Forfatteren kan kontaktes: ”Le Petit Jas”, 84750 St. Martin de Castillon, Frankrig.
e-mail: vloubetjberg@orange.fr
© 2021 – Jacques Berg
Forlag: Books on Demand GmbH - Hellerup, Danmark
Fremstilling: Books on Demand GmbH - Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN: 978-87-4303-734-7
”Himmelstigen, Niels Stensens dagbog” (Forum 1993)
”Den franske mor” (Gyldendal 1997)
”Hver min vej” (Thaning & Appel 1999)
”Provencalsk mosaik” (med fotografier af Valérie Loubet, Gyldendal 2003)
”Det andet Toscana” (med fotografier af Valérie Loubet, Gyldendal 2005)
”Det sidste menneske – og andre fortællinger fra Provence” (den lille jas, 2006)
”To gange ø, Deux fois île – Ærø og Yeu” (Mark & Storm, 2007)
”Frankrig – et moderne skindemokrati” (den lille jas/Klim, 2007/2012)
”Provence, kogebog med landskaber” (med fotografier af Valérie Loubet, den lille jas/Klim, 2008)
”De satans franskmænd og de herlige danskere /Ces putains de Français et les prodigieux Danois” (den lille jas 2009)
”Mon temps avec Proust /Min tid med Proust” (den lille jas, 2010)
”Havstal forude” (roman, Books on Demand 2011)
”Kanonkongen barnet, essay om adoption, eksil og den tabte tid” (BoD, 2012)
”Anslag I – II, tekster 2013-14 / 2014-15” (papirbog og e-book, BoD, 2019)
”Anslag III – IV, tekster 2015-17” (papirbog og e-book, BoD 2020)
Den troskyldige novice finder sit fædreland blidt,
den noget stærkere ser et fædreland
i alle lande, men den, der opfatter hele verden
som et fremmed land, han er fuldkommen.
Hugo de Sancto-Victore,
saksisk munk fra det 12. århundrede.
Saa snart blot En kunde oplyse, hvor og hos hvem man
indgiver Ansøgning om Tilladelse til som eenligt
Menneske at turde skrive eller nedsætte sig som
Forfatter i Menneskehedens, i Århundredets, i vor
Tids, i Publikums, i Manges, i Fleres Navn (...) da
skulde jeg maaskee ikke kunne modstaae den Fristelse
snarest muligt at skrive en yderst vigtig Bog, der taler
i Millioners, Millioners, Millioners og Billioners Navn.
Johannes Climacus: ”Afsluttende Uvidenskabeligt
Efterskrift til de Philosophiske Smuler, udgiven af
Søren Kierkegaard” (1846)
Søren Kierkegaard Samlede Værker,
(bind 10, side 279, Gyldendal 1963)
Dette tredje og velsagtens sidste bind af dagens stikpiller og andre grundtanker ligner logisk nok de to foregående. Sigtet er det samme, metoden ligeså.
Her vil jeg bare sige lidt om det skøre projekt at ville følge verden (og mig selv) hen over seks år for derefter at lade fem være lige og overlade læseren til at slås videre med problemerne, helt alene!
De skæve år, som teksterne omfatter, kunne lige så godt ligge et andet sted i den store tidsramme. Trods deres universelle sigte (fra støvkornet til hvedemarken) omhandler de en uendeligt lille, tilfældigt valgt bid af vores Historie.
Min vovelige påstand er nu den, at det således udskårne tidsrum (2013-2019) alligevel kan levere et overblik og en indlevelse i vores livsvilkår – det vil sige i menneskets ubegribelige måde at gebærde sig på. Som kan være så meget, men i grunden ikke er særlig tidsbundet.
Med andre ord, de tre foreliggende binds snævre udvalg i tid, rum og stof vil jeg påstå rummer noget alment, noget der rækker ud over de nedskrevne ting, personer og hændelser.
Falsk beskedenhed har for længst ført verden ud over afgrunden. Vi (jeg+jeg) tager det fulde ansvar for det livssyn, den døde vinkel og de levende lys, der her og der måtte falde den opmærksomme læser i øjnene.
En og anden vil indvende, at teksterne enten er for korte eller for lange, og under alle omstændigheder ligegyldige. Det er et rigtig godt udgangspunkt! Som minder om min egen tilgang til de bøger, jeg har høvlet mig igennem for at kunne gengive kvintessensen af deres indhold her.
En lillebitte, verdensomspændende netradio, den2radio.dk, har til evig tid oplagret nogle af teksterne fra de tre bind Anslag, højtlæst af forfatteren og radiofonisk anrettet af vennen Jesper Tang – der tilmed har rettet foreliggende tekst.
De dermed anslåede indslag ser jeg som en gravsten – der er mange måder at angribe uendeligheden på! Om man på den facon også opnår den evige salighed, er en dristig tanke, som kun tiden tør lege med.
JB
Saillans, en landsby i det sydøstlige Frankrig (departementet La Drôme).
Søndagsmarkedet foregår på kirkepladsen samtidig med gudstjenesten. Jeg ser nærmere på monumentet over de faldne fra verdenskrigene 14-18 og 39-40. Det står i skyggen af nogle store kastanjetræer. Hvor mange unge franskmænd fra dette gudsforladte sted måtte lade livet? Færre end i Bretagne og på Korsika formoder jeg, men under alle omstændigheder for mange, nok til, at egnen har oplevet det som en tragedie.
Men nej, det viser sig, at monumentet slet ikke er til minde om ”Fædrelandets faldne” – det er til ære for Republikken!
På toppen af søjlen er der derfor hverken en skrydende gallisk hane eller en poilu, en menig soldat med geværet i strakt arm, men en buste af Marianne, som fru Mathilde Roussier fra Saillans gemte i sin brønd under besættelsen, så tyskerne ikke skulle få fingre i den og støbe kugler af bronzen.
På de fire sider af granitsoklen kan man læse om landsbyens øvrige historiske gerninger:
26. juni: Saillans slutter sig ved mødet i Vizille til Revolutionen i provinsen Dauphiné, der stiler mod at fremkalde den Franske Revolution og forlanger indkaldt en Nationalforsamling, som skal erklære, at folket skal høres og repræsenteres.
(”Revolutionen i provinsen Dauphiné” fandt sted i Grenoble den 7. juni 1788. Tre civile døde, og 20 blev såret. Oprørerne mødtes derefter i Vizille, 20 km syd for Grenoble.)
