Stonelegenderne – Den mørke side af skyggen
2. udgave
Copyright © 2021 Danny H. L. Nielsen
All rights reserved
Udgivet 2021 af BoD
Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, Hellerup, Danmark
Forfatter: Danny H. L. Nielsen
Korrektur & Redaktion: Sandie Pedersen
Illustration: Katja Lorenzen
Dækdesigner:
ISBN: 978-8-7430-3756-9
Trykt i EU
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt
ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det
tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller
anmeldelser.
Bogen er ren fiktion. Enhver lighed med nulevende
eller afdøde personer er tilfældig, hvilket også gælder
alle navne, der optræder i bogen.
Danny H. L. Nielsen udgav første gang Stonelegenderne i 2017, men nu udkommer anden udgave af samme historie. Han stiler efter det mørke, uforståelige og mystiske, samt ønsket om at skrive historier ulig andres.
Udover denne bog har forfatteren også udgivet følgende:
- Stonelegenderne – Brødrekrigen
Nogen har ladet døren stå åben.
Nogen har lukket den op.
En prins i lænker, forhadt og forpint af sind og krop.
Ni klokkeslag i vogternes tegn.
Nogen har lukket dem ind.
Tiden uden forløb, tærer på dødeliges sind.
Skrig og smerte breder sig i verdens hjørne.
Nogen har lukket det ud.
Fortrudt og fortabt, i magten på e djævels ondsindet bud.
Vrede, Frygt, Væmmelse og Sorg.
Nogen har ladet døren stå åben.
Nogen har sat det fri.
Nogen har ladet døren stå åben.
Nogen har lukket ham ind.
Endnu en gang fandt han sig selv stående som tilskuer til et teaterstykke, han allerhelst ville ønske, han kunne ændre. Han var vendt tilbage til den nat i 1878.
Du spilder din tid; der er intet, du kan stille op. Frygten sneg sig ind på ham sammen med mørket i hans tanker.
Han stod gemt imellem de tætpakkede træer i den lille lund. Herfra kunne han se fortidens spøgelser gentage ritualet, igen og igen. Han vidste, de ikke kunne se ham, men han ønskede stadig at forblive skjult; på en måde fik det ham til at føle sig mere sikker. De fire børn stod samlet i en cirkel under den store sorte metalklokke. To drenge og to piger, den yngste var ikke mere end syv år gammel, den ældste tretten. Alle fire stod der, med lyst hår og grå øjne. Øjne, som syntes for Howard, at lyse op i deres sorte silluetter. Klokken var placeret mellem ni forfaldne stenpiller. Klippeafsatsen hang frit udover det åbne hav. I horisonten kunne man på en klar dag se Englands kyst, men ikke på denne nat. Havet var sort og livsløst, dovne bølger gled op af klippevæggen og efterlod en stille brusen. Vinden var stille og himlen klar. Månen sad sørgmodigt på nattehimlen, omgivet af funklende stjerner. Howard drejede hovedet og genså det enorme Stone Palæ, som lå på den nordlige del af øen.
Det er ikke længere dit hjem; du var ikke værdig. Glem ikke det, Howard Stone.
Howard vendte blikket tilbage til børnene, som stod hånd i hånd under klokken.
Deres stemmer var som en, da de begyndte ritualet. De messede sammen på et fremmed sprog, uden en rigtig idé om konsekvensen. Klokken slog et slag,
GONG, rumlede det.
Efterfølgende lød ni slag i en mildere tone. De fire søskende forsatte deres messen, nu højere end før. Månen lyste klart på himlen og lagde et blegt tæppe over landskabet.
Hvilke svar søger du her? Flere måder du kan fejle på? Der er intet for dig her, intet at lære, intet at se, du ikke allerede har set. Howard følte grebet om sin sjæl.
Ritualet var langt, men tiden syntes at flyve af sted.
GOONG!
Slaget var højere end før. Howard kunne føle frekvensen fra den dybe tone i sit bryst. De efterfølgende ni slag var mindre intense, men det var her, vinden tog til. En stærk vind fløj ind over markerne ved det lille bondehus på den sydøstlige side af øen. Skovens træer svajede og knagede. Howard kunne føle vinden rive i sit ansigt.
