reading

I årene 1909-12 udgav Vilhelm Grønbech sit firebinds værk Vor folkeæt i oldtiden om religion og kultur i det førkristne Norden. Værket blev senere udvidet og genudgivet i 1955. Den udvidede udgave er senest genudgivet i 2020 af Heimskringla Reprint.

Da Edvard Lehman i 1924 udgav sin store religionshistorie, indeholdt den et længere bidrag af Vilhelm Grønbech under overskriften Nordisk religion. Det er dette afsnit, som udgør første del af denne bog. Her sammenfatter Grønbech hovedtankerne i Vor folkeæt i oldtiden.

I 1913 havde Grønbech som en slags epilog til Vor Folkeæt udgivet en lille bog med titlen Religionsskiftet i Norden. Denne blev senere genoptrykt i omarbejdet form i antologien Kampen om mennesket, 1930. Det er denne udgave af Religionsskiftet, som udgør anden del af denne bog.

I.
Nordisk religion

Nordboernes syn på livet og verden

Slægten

Få folk på jorden har efterladt sig så rigt et vidnesbyrd som vore forfædre; i digtning og jura, i sagn og saga har de udmejslet deres idealer så alsidigt og så kunstfuldt, at de derved har sikret sig den udødelighed i eftermælet som for dem var livets højeste gode. Deres historiske sagaer fører os midt ind i livet og lader os blive hjemmevant i kongsgården og i bondestuen; de viser os menneskene i deres daglige færd, men altid i begivenheder der tvinger personerne op i deres højeste plan. Fortællingerne drejer sig hovedsagelig om kamp og hævn, men i kampen åbenbarer disse mennesker deres inderste sjæl, eftersom striden altid står om ære, selv der hvor dens nærmeste genstand er jord og kvæg og herskermagt; disse store og små helte er trods det ensformige våbengny evig unge og evig dragende, fordi de aldrig kan finde ro, men stedse må sætte livet ind for det som er større end al udvortes lykke. Bag sagaerne står en rig heltedigtning, der fører samme idealer og livskonflikter frem i end mere storstilede dimensioner; dens storhed og sandhed beror på, at den skildrer helte som vel føler og handler langt ud over det daglige livs mål, men som altid bevæges af samme åndelige realiteter som dem der bestemmer over liv og død for almindelige mennesker.

Når vi åbner vore fædres saga, springer vi ind i en verden hvor tankerne går i helt andre baner end hos os. Endnu i det attende århundrede var denne verden lukket: Datiden kunde ikke finde andet end vilde, overtroiske barbarer i disse kæmper, der levede for strid og hævn; man sagde som Bastholm, at hævn er en ulyksalig fordom, som kvæler samvittighedens stemme og udsletter alle taknemmeligheds følelser, og historiens nytte kan kun være den, at vi indser vigtigheden af forstands og moralitets kultur og lærer at sætte pris på velindrettede stater, og vise love. Det var romantikerne som af længsel efter et rigere og mere bevæget sjæleliv brød igennem og fandt lidenskabens storhed bag en Brynhilds hævntørst; de indså, at hævnens rå skikke var udslag af stærke vejr i hjærterne, og gennem følelsens storm følte de sig i slægt med fortidens mennesker. Men der er fare for at romantikerne har gjort de gamle helte lidt for umiddelbart fortrolige, de har ubevidst digtet kæmperne og deres stolte kvinder om efter moderne stemninger, så at vi har svært for at se deres ejendommelighed og ofte nok glider tankeløst hen over de problemer som sagaernes menneskeskildringer stiller. Den gamle betragtning af den nordiske »troslære« som »rå og vild folketro uden højere livsmål end krig og rov« slog om i en fantastisk begejstring for Edda som den ældste og dybeste religionslære i verden. Nutidsmennesket skylder romantikken tak, fordi den har åbnet mulighed for en forståelse af den gamle verden, men han må forsøge at nå til at stå ansigt til ansigt med sagaens skikkelser for at fatte deres egenart og lodde dybden i deres menneskelighed. Og da vil det vise sig, at han må lægge mange af sine tanker om, hvis han skal vinde en sand fortrolighed med livet, som det levedes i det gamle Norden.