På monumentets forside læser man:
Til den Franske Revolution og til Saillans’ borgerrepublik 1789; den 24. august 1788 vælger Saillans Antoine-Pierre-Joseph-Marie Barnave som delegeret til Dauphinés stænderforsamling og til den forfatningsgivende forsamling Jean-Pierre Achinard, der derpå, den 5. september 1792, bliver valgt til Nationalforsamlingen.
Fortsættelsen står på næste side:
Den 2. Thermidor, år II [9. juli], ærer Saillans’ befolkning mindet om kaptajn Jean-François-Victor Deneyrol, der faldt ved slaget i de østlige Pyrenæer med disse ord på læben: ”Jeg er lykkelig over at dø for fædrelandet, leve Republikken!”
I dag er Saillans kendt i hele Frankrig for sit velfungerende ”nærdemokrati” (démocratie participative). Under den seneste præsidentvalgkamp lagde både den lokale og den nationale presse – med Le Monde i spidsen – vejen om ad Saillans for at kunne underrette læserne (og tv-seerne) om det fortabte sted i den dybe provins, hvor lokalbefolkningen ligefrem har noget at skulle have sagt!
Skal man nu se en vis forbindelse mellem 1788s revolutionære og Saillans’ indbyggere i dag? Det forekommer både sikkert og vist, i hvert fald hvis man vil tillægge historien nogen betydning!
Genlæser Saul Bellows noveller1 og falder over det sted, hvor forfatteren anklager Bonaparte for anakronisme (idet han støtter sig til den franske, positivistiske filosof Auguste Comte, 1798-1857): The Revolution was historically necessary. Jeg oversætter Bellow:
Revolutionen var en historisk nødvendighed, socialt set mere end velbegrundet. På det politiske og økonomiske plan var den et skridt hen mod det industrielle demokrati. Men det napoleonske drama tilhører en arkaisk kategori af personlige ambitioner og en feudal opfattelse af krig, ja, endda ældre end feudalismen. Ældre end Romerriget (...) Det stadig mere rationelt organiserede franske samfund havde aldeles ikke brug for krig. Men folket havde en ustyrlig lyst til at kriges (side 158).
Ved at udnytte 1789 til sin egen fordel påtvang Napoleon Frankrig hundrede års forsinkelse. Hverken 1830’ernes saint-simonister eller utopisterne fra 1848 formåede at få landet drejet ind på industrialiseringens og demokratiseringens spor.
Og Napoleon III, ”Napoleon den Lille”, trak blot i sine fupkejserstøvler og gentog med sine absurde krige rundt omkring sin berømte forfaders ”feudale forståelse”.
Jo, det står til troende: Napoleons skæbnesvangre betydning for Frankrig får man glimrende belyst hos Saul Bellow – mindst lige så godt som hos Tolstoj!
Jean-Marie Gustave Le Clézios nye roman hedder Alma. Han bliver interviewet om den på samtlige radio- og tv-stationer.
En journalist vil vide, hvordan han bærer sig ad med altid at være så rolig og behersket. Bliver han aldrig vred, farer han aldrig op? Jo da, men han er blevet opdraget til ikke at vise sine følelser: Jeg er altid vred … men det er derfor, jeg er så rolig. Lidt senere siger Le Clézio: Hele mit liv har kærligheden gjort mig til en anden. Og dette: Det er ved at læse og skrive, at jeg får styr på tingene.
Og om selvfiktion: Det er fint nok, hvis forfatteren har talent.
Man skal tage en forfatter, en rigtig, så siger han den slags.
Det begynder (som altid) med en vis undren.
Hvordan i alverden har de kunnet få millioner af mennesker, der ikke nødvendigvis alle er sinker, til at tro, at man bedst laver en kop kaffe ved at tage en lille dosis (til en uhyrlig pris), en kapsel hedder det vist, og putte den i en elektrisk vandkoger?
Århundredets reklamenummer (på nudansk: en klam kommerciel fidus) har bevist sin fænomenale effektivitet. Folk, man mente var relativt modstandsdygtige over for et multinationalt salgsmaskineri, højtuddannede venner og bekendte, kvalitetsbevidste forbrugere, selvstolte, miljøbevidste kredse, alle disse hverdagens gennemfornuftige personer lægger fandeme deres daglige plastic- og aluminiumskapsel i maskinen for derefter at nedslubre en lunken og komplet smagfri, blyforgiftet væske – ja, de anlægger tilmed en tilfreds mine, henrykte over at opføre sig som det sande fremskridts forkæmpere!
Alle som én Clooneys frivillige kloner!
Men vi står overfor meget mere end en mode, mere end et managertrick af dimensioner, mere end et mediestunt inden for livsstil. Kaffekapslen er et symbol!
Når så mange tænkende individer kan bringes til at dyrke kapslen, skyldes det, at nogle har klargjort banen: Vores overindividualiserede, overudstyrede, (ad)spredte, smådovne samfund, der har gjort det til en kvalitet at spæne gennem tilværelsen, var i virkeligheden allerede i sig selv indkapslet!
Vores forhold til politik, til allehånde former for information, til kultur i bred forstand, vores familiestrukturer er af samme art som det forhold, vi kan have til kaffedosen. Vi, de leddeløse nikkedukker, tumler rundt efter visse industrigruppers fjernstyring, vi har allerede i nogen tid været indstillet til at gå over til absurd kaffe (værre en Rich’s, hvor det er cikorie, der drik’s).
I vores uberiserede økonomi vil finans- og pengekredsene påstå, at målet er at gøre livet lettere for os allesammen, vi skal vinde tid! Det noget mindre udbredte budskab er, at vi alle skal gå over til deres idiotiske dimser.
Kapslerne findes i alle farver, de ligger i deres skrin som smykker, sælges i elegante butikker med blid muzak. Stadig flere kunder skal tilbydes et stadig mere varieret udvalg – den ideelle gave til ham og hende, der i forvejen har alt!
Kun bondeknolde (som undertegnede) bruger fortsat deres italienske eller tyrkiske kaffekande (for ikke at tale om Madam Blå, den med sokken), der for ingen penge frembringer en ganske udmærket, sort drik.
Der som bekendt styrker hovedet og havarerer maven …
Mundus vult decipi!
Franskmændenes foretrukne personlighed er en muslimsk, supertroende sort mand.
Lyder det forkert? Så lad os fremlægge sagen anderledes: Ifølge en undersøgelse foretaget af det ansete opinionsinstitut IFOP for en stor søndagsavis (Journal du Dimanche) er skuespilleren Omar Sy Frankrigs mest populære, offentlige person.
