Nick Dunlap
© 2021 Gørtz, Kim, Sagaro Recordings & Publishing
Frontcover: Gary Butterfield
Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: BoD – Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 9788743019855
Statuen, opstillingen, den monumentale figur og ikke mindst statueringen af muligt tænkelige sammenhænge, får, så snart billedet er fastsat, en status af at være stilling og tilstand, som kan få de fleste diagrammer til at modulere former til folder således at virtualismernes øjebliks-aktualismer indhyller opfindsomhederne og gør skarpsindighederne obskure.
Med andre ord bliver de pyramidalske labyrinters små perceptioner fluks transformeret til kryptografiernes dunkle kabinetters små åbninger, hvori ”det umådeliges signatur” cirkulerer indenfor kamrenes hulrum og danner krumningernes marmorering.
De hvirvelformede kurver, konkave teksturer og det porøse vakuum mister de uendeligt udhulede spændkræfter, plasticiteterne og elasticiteterne, og gør inderlighedernes rum-ligheder og metaskematismerne til hetero-morfiske krydsninger og epi-genetisk myldren.
Buknings-punkterne dæmrer i dråbernes rumfang.
Emblemmets magnet; clairobscuren fører kosmo-genesernes inflekser: homo-thesis & ana-morforsen til grænserne for synets arkitekturer og optiske foldninger: de bliver til inhærens, hvor kiasmernes brændpunkter og de nedsænkede vridninger får facadernes receptioner og fikspunkternes vægtløsheder til at genoprette skrinets autonomi via spontaniteternes opdrift; vifterne, vendingerne og ventilationerne.
Således bliver den ”proto-topologiske sextet” opvakt gennem: 1) Infleksionslinjernes uendelige operationer. 2) Stoflige partiturer og modtagelsesrum. 3) Indelukkede værelser og handlings-kamre. 4) Habitaternes materialiteter og logo-logiens salon-kabinetter. 5) Mylderets hysterese, hulninger og spaltninger. 6) Variable krumninger uden sprækker; som et sjal … stola, pelerine, mantille.
Ekstensiteternes vinculum og homoteti sker i teksternes teksturer gennem tre afledte uendeligheder; 1) én ved sig selv, 2) én ved sin årsag, og; 3) én indeholdt bag grænsen, hvor sjælens snublerier og den dybsindige kompossiblitet gyser gennem de væv, søm og draperinger, som indhyller uendelighedernes dunkle zoner og smerteserier.
Med andre ord konspirerer de trans-finitte ængstelser umærkeligt, og spontaniteten hjemsøger de glidende og bevægelige skillevægge i en gynæ-genese og bifurkation; et mangfoldigt svindelnummer af begivenheds-dråber.
En konsekvens heraf, at tænke uden principper, som baroikos og perpleks prospero, bliver et auto-plastisk advokatur, hvor dansende og spillende skizo-automater bevirker en afstandenes pathetique, og hvor en række hyper-kritiske parader indstifter nutidens priviligium og verbummets fundamentale værdi: bevægelsen…
”Men når sandheden skal frem…” og når ”viljesakten er fri…”, skaber dovenskabens motiver nogle mindre teleologiske hældninger, som udfolder ”sjælens svingnings-bredde i et givent øjeblik”, og gør at ”handlingen er fri, fordi den udtrykker hele sjælen i nuet”. (Le pli, G. Deleuze)
Herved består fortabelsernes frygtelige fornøjelser i indskrænkethedernes koreografier, hævnenes gestikker og nagenes mimikker, som de passerer gennem ruinernes præsens.
