Om forfatteren:
Født 1962
Medlem af Mensa
Opfinder af de 2 spil:
“Logik for Begyndere”
“Logik for Viderekomne”
Andre bøger:
The Magic Machine
Den lille blå kat
Spøgenavne
Universet uden for Universet
© 2021 Tony Kroun
Forlag: BoD - Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: BoD - Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN 9788743083474
Jeg har ikke selv skrevet denne roman.
Zeisma skrev den.
Historien om min lille korte rejse ud af denne verden - og tilbage. Helt fra det første møde i regnvejret, til afskeden 2 måneder senere. Med mine egne ord, fra mine egne tanker.
Og selvom jeg til sidst fik den største gave, bevidst indpakket som noget helt andet; måtte jeg igennem en verdenserkendelse af ufattelige apokalyptiske dimensioner. På trods af gaven, havde jeg dog gerne undværet det hele.
De eneste ord jeg selv har skrevet, var denne lille indledning.
Daniel Borutta
Braunschweig, mandag den 15. april, 2019.
Hertha, min dejlige kone, bandt en knude på affaldsposen og stak den frem til mig, med en mine der sparede hende for en lang sætning om hvor irriterende det altså var, når jeg havde glemt at skylle makreldåsen HELT ren - inden den blev smidt ud.
"... og det regner heldigvis," tilføjede hun med et smil. Jeg tog posen og gik mod hoveddøren.
"Du skal da ikke ud i det vejr, far! ... skal du?"
Jeg nikkede med overdrevet triste mundvige til min ældste datter på 8. Hendes grin fik straks de to andre på 4 og 5 samt Hertha til også at grine. Og således akkompagneret af hele familiens latter, stak jeg i træskoene og gik ud i regnen.
Affaldsbøtterne stod for enden af havegangen, en meter fra havelågen inde i vores lille have. Og det var lige i det øjeblik hvor jeg slap posen og sænkede låget igen, at han pludselig stod der. Ude på fortovet.
Han kom tilsyneladende lige ud af det blå. Jeg sprang chokeret et skridt tilbage. Og faldt, på de våde fliser. Chokket over ham forsvandt øjeblikkeligt da jeg landede, og jeg var nu omtrent lige så vred som min bagdel var øm og våd. Jeg rejste mig hurtigt og behændigt op, og kiggede anklagende på ham.
Det var en ældre mand i et helt sort og fornemt jakkesæt. Han havde et utroligt mildt og venligt ansigt, og en høj blank hat med bred skyggekant der fungerede som paraply for ansigtet. Han var ikke ude på noget. Min vrede forsvandt, og jeg var tilbage i regnvejret.
"Tak!" Sagde jeg bare, tydeligt ironisk.
"De skal da ikke takke FØR jeg har afleveret min hemmelige besked til Dem," svarede han og rakte noget der kunne ligne en lille rød konvolut, ind over havelågen til mig. Han havde tynde hvide selskabshandsker på, og konvolutten lå på hans åbne fremstrakte hånd.
"Værsågod, hr. Borutta."
Jeg kiggede mistænksomt på ham, hvorfra kendte han mit efternavn? Jeg rakte forsigtigt og tøvende ud efter den røde konvolut, der hurtigt blev mere og mere våd.
"Ikke så hastigt," afbrød han sart og lettere ironisk over min langsomhed, og trak hånden lidt tilbage.
"Der er betingelser: De må under ingen omstændigheder hverken vise denne hemmelige besked til nogen, eller omtale dette møde. Overhovedet!"
Han rakte den frem igen:
"Værsågod!"
Jeg tog forsigtigt den røde konvolut; den var nu blevet slasket, blød og gennemvåd. Og JEG var helt våd, og HAN var helt våd. Der var noget ubestemmeligt galt med hele denne situation. På EN gang både foruroligende og komisk.
Men før jeg nåede at tænke videre, drejede han halvt rundt og gik med bestemte skridt videre ned af vejen. Drivvåd og sjappende. Jeg stak hovedet ud over hegnet og fulgte ham indtil han drejede fra.
Fuldstændigt absurd, tænkte jeg. Fuldstændigt.
Da jeg kom ind, gik jeg direkte til badeværelset og tørrede mit hår. Hertha råbte noget med at jeg nok også lige skulle tage tørt tøj på, så jeg ikke blev syg.
"... og hvorfor tog det så lang tid?"
Jeg svarede ikke, men skiftede bare hurtigt tøj, og kom forventningsfuldt gående ind i spisekøkkenet hvor de alle nu sad klar til at spise. Foran mig holdt jeg med begge hænder, noget ingen mere kunne se havde været en tør, firkantet og rød konvolut.
"Jeg har lige oplevet noget virkeligt skørt," sagde jeg med begejstring i stemmen. Men alle, og her i særdeleshed rengøringsfænomenet Hertha, var slet ikke interesserede i min skøre oplevelse, de ville derimod straks vide hvad det var jeg holdt i hænderne.
Det var blødt og rødt, og vådt.
Min situationsfornemmelse var åbenbart sat ud af kraft lige der, for jeg gik alligevel i gang med at fortælle om min skøre oplevelse, detaljeret og fra starten; overbevist om dens uimodståeligt underholdende kvalitet.
Jeg nåede dog ikke at sige mere end 4-5 ord, før der helt forudsigeligt var udbrudt en slags familietumult med aaad-råb fra børnene og mor der straks kom rendende med en lille pose, til at smide "det der røde stads" ned i.
Jeg opgav, og mens Hertha endnu engang slog knude på en pose med noget JEG var ophavsmand til, vaskede jeg klogeligt mine hænder og fik børnene til at tie stille.
Vi gik i gang med aftensmaden, og jeg sagde intet om oplevelsen eller "det røde stads". Nu måtte de selv spørge hvis de var interesserede. Men mor var bestemt ikke interesseret, og børnene kunne mærke på mor, at det her ikke var noget, man gad at høre om. Slet ikke under maden.
Det var heldigvis træningsaften med orkesteret, og efter maden var der kun en halv time til jeg skulle køre. Jeg nåede lige at få vasket op og putte de 2 små. Derefter et hurtigt kys til Hertha, før mig og celloen var ude af døren. Jeg vidste at jeg først ville være hjemme igen omkring midnat, så min gode historie måtte vente til næste dag. Men den fik lov til at vente MEGET længere, for af en eller anden grund spurgte Hertha ikke siden til historien. Og det føltes ikke helt oplagt selv at begynde.
3 dage efter slog han til igen. Det var torsdag lige efter midnat, og jeg var på vej hjem efter en lang arbejdsdag i Hannover Stadt Oper. Jeg var alene i bilen og havde stadig musikken i hovedet; Tjaikovskij, Svanesøen. Der var næsten ingen trafik, og jeg var snart hjemme.