Tv-stationen France 2 bringer nyheden en søndag aften. Programværten lader, som om han ikke har bemærket, at gæsten (Omar Sy) sidder og siger, at han er muslim og stærkt troende. Som havde skuespilleren bare blæst sæbebobler ud i studiet. Det har tydeligvis ingen interesse – eller tværtimod for megen! Det risikerede ligefrem at give samtalen et strejf af liv!
Men jeg kan da ikke være den eneste, der gerne ville have hørt landets populæreste mand, et veritabelt nationalkoryfæ, udtale sig om islamismen – for bare at tage det.
Endnu engang kværnede fjerneren videre i sin hjernetømmende tomgang.
(Sammy Davis Jr., amerikansk sanger og skuespiller (1925-90), var jøde, enøjet, sort og i nogle år gift med en smuk svensk kvinde, May Britt. Han gjorde en flot karriere i Hollywood … og sagde altid, hvad han havde lyst til.)
So he waited, listening for a moment longer to the tuning-fork that had been struck upon a star.
Vi er i The Great Gatsby af Francis Scott Fitzgerald (1896-1940) – den korte roman, der blev en klassiker.
Gatsby gør indtryk, han spiller den store mand, byder til kæmpefester i sin villa på Long Island, de mange inviterede (eller ikke-inviterede) ved ikke rigtig, hvem han egentlig er: en forbryder måske, en mafiaboss (inden for forbudt alkohol, en bootlegger) eller noget endnu værre, en morder?
Bag facaden, bag den forhærdede og kyniske rigmand, gemmer sig en forelsket mand, en drømmer, et ensomt menneske. Personen er typisk for Fitzgerald, sammensat, afglidende, både afskyelig og rørende, fuld af modsætninger, en forfører, som man fornemmer er impotent, en tragisk antihelt.
Den sidste sætning i bogen lyder: So we beat on, boats against the current; borne back ceaselessly into the past … Hvor dette beat on vel fortæller, at forfatteren hører til mellemkrigstidens “tabte generation” – dengang beat også hed jazz.
I flere år har jeg haft lyst til at læse historien om gambleren og den farlige klovn uden fornavn, den feje, storkæftede snyder, poet på sin vis, en mand, der ikke formår at elske og netop derfor er elskende.
Længe endnu vil jeg gå rundt med lyden af en stjerne, der bliver ramt af en stemmegaffel …
Udenfor eller indenfor, ude og inde, hverken det ene eller det andet, begge til hver sin tid. Storbritannien vil forhandle sig ud af EU som medlem af samme. Catalonien vil forlade kongeriget Spanien og være en uafhængig republik, men samtidig benytte sig af sine rettigheder som spansk region til at holde op med at være en sådan.
Men man kan da ikke både blæse og have mel i munden.
Når man indefra påstår, at man er udenfor, begynder vanskelighederne at hobe sig op, den mentale uorden truer.
I virkeligheden lider vi alle af den type uorden: Kun en tynd hud skiller vores indre fra det ydre, en elastisk og sårbar hinde af varierende kulør, følsom på begge sider, som både samler og adskiller. Som grænsen mellem to lande.
På indersiden mærker huden alt, hvad der foregår i vores organisme, såvel hjertets banken som lungernes pusten, alle vores indvoldes lyde (når maden kværnes og transporteres rundt, når ekskrementerne skal udstødes), vores leds knagen og knirken, de rislende væsker i mellemvævet, nervetrådenes piben, hjernens pågående klik og det varme eller lunkne blods løb gennem vores i alt 100.000 kilometer lange åre- og venesystem, alt det blod, som til enhver tid er parat til at sive eller strømme ud gennem et lille eller et gabende hul – alt efter, om det er tilfældet eller en ond vilje, der har lavet det.
Ydersiden reagerer på varme og kulde, indtryk og fornemmelser, som den skynder sig at meddele til hjernen sammen med smerten og de flygtige kærtegn, den råber op, hvis nogen berører den med en kniv (undtagen i operationsstuen), den rødmer i solen og slår folder, når livet er forbi, og vores krop krymper sammen i en nu alt for stor emballage, der slår revner ved knæ og albuer, måske også ved tindingerne og i så fald mest hos mændene og mindst hos liftede kvinder … Åh, den hud, vores hud, den stakkels hud (inklusive forhud), der vækker de forskelligste følelser, og som nogle vil flå af, andre ikke giver meget for.
Så det er egentlig ganske naturligt, at vi lever indenfor samtidig med, at vi farer rundt derude. Vi har ikke tid til at finpudse.
Men for lige at vende tilbage til GB og Catalunya: Situationen er fastlåst, ingen ser løsningen. Inden- og udenfor, javel, men hvornår hvad?
Det eneste sikre er, at historien ikke er synderligt belastet af sund fornuft og logik trods menneskehedens evige drøm om en sådan tilstand. Den ligner mere en stak fordomme og et stort bundt kriser, konflikter, løgne og trusler med tilhørende støvletramp … Melodien er velkendt.
Før eller senere vil det indre og det ydre skrabe voldsomt mod hinanden, og vores uskyldige hudlag mellem de to vil vånde sig.
(Katharina den II, den viljestærke og ikke desto mindre ømfindtlige kejserinde af Rusland, sagde, at hvor papiret tåler alt, er vores hud overfølsom. Henri Michaux (1899-1984), mystificerende poet og maler, mente, at vi aldrig er helt alene i vores hud, om den så er garvet i sorg, ligner en bananskræl eller bare rynkes af alder. Forfatteren Paul Morand kaldte kærlighed for en hudsygdom … Som Frank Sinatra sang:”I’ve got you under my skin”.
Man ved nu, at det ydre ”kimblad”, den ene af de tre hinder, der tilsammen udgør det allertidligste foster, er det, der senere bliver til huden og nervesystemet, dermed hjernen … Vi tænker således med noget, der til at begynde med er en hudlap.
Digteren Paul Verlaine anede næppe, hvor rigtigt det var, da han sagde, at det dybeste mennesket har, er huden!)
Hos Saul Bellow finder jeg følgende historie om de Gaulle:2
Generalen ville ikke begraves under Triumfbuen: ”Ved siden af en ukendt soldat!”. Han afviste ligeledes Invalidepalæet: ”Sammen med en luset korporal!”. Nogle israelere tilbød ham så Jesu grav – for kun 100.000 dollars: ”For tre dage!”.
