Stonelegenderne – Brødrekrigen
1. udgave
Copyright © 2021 Danny H. L. Nielsen
All rights reserved
Udgivet 2021 af
Forfatter: Danny H. L. Nielsen
Korrektur & Redaktion: Sandie Pedersen
Illustration: Frederik Pierri Nørgaard
Dækdesigner:
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 9788743037231
Trykt i EU
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt
ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det
tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller
anmeldelser.
Bogen er ren fiktion. Enhver lighed med nulevende
eller afdøde personer er tilfældig, hvilket også gælder
alle navne, der optræder i bogen.
Om forfatteren
Danny H. L. Nielsen udgav første gang Stonelegenderne i 2017, men nu udkommer anden udgave af samme historie. Han stiler efter det mørke, uforståelige og mystiske, samt ønsket om at skrive historier ulig andres.
Udover denne bog har forfatteren også udgivet følgende:
- Stonelegenderne – Den mørke side af skyggen
11. januar, 1877
Stone Island – England
Vindens gysende skrig skød gennem nattens mørke. Sara lå i sin seng og kiggede ud gennem vinduet, som vendte ud mod den lille skov nær palæet. Med en uhyggelig lyd slog regnen voldsomt ind mod ruden i takt med den vilde blæst. I månens blege lys kunne Sara se skovens træer ruske og kaste skræmmende skygger op på væggen modsat hendes seng. Det lignede næsten, at træerne kæmpede imod hinanden. Sara kunne ikke undgå at komme til at tænke på uhyrer og monstre, når hun kiggede på skyggerne., Så hun trak dynen helt op omkring ørerne, så kun toppen af hendes hoved stak ud over kanten. Den smule lys, der var i værelset, stammede fra en blanding af månelyset og et par olielamper, som var tændt på deres laveste blus. Kun lige nok til at holde værelset varmt. Hun ville allerhelst undgå at se ud i skyggerne igen af frygt for at se noget uhyggeligt, men samtidig var synet hendes eneste forsvar. Så kunne hun i det mindste se, hvis en trold eller en vampyr skulle få lyst til at snige sig ind ad vinduet og ind på hendes værelse.
Vinden lavede en skrigende lyd, som startede udenfor, men syntes at slutte indenfor. Sara mente, hun så en skygge røre på sig. Hun blev så bange, at hun gemte sig helt under dynen og valgte at sætte sin tillid til sin hørelse fremfor sit syn. Pludselige hørte hun en lyd, som lød endnu mere uhyggelig end regnen og vinden. Det var en klokke, som slog i det fjerne. Hun syntes, hun havde hørt den lyd før, men kunne ikke huske hvornår eller hvor. Det mindede om et mareridt, som nægtede at forsvinde fra dybet af hendes sind. Lyden skar igennem tordenskraldene, som hærgede på den anden side af ruden. Hun vovede at kigge ud fra dynen, men i samme øjeblik delte himlen sig i to. Værelset blev lyst helt op af et lyn, som var så tæt på, at hun ikke en gang nåede at tælle til ét, før det buldrede højlydt fra tordenskraldet. Saras lille krop hoppede i chok, mens hun gispede. Et lille bord i den anden ende af hendes værelse væltede med et brag, og endnu et lyn glimtede.
Sara sprang ud af sengen med et hvin og løb så hurtigt hendes små, seks år gamle ben kunne bære hende, ned af gangen til naboværelset på venstre hånd. Hun åbnede døren og skyndte sig ind, men sengen, hvor hendes far burde ligge i, stod tom. Igen hørte hun den uhyggelige klokke, og endnu et tordenskrald fik huset til at ryste. Sara løb igen ud på gangen og videre ind på det næste værelse, hvor Elza lå og sov som en sten.
”Elzaaaa…” Vrælede hun desperat.
”Sara?” Mumlede Elza søvndrukken, mens hun satte sig langsomt op i sengen og gned sine øjne.
”Jeg er bange! Der er et spøgelse på mit værelse.”
Elza kiggede overbærende på sin lillesøster, som stod og græd, og rystede af skræk, og tilbød så en plads i sengen. Sara puttede sig helt ind til sin storesøster på ti år, som lagde armene om hende og nussede hendes hår, mens hun sang en stille godnat sang for hende. Lyden af regn, torden og klokker blev pludselig mindre og mindre uhyggelige, og til sidst faldt Sara i søvn.
109 Sol, 22. Cyklus Før Ødelæggelsen
Skrighavet – Kryznakh
Skibet blev kastet voldsomt frem og tilbage af mægtige bølger, mens vinden rev og flåede i de mørkegrønne sejl, som bar den hvide Rh’hinal – et væsen som var en blanding af et menneske og en ørn, som også agerede som skibets mandskab. Havets overflade var sort og spejlblank. Fjernt kunne Juvar Stormslag høre nervepirrende lyde skære sig igennem vinden og bølgesprøjtene. Søslangerne, som havde deres hjem i det dybe ocean, lod deres flere meter lange kroppe springe fra bølge til bølge. Ved hvert spring udstødte de det skrækindjagende skrig, som havde tildelt havet sit navn, Skrighavet.
Juvar stod urokkeligt på det øverste dæk af Flammesjælen. Hans vinger var foldet sammen på ryggen, så de udgjorde en hvid og gylden kappe. Hans sølvdekorerede rustning glimtede i månelyset, mens han klappede rælingen på skibet i respekt for dets udholdenhed. Det var et ondsindet uvejr, de befandt sig i. Med stolthed betragtede han skibet, som målte hele 122 meter i længden og 22 meter i bredden. Langs siderne var der gjort plads til hele 212 kanoner, hvilket gjorde det til det største skib i hele den royale flåde. En sand perle i den royale flåde. Det var kongen, Yggra Xadarian, selv, som havde overrakt ham nøglen til skibet. Det var blot en symbolsk nøgle i guld, som hang om hans hals. Et tegn på at han nu var Kaptain over Flammesjælen, og derved kommandør over den største flåde der havde sejlet på havene de sidste to hundrede år. Antallet af skibe var kun overgået af Kaptain Kleew, piratkongen, som havde samlet de elleve klaner, før Brødrekrigen overhovedet var begyndt.