En af de mest imponerende, dybeste og særeste skikkelser er Egil Skallegrimsøn. Efter en stormfuld ungdom og manddom sad han på sin gård, Borg, på det sydvestlige Island som en mægtig bonde, æret og frygtet viden om. Henimod slutningen af sit liv blev han ramt af store sorger: en af hans sønner døde af sygdom, og kort efter druknede hans yndlingssøn ude på fjorden. Da Egil hørte, at liget var drevet op, red han ned til kysten og hentede sin søn; han tog ham op, satte ham i sit skød og red med ham hen til sin faders gravhøj. Han lod højen åbne og lagde sin søn ved Skallegrims side. Derefter red han tilbage til Borg, lagde sig i sin seng og skød slåen for døren, og der lå han dag og nat til tredie dag uden at smage mad eller drikke. Husfruen vidste da intet andet råd end at sende bud efter deres ældste datter, Thorgerd, og hun fik ved list faderen lokket til at spise, for at han kunde digte et arvekvad over sin søn. Og alt som Egil kvad, blev han sig selv, og da kvadet var kvædet til ende, steg han op og satte sig i sit højsæde.

»Havet bruser dernede foran døren, hvor frændens Helskib er lagt, Min slægt bøjer sig mod fald som skovens stormpiskede træer. Grumt var det hul som bølgen brød i min faders frændegærde; ufyldt, ved jeg, og åbent, står sønneskåret, som søen slog mig.

Meget har Ran rusket af mig. Jeg står fattig på kærlighedsvenner. Søen har revet min slægts bånd over, en hårdtsnoet streng ud af mig selv.

Jeg siger dig: kunde jeg med sværd forfølge sagen, da gik jeg til kamp mod Ægirs tøs. Men jeg følte, at til at gå i rette med min søns bane havde jeg ingen magt. Alverden ser, hvor tomt der er bag den gamle mand, når han skrider frem.

Mig har havet ranet meget, – bittert er det, når man opregner frænders fald, – siden han der stod, et skjold i ætten, veg af fra livet ud på sjælevejene.

Jeg ved det selv, i min søn voksede intet slet mandsæmne.

Altid holdt han det i hævd som hans fader sagde, selv om hele folket mente andet. Han holdt mig oprejst i hjemmet og styrkede vældigt min kraft. Ofte kommer mig i hu mit broderløse. Når kampen vokser, tænker jeg mig om, spejder ud og tænker på, hvilken anden mand står ved min side med mod til vovsom dåd, sådan som jeg ofte nok trænger.

Jeg bliver varsom til at flyve, når venner fækkes.«

Denne Egil, som rider med sin døde søn foran sig på hesten, medens sorgen svulmer i ham, så at kjortelen brister, vil til alle tider virke ved sin dybe menneskelighed; men ved nærmere eftertanke opdager vi, at meget i digtet forekommer os fremmed og uforståeligt, og jo længer vi fordyber os i de stærke vers, des dybere føler vi vel, at netop ved de ord der synes os mest fremmede, står vi ansigt til ansigt med det inderste i Egils sorg. I Egil er det ikke en fader der sørger, ikke en sjæl der vånder sig i sin kvide ved at føle ensomhed og tomhed, men en hel slægt som gennem hans mund klager over at dens kraft formindskes. Ofte nok beror vor samfølelse på, at vi ubevidst digter om og indlægger moderne stemninger i de gamle vers. Det er ikke afmægtig trods som får Egil til at udfordre de magter der har taget hans sønner; hvis han havde en stor slægt i ryggen, kunde han tage det op med guderne, — det er den dybe sammenhæng i ordene.