Der kørte en hvid Audi et stykke foran mig, og ingen bag mig. Ved fodgænger-overgangen på Elbestrasse, skråt over for centeret med den store Aldi, stod en typisk hjemløs med sin ligeså typiske overfyldte indkøbsvogn. Han trillede ud foran den hvide Audi, som måtte standse lidt hårdt op. Da indkøbsvognen nåede midten, stoppede han, slap den og trådte lidt tilbage. Lige præcis så meget at han kunne se mig. Han vinkede begejstret, og virkede fuld. Jeg genkendte ham ikke, og viftede bare venligt med højre hånd, som for at sige: gå nu videre! Jeg kunne se at føreren af Audien sagde det samme, bare mere aggressivt - og med begge hænder. Så skyndte han sig at tage fat i indkøbsvognen igen, og kørte videre over vejen.
Audien gassede op og kørte af sted med demonstrativt høj acceleration. Jeg satte i gear og kørte af sted mere roligt, men måtte efter få meter alligevel lave en hård opbremsning, idet han pludselig trak indkøbsvognen baglæns, ud på vejen igen. Jeg mærkede et sug i maven. Jeg var kun få centimeter fra at ramme hans vogn. Nu var jeg ikke så venlig mere, snarere lige så vred som personen i Audien.
Men den hjemløse virkede uanfægtet og målbevidst, og slap igen indkøbsvognen på midten så den spærrede, og gik svagt slingrende hen til mit sidevindue mens han gjorde tegn til at jeg skulle rulle ned. Det havde jeg dog gjort inden han bad om det, for nu var jeg tæt på rasende.
Da så jeg, at det var ham igen. Den gamle fine og høflige mand med den røde konvolut. Denne gang bare forklædt som hjemløs, helt sikkert bare forklædt som hjemløs. Jeg satte et afventende og let spørgende smil på munden. Han blev i rollen og sagde med let bedugget stemme:
"Du ska' kraftedme gøre som jeg siger... siger jeg! Jeg siger at det er hemmeligt det her, og at du skal ...IKKE sige det til no'en, ... FOR HELVED'."
Så rullede han med øjnene, som for at sige at jeg var et fjols.
Jeg sad afslappet og nød hans lille forestilling. Ganske underholdende. Han fornemmede at jeg ikke helt hørte efter hvad han sagde og slog opgivende ud med begge arme. Jeg kom til at grine lidt.
Så gik han tilbage til indkøbsvognen, og jeg troede at det var slut, og at jeg nu kunne køre videre. Men op af vognen trak han en kæmpestor overdimensioneret rød konvolut. Han vendte fluks tilbage og klaskede den lige op på forruden, så jeg intet kunne se. Jeg hørte at han løftede vinduesviskerne ud og lod dem falde tilbage som klemmer, til at holde konvolutten fast. Jeg sad bare pænt som en tilskuer og afventede situationen, men der skete ikke mere. I stedet var der kommet en stor varevogn, der nu holdt utålmodigt bag mig. Den dyttede, og jeg åbnede derfor døren og steg hurtigt ud for at fjerne konvolutten fra forruden. Jeg fik nu endnu et sug i maven, for den gamle mand og hans indkøbsvogn var væk. Pist væk. Jeg kiggede lidt forvirret rundt. Varevognen dyttede nu 2 små dyt, og jeg kom i gang med febrilsk at fjerne konvolutten fra forruden, og fik med besvær proppet den ind på bagsædet. Jeg gjorde en undskyldende mine til varevognen lige inden jeg satte mig ind igen, og kørte derfra med næsten samme acceleration som Audien. Ikke fordi jeg var vred, men bare for at vise at jeg ikke var ude på at provokere. Jeg følte mig lidt dum. Stresset og dum. Og svanesøen var helt væk.
Da jeg parkerede bilen, rakte jeg vanemæssigt højre arm om på bagsædet efter min cellokasse, og fik selvfølgelig helt uundgåeligt fat i den vanvittigt store konvolut. Jeg tog en dyb indånding, og rystede opgivende et par gange på hovedet for mig selv. Jeg var nu virkelig i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne vel ikke endnu en gang, komme ind med en ganske vist både stor og tør og rød konvolut; og sige at jeg havde oplevet noget skørt?
Men uanset hvad; det var over midnat og alle sov sødt. Det måtte heldigvis vente. Og først lige der fik jeg den tanke at der jo kunne være noget i konvolutten. Jeg baksede den op foran, og åbnede den. Der lå et sammenfoldet stykke papir nede i bunden. Jeg fik det op, og tændte kabinelyset for at kunne læse:
Kære Daniel Borutta
..........................................................................
Nu har de fået reglerne fortalt 2 gange. Første gang var det meget tæt på at gå galt for Dem!
Jeg håber De klarer det bedre her anden gang. Og for en sikkerheds skyld får De nu også betingelserne på skrift:
De må under ingen omstændigheder hverken vise denne hemmelige besked til nogen, eller omtale vores møde.
Overhovedet!
OBS: Både brev og konvolut skal rives i små stykker efter læsning. Smid det hvor det ikke vil vække nysgerrighed. Afriv først den lille del af brevet hvor Deres navn står, og smid dette et helt andet sted.
Såfremt De fra nu af overholder reglerne, vil De senest onsdag modtage en sidste rød konvolut, med de indledende informationer.
Tjepper.
HVAD??? Jeg lænede mig chokeret tilbage, med let åben mund. Slukkede lyset igen. Det her var enten MEGET skørt, eller MEGET alvorligt. Og Tjepper? Var det den gamle mands navn?
jeg læste det så mange gange at jeg til sidst kunne det næsten udenad. Derefter sad jeg bare og stirrede ud i mørket i mindst 2 minutter, inden jeg steg ud af bilen. Jeg gjorde med brevet som der stod, nærmest i trance, og stoppede alle papirstumperne godt ned i naboens affaldsbøtte. Den store konvolut foldede jeg bare sammen og stak ned langs siden af det øvrige skrald. Og det afrevne papirstykke med mit navn på, krøllede jeg sammen og lagde i lommen til senere udsmidning.
Jeg sov ikke den nat.
Næste morgen da Hertha var kørt af sted med børnene, havde nattens storm i mine tanker endelig lagt sig. Og selvom jeg var meget træt, fik jeg alligevel løbet min daglige morgentur. Jeg havde god tid herefter, ikke noget på programmet før efter middag, hvor de 2 små skulle hentes. Det var fint vejr. En smule koldt, men da jeg stadig havde varmen efter at have løbet, lokkede jeg mig selv til også at tage en lille gåtur. Jeg gik ned mod branddammen.
Jeg kunne næsten huske hele brevet, og de sidste ord var de mærkeligste: "indledende informationer”. Det fik det jo til at lyde som en større sag. Jeg følte mig dog ikke skræmt, kun nysgerrig. Jeg fornemmede heller ikke at jeg havde nogen grund til at frygte noget ondt. For tilsyneladende var det jo ret harmløst. Mystisk, overraskende, teateragtigt, underholdende, ... men helt ufarligt. Indtil videre.