Messen forsatte endnu mere intens end før. De fire børn stod som stenstatuer fastbundet til jorden omkring klokken. De bevægede kun deres læber, deres grå øjne var fikseret på den mørke metalklokke oven over dem.
GOONG.
Denne gang kunne Howard mærke rystelserne i jorden.
Vinden blev stadig kraftigere og var nu blevet til en storm. Stjernerne og månen forsvandt fra himlen, da en mørkegrøn himmel overtog dens plads. Havet brusede og bølgede, og de voldsomme brag mod klippevæggen buldrede som torden. GOOONG forsatte klokken ihærdigt, igen og igen. Ved den ottende gang var lyden så voldsom at det virkede som om klippen ville splintres. Howard var ikke sikker på om hans øre, kranium, eller sind ville sprække først. Havet kogte og dampede, og vinden var så voldsom, at træerne væltede og tumlede af sted langs den støvede grusvej og de frodige kornmarker. Himlen var dækket af tunge mørkegrønne skyer, og Stone palæet var erstattet af en mægtig fæstning med høje firkantede tårne. Skildvagterne var langt væk, men det var tydeligt, at de ikke var mennesker. Howard vovede ikke rykke sig fra stedet, han var fast bestemt på at få alle detaljer med. Gargoiler, bevingede dæmoner med skarpe kløer og skinnende øjne fløj i cirkler omkring de høje tårne, som gribbe der venter på, at et lidende dyr skal lægge sig til at dø. Børnene stod stadig fastlåst, upåvirket af stormens blæst og havets rasen. Lige før det sidste slag fra klokken lød et øredøvende brag fra en eksplosion. Fæstningens ene mur forsvandt i støv, ild og murbrokker. Ud flød en tyk grønlig tåge, som dækkede alt på sin vej. De sære væsener omkring fæstningen skreg i rædsel og smerte, alt imens en brand tog hold i bygningen. I lyset af flammerne, der spredte sig omkring fæstningen, kunne Howard se en mægtig bevinget skikkelse med store horn i panden. Den udstødte et øresønderrivende brøl, mens den spredte sine frygtindgydende vinger og forsvandt som en skygge.
GOOOONG. Det sidste slag fra klokken væltede næsten Howard omkuld.
Stormen lagde sig, og havet faldt til ro. Fæstningen forsvandt og gjorde igen plads til Stone Palæet. Stjernerne og månen var vendt tilbage, og børnene stod nu og betragtede hinanden, som om de var blevet født igen i det blege månelys.
Dit fjols. Det er din skyld, og du vil aldrig kunne ændre det.
Howard trak sig ind i skyggen og forsvandt.
John Harrow vågnede med et sæt. Endnu en sær drøm. Han kunne stadig mærke vinden i sit ansigt og høre klokken for sine ører, men snart indså han, at det var klokken fra kirketårnet, som ringede til morgensamling. Fandens til idé at vække folk på den måde, tænkte Harrow foragteligt for sig selv. Og så på en søndag. Han var badet i sved, men følte sig kold helt ind til benene. Han gned sine øjne og prøvede på at ryste drømmen af sig, men den blev stadig siddende i ham. Det havde stået på i flere måneder, og han kunne efterhånden hver eneste detalje; børnene i en rundkreds, stormen og havet, palæet i baggrunden og det sære fort. Intet af det gav mening, men det var der kun lidt, som gjorde disse dage. Der var noget bekendt ved børnenes grå øjne og lyse hår. Vrøvl, ikke andet end en drøm insisterede Harrow for sig selv.
Han besluttede sig for at stå op. Hvis han faldt i søvn igen, ville drømmen sikkert alligevel vende tilbage. John boede i en lille lejlighed i London. Den var ikke noget prangende, men det var hjem. Hans soveværelse ledte ud til en lille gang. Gangen førte ud til et badeværelse, en lille stue og et køkken. Stuen var lavet om til hans kontor.
