en ovn, man kunne stille en primus under. Det virkede godt nok; men petroleum i et køkken - det var et problem.
Senere kom der flaskegas i huset, med flasker nede i gården og rør til hver lejlighed. Det betød, at så skulle der skaffes gasapparater og gasbord. Det var dyrt; men jeg kan huske, at vi i første omgang fik vores tømrer til at lave en ramme med fliser i, og rammen blev lagt oven på komfuret. Den gamle bageovn fik senere benene amputeret, så den passede i højden til gasapparatet, og det fungerede fint nok.
Vi levede vel som de fleste. Maden hang vi os ikke i, og vi blev mætte hver dag. Vi var nabo til en slagter, så jeg mener, vi nød godt af det. På det tidspunkt var det billigste, man kunne få, oksekød til kogning, så vi fik tit suppe, og det er min livret den dag i dag. Så var der selvfølgelig tit fisk på bordet, for det var gratis! Far kom altid hjem med fisk, og der var andre som betænkte os med et måltid. Man kunne altid gå på havnen og få nogle undermåls rødspætter, og der var mange fiskere, som tog en kurvfuld fra til almindelig uddeling; men i dag har vi en effektiv fiskerikontrol, så det var dengang.
Som drenge havde vi mange pudsige oplevelser, for vi spillede tit fodbold i gaden. Det skete jævnligt, at vi kom til at spille lidt skævt. Bolden var ikke under kontrol og var måske havnet lidt langt væk og ikke altid, hvor den var velkommen, og den blev så sparket langt væk. Det var særlig min senere mester Wolle smed, som vi var nabo til, som kunne sparke bolden over husene og ud i dammen bag ved. Han var fast mand på byens førstehold, så han var jo i god træning.
Vi havde en gammel udslidt læderbold, uden indmad, og den fyldte vi op med grus og lagde den skudklar. Vi gik og så aktive ud, mens vi ventede på, at Wolle skulle komme hjem til middag, og da han var lige i nærheden, løb vi forskrækkede ind mellem husene. Wolle tog tilløb og lagde alle kræfter i sparket. Jeg husker det ikke helt nøjagtig; men jeg tror, han drejede tre gange rundt om sig selv og haltede så ind til middagen. Vi fik hævn; men holdt os på god afstand - længe.
I lejligheden var der en lille stue med karnap ud til gaden, soveværelse, køkken og et lille kammer med dør ud til opgangen. Fra køkkenet gik man ud på et åbent loft med en bagtrappe ned til gården. Loftsrummet var uden undertag, så man havde tagstenene synlige. Hele lejligheden var uisoleret og med glasruder, som frøs til hver vinter på grund af kondensvand. Vi lagde en mønt på komfuret, og når den var godt varm, satte vi den på ruden og havde et fint kikhul! Der var ferniserede gulve og trapper. Gulvtæpper var noget, der kom til meget senere, den eneste luksus var et stykke linoleum under spisestuebordet. Vi to største drenge havde kammeret, så pigerne og lille Karl måtte blive i soveværelset hos mor og far. Jeg kan da også huske, da vi fik vores første støvsuger. Det var agenter, som gik rundt fra hus til hus og solgte, og vi fik en ”Nilfisk.” Det var kram.
Mor var hjemmegående husmor. Det var de fleste koner dengang. Der var jo ingen arbejdspladser, hvis man ikke var forretnings- eller kontoruddannet eller gift med en selvstændig forretningsmand. Men vi havde en tryg barndom, selv om der var små kår og primitive forhold. Der var en ting, som mor holdt fast ved: Vi skulle til tandlæge, uanset økonomien. Hun var opvokset i en tid, hvor man fik rykket en tand ud, hvis man havde ondt, og omkring konfirmations alderen fik mange ryddet munden på en gang og fik kunstige tænder, og det skulle vi ikke udsættes for, hvis hun kunne forhindre det. Jeg nød ikke at komme til tandlæge, og gør det ikke endnu; men jeg er glad og stolt af hendes indstilling.