Inderst inde, allerinderst inde, var jeg bange og forvirret.
Jeg skrånede over den store plæne ved det lille palads, en sørgeligt forfalden bygning der nu havde stået tom i en del år. En gang havde det været et lettere misligholdt, men flot hus, med to små karakteristiske tårne i hver side, deraf navnet. Den gamle ejer havde testamenteret det til kommunen, men da tiden kom havde de ikke penge til andet end at rive de flotte mure omkring den store have ned og inddrage den til kommunal græsplæne. Huset tog graffitimalerne sig kærligt af. Et populært mødested.
To gange havde han sagt det til mig. Og nu også på skrift. Det var åbenbart meget vigtigt at dette forblev hemmeligt. Men hvordan kunne han dog vide at jeg IKKE havde fortalt min familie om den første oplevelse, men kun at det havde "været meget tæt på at gå galt", som der stod? Hvordan kunne han vide det? For hvis 100 mennesker kom ud for en lignende oplevelse, ville mindst 99 af dem da helt sikkert ende med at fortælle det til nogen. Ved første lejlighed. For 4 dage siden ville jeg nok have sagt 100. Så hvordan pokker kunne han vide det? Det var jo næsten stensikkert at jeg ville gå lige ind og fortælle det. Som enhver anden ville have gjort. Blev jeg overvåget, aflyttet i mit eget hjem?
Ned ved branddammen gik jeg til venstre ned mod papirfabrikken, tilbage igennem villakvarteret, forbi den tomme legeplads, og næsten hjemme.
Jeg forestillede mig, hvad der ville være sket hvis jeg nu HAVDE fået fortalt det til familien. Og først lige der blev jeg klar over hvor forsigtig og forudseende han egentlig var. Jeg ville jo være blevet til grin, hvis jeg i ramme alvor havde fortalt den skøre, men dog sande historie. ALLE ville være blevet til grin hvis de havde fortalt den:
Der stod en gammel mand, i et meget fint jakkesæt ude i regnvejret, som gav mig en rød konvolut og sagde at det var hemmeligt. Beviset er her, se selv!
Jeg kunne godt høre det. Alle tiders sikkerhedsforanstaltning. Det var simpelthen bare en forsigtig indledning. Og han havde selvfølgelig valgt en regnvejrsdag, så konvolutten kunne blive så godt og grundigt våd, at den ville ophøre med at være en konvolut, men ende med at være et eller andet ubestemmeligt og ulækkert. Jeg grinede lidt for mig selv, samtidig med at mistanken om at være blevet aflyttet voksede.
Men hvad så med anden gang, der fik jeg jo et fysisk bevis. Et ganske stort fysisk bevis. Men efter midnat, selvfølgelig. Så jeg var helt alene i bilen, og alle sov da jeg kom hjem, og alle var ude af døren næste morgen før jeg vågnede. Selvfølgelig. God tid til at tænke. Det var det, jeg også havde fået. Og måske helt afgørende, han var blevet mere sikker på mig. Måske fordi jeg aldrig selv bragte historien med den våde konvolut på bane igen.
Jeg trådte ind ad døren, og gik straks ud i bad. Jeg var nu helt afklaret. Jeg ville vente på den sidste konvolut. Endda utålmodigt.
Efter frokost hentede jeg Diana og Lukas fra børnehaven. Vi spillede Vildkatten et par gange, og legede lidt i puderne. Jeg gav dem mine selvopfundne dagens opgavepapir; små ord der skulle skrives, lette regnestykker man kunne tælle sig frem til, og så videre. Papirer med flotte og sjove tegninger med store firkanter til at skrive i. De kunne godt lide at lave dem. Det gik sikkert over når de startede i skolen. Det gjorde det med Augusta, i dag gider hun INGEN af de ekstraopgaver jeg kommer rendende med.
I en af dagens opgaver havde jeg sat en stor tegning af en pengeseddel, og pludselig ville Lukas spille Monopoly. For i lørdags havde han siddet og set Augusta og hendes 2 veninder spille det, og han mente godt det var noget han kunne finde ud af. Jeg sagde først nej, men han blev ved, som kun et barn kan blive ved. Og pludselig var de to. En uovervindelig hær.
De var meget begejstrede da der blev delt penge ud, og der blev holdt godt øje med om alle fik lige mange. Jeg gav 5 sedler til hver af os. De var ligeglade med tallet på sedlerne, bare antallet var det samme. Og selv om det virkelig tog lang tid at vælge bilfarve, var det intet imod den tid der blev brugt, hver gang en af dem skulle slå med terningen og derefter rykke bilen. Terningen skulle rystes uudholdeligt længe, bilen flyttes langsomt et felt ad gangen, og "hvor var det nu jeg stod, far?”
Den første grund Lukas landede på ville han selvfølgelig straks købe. Jeg sagde den kostede 1 seddel, hvorefter han lagde 2 sedler over i banken.
"hvorfor betaler du 2 sedler?" Spurgte jeg.
"der skal også hotel på," svarede han.
Det kostede mig 2 stykker vingummi at få afsluttet spillet før tid, og i stedet få dem med ned på legepladsen.
Der var ikke andre børn, så vi legede vores sædvanlige hjemmelavede fangelege. Men hver gang en ældre mand kom forbi troede jeg at det var ham - og blev lidt fraværende overfor børnene. Det irriterede mig pludselig, alle de forstyrrende tanker. På grund af ingenting, en spøjs gammel mand med røde konvolutter. Hvorfor skulle det være så hemmeligt og besværligt. Jeg ville gerne have det overstået.
Weekenden blev til et 2 dages langt og hyggeligt besøg hos farmor, hvor vi også lige var henne med børnene at se til farfar på hospitalet. Ingen bedring, ingen forværring. Mandag skulle jeg til almindelig øveaften med orkesteret. Tirsdagen var fridag for mig og forsvandt også i ubemærkethed, og pludselig var det onsdag. Og endnu ingen rød konvolut. Jeg var lettere frustreret, men samtidig også ligeglad. Meget typisk; en forebyggende ligegyldighed, Som for at komme en eventuel skuffelse i forvejen.
Da jeg havde lagt de to små i seng og kysset Hertha farvel, greb jeg cellokassen og gik ud til bilen for at køre til orkesterprøve. Jeg satte nøglen i, og drejede lige hovedet for at se om der måske lå noget på bagsædet. Ingenting, ingen rød konvolut. Men hvordan skulle han dog også være kommet ind i bilen?
Jeg kørte af sted. Og hvis ikke jeg på vejen blev stoppet af en gammel mand i forklædning, der på en eller anden skør måde overdrog mig en rød konvolut; ja så var det godt nok underligt. Det var jo allersidste chance, for jeg vidste at jeg HAVDE set rigtigt, der STOD "senest onsdag".