Privatdetektiv, fandens til lortejob. Den samme tanke ramte ham hver eneste morgen, når han vågnede med tømmermænd. Den ene efter den anden gang var det mistænksomme mænd, der ville have deres koner spioneret på, eller mistænksomme kvinder der ville have fanget deres mænd på fersk gerning med bukserne nede. Før i tiden var John Harrow ofte blevet kaldt ind af politiet til at hjælpe med at opklare alverdens mysterier. Lige fra mordsager til kidnapninger, men det var før hans besøg på Skt. Claire. De sidste par år havde han næppe stået på deres liste over eksterne rådgivere. Foruden jaloux ægtefæller, blev John fra tid til anden også kontaktet af folk, som mente deres hjem var hjemsøgt eller forbandet. Harrow troede ikke på det paranormale, men hvis der var penge i det, så var det fint med ham. De fleste gange viste det sig alligevel bare at være vind, der slap igennem en revne i loftet eller en mus, der boede under gulvet.
Harrow gik forbi køkkenet og ind på sit kontor for at lede efter noget morgenmad. Flasken var næsten tom, men der var da i det mindste nok til et glas eller to.
Endnu en lortedag, tænkte Harrow for sig selv. Gaderne udenfor var fulde af lyde og liv, Harrow smækkede vinduet i for at få stilhed til hans tømmermænd. Han havde en frygtelig hovedpine efter aftensmaden i går. Da han trådte tilbage fra vinduet, kunne han høre lyden af knust glas under sin fod. John kiggede ned og så det eneste billede, han stadig havde. Hvor blev I af? Tænkte han, da han tog fotografiet op og pillede det ud af dets ødelagte ramme. På billedet stod han med sin kone og sin søn på hver sin side. John betragtede det og følte en strøm af minder bruse igennem sit sind. Hans kones smil og hans søns latter. Det blev for meget, og tårerne flød ned af hans kinder. Han greb flasken, men den var tom.
”For helvede!” Vrissede Harrow for sig selv og gik målrettet mod døren. Flasken var lige så tom, som hans konto i banken. Han hev voldsomt i håndtaget, og foran ham stod en lille forskræmt knægt. Drengen havde fået et gevaldigt chok, da han var lige ved at banke på døren, idet Harrow havde flået den op.
”Hvem fanden er du?” Spurgte Harrow hårdt. Knægten tog det til sig, og John kunne se, han havde været for hård. Harrows sprog var særligt groft for en voksen mand i 1879.
”Nå, hvad vil du?” Sukkede John i en mere venlig tone. Drengen stak en hånd ud med et brev. Han sagde ikke noget. John tog brevet ud af hånden på ham og fandt en skilling frem til ham. Så snart mønten var blevet trykket i drengens hånd, forsvandt han ned af trappen og ud på den livlige gade.
John betragtede brevet.
Til
London – Stoney Lane 23
John Harrow
Det var skrevet med en fin fyldepen. John blev nysgerrig, gik tilbage indenfor og lukkede døren efter sig. Der var ingen afsender på. Han satte sig ned, tog en cigaret og åbnede brevet. Johns ansigt og sind blev mørkt, mens han læste linjerne.
Kære John,
Jeg ved, det er længe siden, og det piner mig, at vi ikke har haft mere kontakt. Dog piner det mig mere, at jeg ikke kan skrive til dig under bedre omstændigheder, end sidst vi mødtes - tværtimod.
John, der er ingen let måde at sige det på, men jeg er døende, og jeg har brug for din hjælp. Min tid er knap, og jeg frygter for min families skæbne. Jeg frygter, at mine børn har valgt en mørk sti, og jeg har for lidt tid til at hjælpe dem. Derfor beder jeg dig om at komme til Stone Island.
Alt er allerede arrangeret, du skal ikke tænke på penge til transport eller logi, jeg har vedlagt mere end rigeligt i konvolutten.
Jeg beder dig, John, kom og hjælp en gammel ven. Du er den eneste, som kan.
Nederst var brevet signeret:
Kærlig Hilsen,
Jonathan Stone
John havde ikke set Jonathan i flere år, og nu kaldte Jonathan på hjælp. På John Harrows hjælp.
