ISBN 9788743012580
Mon der snart er nogen
tilbage, som ikke har været på slankekur – som minimum lige efter
jul?
Rent teoretisk er det iflg. eksperterne ikke særlig svært at tabe sig – man spiser bare mindre end man bruger, og så går det af sig selv. Det er efter min mening en sandhed med temmelig mange modifikationer ikke mindst af fysiologisk art, og heldigvis er videnskaben også begyndt at forstå, at vi dels er forskellige, og dels at kroppen er et selvregulerende system, som ikke altid er lige villig til at lade sig sy om.
Jeg har selv været på kur – mere end én gang – og kender turen på egen krop. Jeg har også været opmærksom på andre, når de har forsøgt sig – hvad enten det har været venner eller kolleger eller folk på tv, som kæmper med vægten som underholdning for andre.
Vægtproblemer er ikke underholdning – den er benhård og ubehagelig virkelighed, og den virkelighed indeholder desværre også, at selvom nogle forsøger sig med 'big is beautiful', så er det kun ordskvalder, for store størrelser diskrimineres lige så meget som de altid er blevet, og overvægt forbindes med en massiv række af negative egenskaber som dovenskab, uærlighed, sløvhed, mangel på selvbeherskelse osv., og de fordomme starter allerede i vuggestuen.
Oven i er så kommet, at overvægt angiver ens sociale status – jo federe jo lavere – det er de fattige, der er tykke. Som vægten stiger, kravler man lige så stille ned ad den sociale rangstige, til man ender i bunden. Det gælder helt overordnet – og det gælder også i de nære, sociale hierarkier, man indgår i – familie, venner og kolleger. I alle sociale sammenhænge findes et mere eller mindre synligt magthierarki – dem der 'er noget', og dem der ikke er. Og de tykke er nederst. Og der bør de venligst blive, hvis omgivelserne får deres vilje. Der er intet så bekvemt, som at kunne se ned på nogen, der er federe end en selv.
Mange mener, at vi er blevet federe, men det føler jeg mig nu ikke så sikker på. Jeg tror snarere, nogle blive tykke tidligere – og andre faktisk slet ikke i samme grad som før. Hvis man ser på gamle film, er det åbenlyst, at de fleste i en 'moden alder' har et vist omfang, og at have 'pondus' betyder at man har tyngde – helt bogstaveligt. Før i tiden signalerede overvægt, at man var rig og havde råd til at spise masser af mad. Nu er det lige omvendt.
Velvære hører sammen med en krop, der ikke er belastet af at slæbe rundt på for meget, og sammen med at få bevæget sig. Vi er bygget til at skulle bruge kroppen, og den har faktisk bedst af at blive brugt. Det er en smule vanskeligt bag et skrivebord, men så må man bruge andre muligheder – eller indrette sig med en cykeldims under skrivebordet.
Både vægt og velvære hænger også i høj grad sammen med en psykiske velbefindende, og jeg vil derfor starte med at tage fat i alle de mekanismer, som man kan hænge i, og som vil forhindre et effektivt vægttab, fordi man ganske enkelt bruger sin overvægt til noget. Uanset hvordan du har det – udover at være overvægtig, siden du har valgt at læse denne bog – så tjek de afsnit igennem for at være sikker på, at du ikke spilder de gode intentioner, fordi du faktisk har et andet projekt kørende, som er stærkere end dit ønske om vægttab.
Derefter kommer der et af snit om mad – og så om motion. Man taber sig generelt ikke af motion – der skal voldsomt meget til i så fald – men de rigtige øvelser hen ad vejen kan i hvert fald modvirke at ende som en udstilling af røvballegardiner, når man tager tøjet af. Når fedtet skal væk, kan det være smart at være med til at beslutte hvorhenne og om det evt. skal erstattes med muskler. Det sidste er en god ide, for det er musklerne, der brænder fedtet, så jo flere muskler – jo bedre forbrænding. Forudsat man bruger dem.
Til sidst et afsnit om at lave nye vaner og traditioner. Det kan man nemlig godt.
Mad indtager en central plads i alle kulturer. Mad er et vigtigt symbol i mange sammenhænge. Mad er derfor frygteligt svært at komme udenom.
Siden tidernes morgen har sult været den største trussel i et menneskes liv. Måske er vi endda genetisk bygget til at spise lidt mere end nødvendigt - 'for en sikkerheds skyld'. Vi har et måltid foran os nu - vi ved ikke, om vi også har et i morgen. Denne frygt er blevet bestyrket gennem årtusinder, hvor måltider ikke var selvfølgelige; hvad de desværre stadig ikke er alle vegne.
Kulturelt har det givet grundlag for, at mad er blevet en måde at bekræfte omsorg og venskab på. At dele sin mad med nogen er det største offer, man kan give, hvis man ikke ved, om der er mere mad i morgen. I nomadetraditioner er det stadig sådan, at hvis man er inviteret på noget at spise, så er man 'gæsteven' og dermed under værtens personlige beskyttelse. Så er man 'familie'. I lande som Ukraine byder man stadig officielle gæster på ceremonielt 'brød og salt'. Med nøjagtig samme baggrund. Man spiser ikke med sine fjender.
Det er stadig - også hos os - nærmest en naturlov, at hvis man inviterer gæster, skal de have noget at spise. Også selvom det kun er kaffe og småkager. Men at invitere nogen, uden at byde dem noget er uhøfligt grænsende til det chokerende. Uhørt. Umuligt.
Det kan være svært at være på slankekur eller bare 'kost-bevidst' på den baggrund. Men det er muligt. Det er muligt at invitere gæster på noget, som ikke er et orgie i fedt og sukker, og det er muligt at lave snacks af grøntsager - og hvis man giver te eller mineralvand og ikke rødbedesaft til, så virker det ikke provokerende frelst.
Mad - eller rettere noget at putte i munden - er desværre blevet udvidet til også at florere uden for måltiderne. Vi skal spise, når vi ser tv, når vi er i biografen, når vi læser, når vi arbejder, når vi ...