Juvar lod sit blik vandre over den mørke horisont. Regnen havde gennemvædet hans vinger, så de ville ikke komme til meget nytte, hvis de skulle ende i kamp. Vinden var for stærk, og fjerene for tyngede af vand til at kunne bruges. Hans blik startede mod vest, hvor han ikke kunne se meget andet end det urolige hav og oprindelsespunktet for stormen, som nu rev i hans sejl. Fem bjerge mod vest stak op gennem landskabet som et sæt tænder. De fik vindende til at samle sig og sætte kurs mod Skrighavet. Derfor kom vejret ikke som en overraskelse for Juvar og hans mandskab. Ikke desto mindre var det som et helvede for sømænd. Tovene, som holdt sejlene fast, begyndte at danse og vibrere voldsomt i den vilde blæst.
”Hejs sejlene! ” Skreg han med en stemme, som tilhørte en sand feltkommandør. Det var afgørende, at hans mandskab kunne høre selv hans mindste ordre, og hans stemme overdøvede sværdkampe, kanoner såvel som storme på midten af havet. Som han selv, var de alle også Rh’hinaler, de fleste mørkegrå og sorte, men der var et par enkelte hvide som ham selv, og som på hovedsejlet, og flaget over masten. Dog var han den eneste, som bar de gyldne fjer, som var en sjældenhed blandt sin race. En sjældenhed som ofte blev forbundet med enten guddommelige kærtegn eller forbandelse. I Juvars tilfælde var det første klart skinnet igennem.
”Vi kan ikke tillade stormen at rive vores sejl i stumper og stykker.” Han vendte sig mod en Rh’hinal, som stod nær ved. “Send besked til resten.” Uden spørgsmål eller beklagelse blev hans ordre udført til punkt og prikke. Rh’hinalen tændte en kanon, som pegede direkte op i luften. Et øjeblik efter farede en blå ildkugle op mod himlen. Den hang højt i luften et øjeblik, før den forsvandt. Straks efter begyndte sejlene på resten af flåden at folde sig sammen.
Juvar havde nøje udvalgt sit mandskab. De bestod af de modigste soldater. De fleste havde han kæmpet med før, nogen helt tilbage til begyndelsen af oprøret for 150 år siden. Dengang Xeroth Xadarian forrådte sin egen bror i et forsøg på at gribe magten og bestige tronen. Det havde næsten lykkedes ham dengang, men Juvar havde været del af kongens egne livvagter, da Xeroth slog til. Femogtyve havde de været i alt til at beskytte Yggra Xadarians liv, da Xeroth trængte ind i tronsalen. Kun tre overlevede kampen, og en af dem døde kort tid efter af sine sår. Det var dog kun en håndfuld af hans mænd, der havde været med fra starten af. Langt størstedelen var født ind i en verden af krig og ødelæggelse. Det eneste, de havde kendt til, var usikkerhed og had til en fjende, de kun havde kendt ved navn og fortælling. Xeroth var blevet en skrækhistorie, gamle koner fortalte de små og unge, når de havde lavet unoder.
Juvar lod sit blik glide mod nord, hvor han langt fremme kunne spejde de sultne søslanger med sine altseende øjne. Skrigorme, som mandskabet kaldte dem, sprang mellem bølgerne. Deres skæl glimtede som diamanter mellem bølgesprøjt, mens deres pirrende skrig efterlod sig et ekko, der rejste langs havets overflade. Han gav ordre til styrmanden om at korrigere mod nordøst. Kom de for tæt på slangerne, ville de springe over skibets dæk og i forbifarten gribe fat i hans mandskab med deres altædende munde. Skibet navigerede smertefrit gennem det bølgende landskab. Roret blev assisteret af en række lange årer på hver side af skroget, der stak ud fra et af de lavere liggende dæk. Synkront hjalp årerne skibet med at holde sin kurs selv i de vilde bølger.
En stor bølge angreb skibet, hvilket fik det til at vippe som en gynge, nogen havde sparket til med en voldsom kraft. Juvar tog fat i rælingen, men så at to af hans yngre sømænd snublede på dækket. Skibet rokkede sig selv på plads, mens det forsøgte at lade vandet glide af sig. Den yngste, en grå fugl hvis vingespidser gled over i en hvid farve, trillede ned langs siden. Han kastede armene omkring sig for at gribe fat i noget, men hverken hånd eller klo fandt et mål, mens han gled tættere og tættere på kanten. Juvar sprang hurtigt ned fra topdækket, hvor han havde stået for at holde sit overblik, og ned på hoveddækket. Med lynets hast fik han fat i et reb og slynget en løkke omkring knægtens krop. Juvar trak til i sidste øjeblik, før fuglen ville have gledet udover kanten og endt i havet. På trods af det gyngende underlag og den stridige vind kom den unge fugl atter på benene. Han rakte en knyttet næve i vejret som et tegn på taknemmelighed og respekt for hans kaptajn. Juvar nikkede tilbage og klatrede igen op ad trappen til sin udkigspost. Hans blik fulgte nøje strømmen i vandet, som skibet brugte til sin fordel.
Der var stadig ingen tegn på fjender. En ting han var taknemmelig for. Vejret taget i betragtning var det næppe i deres favør at kæmpe i en storm. På den anden side var han ivrig efter at gribe omkring forrædernes nakke med sin klo og klemme til. Han klappede grebet på sit sværd, som hang ned langs hans venstre side. Juvar havde ingen kone, ingen børn, den eneste familie, han havde, var om bord på skibet i form af hans mænd og hans sværd. En soldats liv var simpelt, og det var sådan, han foretrak det.
”Se der!” Lød det fra en fugl, der pegede udover bagbords side. Flere af fuglene kiggede i den samme retning mens de skræppede og råbte i afmagt.
Et lyn sprang ned fra himlen som en issyl og gennemborede et af flådens skibe. Juvar så hjælpeløst til, da en af hans skibe i flåden stak i flammer. Masten var væltet i lynnedslaget, og skibet var allerede begyndt at overgive sig til bølgernes konstante angreb.
”Kaptain - skal vi sende nogle ud efter dem? ” Lød spørgsmålet fra den unge fugl, han et øjeblik før havde reddet fra at dele skæbne med de stakler i vandet. Juvar kunne se, at knægten var ivrig efter at springe i baljen for sine kampfæller.
”Nej.” Lød det til den unges fugls skuffelse.