Men der skete intet på vejen. Og da jeg ankom, fik jeg øje på 2 af mine medcellister, og vi fulgtes ad op til indgangen. Der var selvfølgelig stadig den mulighed at det ville ske på hjemturen, ligesom sidst. Men det ville jo så først være efter midnat, og derfor teknisk set være torsdag. Jeg var både skuffet, frustreret, ligeglad og lettet. Og DEN sære blanding, blev til et større sug i maven af både skræk og glæde, da jeg oppe i omklædningen åbnede cellokassen. Der lå den.
Jeg åbnede den først da jeg var kommet hjem, og stadig sad i bilen. På hele hjemturen havde jeg forsøgt at regne ud, hvordan han dog havde kunnet få den ned i min cellokasse. Det måtte være sket et sted mellem mandag aften og onsdag aften, men der syntes ikke rigtigt at have været nogle muligheder. Med mindre han havde stået på lur i omklædningen mandag aften, for det var det eneste sted cellokassen kortvarigt havde været uden opsyn. Og hvis ikke der, så kunne det KUN være sketi hjemmet; og det var ... meget uhyggeligt.
Jeg åbnede konvolutten, og tændte kabinelyset for at kunne læse det stykke papir, der som lovet skulle indeholde "de indledende informationer".
De var meget detaljerede, og ABSOLUT kun indledende! Og derfor umiddelbart skuffende. Men efter at have læst brevet nogle gange, blev jeg alligevel grebet af nysgerrighed; og spænding. Det her var tilsyneladende ikke for sjov, men alvorligt ment. Dog var der jo altid den mulighed at det var en nøje tilrettelagt spøg, arrangeret af ens venner. Men i MIT tilfælde, kunne jeg desværre hurtigt udelukke den mulighed, for jeg havde faktisk ikke en eneste ven. Havde aldrig rigtigt haft nogen. Kun flygtige bekendte.
Kære Daniel Borutta Skriv bag på konvolutten hvilken dag og tidspunkt De næste gang skal køre alene af sted i bilen. Ikke til arbejde, men til noget hvor De kan køre af sted cirka 15 minutter før de plejer, og ankomme cirka 15 minutter senere end de plejer. UDEN at nogen vil bemærke det, eller finde det mystisk. De skal, uanset hvor De skal hen, først køre forbi "paladset". Der vil jeg stå og gøre tegn til dem om at stoppe. Min cykel er gået i stykker, kæden er knækket. Jeg går meget dårligt og beder Dem derfor om hjælp til at blive kørt hjem. De vil gerne hjælpe. Jeg stiger ind, vi lader cyklen ligge.
Denne historie må De gerne fortælle, hvis De bliver set af nogen De kender.
De har spørgsmål - jeg har svar. Vi har en halv time.
OBS: Når De har skrevet dagen og tidspunktet bag på konvolutten, læser De igen brevet et par gange. Derefter: Læg det tilbage i konvolutten, og krøl denne hårdt sammen. Smid den i kloakken gennem kloakristen ude på vejen.
Dette er IKKE en fejl. Jeg gentager: Læg brevet tilbage i konvolutten, og krøl denne hårdt sammen. Smid den i kloakken gennem kloakristen ude på vejen.
Tjepper
Det sidste lød mere end mystisk, men der stod jo ganske tydeligt at det ikke var en fejl, så jeg gennemgik straks de kommende dage for at finde et egnet tidspunkt.
Der var vist ikke mange, hvis overhovedet nogle. For ud over til arbejde, kørte jeg kun alene hvis Hertha lige bad mig køre hen at handle, og de tidspunkter kunne jeg jo aldrig vide på forhånd.
Jeg kom heldigvis i tanke om min brætspilsaften hver anden tirsdag med Paphovederne, som foreningen hed. Det var faktisk det eneste faste jeg overhovedet kørte til, så valget var nemt. Og da næste gang var her på tirsdag, skrev jeg : "Tirsdag, 18.45" bag på konvolutten.
Jeg plejede at køre af sted ved 19-tiden, så det ville ikke være usædvanligt. Det tog cirka 20 minutter at køre hen til Berthold, som altid stod for arrangementet, og vi startede sjældent før 19.45. Det var altså rigeligt med elastik til at lægge en halv time ind, i al ubemærkethed.
Jeg lagde brevet tilbage i konvolutten, og krøllede den hårdt sammen. Steg ud af bilen, og proppede den krøllede kugle gennem risten.
Jeg hørte den ramte vandet.
Skørt.
Jeg havde ikke været hverken nervøs, eller bekymret, eller spændt, i den lille uge der gik før jeg skulle møde den spøjse gamle mand igen. Faktisk fuldstændigt upåvirket. Det eneste jeg et par gange havde haft inde i tankerne, var hvordan han dog skulle kunne få den oplysning jeg smed i kloakken. Men da jeg kørte af sted klokken 18.42 den aftalte tirsdag blev jeg pludselig utroligt spændt, begyndte at ryste lidt på hænderne, og svedte.
Koldsved.
Jeg kørte hen forbi paladset, og der stod han. Han havde et ganske almindeligt jakkesæt på, mørkegråt, og på hovedet en lille kasket der passede til.
En fin gammeldags herrecykel lå i rabatten.
Han vinkede mig til standsning, og vi spillede det aftalte skuespil. Han fortsatte endda efter at han havde sat sig ind og lukket døren, ved tydeligt at pege ligeud, som for at vise andre at han fortalte mig hvor han boede. CIA kunne ikke have gjort det meget bedre. Måske var han fra efterretningsvæsenet? Jeg håbede pludselig at han var fra efterretningsvæsenet. Det ville forklare den overvågning og aflytning, jeg nu var helt sikker på havde fundet sted.
Han var IKKE fra efterretningsvæsenet!
"Kør til højre næste gang, og drej ind på parkeringspladsen ved Amstel Centeret. Det vil ikke være mærkeligt hvis nogen de kender skulle se Dem parkere lige her i dag. De plejer nemlig nogle gange at handle lidt chokolade og en enkelt øl til spilaftenen, ikke sandt?"
Han smilede indforstået. Jeg kiggede bare spørgende på ham.
"Parkèr ovre under træerne længst til venstre, og sluk bilen!"
Jeg gjorde som han sagde. Og lige da jeg havde slukket bilen, vendte han sig mod mig. Jeg kunne, ligesom første gang, ikke lade være med at bemærke hans milde, venlige og sympatiske ansigt. Han slog hænderne sammen:
"Endelig, Hr. Borutta."
Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige til den bemærkning, men det ønskede han heller ikke:
"De skal ikke sige noget, JEG begynder: Mit navn er Tjepper, og De skal de vide at INTET af det der skal ske vil medføre noget som helst farligt for hverken Dem eller deres kære. Det kommer heller ikke til at tage meget af deres tid, højst en halv time ligesom i dag, og højst et par gange. Og det vil alt sammen være fuldstændigt frivilligt.