(Apropos Prins Henrik, der ikke vil ligge i sarkofag med sin kone, dronning Margrethe …)
Den catalanske præsident Puigdemont vælger til syvende og sidst coitus interruptus i sin tale til regionalparlamentet: uafhængighed – men lad os forhandle først!
Den spanske regering mener ikke, at der er noget at forhandle om. Hr. Puigdemont har sat sig ud over grundloven, og hvis han ligeud havde erklæret Catalonien for en selvstændig republik, ville han straks være blevet anholdt for oprør og foragt for forfatningen. Spanien er et konstitutionelt monarki og agter at blive ved med at være det.
I 1930’erne rejste general Franco og en del af hæren sig mod den spanske republik – med det resultat alle kender.
Prins Juan-Carlos’ dobbeltspil under Francos diktatur (El Generalissimo gjorde ham til sin arving, men ville ikke høre tale om nogen ”overgang til demokrati”) og hans modige optræden i 1981, da nogle officerer forsøgte statskup, sikrede ham en solid popularitet i det spanske folk. Den nyder hans søn, Felipe VI, der blev konge i 2014, godt af i dag.
Hvis den republikanske Carles Puigdemont var oprigtig, ville han ikke nøjes med at forlange, at Catalonien bliver uafhængigt, han ville samtidig kræve, at hele Spanien blev en republik!
Jordi Pujol, hans berømte forgænger på posten som leder af Generalitat de Catalunya (1980-2003), urokkelig nationalist og finansfusker, gemte millioner i skatteparadiser. Puigdemont, der blev valgt i 2014, betragtes som en hæderlig fyr, men han ville nok vinde politisk tiltro, hvis han forsvarede republikken og demokratiet i sin helhed – det vil sige på det nationale plan.
(Puig skulle komme af puech og puy: lille bjerg eller høj (jeg har boet i en provencalsk landsby, der hedder Puyvert, ”Den grønne høj”). Navnet Puigdemont er således en pleonasme (Høj høj), der nu ikke forhindrer manden i at færdes i et politisk fladt landskab.)
Kan ikke huske, hvor jeg først stødte på det engelske ord cliffhanger, bogstaveligt ”hængende på klippekanten” –i fingerspidserne. Som Harold Lloyd i en stumfilm, hvor han spræller i tomrummet, klyngende sig til en vindueskarm på 34. etage … Først langt senere så jeg en dokumentarfilm om, hvordan Hollywood gjorde rent teknisk! Lad dig aldrig friste til at se den slags!
I litteraturen er (be)grebet ”en cliffhanger” en kapitelslutning, der nærmest tvinger læseren til gå videre. Sådan har alle føljetoner været opbygget til alle tider, man skal blive hængende (købe avisen, følge serien dagen efter)!
Slutningen kan det være lige meget med, den tror vi alligevel ikke på – men afgrunden!
Historikeren Patrick Boucheron fra Collège de France udgiver sammen med andre af faget bogen 150 nye historier (150 nouvelles histoires, Seuil, 2017), der angiveligt vil ”åbne fransk historie ved at tage udgangspunkt i visse datoer”.
Et tiltalende projekt i et land, hvor verdenshistorien længe har været en franko-fransk affære.
Som historiestuderende ved Københavns Universitet havde jeg svært ved at overbevise min franske tante Syvonne (af italiensk oprindelse) om, at mine studier handlede om mange andre ting end Danmarks skæbne gennem tiderne. Først senere forstod jeg, at min tante slet ikke var uvidende om verdens eksistens, men bare gik ud fra, at den var fransk.
Tilbage til Berchtesgaden …
Uden at synge med på klagesangene om, at visse hverken unge eller uvidende personer allerede har skudt det 20. århundredes nazisme tilbage til middelalderen og uden at spille forarget over, at et stort dansk consulting firma henlægger sit kursusophold til lige netop Berchtesgaden, forsøger jeg at anskue tingene lidt anderledes.
Jeg giver ordet til en ven, der hører om mine kvababbelser:
Det er da rigtigt, at Hitlers ørnerede Berghof lå i Berchtesgaden, hvor vor tids værste forbrydelser blev udtænkt og besluttet … og jo, det navn vækker både hos dig og mig forestillingen om ubeskrivelige grusomheder, men diktatorens ”bjerghytte” blev jævnet med jorden i 1953, og landsbyen, egnen og tyskerne vil gerne i dag leve et normalt liv, gøre almindelige ting … Det ligger jo sådan, at de bayerske Alper lever af turisme, og har gjort det meget længe!
Din virksomhed søgte et sted, hvor personalet kunne være sammen nogle dage og få styrket sammenholdet, og de fandt så Berchtesgaden, hvor det ideelle hotel lå (til den rigtige pris). Deltagerne er alle mellem 30 og 40, de spytter ikke nødvendigvis på historien, de kender den bare ikke, de ser kun fremad (på deres smartphone).
Godt nok. Lad de døde begrave de døde. Når alt kommer til alt, har selv Berchtesgaden ret til et normalt liv. Selv om ørnene engang fløj virkelig lavt i de bjerge.
Næste år i Berchtesgaden!
(En anden, der er økonom, er så venlig at forklare mig, hvad man egentlig bestiller i et management consulting firma: Man giver gode råd (tak, det havde jeg forstået) til ”markedets økonomiske kræfter”, for eksempel til to virksomheder, der overvejer at fusionere eller gå over til en ny produktion: Hvordan gør man, hvad risikerer man, hvad opnår man, hvordan tackle de eventuelle problemer eller finde ny finansiering etc. Den omtalte rådgivningsvirksomhed (tal dansk, din hund!) beskæftiger 350 personer, der alle har det godt og lever fedt (kantinen ledes af min søn) – markedet blomstrer (boomer), akkurat som det kan forventes i en økonomi, der altid kan finde nye kræfter i den friske bjergluft.)
En amerikansk filmboss med en lang arm og et evigt spejdende lem har tvunget et stort antal kvindelige skuespillere, men ligeledes sekretærer, mannequiner, sminkedamer og kammerpiger til seksuelt samkvem.
Han benægter ikke fakta, systemet fungerede over en periode på 30 år. Han fik sine ofre og deres omgivelser, hvad enten de var professionelle eller private, til at bevare tavsheden ved at betale dem, true dem eller sætte en stopper for deres karriere i filmbranchen. Denne filmproducent producerede således navnlig et utal af traumer og stor psykologisk ravage.
I sig selv er historien banal, det har jo længe været sådan, at penge og magt (og ikke kun i filmbranchen) tilsammen har skaffet visse alfahanner ubegrænset seksuel tilfredsstillelse.