”Meeen, vi kan stadig nå at redde nogen.” Protesterede en anden fugl, som stod klar ved siden af den grå med de hvide vingespidser.
”Nej.” Gentog Juvar. Hans øjne glimtede i raseri over at skulle gentage sin ordre. Skrig og råb om hjælp trængte gennem stormen og nåede Flammesjælens dæk. De to Rh’hinaler skulle til at protestere yderligere, da de pludselig blev afbrudt af en uhyggelig lyd. Juvar blev dog ikke overrasket, da han blot havde afventet den nervepirrende lyd, som stammede fra havets overflade. Lyden af skrig, og de var tæt på. Med de mange fugle i vandet som kæmpende sank til bunds, blev slangerne tiltrukket af den fede buffet, der stod klar til dem.
”Parader!” Hans stemme bragede igennem larmen. De to unge fugle opgav og sprang ned på dækket til de andre.
Skrigormene var her.
Dækket begyndte at kravle med fugle, der løsnede lemme på begge sider af skibet. De slog dem op en efter en, så de dannede en mur rundt om dækket. En af fuglene gled, idet han skulle hæve sin lem, og før han nåede at få fodfæstet tilbage, var han allerede væk. En lang sølvgrå krop, som var godt en halvmeter i diameter sprang fra en bølge, og med et skrig fra et tandfyldt gab greb den fat i sit bytte og forsvandt ud på den anden side af skibet.
”Op med de parader! Nu!” Skreg Juvar. Hullet blev hurtigt lukket. I et øjeblik var de i sikkerhed for søslangerne, men han vidste, at disse vande rummede større fjender end havdyr. Flere lyn slog ned i havoverfladen overalt omkring dem, og skrigormene kastede sig selv desperat ind i lemmene i håb om at bryde igennem. Larmen fra tordenbrag, den hvinende vind og de skrigene søslanger havde en terroriserende effekt. Hans mandskab forstærkede lemmene med deres egen vægt, mens de borede deres kløer ned i dækket for at stå bedre fast. Der var dog andet i luften end skrigormenes hyl. Juvar spejdede igen ud mod alle retninger usikker på, hvad han ledte efter.
”Der er noget ondt ved den storm.” Lød det fra fuglen ved siden af ham. Hans gamle ven, Heerande, kiggede med sit ene gode øje på ham, det andet var dækket til med en metalplade, som gik helt ned til hans korte næb. Heerande stod stolt med sine grå fjer, der næsten var farvet sorte af regnen, og kløerne boret ned i dækket, så han ikke behøvede at holde fast med hænderne. Han stod som en urokkelig statue.
”Jeg hader, når du ødelægger mit dæk.” Svarede kaptajnen køligt tilbage. “Desuden har det smittet af på mandskabet. Mit dæk ender med at være mere et net end et usselt plankegulv.” Juvar pegede ned mod mandskabet, som stadig stod med deres kløer plantet nede i dækket. En bølge slog mod siden af skibet, så hårdt at Juvar blev nød til at støtte sig til et reb for ikke at vælte. En dyb latter blev udløst hos den enøjede Rh’hinal.
”I det mindste står jeg fast.” Hans ansigt blev dog igen alvorligt og en anelse overtroisk. “Men jeg siger dig, Juvar. Der er noget ondt ved den her storm. Noget er på vej.” Juvar lod blikket spejde udover havet endnu en gang. Endnu en søslange forsøgte at fange et let bytte, men endte sin rejse fra bølgen med et bump mod de hejste lemme, hvilket kvalte dens skrig.
”Vi er stadig langt fra kysten. Xeroths lakajer kan ikke have opdaget os. Ikke endnu.” Heerande borede kløerne dybere ned i træet.
”Det er ikke oprørerne, jeg mener. Der er noget andet i luften.” Juvar overvejede Heerandes ord eftertænksomt. Efter at have kæmpet side om side med den grå fugl i mere end to hundrede år havde Juvar lært at stole på Heerandes intuition. Desuden havde Juvar følt noget selv, en uforklarlig fornemmelse af, at der gemte sig noget i dybet, borede sig længere og længere ind i hans sind. Heerande var blandt de tre overlevende ved slaget, der startede ’Brødrekrigen’, som den var kendt som. Metalpladen, der dækkede hans venstre øje, havde været prisen for, at han havde stået op mod selveste Xeroth i tvekamp. Xeroth havde overmandet den grå fugl, men kampen havde købt nok tid til at få Yggra i sikkerhed og få nedkæmpet Xeroths angrebsstyrke. Den mørke prins havde ikke haft andet valg end at flygte, men først efter han havde taget Heerandes øje, og næsten hans liv.
”Jeg kan også føle det. Som om luften er ladet med energi. Det føles som…”
”Som magi.” Afsluttede Heerande betænksomt. “Der er magi i luften, og jeg tvivler på, den er til vores gavn.”
Juvar svarede ikke.
Heerande kløede sig rundt om metalpladen.
”Udover den gamle er det kun Xeroth, som kan tøjle verdens skjulte energier. Det har inkvisitionen sørget for med deres renselse.”
”Der er stadig nogen derude. Vi har fået rapporter om enkelte praktiserende, som er blevet drevet i skjul eller til fjendens side på grund af de fanatikere. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår kongens intention, og grundlag...” Juvar færdiggjorde ikke sætningen, men tænkte for sig selv, at jagten og indkvarteringen af magiudøvere var en rystende beslutning. Det var sandt, at magi kunne tage mange forfærdelige former, men magien gemte også på smukke mirakler, som at helbrede de syge, sørge for at høsten voksede sig højt, eller beskytte folket mod fjender.
”Et fjols forsøger sig med et kup, og så skal alle straffes. Det er det rene vanvid. Nu er alt magi overladt til én vogter, der ikke engang har lov til at bruge det i kamp. Den gamle er blevet sat som en prinsesse i et tårn, og resten bliver myrdet i gaderne.” Heerandes skarpe tone var som taget ud af Juvars tanker, men han ville aldrig få sig selv til at tale skidt om sin konge. I stedet tav han og forsatte med at overvåge deres situation.
I næste nu splittede himlen sig på midten. Et grønt lyn skar gennem en sort himmel og slog direkte ned i hoveddækket på Flammesjælen.