Hvis Jonathan beder om hjælp, hvordan kan jeg så benægte ham? Tænkte John, men Harrow tøvede et øjeblik. Men Stone Island er så langt væk, og jeg kan jo ikke bare efterlade det hele her. Jeg kan jo ikke bare lade det hele stå tomt Der kunne komme kunder. Harrow fnøs ved sin sidste tanke. Som om der kommer nogen kunder.
Han havde ikke lagt mærke til det før, men konvolutten var tung. Han vendte bunden i vejret, og en stor stak penge faldt ud.
Meget vel, besluttede Harrow. Efter alt, hvad Jonathan Stone havde gjort for John Harrow, var det en let beslutning, penge eller ej. Han pakkede hurtigt sine ting og stormede ud ad døren, turen var lang, og tiden knap.
En, To, Tre! På tre svingede Marcus armen i en kraftfuld bue og slap granaten. Den fløj gennem luften, og landede perfekt nede i den tyske skyttegrav og gav et brag fra sig. I samme sekund var hele delingen på benene, op ad grøften, og helt hen til den desorienterede skyttegrav. De andre havde svært ved at følge med i Marcus' tempo. Med fingeren i bund, åbnede Marcus ild. Hans Thompson rystede i hænderne på ham, mens han fejede det ene nazistsvin efter det andet ned. Marcus følte vreden bruse igennem sit varme blod. Som den første hoppede Marcus ned i fordybningen, mens han forsat skød , først i den ene retning så den anden.
”Stone!” Råbte sergenten forgæves. ”Stone!” Prøvede sergenten igen, men Marcus skiftede blot magasin og tømte det i de livsløse kroppe. Skiderikker, de tror de er noget!
En hånd på hans skulder tog hårdt fat ”STONE!” Råbte sergenten lige ind i hovedet på Marcus. Med dyrisk fart og styrke vendte Marcus sig om og tog et jerngreb om sergentens hals. Sergentens fødder sparkede mod skyttegravens sider i håb om at finde fæste, mens hans mund gispede og spruttede.
Latterlige svækling! Tænkte Marcus, mens han holdt sergenten i en udstrakt arm. Den lille mands ansigt var blevet helt rødt, mens han hang og dinglede fra Marcus' greb. Had og vrede flammede igennem Marcus' grå øjne. Den store mand skar tænder og klemte til. Da nakken begyndte at sige knækkende lyde, brød en anden stemme ind.
”Marcus, slap af! Du slår ham ihjel!”
Stemmen tilhørte Charles Conners. Marcus slap sergenten, som faldt bagover som en kludedukke, hvorefter han trak heftigt efter vejret.
”Hvad pokker laver du, Stone?!” Gispede sergenten, mens han holdt sig for halsen ”Jeg får dig stillet for en krigsret, meni...”
Han stoppede brat med sit klageri, da Marcus vendte sine grå øjne mod ham og fangede sergentens blik.
”Kom nu, vi fik de nazisvin”, sagde Charles beroligende. Marcus mærkede vreden svinde væk, og han begyndte at slappe af i sin anspændte krop. Han så sig omkring og fik øjnene op for de mange blodige lig, som lå hulter til bulter i skyttegraven. Der var ingen at tage til fange, ingen efterretning at opsnappe her. Marcus havde brug for en smøg.
”Svin! Gentog Marcus og spyttede på et af ligene.
Resten af skyttegraven var allerede blevet sikret, og de fik lov til at holde en kort pause, før de skulle videre. Krigen var langt fra slut endnu. Hitler sad stadig sikkert på sin trone i Berlin. De andre soldater var begyndt at tænde cigaretter, og småsnak spredte sig omkring dem. Ingen af dem nærmede sig Marcus og Charles.
Den store mand satte sig ned ved siden af den en del mindre, Conners. Charles kørte sine fingre igennem sit tykke brune hår.
”For helvede Marcus, det var sgu intenst, det der. Er du okay?” Spurgte Charles med et smil på læben. Marcus var ikke den eneste, som hadede sergent Dillinger. Alle vidste, at Dillinger ikke var andet end en rigmands søn, som legede krig for at springe op ad rangstigen.