Men allerførst, en lille gennemgang af Deres familie. Ret mig endelig hvis der kommer noget der ikke stemmer: Deres mor er Astrid Borutta, 60 år gammel, og ansat i staten som dommerassistent. Hun arbejder stadig og er frisk og rask. Deres far er Joachim Borutta, søn af en italiensk indvandrer, 64 år gammel. og ansat ved jernbanen som trafikkontrollør. For en måned siden var også HAN frisk og rask, og passede sit arbejde. Men under en mountainbike-tur i skoven sammen med nogle venner, faldt han pludselig om. Han blev hentet med fuld udrykning, og har ligget i koma lige siden.
Astrid og Joachim bor i Magdeburg. Det ligger cirka en times kørsel fra denne adresse: Braunschweig, Am Queckenberg 18; hvor De, Hr. Borutta, bor. Og Deres fulde navn er Daniel Varnic Borutta, 38 år gammel.
De arbejder som cellist i Hannover Operaen. Meget aftenarbejde og altid fri i dagtimerne, som De udnytter til at være mest muligt sammen med Deres børn. De elsker dem, og leger dagligt med dem og er altid bekymret for deres sikkerhed. De er også MEGET bekymret for Deres far, som De elsker næsten ligeså højt som Deres børn. De vil bryde helt sammen hvis han dør. Deres far var også altid meget sammen med Dem, da De var barn. Masser af leg, kærlighed og træning, og De er ham meget taknemmelig for alt hvad han har lært Dem, bortset fra at spille cello; for det har De lært Dem selv."
Han lavede sin stemme lidt om, da han citerede:
"Find et eller andet svært at blive rigtig god til, helt af dig selv."
Han skævede lige til mig:
"Var det ikke sådan han altid sagde?"
Jeg nikkede, jeg havde fået en lille klump i halsen, og kunne ikke sige noget. Jeg havde hørt den sætning mange gange, dog mest fra farmor, der altid lige kunne finde en anledning. Hun var jo selvfølgelig bare stolt, ligesom min far. Forskellen var bare at min far kun havde sagt det til mig da jeg var barn, mens min mor tilsyneladende havde tænkt sig at blive ved med at sige det, så længe jeg var voksen. Han kunne se at jeg var berørt, og indskød en lille pause.
"Deres kone er Hertha Borutta, 36 år gammel, og ansat som receptionist for transportfirmaet DSV i Salzgitter.
De mødte hende under en ferie på Island. Resultatet er 3 søde og sjove børn. Diana på 4, Lukas på 5, og Augusta på 8.
Herthas forældre bor i Boden See, helt nede ved grænsen til Svejts. De ses kun til fødselsdage og højtider, for Hertha har et anstrengt forhold til sin mor.
Hertha går til linedance om fredagen, og De kører til brætspilsaften hver anden tirsdag. Deres familie er således en ganske almindelig familie, bortset fra at den kun har et enkelt vennepar. Familien Glockner, som bor lige i nærheden, og som De ret beset kun er venner med fordi børnene leger godt sammen."
Jeg kunne kun sidde og nikke til alt hvad han fortalte, og var virkelig både overrasket og faktisk temmelig chokeret over alt det han vidste.
Han foldede hænderne.
"Og nu … vil jeg fortælle lidt om mig selv. Jeg gør det bedst ved at fortælle hvem jeg IKKE er, og hvor jeg IKKE kommer fra. Jeg ved dog at denne oplysning kan forårsage både latter og vrede, og såmænd også medlidenhed -i vilkårlig rækkefølge. Det siges at være uundgåeligt. Men jeg håber at mine 3 konvolutoverdragelser har afsløret at jeg ikke bare er en helt almindelig gadekunstner. Samt at min lille gennemgang viser at jeg ved mere om Dem og Deres liv, end andre gamle mænd."
Han grinede spøgefuldt. Jeg smilede usikkert tilbage.
Han sagde det meget langsomt:
"Jeg er hverken engel eller Gud, … og Jeg kommer ikke fra denne verden."
Jeg stivnede, trak ikke vejret. Og så grinede jeg. Det var bare for komisk, jeg kunne ikke lade være. Da jeg dæmpede mig lidt igen, konstaterede han tørt:
"Jeg hører at De vælger at starte med latteren."
Så grinede jeg endnu mere, og han kom nu også selv til at grine.
Da vi faldt ned igen, klappede han mig kærligt på hånden:
"Vi skal nok blive gode venner."
Jeg slappede nu helt af, og følte at vi var vendt tilbage til virkeligheden. Men til min store overraskelse fortsatte han:
"De vil senere blive overbevist om at jeg taler sandt.
Men det er en svær proces, og den tager tid. Det er ikke nok at forstå, man skal også erkende og fuldstændigt acceptere."
Det gik op for mig at han faktisk selv troede på det.
Jeg følte straks medlidenhed med ham, og indså at jeg nu nok havde spildt en masse tid og tanker. På en skør gammel mand, der sikkert bare havde udspioneret mig og været god til at planlægge, og iscenesætte. Han sad afventende. Jeg kiggede overbærende på ham, og forsøgte at afslutte samtalen på en pæn, men bestemt måde:
"Du er en sjov gammel mand, men jeg ..."
Han afbrød mig:
"Det var så latter og medlidenhed. Så mangler De kun vrede."
Han havde desværre fuldstændigt ret:
"Helt ærligt, nu stiger du ud af min bil. Og du skal ikke genere mig mere, hverken med røde konvolutter eller åndssvage skuespil, SLUT!"
Til min store glæde så han ud til straks at acceptere det. Han rakte hånden frem til farvel, og sagde:
"Jamen så vil jeg da sige tak for denne gang."
Jeg tog lettet imod hans hånd og sagde:
"Farvel!"
Og så ... FORSVANDT han! Jeg fik et KÆMPE chok. Jeg sad trykket helt bagud i sædet, og trak vejret i hurtige ryk med åben mund. FRYGT. I hele kroppen. Jeg så det for mig ske, igen og igen. Han var der, han var der ikke. Han var der, han var der ikke.
Det mest ubehagelige var dog den hånd jeg holdt om, der pludselig ... bare efterlod min hånd hængende ud i luften.
Efter et par minutter forsvandt frygten og jeg endte med at sidde og stirre vantro lige ud i luften. Helt tom i tankerne. Forstenet.
Langsomt kom lydene fra parkeringspladsen tilbage i mine ører. Indkøbsvognenes raslen. Børn. Biler der startede. Jeg blinkede hurtigt og flere gange, øjnene var blevet helt tørre. Jeg kiggede på uret, den var 19.17. Jeg kom i tanke om Paphovederne, min brætspilsaften; jeg måtte køre.