”Hvad trolddom er dette?” Først nu rørte den urokkelige Heerande på sig. Hans rustning var mørkere og tungere end Juvars, men den glimtede stadig i månelyset. Der var intet at se på dækket, ingen flammer. Intet andet end en tyk grøn røg som steg op fra det sted, hvor lynet havde slået ned.
”Status!” Råbte Juvar, men der var vild forvirring på dækket. Et par af fuglene var faldet om, andre tog sig til hovedet eller forsøgte at orientere sig. En dyb rumlen lød fra havets dyb. Som lyden fra et horn der blev blokeret af en tyk væg eller et stykke stof. Juvar og Heerandes blik mødtes.
”Xerothianer!” Råbte Juvar.
”Til våben!” Tilføjede Heerande, som havde forudset Juvars næste befaling. Juvar forsøgte at placere lyden, da den kom igen, men det var umuligt. Måske kom den et andet sted fra. Det eneste han kunne konstatere var, at den var tæt på. Han kiggede udover sin flåde på 150 skibe, som fulgte ham. Han gav et signal og en rød ildkugle blev skudt op i luften. En advarsel til resten af flåden om, at fjenden var nær. Røgen på dækket nægtede at fortage sig, det var stort set umuligt at se gennem den mørkegrønne farve. Der var dog stadig ingen tegn på flammer, hvilket var en god ting. En brand på et skib var det værste, der kunne ske. Søslangerne gjorde hold med deres nytteløse angreb og valgte i stedet af sætte kurs mod dybets evige mysterier. Kanonerne var ved at rulle frem bag skjulte låger på siden af skibet, da et brag, som ikke stammede fra et lynnedslag, pludselig bredte sig over havet. Midt i flådens formation begyndte flere skibe at gå til bunds, som var de blevet beskudt af en usynlig fjende. Juvar kiggede ud mod vandet og så flere skibe gå ned. Ingen fjender i syne, hverken mod øst, vest, nord eller syd. Heerande sprang ned på hoveddækket for at få styr på mandskabet, da der stadig herskede forvirring og kaos dernede. Juvar fangede sig selv i at sætte kløerne i dækket, da skibet gjorde et voldsomt ryk, som var det blevet ramt af noget stort og tungt. Han bandede over mærkerne, han havde efterladt i sit fine gulv, da han kiggede udover horisonten. Stadig mødte hans blik intet andet end den sorte linje, der skilte havet med himlen. Den tykke grønne tåge var stadig ikke taget af, hvilket gjorde det umuligt at se, hvad der foregik på hoveddækket. Heerande var i færd med at kommandere fuglene, som så småt var begyndt at klargøre kanonerne på hoveddækket. Flere af dem trak sværd og spyd og forsvandt derefter ind i den tykke tåge. Heerande råbte noget op til Juvar, men blev overdøvet af et brag, der stammede fra den grønne tåge. Adskillige fugle kom som kastet ud af røgen. Havde det ikke været for de hejste lemme, ville de fleste være slynget over bord og ud til de sultne søslanger, som var søgt længere ned i dybet. Dog ikke længere end de kunne nappe et let bytte i vandet. Endnu en gang rykkede skibet sig, og Juvar vendte sig mod sin styrmand.
”Hårdt til bagbord. Vend os om!” Styrmanden så forvirret ud, men stolede nok på sin Kaptain til at følge befalingen. Heerande kaldte igen, han stod nede på dækket, men der var for meget larm til, at Juvar kunne høre ham. Skibet drejede langsomt omkring. For langsomt.
”De kommer.” Udbrød han for sig selv.
”Kaptain?” Spurgte styrmanden, som stod ved siden af stadig i færd med at vende skibet.
”Få det skib omkring. Nu!” Juvar skulle selv til at overtage roret, da endnu et horn lød fra dybet af.
Pludselig skete der det han havde forudset blot et øjeblik forinden. Selvom det var umuligt så skete det. Fra havets overflade skød flere sorte konstruktioner frem. Skibe med sorte bannere krøb ud af havet, som var det havuhyrer, der kom op for at fortære den royale flåde. Tre skibe skød op nær Juvars, en hurtig kommando og en salve fra de mange kanoner sendte det ene fjendtlige skib til bunds lige så hurtigt, som det var blevet fremtryllet fra havets dyb. Vandet blev fyldt med Xeroths mørke skabninger, som havde ageret mandskab på de sorte skibe. Ulig den royale flåde, som bestod udelukkende af Rh’hinaler, bestod Xerothianerne af en blanding af store og små skabninger. Mange af dem var kommet til via sort magi og vanvittig videnskab. Små ranglede væsner med lange arme, der stak ud fra vilkårlige steder på deres kroppe, svingede sig mellem masterne, mens de kastede giftige spyd mod deres modstandere, hvis de kom ind for rækkevidde. Deres mørke skæld glimtede i månelyset. Større væsner af forskellige oprindelser stod på dækkene og skreg med en vanvittig blodtørst i deres grove og gurglende stemmer. Nogen med horn fra deres pander, og andre med lang pels der hang løst ned langs deres våde kroppe. De fleste bar lette rustninger, små skjolde og enten spyd, sværd eller køller. Andre havde fået smeltet metalplader ind i deres kroppe, hvilket gjorde dem mindst lige så skræmmende, som de var farlige. Hver eneste bevægelse, de foretog sig, sendte smerter gennem deres krop, men de havde lært at nyde smerten og bruge den som brændstof for deres raseri.
De to andre skibe drejede sig i position. Omkring dem var flåden brudt op. Flere skibe skød frem fra dybet. Der var færre end den royale flåde, men overraskelsesmomentet havde været til deres fordel. Xeroths mørke skabninger udstødte hadefulde kampråb mod den royale flåde, mens deres kanonkugler fløj gennem luften. Juvar fik i sidste øjeblik sin styrmand til at navigere uden om en slagside. I lynets lysglimt kunne de se hængte Rh’hinaler og andre gode skabninger, som dinglede fra masterne af fjendens skibe. En taktik den mørke prins, Xeroth, havde taget i brug for at afskrække sine fjender. Det virkede ikke på Juvar, som blot blev fyldt med et blodtørstigt had fremfor frygt. Han udstedte kommandoer, og med et mesterligt træk sank endnu en af fjendens skibe, men på bekostning af en af hans egne, som endte med at være blottet for et skib der kom til overfladen uden varsel. Dækket var stadig det rene kaos. Hans mandskab råbte og skreg, mens stadig flere blev slynget gennem luften og ind i de efterhånden medtagne lemme. Juvar skulle til at springe ned på dækket for at se, hvad der foregik, da han måtte beordre sin styrmand til igen at skifte kurs. Det var kun med meters afstand, at en af Xeroths skibe sejlede lige forbi hans eget. Xerothianerne havde intet problem med at ramponere direkte ind i et skib for at tage det med i faldet. Slaget rasede, og pludselig fandt Juvar sig selv ansigt til ansigt med Heerande.