”Op i røven med ham. Han er ikke andet end en skide kujon alligevel.” Vrissede Marcus. Jeg skulle have knækket nakken på det røvhul. Det var hans skyld, det hele var gået af lort til. Han havde ikke lyst til at tale mere om det; det ville bare gøre ham vred igen, Charles var heldigvis god til at læse Marcus, så han brød en cigaret pakke, stak en i munden og tilbød Marcus en. Den grå-øjede gigant tog imod tilbuddet.
Stanken af krig hang i luften; svovl, krudt, blod og forrådnelse lå som en kvælende tåge, der trængte ind i Marcus' næsebor.
De sad lidt der i stilhed. Så kom Marcus i tanke om, at der var ankommet endnu et brev.
Hvordan fanden bliver han ved med at finde mig? Tænkte Marcus for sig selv. Han tog brevet frem. Det var stadig ikke blevet åbnet.
”Er det endnu et fra din bror?” Spurgte Charles forsigtigt. Marcus nikkede med et mørkt udtryk.
””Har du tænkt dig at læse det, eller bare sidde og gnubbe det?” Udbrød Charles. Marcus sad et øjeblik og betragtede konvolutten. Han åbnede den, tog brevet ud og begyndte at læse.
Kære Broder,
Startede det. Kære? Kære min røv, tænkte Marcus. Han tog et hvæs af cigaretten og læste videre.
Kom tilbage, Marcus.
Du kan ikke flygte fra det. Det har været med dig fra start til nu. Det har fulgt dig fra kontinent til kontinent, fra én krig til den næste.
Jeg har regnet det ud, Marcus, jeg ved, hvorfor du ikke kan flygte fra det. Det kommer indefra. Du kan lige så lidt flygte fra det, som du kan fra din fortid. Kom hjem. Kom hjem, så vi sammen kan rette den fejl, vi har begået.
Howard.
Marcus krøllede brevet sammen og stak det tilbage i lommen.
Det kommer indefra. Tænkte han. Fandens til pis, men måske havde han ret. Vreden havde været der hele tiden. Med ham, over alt han gik. Det var hans skide brors skyld. Howard, den svans. Det var alt sammen startet med ham. Det var dem alle sammen; Howard, Sara, Elza, deres far.
Far. Et øjeblik forlod Marcus Operation Market-Garden og vendte tilbage til Stone Palæet i 1879. Vreden havde overtaget; han råbte og skreg af sin far. Den gamle mands stemme var stort set kun en hvisken, ”Vi finder en løsning”, lovede han, sammen med en masse andre løfter. Hans faders stemme gjorde ham kun mere rasende end før. ”Du forrådte os! Du forlod os, og se hvad det har gjort ved os!” Marcus’ krop var spændt, og han følte kontrollen over hans krop blive overtaget af andre kræfter. Hans fars svagelige krop nærmede sig, men før nogen af dem vidste af det, lå den spinkle mand i en pøl af sit eget blod. Marcus var i vildrede, og der var lyden af hastige fødder på den anden side af døren. Marcus sprang gennem vinduet, det knuste glas havde flænset hans arme og ben, og faldet var som at flyve igennem tomheden. Da han endelig kom til sig selv, flygtede han, væk fra huset, væk fra øen, væk fra alt. Siden den dag havde han aldrig været tilbage. Der var intet for ham der længere – ikke andet end minder. Og had.
Marcus blev trukket tilbage til virkeligheden af en skrattende lyd fra radiomandens udstyr. Det var tid til at tage af sted igen.
”Fred! Frederic”. En kvinde kaldte på ham igennem hans drømme. En kvinde han kendte godt. Hans assistent, Elizabeth; en fremragende bio-kemiker og en ung, smuk kvinde med grønne øjne og lange mørke krøller. Den eneste skønhed, udover videnskaben, som kunne fange Frederics interesse. ”Frederic, vågn op!” Insisterede stemmen endnu mere bestemt end før. Han kiggede rundt, men kunne ikke se hende nogen steder i det mørke intet. Ikke andet end en smal skikkelse, omkranset af lys. Måske var det flammer? Det vidste han ikke.