Den politiske side af sagen er blevet skudt i baggrunden: For Trump og republikanernes benhårde fløj er historien mad for mons. Hollywood symboliserer alt, hvad der er liberal i ordets amerikanske betydning: venstreorienteret og amoralsk, udskejende, pilråddent blandt velhavere –i frihedens navn, forstås.
Det viser sig, at den fyr, vi taler om, har været en af de helt store bidragydere til demokraterne, han har givet store summer til Clintons og Obamas valgkampagner, hvorved han købte sig til et omdømme som fremskridtsperson, en af de oplyste støtter i et moderne og åbent USA. Med andre ord, alt hvad Trump hader, alt det Trump vil nedbryde – so help me God!
Endelig sidder manden i Det hvide Hus med sin hævn inden for rækkevidde. Hvad sagde han ikke om crooked Hillary …
Den franske præsident bliver interviewet på Elyséepalæet – det føles akavet. Man får indtryk af en Suveræn, der nedlader sig til at ofre en smule af sin kostbare tid på tvs pauseklovner. Og derigennem på alle os fodfolk.
Selv de mest erfarne journalister bliver uundgåeligt påvirket af de storladne lokaliteter, der sandelig også kan få en ordinær bondeknold til at gispe af luftmangel!
Journalisterne er nærmest tvunget til at ”opføre sig ordentligt”, til at glide ind i en vis velvillig stemning, til at give den som transmissionskabel i stedet for at repræsentere den frie presse og være talerør for seerne, det vil sige borgerne. Det samlede indtryk er uvægerligt, at de tre journalister hverken er en pryd for deres metier eller for … demokratiet.
Det skulle i grunden være præsidenten, der var i fjernsynet – og ikke fjernsynet hos præsidenten! Det normale ville være, at han besvarer pressens spørgsmål i et tv-studie, som i andre lande.
På den måde ville præsidenten samtidig få understreget, at han ”kommer folket i møde” – ikke så meget for, at franskmændene skal lære ham bedre at kende, som for, at han skal lære dem at kende.
En detalje? Det er ikke så sikkert. Når præsidenten sidder på sit enorme slotskontor, føler han sig beskyttet, han tager straks têten og beholder ordet så længe, han kan. Interviewet kommer hurtigt til at ligne en kommunikationsøvelse, som Palæet kontrollerer fra A til Z.
Hans måde at byde de tre pressefolk velkommen på er da også husherres: Kom indenfor, her hos mig! En måde at få sagt på, at resten af samtalen vil foregå på hans betingelser, at den er kommet i stand på hans initiativ, i hans rammer.
Bortset fra, hvad man ellers kan sige om den franske presses frihed og uafhængighed (det er ikke så lidt), så viser eksemplet her en udpræget mangel på respekt for den franske borger, en vis foragt for demokratiet.
Hvis det nu bare var et spørgsmål om guldstukne lokaler fra forne tider! I virkeligheden berører vi selve Den Hellige Femte Republiks natur, således som den 60 år efter sin forfatningsmæssige tilkomst endnu fremtræder og ønsker at fremtræde.
Macron udtaler med utvetydigt velbehag, at en præsident skal præsidere. Han skal være en Jupiter, som det hedder. Hvilket indebærer, at republikken hviler på én mands skuldre. Han og ingen anden kan og skal udstikke de store linjer, kursen, han kan og skal angive målet og bære visionerne … Han er Frankrig.
Men, vil man indvende, når man nu har en forfatning, der er halvt republikansk, halvt monarkistisk, er det så ikke bedre at have en præsident af samme skuffe (undskyld udtrykket)? Det lyder som sund fornuft.
Spørgsmålet er bare, om Frankrig er dømt til i endnu mange år at fungere efter nogle spilleregler, der svarede til en krisesituation i forrige århundrede – en krise, der blev ordnet i en håndevending (som nogen kaldte et statskup) af en højtstående militærperson med autoritære tilbøjeligheder?
I det lys kan ingen undre sig over, at den nuværende præsident virker uhyre tilfreds med tingenes tilstand og med sig selv. I interviewet på Elyséepalæet taler han næsten uafbrudt i en time og 20 minutter, energi savner manden ikke, ej heller en vis selvglæde koblet sammen med en sikker optræden.
Konklusion: I spidsen for et a-demokratisk Frankrig har vi nu en ung og dynamisk præsident, start-up’et og på, der hurtigt vil snuse rundt i sporene efter en vis Bonaparte.
Men det er ham, franskmændene ville have. Nu har de ham – de vågner senere.
Efter bolsjevikkernes oktoberrevolution i 1917 var der nogle, der drømte om en alliance mellem kommunismen og islam.
I den muslimske verden og ganske særligt i det ottomanske rige havde koranens tilhængere allerede forud for den første verdenskrig kaldt til kamp mod den europæiske kolonialisme og imperialisme – en appel, som de russiske revolutionære ikke havde overhørt.
Flere møder var blevet afholdt mellem de to lejre med henblik på at skabe en ”muslimsk kommunisme” eller ”et kommunistisk islam”. I 1920 opfordrede Grigory Zinoniev De Orientalske Folks Kongres til at erklære ”den hellige krig” (jihad) mod den vestlige kolonialisme.
Tanken om, at bolsjevikker og muslimer skulle gå sammen mod deres fælles fjende, slog især an i Indonesien, der var en hollandsk koloni. Batikhandlernes fagforening, Sarekat Islam, hyldede profeten Mohammed som ”socialismens far og demokratiets pioner” (det samme havde essæeren Jesus gjort …).
Hollænderne smed dem i fængsel og fik derved afværget forsøget på at omstyrte kolonivældet, i al fald foreløbig. En vis Tan Malaka holdt en stor tale på Kominterns fjerde kongres (Moskva, 1922) om de fælles punkter for ”Pan-Islamismen” og kommunismen”, de to kræfter, der skulle ”frigøre verdens folk”. Men kongressens konklusioner var tvetydige, når det kom til et reelt kampforbund med islam – og man sagde intet om situationen i Indonesien.
Sovjetunionen, der havde sin egen muslimske befolkning, havde sine grunde til ikke at støtte et muslimsk oprør mod staten. Senere holdt Stalin og hans efterfølgere sig i øvrigt ikke tilbage, når det drejede sig om at slå en indre islamisering brutalt ned.