”Vi har fundet noget.” Sagde den enøjede fugl hans stemme underligt nervøs. Der var normalt intet, der kunne ryste Heerande.
”Hvad er det?” Juvar følte ikke, han havde tid til meget andet end at styre slagets gang, men da Heerande trådte til side, blev han både forvirret og nysgerrig. Han så pludselig årsagen til kaosset på sit skibsdæk. Røgen havde endeligt fortaget sig, og nede på dækket stod et lille væsen omringet af hans egne sømænd. Det var ikke meget mere end halv størrelse af ham selv, men da en modig Rh’hinal sprang frem med sit sværd hævet over hovedet, strakte det lille kåbeklædte væsen en hånd frem og kastede Rh’hinalen til jorden. Det lille væsen besad en formidabel magt, men det var tydeligt fra måden, det bevægede sig på, at det var ved at blive træt og udmattet. Det tog et skridt, og pludselig tog det sig til sine venstre ribben, som var de brækkede.
Endnu en Rh’hinal fløj gennem luften, og det lille væsen faldt på knæ. Juvar sprang ned på dækket, og før det mystiske væsen kunne nå at gøre modstand, bredte han sine vinger og slog et slag så kraftigt, at vinden slog væsenet omkuld. En stok røg på jorden, for enden af den sad en sort sten. Juvar tog chancen, og med et par hurtige skridt lukkede han afstanden mellem sig selv og sin modstander, som var ved at genfinde sit fodfæste. Foran ham stod en lille sær skabning med et underligt lyserødt skind, der hverken bar fjer eller skæl. Det havde to ben, to arme, og en besynderlig beklædning, men ingen vinger eller hale. Ansigtet var halvt skjult af hætten på kåben, men da et lyn tegnede sig på himlen, kunne han se, at væsenet var såret. Rødt blod løb ned over ansigtet på den ene side. Gennem lyst hår, der hang ned fra den anden side, kunne Juvar se et par grå øjne, som syntes for et øjeblik at lyse, før de igen falmede og blev mørke i det lille væsens ansigt. Juvar havde tusind spørgsmål, men vidste ikke, hvor han skulle starte. Væsenet betragtede ham længe, før det til sidst faldt sammen på dækket.
Skibet rykkede sig, de var blevet ramt, men ikke slemt. Heerande stod pludselig ved siden af ham klar til at springe på det sære væsen, da Juvar afbrød hans bevægelse.
”Før den ned i arresten, og sørg for at den ikke kan komme ud.”
Juvar råbte endnu en kommando, og skibet drejede, uventet for fjenden, den modsatte retning. Fjendens næste salve ramte ved siden af for at finde dem selv stå parallelt med Flammesjælen. En fuld slagside sendte det mørke skib tilbage mod dybet
”Vi må tage os af den der senere.” Det sære væsen blev ført væk, slaget måtte forsætte.
24. marts, 2019
Graywick – England
Solen sank stilfærdigt ned bag horisonten. De sidste solstråler gav skyerne et blodrødt skær, der hang over Graywick som en advarsel. Tegltagene på de tætpakkede bindingsværkshuse delte den samme belysning, som, sammen med den tætte tåge i de tomme gader, gav den engelske middelalderby et dystert udtryk.
Det var ved at være tid.
Howard observerede den sidste solstråle trække sig tilbage, i takt med at skyerne og tegltagene skiftede farve fra rød til henholdsvis grå og sort. Den eneste lyd var den milde brise, som slæbte sig igennem tomme brostensbelagte gader. I det samme at lyset var forsvundet, begyndte den lokale kirkeklokke at slå. Lyden gav genklang gennem de smalle gader og stræder. For et øjeblik skyllede en kaskade af dårlige minder igennem Howards sind. En lang række begivenheder som han allerhelst ville være foruden, men som for evigt var en del af ham og hans søskende. Han satte sig tættere på det snavsede vindue. Det var ikke en Taroklokke, som slog an, men han kunne ikke undgå at blive mindet om alt det forfærdelige, en simpel klokke og nogle uvidende børn havde medført. Ved at vende og dreje den sorte sten, som sad for enden af hans stok, formåede Howard at ryste tankerne af sig igen. Fortid var fortid, det var nuet, som talte. I stedet fokuserede han på de mange mørke vinduer, som pyntede de skæve rækkehuse. Vinduerne var tomme, som de var det meste af døgnet. Til tider kiggede blege udtryksløse ansigter ud af glasset, men de forsvandt som regel hurtigt igen. I de to dage Howard havde siddet i skjul på et købmandsloft i en forladt butik og observeret folkene i byen, havde han set adskillige af dem forlade deres hjem, men sjældent hilste de på hinanden, eller talte til hinanden i det hele taget. De holdt sig for sig selv og lod til at holde fast i rammesatte rutiner. De tog af sted på deres daglige gøremål, men der var noget forkert ved det hele. Bagerens brød blev bagt men aldrig solgt. Fiskeren tog ud på vandet og vendte tomhændet tilbage. Mekanikeren arbejdede på den samme bil i timevis uden noget synlig resultat. Og sådan forsatte det. En endeløs cyklus uden formål eller ende. Der var ingen borgmester eller anden form for administration, og selvom byen havde kapacitet til godt to tusind mennesker, boede der ikke mere end et par hundrede i de forfaldne huse. Hvilket betød, at størstedelen af byen var som en spøgelsesby. Howard kunne ikke lade være med at tænke, at de var så godt som døde allerede. De levende døde af Graywick. En skidt fornemmelse skød gennem ham, og hårene rejste sig på hans nakke i takt med de dystre tanker.