De fornyes hvert øjeblik, og kommer fra fuscum subnigrum: … den mørke bund …
Ved Claus Falkenberg
Nick Dunlap
Et sted må man jo begynde, og dette er stedet, hvor jeg ligesom begynder at fortælle noget om, hvorfor jeg vil fortælle om disse, i denne bog fremskrevne, episoder og perioder i mit liv. Man kan vel ane at det er vigtigt eller alternativt et kedeligt liv. Og ellers ved jeg ikke helt, hvorfor at denne beretning skal videregives til verden. Jeg kunne jo have holdt den for mig selv, men det forekommer mig stadig forbløffende, alt det der er sket, og indtil videre synes det mig stadig en gåde, en del af det, der skete. Og ikke skete. Og måske er det såmænd blot et udtryk for fortællingens poesi, og min hang, og måske knap så stærke evne, til at frembringe en historie.
Jeg er nemlig ikke historiefortæller, måske lidt digterisk anlagt, og samtidig ved jeg at det ikke er her, at mine styrker ligger, og mit liv har, som sikkert så mange andres, formet sig ad uforudsigelige linjer, fx det forhold at jeg er gået hen og blevet til lidt af en opdager, blot i det små, var vel noget som måske altid har ligget til mig, som følge af min store interesse i, og nærmest nødvendige hang til, at undersøge tingene, specielt de ting og hændelser, der ikke umiddelbart syntes at give mening og hænge sammen. Men specielt to aspekter i mit sind har jeg gjort brug af, og gør stadig flittigt brug af, når jeg skal på opdagelse, nemlig dels mit skarpe blik og min systematiske sans. Men også min opmærksomhed betyder noget.
Jeg kan godt lide at se tingene i øjnene, og høre efter, fornemme og sanse tingene, og filosofisk set må dette vel have noget med indsigt og erkendelse at gøre, og så har jeg åbenbart en særlig evne til at arbejde struktureret i min udforskning af tingene, specielt når noget er væk, eller mangler, og altså skal søges … og gerne findes. Og dette er formentlig også min vej ind i opdager-branchen, som egentlig de sidste 10 års tid har foregået i det små og i det stille, med forskellige mindre opgaver. I alle disse år kan jeg se, at specielt mit blik på tingene, deraf mit efternavn, falkebjerget, falkeblikket; drengen med de skarpe øjne, har fået mig til at lykkes og vokse i takt med opgavernes involvering i, og indflydelse på, mit liv og levned. Havde jeg blot vidst hvad det kunne og ville føre til, havde jeg måske valgt at bakke ud, mens tid var.
I al ubeskedenhed, trods det forhold at jeg nu nok ikke er over normen i forhold til selvindsigt, er det mit øje og mit blik på sager, som gør en forskel, men også min vedholdenhed og mit delvise mod på opklaringen, har ført til at jeg sådan set hele vejen igennem, med alle de sager som jeg har haft, har fået løst samtlige opgaver. Jo, kort sagt; orden på værelset, orden i penalhuset, styr på de ting, der skal holdes styr på, struktur, evne til at se mønstre, og ikke mindst overblik, har altid fuldt mig, og om det var min mor som trænede dette op, eller om jeg selv har udviklet det fra barnsben, lader jeg stå hen i det uvisse, trods det forhold, at jeg har mine anelser herom. Og mon ikke at dette har været på bekostning af noget andet, som fx at evne samvær, venskab og familie.
I det hele taget har jeg hang til også at stikke afsted med en tanke eller to, sådan spekulere og abstrahere, og tænker at dette anlæg skal overvåges, fordi det kan være uhensigtsmæssigt, og i opdagelses-øjemed kan det være ganske fortrinligt, således som nu, hvor jeg jo gerne vil præsentere mig for dig, min gode læser og mit nysgerrige vidne til denne fortælling. Jeg vil selvsagt gerne have tingene ordentligt på plads, og da jeg ikke som sådan er en erfaren skriverkarl, og samtidig gerne vil tage dig med på denne opdagelses-rejse, forekommer det mig ikke helt nemt at vælge rækkefølge og prioritering for dit øre og sind. Hvor skal man dog begynde?