Kommunismen og islam var ikke skabt til at forstå hinanden. I vore dage fremstår en alliance mellem de to -ismer nærmest som surrealistisk. Men hvad kunne revolutionære marxister og profetens disciple have til fælles i begyndelsen af det 20. århundrede? De førstnævnte ville åbne paradisets porte her og nu, de sidstnævnte mente, at stedet lå i det hinsidige, mens man her på jorden afviste al fri tænkning, bad sine bønner og rettede ind efter imamen.
De kunne dog godt enes om, hvem deres fjende var, kapitalismen for marxisterne og det vestlige verdenssyn for muslimerne – og de to kunne passende samles under én hat, den imperialistiske kolonialisme.
Men det materialistiske verdensbillede og historiesyn, såvel som kommunismens økonomiske teorier, ja, selve menneskesynet kunne naturligvis ikke gå i spænd med islam, den yngste af de tre monoteistiske religioner.
Den kendsgerning, at begge parter praktiserede en grusom totalitarisme (stalinisme og jihadisme) inden for murene, var ikke nok til at skabe en fælles ideologisk front. Kort sagt, kommunismen og islam delte ingen synspunkter.
Den første var baseret på etpartisystemet, en centralstyret økonomi, et kollektiviseret landbrug og streng statskontrol med alt og alle, herunder religionen!
Den anden, islam, forekom mere ”forskellig”, mere åben, dens lærde hoveder erklærede sig snart for kommunismen, snart for kapitalismen – ja, endog for kolonialismen! I Indonesien bestod kommunisternes kamp af strejker og demonstrationer, mens de muslimske ledere prædikede tilbageholdenhed over for koloniadministrationen.
Samtidig er det ikke helt forkert at se kommunismen såvel som islam som to ”kirker”, hvor man enten fødes eller går ind som indædt troende, med en kulsviertro.
For dem begge er folket en masse, der nødvendigvis er troende og medgørlig. Kommunismen er ganske vist gudløs, hvor en almægtig Gud styrer muslimernes liv i alle detaljer, men det burde ikke forhindre dem i til en vis grad at føre en fælles politisk kamp.
Både kommunismen og islam sigter universelt, begge har visioner om at beherske verden. Logisk nok: Når man sidder inde med sandheden om livet og meningen med det, om samfundsborgerens rette vej til lykken, bliver det bydende nødvendigt at dele denne sandhed med hele jordens befolkning – uanset om den så er filosofisk begrundet eller guddommeligt åbenbaret.
For øjeblikket er kommunismen erklæret død, kun enkelte lande påstår endnu at være marxistisk-leninistiske og at praktisere en kommunistisk socialpolitik og økonomi.
Hvad islam angår, er den for tiden dybt splittet mellem en krigerisk fløj og en mere moderat – på baggrund af den traditionelle modsætning mellem sunnitter og shiamuslimer og de ikke mindre traditionelle geopolitiske modsætninger.
De regerende muslimer i Iran og Saudi-Arabien venter mere eller mindre tålmodigt på, at ”den hvide mands” herredømme – medsamt hans depraverede civilisation – skal gå nedenom og hjem, mens de forbereder sig til det endelige opgør.
(Jeg har lænet mig op ad en artikel af professor i international politik, sir John T. Sideli New York Times, 12.10.2017, ”What Killed the Promise of Muslim Communism?”)
Kierkegaard taler om al Sammenlignings Rastløshed, hvad der kan bringe tanken hen på den franske filosof René Girards efterlignende eller mimetiske begær.
Den franske præsident, der er en kultiveret og belæst herre, bruger dog hverken den ene eller den anden af filosofferne til at åle de misundelige franskmænd, der kun dårligt tåler deres naboers fremgang og succes, de nu velkendte ”bjergførere” eller de første af rebmandskabet: de rige, de ansvarlige, hvis velstand dog vil ende med at risle ned over folket længere bagude (som det drypper på degnen).
Det virker overraskende for en, der gør sig til af at have været fortolkningsfilosoffen Paul Ricoeurs medarbejder – med mindre man husker på, at Macron talte i tv for omkring ti millioner seere.
Forretningsgeniet Pierre Bergé, kunstsamler i stor stil, ejer af flere luksusvillaer (Saint-Rémy i Provence, Normandiet, Marrakech …), en af Le Mondes tre hovedaktionærer, tidligere Mitterrand-fan, ven med den endnu sprælske revydulle Line Renaud og finansmanden bag samleveren, modekreatøren Yves Saint Laurent, døde 80 år gammel i september 2017.
I marts havde han giftet sig med den amerikanske havearkitekt Madison Cox, 59, der derved blev Bergés hovedarving. De to havde bag sig et 35 år langt, dramatisk forhold. Onde tunger glemte dog tordenskyerne, da de noget råt karakteriserede ægteskabet (på rådhuset i Deauville) som en skattefidus.
De tre nævnte mænd dannede gennem årene en lidenskabelig, amourøs trekant med gode som mindre gode stunder. Hver især havde de desuden og undervejs deres mere eller mindre varige udenoms forhold med andre gentlemen.
Amerikaneren Madison havde således gennem 11 år en parallel kæreste, en designer og dekoratør, der arbejdede for Bollywod.
Mr. Cox blev indført i Bergé-klanen af en vis Joël Le Bon, en komponist, der skrev musikken til Saint Laurents modeopvisninger. Efter Joël (der døde af aids i en overset krog), var Madison kæreste med Yves, indtil han endelig nåede frem til Pierre Bergé himself.
Trekanten gik i stykker i 1987. Yves Saint Laurent gav sig til at drikke, Madison Cox tog hjem til New York og fandt sig en ny kompagnon – en ung tegner – mens Bergé trøstede sig med den debuterende modeskaber Robert Merloz (hvis første opvisning faldt til jorden).
Alle disse kendisdrenge forfaldt til enten whisky og/eller kunst, til sponsorering og ”små knald i forbifarten”. Til døden os skiller … Først altså for Joëls vedkommende, derefter for Yves’ og endelig for Pierre Bergés – når det da ikke blev til den store sæk penge, som for Madisons. Resten slap med svedne vingespidser.
Voldsomme romancer, hvor parrene dannes og skilles, inden de samles i nye kombinationer, er naturligvis ikke forbeholdt gammeldags, heteroseksuelle par. Men for det meste skal der en Virginia Woolf til at gøre dem vedkommende …
(Artiklen af Christopher Petkanas, Pierre and Yves and Madison Cox: It’s Complicated, som har jeg entreret udelukkende for ikke at blive beskyldt for at pumpe den kulørte presse, står i NYT 12.10.17)
Nu kan man finde skifteborde på franske herretoiletter. En god idé, ligestillingen mellem kønnene er i stadig udvikling. Ren ble, tak far!