Der var dog en enkelt person, som skilte sig ud fra resten. Den lokale præst gik ofte fra hus til hus, komplet upåvirket at den foruroligende stemning, der havde taget hold i byen. Der var dog ingen tvivl i Howards sind om, at det ikke var en helt almindelig præst men blot en i forklædning. Når han gik forbi en af byens folk, vendte de ofte deres blikke mod ham, og nogen foldede endda deres hænder og strakte dem mod ham som en form for hilsen, eller som et tegn på respekt. Howard havde set lignende tilfælde før, men dette var i et større omfang end forventet. I bedste fald havde han håbet på, at byen blot levede sit stille liv uden en ide om de mystiske kræfter, der gemmer sig i de mørke hjørner af verden. Præsten måtte være en Taro-mager; en troldmand fra en ældgammel orden som brugte sine kræfter til at trællebinde byen, dem, som havde modstået præstens indflydelse, var uden tvivl blevet trukket ud af deres hjem i ly af natten for aldrig at se morgensolen igen. Formålet var endnu usikkert, men Howard gættede på det mest simple mål af alle; magt. Der fandtes et utal af ritualer og besværgelser, og selv Howard ville ikke kunne være i stand til at påstå, at han kunne så meget som halvdelen af dem, men han vidste, at visse ritualer krævede livskraft, hukommelse eller tanke-virksomhed. Alt sammen ingredienser man kunne finde i det menneskelige krop og sind. Taro-ordenen havde ingen love omkring denne praktik, men den var generelt ikke anset. Ordenens eneste formål var at opnå indflydelse, magt og rigdom. De Vise ville gøre hvad som helst for at beholde deres magtstatus, så deres medlemmer fik stort set frit slag til at gøre, hvad de ville. Så længe det ikke var i strid med De Vises planer, hvad end det så måtte være. Generelt var De Vise et stort mysterium. Ingen vidste rigtig, hvem de var, eller hvad deres mål var men frygtet og respekteret, det var de alligevel. Som et uhyre i skabet, man bare ved er der, og derfor åbner man det aldrig i frygt for, hvad konsekvens det kunne medføre.
Præsten var ikke at se på de tågede gader, men som regel, når han ikke var på sin vandring i byen, befandt han sig i byens lokale kirke. Hver aften, når solen var gået ned, slog kirkens klokke an.
Da klokken havde slået et par slag, blev Howards opmærksomhed fanget af noget. Der var endelig aktivitet nede på gaden. Det snavsede vindue tillod ikke Howard at se detaljer, det var som at se skygger, der passerede igennem tid og rum. Endnu et minde strøg gennem hans sind fra hans rejser i den anden verden på den anden side af skyggen. Kryznakh, som det blev kaldt, var fyldt med skygger fra fortiden, og endda fremtiden på en og samme tid. En udfordring selv for de mest beherskede sind på kloden. Mange magere havde mistet forstanden efter blot et glimt af Kryznakhs sære tidslinje men ikke Howard Stone. Han var den rejsende, som havde trodset alle de odds, der var at trodse.
Rækkehusenes døre åbnede næsten i takt, og ud marcherede byens beboere. Selvom der ikke var mange mennesker tilbage i den lille by, var gaderne i dette øjeblik fyldte. Ingen sagde godaften til hinanden eller tilkendegav på anden måde, at der var andre i deres omgivelser end dem selv. Howard knugede stenen for enden af sin stok ind til brystet, hvilket gav ham en form for tryghed. På trods af tågen, som havde lagt sig tungt i den lille middelalderby, gik de alle sammen mod kirken, hvis klokke stadig slog an til samling. Deres gang var langsom men målrettet. Det var som en march af de levende døde. Nogen bar lanterner med levende lys, som kastede uhyggelige skygger i den tætte tåge. Deres ansigter var udsultede og deres tøj laset. Der var både mænd, kvinder, gamle, unge, ja selv børn gik med sløve skridt igennem gaderne for at nå op til kirken, som var placeret i byens absolutte centrum. Et klassisk design fra gammel tid. Det gjorde det muligt for alle at være lige tætte på Gud. Det var dog ikke ham, de var på vej for at møde denne aften.
Howard ventede, til lyset fra deres lanterner blot var små prikker i tågen, før han sneg sig ud fra sit gemmested. Han åbnede forsigtigt vinduet og gled ud på gaden ved først at hoppe ned på nogle trækasser. For en sikkerheds skyld kiggede han sig en ekstra gang omkring for at sikre sig, at der ikke var en, som havde forvildet sig rundt i tågen. Han ville helst ikke opdages, før hans mission var fuldført. Med byen tom for nysgerrige blikke kunne Howard bevæge sig frit igennem byens gader og ud på den anden side, som, han vidste, ville være tom, så længe byens folk var til samling i kirken.
Foruden sine egne fodtrin og lyden fra sin stok, som gav en ubehagelig genklang mellem brosten og skævegader, var Graywick et lydløst sted. Der var ingen fugle, som var vågne, eller rotter som løb tværs over vejen. Ingen vind som trak i de dårligt behandlede skodder eller butiksskilte, som hang med kæder ned fra træbjælkerne. Selv den milde brise fra før havde lagt sig fuldstændig. Gade efter gade var det samme. Selv kirkeklokken var holdt inde med at slå, da den sidste beboer var trådt ind igennem kirkens tunge egetræsdør. Howard vidste dog ikke, hvor lang tid han havde, da det lod til at variere, hvor lang tid de opholdt sig derinde. Men han vidste, at deres næste destination ville være den samme som hans egen, så han satte et godt tempo for ikke at støde ind i dem.
