Peter Gronbek
Novelle
©Peter Gronbek
Forlag: Bod – Books on Demand, København, Danmark
Tryk: BoD – Books on Demand, Norderstedt, Tyskland
Det kunne lade sig gøre, fordi det ikke kunne lade sig gøre.
Så derfor var det muligt, selv om det ikke var muligt.
Jon befandt sig otte meter over jordens overflade. Han holdt fast på en solid sofa, og det føltes, som vejede den et ton. Og det, på en lang stejl trappe, hvor en flyttemand befandt sig i den anden ende, altså øverst. En flyttemand, som råbte:
- Du bliver nødt til at skubbe mere, for jeg kan ikke hale den op herfra.
- Jamen… jeg kan ikke, svarede Jon febrilsk. Og der er en kat, der går rundt om mine ben. Jeg er lige ved at træde på den.
Ja, det var en nuttet kat, som tilsyneladende elskede menneskelig kompagni og løb op og ned af trappen, grebet af de to personers virke. Den mjavede begejstret og snoede sig nu omkring Jons sko.
- Men jeg taber altså den sofa, hvis du ikke snart tager dig sammen, råbte flyttemanden igen, - jeg kan virkelig ikke holde den.
Det var frygtindgydende ord i Jons ører. Hvis de mistede grebet, ville dette kolossalt tunge møbel fare af sted, ned over ham, og videre ned af den væmmelige og høje trappe.
Han tænkte panisk: - Jeg bliver mast til plukfisk… Og den tanke gav ham kræfter, kræfter som han altså ikke havde. Ja, det var umuligt, men alligevel muligt. Det smertede i hans arme så han kunne skrige, men omsider rykkede sofaen sig faktisk nogle få centimeter opad, og flyttemanden råbte fra den øvre ende:
- Så… nu sker der noget. Gik den et hak til.
Og Jon gav den et hak til, og et til, og et til. Ja, hvor mange, hak, det løb op i orkede han ikke at tælle, men omsider lettede presset, og møblet hvilede på øverste trin.
Jon satte sig på sofaen, lige på stedet.
- Pas dog på, udbrød flyttemanden, - du må da ikke sætte dig på det fine sofabetræk med dine støvede bukser. Og du drypper jo af sved… din gris.
Jon lettede og satte sig på betongulvet: - Jeg er helt færdig… åh, jeg er leveret. Det var… det var lige før jeg døde.
- Årh, pjat… du er vist en værre tøsedreng. I mine unge dage løftede jeg møbler, der var fire gange så tunge som det her. Dette, er da ingenting.
- Hvis det her er ingenting, så er jeg træt af ingenting, svarede Jon prustende.
─ Uha, da. Man må sige, at det er sørgeligt at se på din tilstand. I unge i dag er nogle værre skvatmikler. I kan ikke noget som helst.
- Nå… du var ellers anderledes flink lige før, da du bad mig om at give dig en hjælpende hånd. Hvorfor tog du ikke slæbet helt alene, siden du er så sej? svarede Jon stødt.
- Man kan da ikke tage en sofa selv. Der skal to til, det burde du indse, udbrød flyttemanden og så bedrevidende ud i ansigtet.
- Ja, men så synes jeg, at du bør indse, at du skylder mig en halvtredser for det her.
Den bemærkning, ramte den gamle flyttemand på det mest ømme punkt:
- Nå… nå… tag det nu ikke så tungt, unge mand. Jeg lavede bare sjov. Det hele var en vits. Og så klaskede han Jon venskabeligt på skulderen og kom med et forløsende forslag:
- Øl. Nu skal vi to have en øl. Han sagde ordet med en værdighed, som tydede på, at efter hans mening var øl løsningen på alle verdens problemer.