Når vi nu jævnfører den gamle digter og hans folk med os selv, ser vi, at der ikke er tale om en forskel i tone mellem hans og vor opfattelse af livet og dets problemer, men at vi er skilt fra ham i de instinktive grundfølelser og i vor måde at leve på. For os er det selvfølgeligt, at mennesket står ene og må opleve på egen hånd alt hvad der møder af glæde og sorg; vi kan dele oplevelserne med hinanden, men kun fordi vi hver for sig har gjort de samme erfaringer, og selv overfor vore allernærmeste bliver samlivet kun en mangelfuld udveksling af tanker og følelser. For vore forfædre derimod var livet inden for frændekredsen et virkeligt fællesskab, således at alt hvad de tænkte og alt hvad de gjorde var bygget over slægten som grundlag; alt samliv og al social ordning med dens ret er formet over denne umiddelbare følelse af enhed i frænderne, medens vi må grundlægge alt samfundsliv og al ret på den enkeltes samvittighed, hvis samfundet skal have nogen fasthed.

Forskellen viser sig tydeligst i det etiske; i vor verden er det en selvfølgelig sag, at enhver må bære ansvaret for sine handlinger, og at det er umoralsk at rette smed for bager. De gamles retsbevidsthed hvilede på den forudsætning, at hele slægten var virkelig ansvarlig for den gerning som et af dens medlemmer havde gjort; ved et drab var alle den dræbtes frænder lige nær til at hævne, og ikke alene drabsmanden, men hele hans æt var udsat for at bøde med sit liv for det udgydte blod. Hvad der forekommer os som en udvortes vedtægt, tilmed en i højeste grad uretfærdig vedtægt, var for Nordboerne en selvfølgelighed; den enkelte kunde overhovedet ikke handle uden at inddrage sine frænder i følgerne, hvad enten de var onde eller gode. Dette grundsyn, at den enkelte lever som repræsentant for en slægt, eller at en slægt altid lever og handler gennem individerne, beror på en realitet; frænderne havde en fællesskat af tanker og minder, en fortid som føltes levende i hvert eneste hjærte, og en fremtid som alle delte med hinanden — fælles mål, fælles opgaver, fælles idealer. Denne indre skat, som de kalder ære, udgjorde deres sjæl; den skat måtte alle værge hver for egen skyld, men ingen enkelt kunde hævde sig selv uden tillige at hævde alle sine frænder, ti han ejede lige så lidt nogen tanke i sin hjerne som noget mål for sin vilje, uden at det også levede i alle der tilhørte hans kreds. Ingen følelse kunde da stige op i ham, uden at den bredte sig til hans livsfæller, og jo nærmere hans følelser kommer slægtens fælles oplevelser, des inderligere og mere lidenskabelige bliver hans sjælelige rørelser. Og således kan vi vel nå til forståelse af Egil og hans digt: jo længere han kommer ned i sig selv, des mere kommer slægten op i ham.

Gennem hele slægten går et og samme liv, og dette liv kalder Nordboen lykke. Dermed antyder han, at livet ikke blot er kraftigt til at virke, men at det har et bestemt mål. Vi tænker os livet som en ubestemt kraft, der tager skikkelse i den enkelte og gennem hans udfoldelse får personlige træk og en individuel karakter. Nordboen derimod ser livet som familiebestemt fra dets oprindelse af, en slægtsskat, præget i sit inderste væsen af de vaner og tilbøjeligheder, de ævner og færdigheder som har udmærket familien og skabt dens stilling i bygden. En konge har kongelykke, det vil sige et liv eller en sjæl der føder herredom og krigersnille, et kraftigt, stridsvant legeme og et ærgerrigt sind. Bonden har først og fremmest lykke til at pløje landet og få det til at bære frugt. Andre slægters liv er bestemt af lykke på havet, ævne til at bruge børen og finde havn. Men også en anden ejendommelighed springer op af Nordboernes grunderfaring: for os er menneskelivet en kraft, der brydes med naturen og omgivelserne og kun tildels sejrer, for Nordboen var liv ikke blot at ville og at stræbe, men også at kunne. Livet i mennesker var begrænset til en snævrere kreds, men inden for sin begrænsning rakte det helt ud og omfattede virkningen lige så vel som hensigten. Kongen har sejrsæle, — hans planer havde den kraft at de altid nåede deres mål; han har herskerlykke, — hans vilje bøjede umiddelbart alle ind under sig. Bonden som havde årlykke, forstod ikke blot at pløje og så, hans lykke fulgte kornet i jorden frem til modning og skærmede det mod frost og anden fordærvelse. Den der havde arvet sømandslykke, kunde ikke alene styre sin båd, han fangede altid bør, når han stak i søen.