Fx bare mine overvejelser over fortællerstilen, om det skal være i jeg-form, må jeg blot anmærke for dig, at det blev mit valg, som følge af, at det jo trods alt er … og var … mig, som opdagede dette forhold, denne historie, m.m., til forskel fra en mere objektiv, alvidende-stil, tredje-person, etc.; men det forekommer mig mere virkelighedstro ikke at være alvidende og objektiv, og samtidig er jeg også usikker på om jeg ret beset kan gengive dialoger og handlinger, o.lign. præcist som det skete og som det blev sagt, så jeg håber du kan og vil bære over med det knudrede sprog, den ikke helt snorlige fremstilling, samt de måske ikke helt korrekte gengivne passager fra virkeligheden, som det skete. Er du med?
En anden ting er at sagen, som du kommer til at læse om i denne beretning, stadig er i gang, men jeg besluttede mig for, for knapt så længe siden, at begynde at skrive dette ned, nedfælde mine skitser, log-bøger, noter og spredte bemærkninger fra rundt omkring på mit ”kontor”, grundlæggende set i håbet om at jeg derigennem kan komme frem til en konklusion, eller i det mindste en opdagelse, noget klarhed, og ikke mindst en åbning til mit næste skridt, for lige nu er jeg sat nærmest skakmat, eller det virker som om jeg er gået i stå, løbet ind i en mur, eller bare løbet tør for ideer og forklaringer, på det der skete, og er sket indtil videre. Og vil dog også gerne lige markere at min uro er stigende, ikke alarmerende, men dog på et niveau af bekymring, som jeg aldrig tidligere har erfaret i mit liv.
Så, der er noget presserende ved hele denne fortælling, ikke fordi jeg som sådan har meget travlt, men jeg trænger til at få det fortalt videre, få skabt noget afklaring, og finde mening i tingene, måske i håbet om, at kunne få nogle med til at løse sagen for mig, og måske endda lignende sager, eller hvis det skulle ske, at jeg ville forsvinde, pludseligt, at de ville være i stand til at kunne arbejde videre med opgaven, og finde en løsning; den endelige opdagelse … case closed.
Således handler denne beretning også om at få sat andre ind i sagen, og sidst men ikke mindst som nævnt håbet om, når jeg får dette skrevet ned, at jeg kan få dannet mig et overblik over hændelser og episoder, og dermed måske kan se hele opgavens figur og tidsmæssige skikkelser samt ikke mindst alle de rumlige koordinater og sammenstød noget klarere, og at dette lys vil kunne kaste en eller flere muligheder frem foran mig … og mine frustrerede tanker.
Så sagerne i det små begyndte vel allerede da jeg var lille og boede hjemme, og skulle hjælpe med at finde nøgler, påskeæg i græsset, holde orden på ting og sager, hjælpe med at rydde op og opdage hvordan noget blev lavet, madretter, hvis penge var væk, og selv når et dyr eller to i nabolaget var forsvundet, var eller blev det mig, som man kontaktede, og jeg høstede jo en del ros herfor, og tjente da også lidt i form af slik og skulder-klap; hvis man manglede noget, eller det var forsvundet kunne man bare kontakte Claus, så ville det blive fundet igen. Således voksede jeg op, og oprettede som nævnt aldrig nogen reel forretning eller noget bureau a la et detektiv-foretagende, men opererede mere i fantasien og i det uformelle rum, men dog åbenbart således og med et sådant omfang og med en sådan succes-rate, at jeg formentlig på den baggrund, blev kontaktet af en kvinde, som blev min første reelle kunde og opgave, for nu snart henved 10 år siden, som via en af mine venner havde hørt og fået fortalt, at jeg ville være den rette i forhold til den sag, hun sad inde med.