Da han kom til byens udkant, kunne han øjne nogle ældgamle ruiner, som lå et par hundrede meter fra det sidste hus i byen. Han kiggede omkring for at se efter en ørn eller ulv, men så intet. Hvilken form, Marcus havde taget, var ikke til at vide, men han vidste, han var derude et sted i skjul. Han nærmede sig hurtigt ruinerne. Det havde engang været et storslået kloster, hvor munke i gammel tid havde boet og udad til havde tilbedt Gud og spredt hans gode vilje og ord. Nu var der ikke meget tilbage af det mageløse stykke arkitektur, som i sig selv var en løgn. Munkene, klosteret, de kristne krucifikser var ikke meget andet end en facade. I virkeligheden havde munkene tilbedt helt andre kræfter. Kræfter ældre end tiden selv, som lå skjult i mørke verdener, fulde af had og ondskab. Munkenes foragtelige ritualer havde påvirket byen mere og mere, som tiden gik. Til at begynde med var det snak på den lokale kro, hvisken på gaden, og skulende blikke mod klosteret og dets beboere. Senere begyndte folk at høre historier om sære ritualer, og de hørte lyde derfra om natten, som rystede deres grundvold. Deres protester og bekymringer blev affejet af den lokale biskop. Det var først, da folk begyndte at forsvinde, at tingene for alvor eskalerede. Først var det et par lokale jægere eller fiskere, som på forklarlig vis var forsvundet som en del af deres profession. Snart var det dog familier, der vågnede op til deres børns tomme senge. Til sidst endte det hele med, at byen tog retfærdigheden i egen hånd og stormede klosteret. Det var en blodig affære, som havde udfoldet sig for flere hundrede år siden, men selv denne dag kunne Howard mærke ekkoet af de mange spildte liv, som havde farvet jorden rød. Nu bestod klosteret af en forfalden mur, der før i tiden havde omgivet hele området, hvilket havde tilladt en enkelt indgang. Nu var muren faldet sammen flere steder, hvilket havde åbnet op for et utal af indgange. Inde i midten lå selve kirken, men der var også et opholdsområde til de bosatte munke. Der havde været køkken, bad og små kamre, som husede en munk hver. Foruden det havde der været en smedje, en lille stald og en krypt, hvor de døde var blevet lagt ned for at hvile i mørket.
Den eneste bygning, der var noget tilbage af, var selve kirken. Resten var murbrokker og halve vægge, som stod og ventede på at falde sammen. Kirkens østlige side var faldet komplet sammen, men mod nord, syd og vest var den forholdsvis intakt. Howard gik ind og så sig omkring. Der var ikke noget inventar. Græs og ukrudt havde boret sig op igennem gulvet. Et stort træ havde banet sig vej gennem kirkegulvet - lige i midten. Det var et forvredet troldetræ, som snoede sig rundt om sin egen stamme, så det fik et unaturligt udseende. Med månelysets belysning lignede træet næsten en ond ånd, som ventede på, at en dødelig skulle komme forbi som et let bytte. De bladløse grene bredte sig ud som lange fingre, der var klar til at gribe fat i tåbelige vovehalse, som kom for tæt på. Resterne af et alter kunne anes bag træet, og ved dets side en balkon som biskoppen havde brugt som talerstol, som stadig var forholdsvis intakt.
Howard gik længere ind og prøvede at finde det, han søgte. Membranen mellem verdenerne var tynd her, han kunne føle det ved at mærke energien i området. Luften var som ladt med kosmiske kræfter, der strøg igennem det ødelagte lokale. Der var denne slags ladning overalt i verden, men der hvor dimensionerne mødes, og man kunne krydse fra en verden til en anden, var der altid sivet mere energi ud til denne verden. Han løftede sin stok op som en stav og lod energien flyde igennem sin krop og ud igennem stenen for enden. Stenen var den selvsamme, som han havde brugt mod Xeroth Xadarian blot to år før; den mørke prins, som havde besat og pint ham og hans tre søskende i godt 140 år. Resultatet af et mislykket forsøg på at forøge deres kræfter som børn. Alt sammen for at imponere deres far, Jonathan Stone. I stedet for endte de med at blive besat hver især af dele af Xeroths personlighed, og først efter næsten 140 år lykkedes det at sende ham tilbage til den verden, han kom fra, Kryznakh. En vind blæste gennem ruinerne, og stenen udsendte et lys. Først var det svagt, men det blev hurtigt skarpere og skarpere, indtil det hurtigt svandt ind igen og efterlod endnu engang Howard til mørket. Howard fornemmede vibrationer i luften, som ledte ham i en bestemt retning. Han fulgte fornemmelsen videre ind i kirken, mens han kiggede op mod loftet. Han kunne mærke, at han bevægede sig i den rigtige retning i forhold til sit mål. Til sidst fik han øje på det. Højt oppe under taget var der fri luft helt op til det højeste tårns spids. Kirkeklokken hang der stadig. Det var dog ikke nogen almindelig klokke. Det sorte metal og de bemærkelsesværdige mønstre på dens side, afslørede den med det samme. For den almindelige person ville det blot virke som en normal kirkeklokke, men Howard havde ingen tvivl. Det var en Taro-klokke, som hang over hans hoved. En magen til den som havde haft sin plads på en klippeafsats på Stone Island, og magen til dem han og hans bror havde brugt de sidste to år på at finde og destruere. Selv efter flere års forskning i klokkernes oprindelse kunne Howard stadig ikke finde ud af, hvor klokkerne stammede fra. Det var tydeligt, at de ikke kom fra denne verden, men hvilken verden, de så kom fra og hvorfor, var stadig et mysterium. Selv klokkernes sande navn var ukendt. Taro-ordenen havde blot taget patent på disse artefakter uden egentlig at have en ide om, hvad de i virkeligheden var. Som hans søskende og han selv havde erfaret, gjorde de det muligt at åbne portaler til andre verdener, men prisen var som regel stor.
For stor for Howard.
Taro-ordenen, som var en hemmelig orden af troldmænd, havde brugt klokkerne i årtusinder til at tilegne sig umådelige kræfter og magt over andre. Et misbrug som ordenen ikke så skævt til, men som havde ledt til mange folks lidelser igennem årene. Klokken her i Graywick havde været inaktiv i mange år, men det lod til at den lokale troldmand havde haft planer for byen et stykke tid.
Howard gjorde sig klar til et ritual som skulle uskadeliggøre klokken, og lukke membranen mellem verdenerne. Han stillede sig lige under klokken med sin stok i hånden og gjorde sig klar til at begynde. Han var stadig alene og han vidste at et sted ude i mørket holdt hans bror, Marcus, sig klar, i tilfælde af, at Howard skulle komme i knibe.
Klokken slog an, som svar på ritualet. Han måtte først åbne porten for at lukke den for evigt.