Vor adskillelse mellem arbejde og resultat existerede da ikke for hine mennesker; de så livet som en sammenhængende linje, og hvad vi kalder vanheld betragtede de som svaghed og synd. Når stridslykken glippede for en høvding, måtte det betyde, at livet i ham og hans æt var ved at sygne hen. For at vurdere denne livsbetragtning må vi erindre, at slægtsfølelsen ikke alene virkede indadtil, men også regulerede hele det sociale liv og gennem utallige generationer havde præget bygdens foretagender.

Således bygger Nordboernes liv over en anden grundfølelse end den der udgør bunden i vor bevidsthed, og som følge deraf grupperer erfaringerne sig for dem på en anden måde; livets problemer tager en helt anden skikkelse, og deres løsning følger andre linjer. For det første giver deres erfaring en psykologi som er grundforskellig fra vor. For os, som lever enkeltmenneskets liv, er personligheden nødvendigvis begrænset til den enkelte og indesluttet i kroppens hylster; men for Nordboen svinder den legemlige adskillelse i betydning for den umiddelbare kendsgerning, at sjælen breder sig ud over de fysiske grænser og omfatter en hel rad legemer. Lige så naturligt som det er for os at se individet som en lille verden, bliver det for vore forfædre at se én menneskesjæl åbenbare sig i mange legemer. Slægten svarer til det vi kalder mennesket, og den danner en vedblivende personlighed, som fortsættes uden brud fra generation til generation. Fødsel og død får ikke den altoverskyggende betydning som de har hos os, hvor de er menneskets og karakterens begyndelse og afslutning. I den gamle verden er de levende frænder repræsentanter for en sjæl som rækker opad i fortiden og som strækker sig nedad til ufødte slægter, og deraf springer den stærke ansvarsfølelse som præger hine menneskers etiske liv; enhver krænkelse som de blev genstand for, og enhver skyld som de selv pådrog sig, betyder et skadeligt indgreb i slægtens ære og en svækkelse af dens liv, og oprettelsen bliver en uafviselig pligt, fordi det er den evige personligheds lykke som står på spil. Når et nyt menneske kommer til verden, betyder det en forøgelse af slægtens kraft, en nyfødsel ud af dens sjælefond; i denne opfattelse ligger forudsætningen for en ligefrem genfødselstro, som vi finder den i sagatiden: barnet er en afdød frænde, som »kommer igen«. Barnet bliver ikke frænde eller menneske rent umiddelbart ved at stige frem af moders liv; han skal knæsættes og navngives, for at det egentlige liv, forfædrenes bedrifter og slægtens stræben, kan plantes ind i ham. I den islandske saga læser vi, at drengen blev bragt til faderen, han så vist på ham og sagde: »denne dreng skal hedde Ingemund efter sin morfader, og jeg venter, at han vil få lykke med sit navn,« — at morfaderens lykke vil gå over på ham med navnet, og da Ingemund selv fik en søn, hedder det igen: han blev båret til faderen og Ingemund sagde: »denne dreng har hvasse øjne, han bliver ingen sagtmodig mand, men trofast mod venner og frænder og en stor kæmpe, — skal vi ikke mindes vor frænde Jøkul, jo, han skal hedde Jøkul.«