Vi fik også lov at komme til cirkus i Lemvig. Det var det kendte ”Cirkus Miehe,” som vi kørte efter. Vi cyklede derned, for der kunne ikke blive til både cirkusbillet og togbillet; men det tog vi som en selvfølge, op over Hygum bakker på grusvej på en gammel damecykel.
Far var fisker, og han havde sin egen kutter ”Gadus” og var meget hjemmefra. De landede mange gange i England. Fiskepladserne var måske nærmere England, og priserne højere. Far var meget uheldig. Han havde en motor, der tit havarerede, så de måtte afbryde fiskeriet og bugseres hjem af redningsskibet. De fleste kuttere i Thyborøn lagde op før vinteren og kom først i gang igen til foråret.
Men far og flere andre kuttere måtte, på grund af deres situation, tage på laksefiskeri i Østersøen og landede fiskene på Bornholm eller i København. Det var langt hjemmefra; men det var nødvendigt. Når de kom hjem, så havde de store røgede laks med, og det var jo det, vi forbandt med Østersøen, og ikke den barske tid fiskerne oplevede med kulde og afsavn, samt problemer med østeuropæiske myndigheder, som generede dem ved at opbringe dem og påstå, at de fiskede inden for deres grænser. Og retfærdighed, ja det var en by i Rusland.
Far måtte sælge sin kutter i 1955 og sejlede herefter lidt med forskellige kuttere; men gik til sidst i land og tog arbejde i fiskeauktionshallen, hvor han havde nogle gode år.
I alle mine skoleferier var jeg hos mine bedsteforældre, Marie og Christian Winkel. Mine to andre bedsteforældre tog storebror Ole sig af. Det var som en selvfølge. Om det var fordi, vi var kaldt op, det ved jeg ikke?
Men det var en skøn tid. Der var jo mange børn i Langerhuse, vi kunne lege med, og så var der flere nabogårde med dyr og mange oplevelser, som ikke fandtes i Thyborøn.
Bedstefar var handelsmand, og han ejede en gammel bil. Han kørte op i landet med tørfisk og andre fisk samt slagteriaffald Jeg syntes nu ikke, det var affald, for der var ”gode ben,” grisehaler, skanker og fars. For de fleste af varerne var der aftale om leveringen. Der var jo mange folk på gårdene, så vi kom på bestemte dage, så kunderne kunne vide, hvad de skulle servere for folkene.
Under krigen, da der blev mangel på benzin og dæk, lånte bedstefar en hestevogn af en bondemand, og det var en ekstra oplevelse for mig. På bestemte gårde på ruten fik vi noget at spise og drikke, og bedstefar en god snak. Mine bedstefædre drev begge lidt fiskeri, både fra stranden og fjorden, og vi drenge måtte også fiske på fjorden med bedstefars pram. Der var meget lavvandet, så vi kunne stå ud af prammen og fiske med pryl. Det er en stage med stålspids og modhager. Den stak vi i ryggen på fladfiskene, hvor den så sad fast. Det var spændende.
Livet i Langerhuse tænkte man ikke så meget over som dreng; men når tankerne går tilbage, dukker der mange ting op. De daglige ritualer var lidt vand i hovedet, så ind til bordet og se bedstefar barbere sig. Han satte sig med sit barbergrej, og så kom bedstemor med et stort krus med varmt vand og bandt et viskestykke om halsen på ham, og så gik han i gang med barberkost og skraber. Efterfølgende satte han det brugte barberblad i et apparat, som kunne slibe barberbladet, (det har jeg aldrig set, hverken før eller siden,) og så var der morgenmad!
Hvis det var en af de dage, vi skulle på handelen, skulle bedstefar i hvid jakke og have snørestøvler på i stedet for træsko. Han satte sig på en stol og strakte et ben ad gangen ud til siden, og bedstemor, som var en trivelig dame, måtte så ned på knæ og snøre støvlerne, ak, ja, det var den gang; men det var et hjem med omsorg, hygge og varme. Jeg mindes kun gode dage med mange oplevelser. Huset, de boede i, var et, de selv havde ladet bygge. Der var kakkelovn og komfur som alle andre steder. Der var ikke rindende vand; men i bryggerset var der en brønd med håndpumpe, og det var en daglig behagelighed. Mange andre havde en pumpe uden for huset.