Lige da jeg havde startet bilen, fangede mine øjne noget på sædet hvor han havde siddet. En lille rød konvolut. Jeg grinede lidt, og blev i det samme også grebet af frygt. Jeg tog en dyb indånding, og indså at det nok var bedst først at åbne den senere, på vejen hjem efter spilaftenen.
Jeg tabte med vilje det sidste spil hurtigt, og forlod med lidt påtaget hovedpine bordet som den første. Klokken var derfor kun 23.14. da jeg var næsten hjemme. Der var en risiko for at Hertha var oppe, så jeg kørte ind til siden 200 meter før. Tændte kabinelyset og åbnede konvolutten.
Kære Daniel
Jeg står igen om 2 uger på parkeringspladsen ved Amstel Centeret, til venstre ovre under træerne, klokken 18.45. Hvis De kommer kan vi fortsætte. Hvis De ikke kommer, hører De aldrig fra mig igen.
For at kunne beslutte Dem for, om De vil fortsætte eller ej, er det dog vigtigt at De ved, hvad min opgave går ud på. De må læse nedenstående grundigt, og mange gange.
De er udvalgt. Og jeg er blot en udsending. Min opgave er i første omgang at præsentere Dem for et liv efter døden.
Det er et uforpligtende tilbud til Dem. Om De ender med at takke ja eller nej, vil IKKE ændre Deres nuværende liv på nogen måde. Det vil KUN ændre tiden EFTER Deres død, og selvfølgelig KUN hvis De takker ja.
Men der er MEGET mere i det, end blot dette tilbud. Derfor skal De først ud på en lille rejse, før De beslutter Dem. De vil senere forstå at det er nødvendigt, og De vil blive lykkelig, når De undervejs finder ud af grunden. De vil erfare at tilbuddet er større end De kan forestille Dem.
Men De vil også erfare at verden er anderledes end De troede.
Det er som sagt helt frivilligt om De vil fortsætte. Jeg forstår dog, og accepterer fuldt ud, hvis De ønsker at stoppe her. Men jeg håber så inderligt at nysgerrigheden til sidst får overtaget.
HUSK: Læg brevet tilbage i konvolutten, og krøl denne hårdt sammen. Smid den i kloakken gennem kloakristen ude på vejen.
Tjepper
PS. Jeg undskylder min sortie, som kan være skræmmende. Men De forstår vel at vilde påstande, kræver vilde beviser!
Endnu en nat uden søvn.
Det var onsdag morgen, og samme aften skulle jeg på arbejde helt til midnat; Svanesøen, igen. Jeg sov derfor hele formiddagen, lige til jeg skulle hente børnene. Og fra nu af måtte jeg kæmpe mig igennem dagene, anstrenge mig til det yderste for at ingen skulle opdage mit indre kaos. Det var uoverskueligt og uudholdeligt.
Jeg ville allerhelst slå det hele hen som det rene vrøvl, og jeg forsøgte stædigt. Igen og igen og igen. For ALT hvad han havde gjort, var jo skørt. Og ALT hvad han havde sagt, og ALLE brevene; var jo de fineste eksempler på vrøvl. ALLE raske mennesker i hele verden ville karakterisere det som vrøvl. Men hver gang jeg forsøgte, kom hans forbandede forsvindingsnummer og krævede at jeg tog fejl. Men tvivlen gav ikke op, og forsøgte i stedet at bringe alt andet i tvivl. Til sidst mig selv. Havde jeg overhovedet oplevet alt dette? Var det ikke bare noget jeg havde drømt?
Var jeg ved at blive skør?
Men efter en meget lang uge, hvor jeg rigtigt nok VAR ved at blive skør, lagde tvivlen sig omsider; langsomt opgivende. Jeg begyndte at sove bedre, og blev mere struktureret i mine tanker. Den følgende uge lagde jeg en plan: Jeg ville gerne møde Tjepper igen, men jeg ville være forbeholdende og forberedt.
Jeg brugte mange dage på at udtænke de rigtige spørgsmål, og mandagen før næste spilaften fik jeg endelig skrevet en liste med 9 spørgsmål. Og hvis de blev besvaret tilfredsstillende, ville jeg overveje at fortsætte.
Nysgerrigheden sejrede.
Jeg skrev dem over på en ny og mindre seddel, og maskerede dem. Kun udvalgte ord, og komma i stedet for tal. Nu kunne jeg have sedlen i min pung, og risikerede ikke noget hvis en eller anden uforvarende fik fat i den. Den oprindelige seddel røg i kloakken. Nu var jeg klar.
Jeg kørte ind ved Amstel centeret og parkerede det aftalte sted. Den var 18.42. Jeg slukkede bilen og ventede. 18.45 kom han gående inde fra centeret, med en fransk hotdog og en cola. Han var åbenbart meget sulten og tørstig, for længe inden han nåede over til bilen, var han færdig. Han smed servietten og dåsen i en af de sidste skraldespande han passerede. Og da han var kommet helt hen til bilen, lænede jeg mig over og åbnede døren til ham. Han slog en lille bøvs, efterfulgt af et høfligt "undskyld", og satte sig ind. Jeg prøvede at være lidt sjov:
"Det der lød ellers MEGET menneskeligt!"
Han smilede og satte sig til rette:
"Vi to er meget mere ens end De er klar over, Hr. Borutta"
Han trak en seddel op af inderlommen, og sagde:
"Allerførst tak fordi De alligevel dukkede op i dag. Og en speciel stor tak fordi De også medbragte Deres gode humør. Jeg vil gå lige til sagen denne gang, da vi begge er godt forberedte."
Han opdagede at jeg var ved at fiske min hemmelige seddel med spørgsmålene op af min pung. Han lagde venligt sin hånd ovenpå min, som for at stoppe mig.
"De behøver ikke. Jeg har dem her, spørgsmålene."
Selvfølgelig havde han det, hvor var jeg dum. Jeg grinede på den der stille måde, hvor man former sin lukkede mund til et lille smil, og samtidig puster kort og kraftigt ud gennem næsen. Som når noget er både overraskende, og indlysende. Han skævede lige kort til mig.
"Jeg tager dem i rækkefølge, og må tilstå på forhånd, at der er ET spørgsmål jeg ikke kan besvare. I hvert fald ikke lige nu. Men vi starter, og vær venlig ikke at afbryde før jeg er færdig. De får også svarene på skrift, bagefter."
Han foldede papiret ud og læste både spørgsmålene og svarene op for mig:
"1. Hvor går denne rejse hen? ... Ja, det umiddelbart mest forståelige svar for Dem, vil være til dødsriget, himlen, de evige jagtmarker, den anden side eller det hinsides. Men det rigtige svar er: MIN verden.