Og døden er for den enkelte ikke nogen skæbnesvanger begivenhed. Han flyttes over i dødsriget og samles med sine fædre. Den aften da Torolf Mosterskægs søn Torsten, høvdingen på gården Helgefjæld, druknede inde på fjorden, gik en fårehyrde ude under fjældet som gården havde navn efter; da så han, at bjærget lukkede sig op, og i dets indre brændte der ild som i hallen hjemme, der lød glam som fra gæstebud, og han hørte røster byde Torsten velkommen. Tonen ligger ikke på den enkeltes udødelighed, men på at slægten bliver ved at leve, og ligesom frænden her på denne jord blev båret af ætten og havde sit liv i dens trivsel som helhed, således bliver han også i dødsriget opretholdt af sine levende frænders kraft. I denne følelse af sammenhæng udspringer Nordboens ejendommelige jævnmod overfor døden, et jævnmod der er lige så langt borte fra foragt som fra angst; han anerkendte fuldt ud, at livsafslutningen var en vigtig begivenhed, men han kunde ikke have vor følelse af, at døden er det store indsnit i menneskets tilværelse. Den egentlige død var for ham slægtens opløsning, og denne menneskets sande afslutning var frygtet som den største af alle ulykker; når frænderne begynder at tyndes ud og der ikke fødes kraftige sønner til at erstatte de hedengangne, da sniger sig angsten over Nordboen, og da får hans ord den håbløse klang der lyder som en dæmpet undertone i Egils digt. Dødsfrygten giver sig udtryk i den stundesløse iver efter at få sønner, som kan rejse ætten op; hvis håbet svigter den ene, må hans nærmeste avle for ham, at ingen gren skal visne. Når den barnløses enke giftede sig igen, kunde det hænde, at hun i sin første søn oprejste sin hedengangne husbond sæd ved at opkalde drengen efter ham; nærmere til at frelse var dog søsteren til den døde: hendes førstefødte blev indlemmet i hendes fædrene slægt. Var der ingen sønner, blev det datterens første pligt at sørge for afkom til sin fader; hans røst lød som Hreidmars i Edda, der midt i dødskampen råber: »Om du ikke får en søn, så fød en datter, og skaf din mø en mand, at nøden kan stæmmes, da vil hendes søn hævne din sorg.«

Nordboen beder aldrig om at få lov til at beholde livet, men han kan tigge om at blive fornyet og få sin slægt fortsat. Vatsdølernes mægtige slægt nedstammede på mødrene side fra jarlerne i Gøtland, og ifølge slægtstraditionen var frændskabet blevet til på en døende ynglings bøn. Jarl Ingemunds Søn, Jøkul, havde slået sig på røveri i grænseskovene mellem Norge og Sverrig, og en nat blev han overfaldet og gennemboret af Torsten, en ung mand af god æt fra Romsdalen. Om Jøkul havde villet, havde han kunnet hævne sig på stedet; men han skænkede Torsten livet, på den betingelse at han skulde ægte Jøkuls søster; »hvis der forundes dig sønner,« føjede han til, »da lad ikke mit navn ligge nede; af det ægteskab venter jeg mig lykke, og det skal være min løn, fordi jeg gav dig livet.« Torsten drog til Gøtland med Jøkuls ring som fortaler, vandt moderen og gennem hende den gamle jarl, og i den slægt som han rejste, fornyedes den gøtske høvdingeæt; Torstens søn hed Ingemund efter sin morfader, og en af hans sønner var Jøkul med de hvasse øjne, der mindede i sind og skind om den højættede stimand.