Bedstefar havde en stor garage, som samtidig var værksted, samt et lille røgeri som var bygget op af mursten. Der var ikke megen grund; men plads til hønsehold, og de havde også et stykke kartoffelmark til eget brug.
Der var gode naboforhold. Man løb ikke hinanden på dørene, selv om de nærmeste naboer var tre af bedstemors søskende. De var alle ugifte og boede i deres barndomshjem. Der var to søstre. De var svagelige og lå i sengen meget af tiden. Broderen, som vi kaldte onkel Laust, var ansat til at passe og vedligeholde grusvejen mod Thyborøn. Andre naboer var Line og Erik Rom. Han kaldtes Jerik Rom. De havde en lille ejendom, hvor vi hentede mælk hver dag, Jerik kom hos bedstefar sidst på dagen for at tømme tobaksskuffen for cigaraske, som han vendte sin skråtobak i. Det var en lækkerbisken, sagde han!
Bedstefar var meget omhyggelig med, at mine onkler ikke kom cigaretaske i skuffen. Det var der ingen skråtobaksnyder, der ville bruge. De sad så og hyggesnakkede lidt om gamle dage, og jeg nød denne stund og sugede til mig af viden.
Der var ikke meget forretningsliv i Langerhuse, kun en brugsforening, som ejedes af en af fars onkler, H. P. Hansen. I fars hjem havde de et lille værelse i forgangen, og der solgte de sodavand og slik.
Der var en krog på døren, placeret meget højt. Det er først senere, det er gået op for mig, hvad grunden kunne være til det.
Vi var to gange om året hele familien samlet. Først hos far og hans søskende, med ægtefæller og børn. Det var altid en oplevelse at møde fætre og kusiner, som man kun så den ene gang om året. Bedstefar havde to søstre, som var på Harboøre Asyl. De var lidt anderledes; men vi legede med dem på lige fod som den naturligste ting af verden, og en dag var der kun Petrea Cecilie tilbage. Så fik mor indført, at Ole og jeg skulle tage op med en fødselsdagsgave til hende hvert år i december. Vi fik en fyrstelig behandling af damerne, som passede plejehjemmet, og Petrea Cecilie sagde utallige gange til os, at hun var glad for gaven.
I mors hjem var det samme ritual på mange måder; men der var en ting, som bedstemor holdt fast i. Det var, at alle mænd skulle have en middagslur. Så der lå onkler alle steder. Det var først mange år senere, jeg spekulerede på, hvorfor mændene var mere trætte end deres koner? Det bliver nok aldrig opklaret.
Bedstefar havde tre ting, vi ikke måtte røre, og det var lommekniven, hans pibe og stueuret. Ellers var der ingen ting, der var fredet. Ude i værkstedet var der en gammel slibesten, som skulle trækkes med håndkraft, og mange andre sjove ting.
Jeg husker, at da krigen var slut, gik mange til havet for at finde sjældne og mærkelige genstande. Bedstefar havde oplevet én verdenskrig og havde respekt for de ting, der drev i land. Han forbød direkte mine onkler at tage noget med hjem; men de havde fundet en lille tromle, ca. 10 liter, og den havde de gemt. Og da bedstefar var hos naboen, fandt de tromlen frem. Der var ingen åbninger i den, så man snakkede lidt om det og var vel også lidt nervøse. Vi drenge så til på afstand og holdt mund. Så fandt onkel Aage hammer og skruetrækker frem. En af de andre skulle holde tromlen, og da skruetrækkeren gik igennem, gav det et hvæs, og der stod en sky op i luften. Alle var stive af skræk; men der skete ikke mere bortset fra, at der bredte sig en stank over det meste af Langerhuse. Det var et eller andet fordærvet kød; men jeg tror, de fleste tog det som et varsel om at lytte til bedstefar.