”Frederic, vågn op! Skynd dig!” Stemmen tilhørte stadig hans assistent, men den lød filtreret, panisk og mekanisk. Frederik spærrede øjnene op. Den lille røde lampe på hans samtaleanlæg ved sengen lyste, igen hørte han Elizabeths stemme ”Frederic! Vågn op!”. Hurtigt sprang han ud af sengen og for hen til anlægget.
Han trykkede på knappen: ”Elizabeth? Hvad er der galt?” Hans hals var tør, han måtte have sovet i et par timer. Det var aldrig til at vide, hvad klokken var, når man var under jorden. Frederic var ikke engang sikker på, om det var nat eller dag.
Kan jeg have sovet for længe? Tænkte han. Det virkede som om, det blev sværere og sværere at holde styr på dagenes gang.
”Frederic! Er du der? Hvor fanden er du?”
Tydeligvis kunne hun ikke høre ham, der måtte være endnu en fejl i systemet. Det bedste udstyr og personale som 2012 kunne tilbyde, og alligevel så virkede halvdelen af deres ting aldrig. Hele det her projekt var ikke andet end en lang række tekniske fejl og tragedier. Først alle de elektroniske forstyrrelser og svigt, som den ene gang efter den anden kostede dem dyrebare data. Dørene åbnede og lukkede, som det passede dem. En af service folkene var blevet klemt i en af de store ståldøre, som havde lukket uden varsel og uden grund; endnu en teknisk fejl i systemet. Stemmen var tilbage. Hun var mere rolig, fattet, og klar i stemmen - og dog. Mere som om hun havde givet op.
”Frederic, jeg ved ikke, om du kan høre mig.”
Pludselig lød det som om, at hun råbte væk fra mikrofonen, ”Charlie, hold ham nede!”.
”Frederic, hvis du kan høre mig; det er sluppet løs. Vi kan ikke stoppe det, kontrolpanelet fungerer ikke herfra, du bliver nødt til at lave en lock-down, ste- NEJ! Charlie, spænd ham fast. NU!. NEEEEJ” stemmen forsvandt i et panisk skrig, som skar gennem knoglerne på Frederic. Lige så pludseligt som hendes stemme havde været der, var den væk igen. Frederic prøvede anlægget igen, men intet svar. Enten kunne hun ikke høre ham, eller, endnu værre, var hun ikke i stand til at svare.
Hvis det virkelig er sluppet løs, tænkte han, så var det sidste mest sandsynligt.
Med ét greb han sit armbåndsur og hoppede ud af den kompakte betonlejlighed kun iført sine grå pyjamasbukser, undertrøje og briller. Ikke et syn som Life Gardens personale var vant til at se. Han trykkede på en knap på uret, og et stopur gik i gang. Hvis det var sluppet løs i test-labyrinten, så havde han præcis 12 minutter fra udslippet. Det gav ham måske et sted mellem 6 og 8 minutter tilbage, alt efter hvor lang tid, han havde været om at vågne.
Gangen var stille. Der var grå døre på begge sider af gangen; alle sammen lejligheder som lignede hans egen. Det måtte stadig være nat. Ellers ville der være flere folk på gangen, medmindre han havde været længere tid om at vågne, end han havde regnet med. Han kunne kun håbe på det første. Han løb ned ad gangen. Hovedkontrolrummet var en gang til venstre, to til højre, og så lige ud for enden af gangen.
Skide bunker er bygget som en labyrint, tænkte han frustreret.
Mere end et dusin gange var Frederic faret vild i timevis i den labyrintagtige bunker. Han startede med at løbe ned ad gangen. Han tjekkede uret - der var gået 45 sekunder, da han var nået ned til første sving. Han drejede rundt og forsatte. Stadig var det stille. For stille. Der burde være nogen, der burde være en alarm, men den eneste lyd i den nervepirrende stilhed var lyden af hans forpustede åndedræt og hans hastige skridt. Hvis det var sluppet fri, skulle alarmen gå i hele bunkeren. Var det en fejl? En drøm? Eller endnu et teknisk problem at alarmen ikke var gået i gang? Han havde ikke tid til at tøve. Han kiggede igen på uret. Han havde brugt to minutter. Han lugtede klor. Ikke et godt tegn.