2. Hvordan skal rejsen foregå? ... Ved hjælp af en lille rød pille, som De skal tage. Derefter vil De blive overført. Men bare rolig, jeg står i den anden ende og tager imod Dem. Og De er tilbage før De aner, uden en skramme.
3. Hvor lang tid skal jeg være væk? ... Se, det er et spørgsmål med to lige gode svar. Rejsen strækker sig over 3 dage, og De vil være væk i præcis 48 timer, med oceaner af indtryk, overraskelser, ufattelige informationer og utrolige oplevelser. Men INGEN i Deres egen verden vil opdage at De har været væk. Så svaret kan også være: nul sekunder.
4. Hvornår starter rejsen? ... Om 14 dage. Så De har god tid til at beslutte Dem.
5. Vil Tjepper være sammen med mig under hele rejsen? ... Ja, det vil jeg. Det kan slet ikke lade sig gøre uden mig. Og De skal ikke bekymre Dem om ting der kunne gå galt undervejs. For INTET kan gå galt. JEG styrer det hele. Og JEG kan hverken dø eller forsvinde (mod min vilje!)
6. Kan jeg til enhver tid afbryde rejsen? ... Ja, men De kan ikke komme tilbage før der er gået enten 24 eller 48 timer. Men jeg kan garantere Dem for at det ikke bliver aktuelt.
7. Kan jeg tage med på rejsen, og stadig takke nej bagefter? ... Ja, det er kun et tilbud.
8. Skal alt forblive hemmeligt, og kan jeg aldrig tale med nogen om det, overhovedet? ... Uanset om De vælger at tage med på rejsen eller ej, må De selvfølgelig aldrig tale med nogen om det. De er jo ikke dum - så De kan godt se hvor meget det ville forvirre og skade Deres børn og bekymre Deres kone. Dette er fra nu af, Deres egen helt private hemmelighed.
9. Hvem har udvalgt mig? ... Dette svar må vente til vi er deroppe. De vil senere forstå."
Han tog en lang indånding, som for at sige at han nu var færdig. Det gjorde jeg også, næsten samtidig, som for at sige at, det var vel nok en ordentlig mundfuld. Så grinede vi lidt af dette sammenfald. Han rakte mig papiret:
"Samme procedure: Læs det så mange gange De vil. Derefter, krøl det sammen og ned i en kloak."
Han kiggede ventende og let spørgende på mig, for at sikre sig at jeg havde forstået. Jeg nikkede.
"Godt, hvis De kommer her igen om to uger på samme tid, så betyder det at De er klar. Og vi tager af sted."
Han smilede og rakte mig hånden til farvel. Han fornemmede min betænkelighed.
"Ja, De kan roligt tage min hånd denne gang, jeg har ikke noget at skulle bevise. Desuden skal jeg også først lige over i centeret og have lidt chokolade og en god gammeldags spadseretur rundt i byen."
Jeg gav ham alligevel lidt mistænksomt hånden. Vi sagde farvel og han steg ud og gik over mod centeret.
Der var altså noget virkeligt sympatisk ved denne gamle mand. Hans humor, og altid ualmindeligt fine og høflige sprog. Lidt gammeldags, men altid præcist.
Jeg gav mig straks til at læse alle svarene, igen og igen. Jeg var overraskende meget beroliget, og følte mig egentlig tryg ved situationen. Det lød jo også ganske risikofrit og spændende. Og uforpligtende.
Men dette tilbud. Dette umiddelbart værdiløse tilbud. Jeg kunne umiddelbart ikke bruge det til noget. Jeg havde jo aldrig sådan rigtigt tænkt over livet efter døden. Det sagde mig ikke noget.
Men der stod at jeg ville blive lykkelig over at være taget med, for der var mere; MEGET mere. Tilbuddet ville vise sig at være meget større end jeg kunne forestille mig, og verden anderledes. Og hvem havde udvalgt mig, og hvorfor. Og hvordan.
Nysgerrigheden boblede som lokkende spørgsmål i mig. Jeg var sikker på at jeg ville ende med at overbevise mig selv om at tage med. Desuden ville ingen jo kunne se at jeg havde været væk. Nul sekunder.
Jeg VAR, tydeligvis, allerede overbevist.
Jeg kørte til spilaften.
De to uger indtil næste møde var smertefrie denne gang. Livet gik som det plejede. Vi var til en børnefødselsdag hos familien Glockner, og Diana var en tur hos tandlægen. Ellers ikke noget. Jeg tænkte ikke meget over det, ventede bare.
Tirsdag klokken 18.41 sad jeg der igen. Klar til afgang. 18.42 sneg det sig alligevel ind på mig. Hjertet kravlede langsomt op i halsen. Jeg begyndte at svede, og 18.43 kiggede jeg på mine hænder: de rystede. Jeg var på ingen tid pludselig blevet både bange og nervøs; som aldrig nogensinde før. Som en astronaut under nedtællingen, ude i sin lille rumkapsel på toppen af raketten. 7 … 6 … 5 ...
Han kunne se det på mig, allerede da han kom gående. Han pjattede for at berolige mig. Luntede som en cirkusklovn fra side til side hen imod bilen, med armene ud til et stort favntag og et overdrevet kæmpesmil, som var han lykkeligt overrasket over at se mig. Jeg måtte grine lidt. Det hjalp en smule. Han satte sig ind:
"Nu skal De passe på, ikke at være så nervøs at De får et hjerteslag. Vi overfører ikke døde mennesker."
Og skønt det egentlig også var sjovt, kunne jeg ikke grine igen, jeg havde ikke mere grin tilbage i mig. Kun alvor og nervøsitet. Panik og angst. Jeg undskyldte.
"Det er HELT normalt," sagde han, og tilbød mig et stykke tyggegummi fra en lille slikpose han havde i lommen. Jeg tog imod det, pakkede det op med mine let rystende hænder, og puttede det i munden.
"Det var da ikke så slemt, vel?"
Jeg kiggede forskrækket rundt, og lod mine hænder føle bekræftende og undersøgende rundt på min krop. Jeg havde helt sort tøj på, af noget tykt men blødt stof. Og røde laksko.
"Er farven i orden, eller er den for vild?" Spurgte han da jeg stirrede ned på dem. Jeg kunne intet sige, jeg var helt paf. Ikke over de røde laksko, men over at jeg pludselig stod her. I et temmelig stort sekskantet, og helt tomt rum. Og den gamle mand, Tjepper, der stod et par meter fra mig og stillede underlige spørgsmål. Så gik det op for mig, og jeg brød ud i et lettelsens suk, samtidig med at jeg svarede lidt forsinket på hans første spørgsmål:
"Nej, det var da overhovedet ikke slemt." Han kom smilende over mod mig:
"Velkommen Daniel. Og undskyld min lille hvide løgn om den røde pille. Den er slet ikke nødvendig, som De kunne se."
Han rettede lidt symbolsk på min jakke.
"Og til lykke med Deres nye kluns, jeg håber det falder i Deres smag."