Det er dog ingen radikal nyskabelse, de findes allerede i et lille nordisk land, gæt selv hvilket.
Der er ting, man ikke skal sige, hvis man siger dem alligevel, risikerer man at vække vrede og foragt, i værste fald at blive udstødt af det bedre selskab.
Hvis skaden er sket, kan man slippe nogenlunde fra det ved at undskylde eller vende det døve øren til – det vil sige, forsøge at blive glemt af omverden.
Men hvis man i stedet fremturer og gentager det usigelige, måske i en endnu værre udgave – selv om det er den skinbarlige, veldokumenterede og uimodsigelige sandhed – kan man godt begynde at mumle sine bønner og indstille sig på helvedes flammer …
(Jeg tager her alle forbehold for at få hvisket, at Bashar al-Assad efter generobringen af Raqqa nu stille og roligt kan imødese en afslutning på krigen i Syrien af samme type som den befrielse, de Gaulle lagde navn til i 45 – det vil sige fremkaldt af magtfulde allierede.)
Man vil få nyt om min person, når jeg igen sidder foran kaminilden …
Det bliver nu obligatorisk at udlevere sin svinepels –i frihedens og ligestillingens navn, selvklart, men tillige i fornuftens og vores skønne civilisations.
Det haster med og er absolut nødvendigt at angive de permanent brunstige og ukontrollerede mandspersoner. Man bør ufortøvet bryde tavsheden, forsøge at genskabe tilliden og værdigheden mellem kvinder og mænd.
Uden at forfalde til moralprædiken eller støtte mig til en eller anden filosofisk/religiøs tese konstaterer jeg blot, at vor tid har rettet alle projektørerne mod seksualiteten eller snarere dens underprodukter.
Vi råber ud over tagene – og murene – fra morgen til aften, at dyret skal have sit på alle tider af døgnet, i alle sammenhænge hylder vi det lystbetonede og grænseoverskridende, verden skal være underlagt det upolerede begær, hvor den øjeblikkelige tilfredsstillelse af alle vores instinkter er blevet den absolutte værdi.
Således har den uberiserede seksualitet besejret ømheden, den langsomme tilnærmelse, de forvirrende følelser og kærligheden. Som min lillefinger ville sige, romantikken har fået sin afsked på gråt papir, den er blevet afløst af det erotiske supermarked, et rorløst fartøj, der kastes hid og did på de oprørte vande i floden Lust.
Vi ved ikke længere, hvad Camus’ far mente med, at en mand behersker sig (fortalt i Albert Camus’ Det sidste menneske).
Skal man nu heraf slutte, at vores kultur er syg, og at manden i det billede har ret til at spille en sultan, der gramser, kniber og gennemborer genstanden kvinde, hvad enten hun er hans undersåt eller ej, og det på gaden og allevegne, under mondæne aftenselskaber eller i hverdagens trange korridorer?
Nej, nej og atter nej! Det er ikke fordi, vi har villet det indbydende (frie og fristende) samfund, at manden skal have lov til at behandle kvinden som et bytte eller et banalt forbrugsgode.
Lust-samfundet kan få mænd med en stoklignenede erektion til at tro, at de er frit stillet til uden straf at påføre vores bedre halvdel, hvad de nu finder på, verbalt eller fysisk, at de bare kan tage for sig, gå løs på damerne med deres omvæltende forehavender og få dem lagt, som de vil.
Det ”tolerante samfund” kan se ud til at gøre alt tilladt. Det er en misforståelse.
Der står vi så lige nu, og i forbifarten kan man spørge, hvad der egentlig er kommet ud af 30-40 års feminisme?
(Manglende lighed mellem kønnene er først og fremmest et politisk spørgsmål: Giv kvinder og mænd den samme løn for det samme arbejde, og man vil se den ”ældgamle” sociale uligevægt, der endnu i dag får mænd til at føle sig som overbasserne, smelte som nysne i april.)
Men det er jo ikke seriøst at skrive om de dele uden at foretage sit personlige coming out!
Under en festlig aften hos venner i Paris for 50 år siden, listede jeg hånden ind mellem lårene på værtsparrets unge pige – ja, faktisk noget længere. Hun var vel 17, sad på en barstol og kiggede på os vilde 40-årige, der buldrede rundt. Hun lod stoisk som ingenting. Jeg på min side nulrede tavst videre, konstaterende at hun havde en naturlig reaktion på min aktivitet.
Der skulle Weinstein-affæren og strømmen af reaktioner over hele verden til, for at jeg nu tænker på min udpræget aggressive handling dengang, for at jeg endelig forstår, at pigen da var nødt til at lade som ingenting: Jeg var jo ven med hendes arbejdsgivere.
Hun var bange, hun skammede sig, hun var som forstenet. Det benyttede jeg mig af.
Voilà! Nu leder jeg efter en sæk og noget aske.
Well, it took almost a year, but now we have the”Trump Doctrine” … Jeg oversætter resten: Trumpdoktrinen er uhyre enkel. Som forventeligt kan den stå i en tweet. Hvad emnet end er, kan præsidentens holdning udtrykkes som følger: ”Obama indførte det. Jeg fik det ophævet. Tag lige og find en løsning”. Vi står her over for den mest afskrækkende side af Trumps præsidentskab.
Hans ungdommelige tweets, hans fyring af medarbejdere, der lige er blevet ansat, og hans utallige løgne er ikke det værste. Nej, det er hans vilje til med ét slag at ødelægge lange tiders politisk arbejde og veletablerede institutioner (...) til straks og uden yderligere undersøgelse eller forberedelser at sætte spørgsmålstegn ved alting, her og nu.
Vi bliver bedt om bare at tro på præsidenten, når han beskriver en aftale som ”den værste, jeg har kendt”. Han kommer ikke med argumenter, han fremfører ikke nogen ny plan, der kan føre til bedre aftaler.
Jeg er helt med på, at alle aftaler og alle måder at gøre tingene på kan forbedres. Men jeg er samtidig sikker på, at hvis man på én gang kasserer alle de gængse systemer inden for sundhed, energi og geopolitik, risikerer man at skabe langsigtede problemer, som-Trump aldeles ikke har taget i betragtning.