Jeg var selvsagt noget forbavset og delvist beæret over opkaldet, fordi det hurtigt lød og forblev så formelt, at jeg også måtte finde min rette tone frem, og lyde sådan lidt som om, at jeg var vant til sådanne opkald, og sådanne sager. Herved må man dog ikke konkludere at jeg er en løgner, eller for den sags skyld én der snyder på vægtskålen; sandheden og jeg betyder meget for hinanden, eller det er mig ganske magtpåliggende med tro-værdighed og oprigtighed, men jeg må tilstå at jeg ikke sagde noget om, hvad jeg tidligere havde lavet, hun spurgte nu heller ikke, og jeg fik det til at lyde som om, at jeg var forholdsvis erfaren med sager som disse.
I al sin umiddelbare enkelhed handlede sagen om, at kvinden i røret havde mistanke om, at hendes mand måske var hende utro, eller hun var i tvivl om, hvad han lavede, eller hun, efter eget udsagn, ikke var sådan én, der ville overvåge eller kontrollere, generelt baseret i tillid til ham, og andre mennesker, men han virkede, sagde hun, som om, at han var i gang med at fjerne sig fra hende; eller han var ligesom blevet fjern, sjældent opmærksom på hende mere, og hvad vigtigst var, ifølge hende, så forlod han oftere og oftere hjemmet, enten uanmeldt, eller med det, som hun betegnede, med ”dårlige undskyldninger” … eller påskud.
Jeg var vitterlig, mens vi talte i telefonen sammen, husker jeg, i tvivl om, hvorvidt dette var noget for mig. Jeg husker, at jeg nævnte at de måske skulle få fat i en par-terapeut, eller at der måske ikke var grund til uro, som fx at han måske bare havde brug for at gå ture med … og for … sig selv, og spurgte hende om hun på nogle måder havde empirisk belæg for sin uro og mistanke. Hun var vist ikke helt med på udtrykket om ”empirisk belæg”, og jeg måtte derfor spørge om hun kunne dokumentere noget, eller om hun havde en tydelig erfaring knyttet til sine anelser og bekymringer; var det blot formodninger eller var der noget om snakken; noget fakta? Hun returnede spørgsmålene ved at bede mig om at undersøge dette, at netop jeg skulle fremskaffe dette fx i form af fotografier og uvildig bevidning. Kort sagt, bad hun mig om at skygge ham, overvåge ham i ubemærket stil, og aflægge rapport om ham.
Sådan rent etisk forekom det mig knapt så korrekt at sige ja til en sådan opgave, men samtidig tænkte jeg ved mig selv, efter at jeg havde lagt røret på, og vi havde aftalt, at jeg lige ville og skulle tænke over det, at det kunne blive spændende at prøve, at følge et andet menneskes liv for en periode, se hvad han lavede i de stunder, hvor konen åbenbart havde ham mistænkt for, at være hende utro. Hvad angår betalingen var det relativt sparsomt, dog uden skat, dvs. sort betaling, ville jeg få omtrent 250 kr i timen på opgaven, og vi aftalte at jeg ville få 5000 kr på forhånd, og 5000 kr når sagen var afsluttet, og jeg havde leveret min rapport og bud på konklusion. Alt i alt omtrent 40 timers arbejde. Jeg ringede hende op og gav mit tilsagn, og aftalen var i hus. Pengene blev overført via mobilepay, og jeg var på opgaven.
Når man sådan skal i gang med at skygge et menneske, og aldrig sådan rigtigt har prøvet dette før, hjælper det at gøre sig sine overvejelser over, hvorfor man gør det, om man kan gøre det, og ikke mindst; hvordan man skal gøre det? Mange af svarene herpå lå lige klart for mig, jeg var blevet hyret til at skygge en mand, som måske, ifølge hans kone, var ham utro, og jeg tænkte ved mig selv, selvom at jeg aldrig før havde skygget et menneske, måske højst da jeg som barn legede gemmeleg, cowboy’dere og indianere, eller lignende, at det virkede spændende, og hvordan jeg havde tænkt mig at gøre det, var sådan set meget enkelt, klart og forholdsvist systematisk anlagt.