Dens rumlen fik ruinen til at ryste og skælve, og Howard gjorde sit for at holde sit sind i nuet og ikke i sin fortid, som var forpint af klokkens nådesløshed på Stone Island. Han forsatte ritualet, som bestod af meditation og en besværgelse, som blev udtalt på et sprog fra en anden verden. Howard messede, og klokken slog igen og igen. Det var kun et spørgsmål om tid, før byens folk og troldmanden ville storme op til ruinen, men ritualet kunne ikke fremskyndes. Over ruinen samlede skyerne sig til et tykt sort tæppe, og vinden blæste voldsomt omkring ham. Han åbnede øjnene og så den ene sære verden for sig efter den anden. Ved klokkens første slag var der en verden fuld af teknologi og vidunder. Det var som at se ind i en science-fiction-historie. Flyvende transportmidler i en by der lod til at strække sig ud over horisonten. Sære væsner på gaderne i alle former og skikkelser, som bar alle mulige forskellige slags elektronisk udstyr; svævende skærme foran deres kroppe, som hang frit ude i luften, uden tegn på fremdrift eller ophæng. Blinkende metalting som stak ud gennem deres rygge eller andre steder på deres kroppe, og ekstra lemmer i både solidt og fleksibelt materiale, som tillod væsnerne at bevæge sig ubesværet rundt på gaderne og endda op og ned ad bygninger som næsten så ud, som var de lavet af lys. Der lød endnu et slag; den sære højteknologiske verden forsvandt, og Howard så nu ind i en verden af mørke. Det eneste tegn på liv var hurtige skygger, som bevægede sig fra et sted til et andet, lydløst og forsigtigt. Klokken slog igen og igen, og for hver gang kunne Howard se ind til et nyt forunderligt eller forfærdeligt sted. Da klokken havde slået sit ottende slag, og skulle til sit niende og sidste, kunne Howard høre skrig og larm ikke langt fra sig.
Marcus var gået i gang. Howard havde tiltrukket sig opmærksomhed fra byens folk. Han ønskede blot, at Marcus ikke ville skade for mange, og ikke for voldsomt. Det var trods alt ikke beboernes egen skyld, men en grådig skrupelløs troldmands foragtelige handlinger der havde ledt til den situation, de befandt sig i nu. Lige før klokken slog sit niende slag, kunne Howard fornemme, at der var nogen i nærheden af ham. Et øjeblik så han en mørk dæmonisk skikkelse med lysende grønne øjne og horn i panden for sig, og det næste øjeblik fløj han gennem luften. Kastet gennem ruinen af en usynlig kraft. Howard smagte blod i munden, da han landede hårdt på en blanding af jord, sten og græs. Bag fra træet trådte en skikkelse frem iklædt en præstekjole. I hånden holdt han en læderindbundet bog.
”Hvem tror du egentlig, at du er?” Udbrød præsten rasende, hans stemme lys og skinger. Han brugte sine kræfter til at løfte Howard fra jorden, så hans fødder ikke længere kunne nå et fæste. Howard kiggede manden i øjnene og så galskaben havde sat sit tegn.
”Ved du overhovedet, hvad du har gang i?!” Spurgte manden foragteligt. Han strammede sit greb om Howard. Han kunne mærke en kraft overalt på sin krop. En kraft som prøvede at knuse hver en knogle i hans legeme. Vinden omkring dem forsatte med at rive i ruinen, og klokken buldrede over hovedet på dem. Luften føltes elektrisk af energi, som kom passerende fra andre verdener. Howard fik endelig overblik over situationen, og med lethed fik han brudt grebet om sig selv og lod sig stille dale ned på jorden igen. Præsten fik sådan et chok over Howards evne til så let at bryde hans greb, at han gispede. Han trak armene tilbage og kastede dem frem i Howards retning. Fra præstens hænder sprang et lyn frem, som forbandt sig direkte med Howards position. Da røgen lettede, og Howards krop var forsvundet, brød manden ud i latter. En sort plet var alt, der var tilbage.
Præsten gav sig til at le.
”Sådan en andenrangs tåbe.” Fnøs han, lige før han et øjeblik stivnede.
”Giv op, præst!” Howard havde en advarende tone i sin stemme. Præsten drejede rundt for at se, at Howard stod ovre ved den vestlige del af kirken. Han havde teleporteret sig selv, det øjeblik lynet skulle have ramt ham. Præsten svingede armene omkring sig i vildskab, idet han drejede omkring. En bølge af energi fulgte med i hans bevægelse, som var så voldsom, at den skubbede en forfalden mur omkuld. Den sluttede pludseligt ved Howard. Et usynligt skjold brød bølgen, og alt omkring Howard var stille, mens alt andet var som en storm. Luften omkring ham blev fyldt med lys og støv fra energien mellem de to kræfter. Præsten trampede i jorden i frustration.
”Hvem fanden er du?”
Howard svarede ikke. Han pegede stokken i præstens retning, og lod præsten flyve gennem luften og ende i kollision med en væg. Præsten gispede og stønnede, men skyndte sig op på benene igen og lod endnu et lyn forlade sin krop. Energiladningen var så stor, at der, hvor lynet ramte, var der et mindre krater. Præsten gik i knæ af udmattelse, hans vildskab kostede ham hans udholdenhed. Han gispede efter vejret, og tunge perler af sved havde samlet sig på hans pande. Howard lagde en hånd på præstens ryg og lod ham flyve gennem luften endnu en gang. Endnu en gang havde Howard teleporteret i sidste øjeblik, før lynet ville have ramt ham.
”Hvem er du?!” Skreg præsten igen, da han var kommet op og stå. Han blødte fra munden, og hans arm var tydeligt såret. Howard trådte frem i månelyset og valgte denne gang at svare manden.
”Howard Stone.” Svaret kom med en autoritet, som satte sit mærke i præsten. Han var fyldt med skræk.
”Troldmandsjægeren? Hvad vil du med mig? Jeg har ikke brudt nogen Taro-love. Dette er min ret!”
”Du har ingen ret over disse mennesker. Dit lille show stopper her, præst.” Howard gav præsten endnu en flyvetur; denne gang voldsommere end de forrige. Præsten var stort set drænet for energi, og det var ikke andet end galskab og viljestyrke, der fik ham på benene igen.
”Jeg har al ret!” Skreg han. Denne gang prøvede han ikke med et angreb. I stedet for svingede han armene ud i en cirkulær bevægelse og lod et skjold forme omkring ham selv. Han løftede derefter armene op mod klokken. Howard sendte en bølge af energi af sted, men den prellede af på skjoldet.