Den egentlige død var da for Nordboerne ikke en tilintetgørelse. For at forstå vore forfædres rædsel for slægtens udslukkelse må vi have i minde, at livet for dem ikke var blot og bar existens, men det betød kraft og lykke, fred og ære. Modsætningen til liv bliver da en tilstand i hvilken mennesket mister alt hvad der gør ham til et ædelt væsen, og til gengæld fyldes med ondskab og angst. I denne opløsning hensank en slægt der blev udslukt her på jord; mennesker gik sky uden om dens gravplads, ti de frygtede de ånder som huserede i mørket. Og denne død kunde den enkelte dø i levende live, hvis han ved en ugerning syndede mod lykken og æren og blev fredløs, det Nordboerne kaldte niding, det vil sige afskåret fra livssamfund med sine frænder. Den fredløse, som flakker ene om i ødemarken, kaldes ulv; det siges om ham, at han bærer ulvehoved, og meningen er virkelig, at han bliver til ét med de træske dyr, som sønderriver hinanden, altid skriger af sult, aldrig holder veklage over døden, men stedse hyler efter mord, som en angelsaksisk digter beskriver dem. I Nordboens angst for fredløshed og nidingskab har vi hans dødsfrygt.

Midgård og Udgård

Denne erfaring har også betydning for Nordboernes syn på verden. For ham var naturen delt i to riger, på den ene side natten og udørkenen, den vilde skov og det uvejsomme fjæld, hvor alle magter og kræfter var fremmede og fjendtlige, på den anden side dagen og den »milde, nyttige jord«, hvor mennesker kunde leve og arbejde med velsignelse. Til dagens verden med dens frugtbare kræfter, dens himmelske lys og dens nærende vækster, stod mennesker i venskabsforhold; men venskabet kunde kun bestå gennem et stadigt arbejde og en stadig overvindelse af de dæmoniske magter som lå på lur for at tilrane sig verden. I Norden er jorden delt mellem Midgård eller menneskenes hjem og Udgård, hvor jætterne holder til huse; og Torsmyterne, som beskriver gudens stadige togter for at nedkæmpe turseyngelen, giver et religiøst-poetisk billede af folkets tanker om livet og om sig selv. Udørkenen eller Jættehjem var ikke en verden langt borte i hemmelighedsfulde egne, den strakte sig helt frem til menneskers boliger, somme steder som vilde bjærge og rivende elve, andre steder som uigennemtrængelige skove, fyldt med farer fra vilde dyr og endnu vildere fredløse. Uhyggen ved fjældet og skoven var ikke blot de farer som rent udvortes truede den vejfarende, — og vi gør os ikke let nogen forestilling om skovenes vildhed og uvejsomhed i ældre tider, — de var fulde af trolddomskræfter, som forvildede menneskers syn og sanser og slog dem med sygdom eller sindsforvirring. I Norges myter og digte har vi livagtige træk fra det nordlige Jættehjem, hvor turser og deres yngel griner oppe i fjældsiderne, hvirvler stenblokke ned over vejen eller lader fossene skylle med sviende frostkulde ned over vandreren; men billedet er ikke fuldkomment, uden vi også får den trolddom med som gjorde Tors rejse til Udgårdsloke så spændende. Ridtet til dødsriget, som går over urkolde fjælde og gennem skumle, gungrende dale, fremmaner også billeder fra rejser i Jættehjem, hvor rytteren har farer at vente både fra utysker og dødninge. I de danske folkeviser går skovens uhygge igen i de dansende elverpiger, der i tågerne forvirrer menneskenes sind og drager dem ud af menneskelivet eller slår dem med legemlig og sjælelig sot; selv om vi her i den poetiske udformning mærker middelalderens åndepust, bæres digtene dybest nede af den gamle gru for en verden hvor mennesker er hjælpeløse, fordi de våben der bider oppe i lyset, ikke har nogen magt i den galdrende og hildrende trolddoms sfære.

Indhold

Forord

I.
Nordisk religion

Nordboernes syn på livet og verden

Slægten

Midgård og Udgård

Indhold

Forord

I. Nordisk religion

Nordboernes syn på livet og verden

Slægten

Midgård og Udgård

I.
Nordisk religion