Når jeg i forkortet form oversætter en artikel af Thomas L. Friedman i NYT 19.10.17 (han har tre gange modtaget Pulitzer Prize International), er det ikke alene, fordi jeg finder den træffende, frygteligt træffende. Det er samtidig, fordi jeg ikke længere orker at beskæftige mig med Trump og derfor her og nu beslutter at afholde mig fra at omtale ham og hans, indtil den herre er forsvundet ud af billedet – på den ene eller den anden måde.
Det er til den ende, at jeg har valgt Friedman som talerør.
Den britiske forfatter Daniel Tammet taler tolv sprog, herunder litauisk, som han lærte sig på en uge. Han er autist og skriver fanden et øre af … Lidt af et geni.
Hans nye bog hedder Every Bird is a Bird we Teach to Sing. Encounters with the Mysteries and Meanings of Languages. Selv inden at have læst den, vælger jeg den til min bibel!
Tammet siger, at han er født en blå dag (titlen på en af hans bøger, det kan ikke have været en mandag). Hvad der passer er, at hans ord flyver, synger og giver os at høre en vinget musik midt i vores fladpandede verden.
Den rumænskfødte franske tænker og forfatter Cioran, der skrev et koncist og perleklart fransk, havde et problematisk forhold til netop det sprog: Jeg skulle have valgt et hvilket som helst andet sprog end det stive franske, skriver han i Exercices d’admiration (1986). Det er fuld af elegante tvangsforanstaltninger og ligner mest af alt en øvelse i askese, om det da ikke er en blanding af spændetrøje og salon.
Men, vover jeg at tilføje, en cocktail af askese, spændetrøje og salon, der gennem tiderne har vist sig ganske velegnet til at omsætte tanker til ord! Et af de bedre eksempler er Ciorans egen De l’inconvénient d’être né (Om det upassende ved at være født (1973)), en af de mest intelligente, pessimistiske, kyniske og morsomme bøger, der nogensinde er skrevet.
Under processen mod Merah, en ung fransk muslim, der i Allahs navn dræbte flere mennesker¸ herunder jødiske skolebørn i Toulouse og omegn, udtalte et vidne, at ofrene har brug for en retssag. En tilsyneladende banal sætning, som alle lod til at bifalde.
Men nej, hr. eller fru vidne! Deres synsvinkel kan forekomme indlysende, men De tager fejl. Ofrene for terrorismen, os alle, har brug for ret og skel.
Retsvæsenet er ikke til for den ene eller den anden part, men for, at der i enhver stat skal findes et princip om lov og ret, der gælder for alle. Det er netop derfor, at fru Justitia har bind for øjnene, så hun kan veje for og i mod i blinde.
Vi må nok hele tiden passe på ikke at gøre det princip til offeret.Hvad kan der mere være at vide om en hest, når man ved, at den på latin hedder equus? Det er Saul Bellow, der spørger i romanen Mr. Sammler’s Planet fra 1971. Seks år senere laver Sydney Lumet sin film Equus, hvor en teenager på afveje stikker øjnene ud på flere heste.
Og så i går, hvor vi gik en af vores flotteste efterårsture, kom vi lige forbi kadaveret af en hest med en enorm oppustet mave, den så nærmest ud til at skulle lette som en anden ballon. Vi skyndte os videre, naturen forekom os pludselig mindre féagtig.
Men man gør jo en ende på heste (equi), ikke Mr. Pollack … They Shoot Horses, Don’t They (film fra 1969).
Vi er på gyngende grund.
Politikeren Benoît Hamon, socialist (og dansk gift), er i radioen til morgen, jeg hører ham sige: Ja, jeg forlod socialistpartiet, hvorfor?
Når man selv stiller spørgsmålene, er man i det mindste sikker på at kunne svare – når det passer én, og hvis man overhovedet vil. Journalisten kan bare file negle imens og i det hele taget vente på, at det går over.
Men hvorfor pokker den omvendte ordstilling, hvorfor ikke bare: Hvorfor forlod jeg socialistpartiet?
Det er en fransk verbal tic (nervøs trækning), som den tidligere præsident Sarkozy satte i omløb. Han var selv én stor tic …
Det være sagt … hvorfor!
Hun er 36 og viceborgmester, går for at være dygtig, dynamisk og disponibel. Efter fotografiet at dømme ser hun godt ud. Hun hører til højre centrum, kommunikerer glimrende, siger aldrig nej til ugebladene.
Af uddannelse er hun jurist, på rådhuset tager hun sig af integration og beskæftigelse. I de fire år, hun har haft posten, har hun fået ros fra alle sider, herunder fra pressen, man nævner ofte hendes effektivitet.
Så kommer fejltrinet. Da hun skal holde sit bryllup, rekvirerer hun rådhushallen (der bliver lukket for publikum tidligere den dag), hendes 350 gæster bliver betjent af rådhusets tekniske personale og alting, tallerkner, glas, bestik, borde, stole og pynt bliver stillet gratis til rådighed for fru viceborgmesteren.
Kommunalvalget nærmer sig, knivene slibes, et formiddagsblad afslører ”skandalen”, ordet korruption dukker op: Viceborgmesteren skulle have betalt leje af hallen og det alt sammen af egen lomme, det drejede sig om et beløb på rundt regnet 150.000 kroner.
Den almindelige borger kan jo ikke holde sit bryllup i så flotte omgivelser og uden at give fem flade ører ud, demokratiet er blevet trådt under fode, ud med den skønne!
Snebolden ruller. En del af pressen skifter nu tone over for viceborgmesteren – og der er ikke kun hendes bryllup, ved flere lejligheder har hun favoriseret visse virksomheder og skrevet kontrakt på kommunens vegne med firmaer, som hun og hendes nærmeste kendte godt, lidt for godt, ligesom hun har fået udnævnt personlige venner her og der … Kort sagt, hun har opført sig, som de plejer! Hun må gå af.
Efter tre måneders afsløringer, anklager og polemik og trods viceborgmesterens tilbagebetaling i forbindelse med bryllupshalløjet, er fruen nu i unåde. Selv partifæller kræver hendes afgang, ingen pardon her!
Den tidligere så populære folkevalgte kalder til pressemøde og forklarer på værdigste vis, at hun forlader sin post med samt alle sine kald, ligesom hun opgiver at være spidskandidat på sit partis liste ved det kommende valg.
Det sidste ligger det lidt tungt med: Af tekniske grunde er det blevet for sent at slette hendes navn, og hun må nøjes med at love, at hun ikke vil indtage nogen plads i det nye byråd i tilfælde af, at vælgerne trods hurlumhejet skulle stemme på hende igen. Man ved aldrig.3