Jeg kiggede igen kort ned på de røde laksko. Jeg valgte ikke at sige noget, og lod i stedet mine øjne fange af det glinsende loft. Det havde en underlig diffus og halvgennemsigtig blå farve, men virkelig flot og speciel. Væggene derimod var matte og lysegrå, og på hver væg var der i midten en lille sort prik. Og øverst på hver væg stod noget på et sprog der umiskendeligt mindede om Italiensk. Han lod mig kigge interesseret rundt.
"En lille vigtig information: En sort prik på en væg indikerer at denne væg er en slags avanceret dør. Når man går hen imod den, bliver væggen mere og mere usynlig, jo nærmere man kommer. Og når man er helt tæt på, er væggen forsvundet. Således kan man gå igennem uden at risikere at støde ind i en eventuel modgående. Vi kalder dem vægdøre, og det er en af de kun ganske få ting i denne verden De ikke genkender. Men lad os gå ind i det rum, de fleste rejsende kender. For De er jo en slags rejsende!"
Han gik over mod en væg hvor der stod: Ad Libitum. Jeg fulgte efter ham, og opdagede ganske rigtigt at jo nærmere jeg kom væggen, jo mere usynlig blev den. Og jo mere synligt blev så også det, der var på den anden side. I dette tilfælde: En typisk terminalbar! Selvfølgelig. Meget eksklusiv, og meget tom, men virkelig flot, elegant, og indbydende.
Da jeg var gået igennem vendte jeg mig lige om, og så at man fra denne side af væggen stadig kunne ane lidt af det rum vi kom fra. Men jo længere væk vi gik, jo mere massiv blev væggen igen. Spøjst, og smart. Tjepper kaldte mig hen:
"Vi sætter os her ved vinduet, hvad kunne De tænke Dem at drikke?"
Jeg satte mig ned:
"Bare en cola med isterninger."
Han gik op til baren. Jeg spejdede rundt. Man kunne ikke rigtigt se ud af vinduerne, de virkede slørede, som på en grå regnvejrsdag. Der var hyggemusik i baggrunden, ganske afslappende. Han kom tilbage med et lille glas cola med isterninger til mig, og et lidt større glas med noget tofarvet et-eller-andet til sig selv.
"Er jeg død nu?" Spurgte jeg for at indlede.
"Nej, bare stoppet, og midlertidigt overført. Men lad os starte med det første rigtige chok."
Han tog glasset og drak halvdelen i èt hug. Jeg fulgte efter med en noget mere behersket tår af min cola.
"Jeg håber De er klar," sagde han som en høflig indledning.
"De lever i år 2019, men dette er år 458 millioner og 630.449, for at være helt nøjagtig."
Jeg så måbende på ham:
"Er jeg kommet til fremtiden?"
Jeg måtte lige synke en gang:
"Altså 458 millioner år frem i tiden?"
Han rystede på hovedet:
"Nej, dette er ikke fremtiden. Dette er nutiden. DE, kommer fra fortiden."
Han tømte sit glas, og gav mig et øjeblik til at prøve at forstå det. Og tilføjede så et ord:
"En KOPI af fortiden."
Jeg kiggede uforstående på ham, faldt helt tilbage i sædet og sad med let åben mund. Der blev stille, og mørkt - akkurat som hvis jeg var blevet slået ud af et slag i hovedet. Jeg var helt væk.
Langsomt kom lyden og lyset igen, og jeg var tilbage; desværre kun for lige at høre ham tilføje endnu et ord:
"En DIGITAL kopi af fortiden."
Kortslutning. Ingen tanker, ingen bevægelse. Jeg trak ikke vejret.
"Nu er De vist rigtig død," sagde han for sjov.
Jeg blinkede en enkelt gang, det var faktisk det eneste jeg kunne.
Han lod mig sidde at stirre, og sagde at han ville gå op og hente en Bloody Mary til mig. Jeg kunne slet ikke håndtere disse ufattelige informationer, og havde lukket ned. Trykket på nødstop. Prøvede at ignorere mine egne tanker.
Men virkeligheden trængte sig ubarmhjertigt på, og jeg flød til sidst udmattet og opgivende til overfladen, nogenlunde samtidigt med at han kom tilbage og satte et glas foran mig.
"Tag en ordentlig tår," foreslog han.
Det gjorde jeg, og takket være den røde peberdrik, blev jeg nu en anelse mere klar, men fik også blanke øjne og en hæs stemme der lød grådkvalt. Jeg spurgte nærmest i fortvivlelse, med en blanding af vantro og nysgerrighed:
"En digital kopi af fortiden. ...hvordan en kopi, ... og hvor henne?"
Han svarede ikke, men rejste sig:
"De skal vist lige sunde Dem kan jeg se, så jeg henter mig lige en kino mere. Så drikker vi ud og bagefter kan vi gå hen og se nærmere på Deres verden."
Den tofarvede væske han drak hed åbenbart en kino. Men hvordan kunne man drikke ud, når man ikke en gang havde hentet det man skulle drikke ud? Han var vist afhængig af denne blanding.
Jeg tømte colaen, ubevidst og uden at smage den - sad bare slap og fraværende og prøvede at forstå det umulige. At hele min verden altså blot var en kopi, og tilmed ikke engang en fysisk kopi. Men kun en digital kopi. Af verden ... for 458 millioner år siden. Hvilken uvirkelig uvirkelighed.
"Skål," sagde han imens han satte sig ned, og drak igen cirka halvdelen af glasset i èt hug.
"Skål," svarede jeg og tømte min Bloody Mary helt. For at vise at jeg også kunne være med; og i særdeleshed for at dulme mig. Så meget at jeg igen fik tårer i øjnene. Og minsandten om ikke han lige straks derefter tømte sit glas. Han var bestemt en tørstig herre. Han rejste sig igen og gik tilbage over mod væggen vi var kommet ind af:
"Kom med."
Jeg rejste mig og fulgte efter, og vi gik tilbage ud i ankomsthallen. Krydsede lige over, og igennem den modsatte væg, hvor der bare stod: 000. Det var et lille, halvmørkt og ottekantet rum hvor loftet og alle væggene var grønlige. Og kun den væg vi var kommet ind gennem havde en sort prik. I midten af rummet svævede noget der lignede en mørkegrøn glaskugle på størrelse med en tennisbold.
"Her er Deres verden."
Han pegede på den lille kugle:
"Og De kan vi jo selv lige se hvordan det står til derinde."
Rummet forsvandt, og pludselig var det som om jeg stod under træerne ved parkeringspladsen foran Amstel Centeret. Det gjorde jeg ikke, for jeg kunne ikke se min egen krop, uanset hvordan jeg bevægede mig. Men jeg kunne se det hele som om jeg faktisk stod der. Jeg kunne kigge rundt alt efter hvordan jeg bevægede mit hoved.