Pludselig hørte han en lyd bag en af dørene. Et skrig, uden sammenligning. Det lød kvindeligt, men det var bestemt ikke menneskeligt. Er det for sent? Frederic mærkede frygten krybe ind på ham. Skriget forsatte uden hold, ulideligt og pinefuldt, blev det ved og ved. Indtil der lød et pludseligt bump. Døren gav sig så voldsomt, at han var bange for, at hængslerne skulle knække. Tiden var knap. Han kunne mærke sin puls stige, sveden dryppede fra hans pande, og adrenalinen pumpede løs.
Frederic havde stadig tid. Han løb videre mod kontrolrummet. Han hørte flere lyde, den næste værre end den forrige. Nogle så abnorme, at Frederic ikke kunne relatere dem til noget kendt væsen. Insekter, knækkende knogler, skrig fra mennesker, dyr og andre langt værre ting. Alt blev kaos, og intet så ud, som det plejede. Væggene blev mørke og afbrændte. Overalt sprang flammer frem omkring ham, som slikkede loftet, og spredte sig på bart betongulv. Mellem dem, så han igen den lille, mørke, spinkle skikkelse omhyllet af brændende lys. Frederic vidste udmærket, hvad alt det her betød. Han drejede til højre første gang, så anden. Endelig kunne han se døren for enden af gangen. I den sidste etape, besluttede han at sprinte. Desværre kom hans egne ben i vejen og det næste, han blev konfronteret med, var smagen af blod i sin mund, og synet af rå beton under hans hænder.
Han skulle til at rejse sig igen, men han havde forvredet sin ankel. At løbe var ikke en mulighed længere. Han humpede af sted, så godt han kunne. Flammerne var stadig omkring ham, selv væggene var begyndt at bløde, og lyden af noget ondt, der forfulgte ham, blev mere og mere tydelig. Han kunne høre dets tunge, men hurtige skridt bag sig. Uden at kigge, humpede han videre. Han nåede døren, åbnede den og smækkede den med lås og slå efter sig. For et øjeblik havde han lukket galskaben ude, og rummet var stille. Stilheden sænkede sig langsomt om ham; indhyllede ham som et betryggende tæppe.
For et øjeblik følte Frederic Emmerich sig sikker. Øjeblikket blev dog ødelagt af et hårdt bump, som ramte døren udenfor. Den var ganske vist en tyk ståldør, men lyden gik igennem ham med et sæt. Virkeligheden kom tilbage til ham og han fór hen til det store kontrolpanel. Med en næve ødelagde han glasset til nøglehullet, tog nøglen fra snoren han altid havde om halsen, stak den i hullet og drejede.
Alt blev stille.
Ondskaben, på den anden side af døren, var for et øjeblik sat tilfreds. Til venstre for ham var der et skab med forskellige kanyler, forbindinger, og andet førstehjælpsudstyr. Han tog en kanyle med blåt indhold og stak sig selv i låret. Så satte han sig ned i hjørnet af sin stål -og beton celle og lyttede. Han kunne høre den mekaniske lyd af ståldøre og den grusomme lyd af folk i panik og smerte. Han satte sig i foster-stilling og græd.
Hvad har Sara dog gjort? Er dette virkelig prisen for videnskab? Han kiggede på uret, det stod på 11 minutter. Måske var det for sent. Han kunne kun håbe, og vente på hjælp.
Han bliver nødt til at hjælpe mig, der er ingen andre som kan! Tænkte hun.
Elza var ved at blive desperat. Hun havde ventet på svar i flere uger, og hendes tålmodighed var ved at være opbrugt. Hun havde brugt måneder på at afkode sin faders noter, som hun havde taget med sig, før hun stak af fra øen. Meget kunne man sige om Jonathan Stone, men han var en metodisk mand og et geni. Hans forskning afslørede mange skjulte talenter, som Elza aldrig ville have drømt om i sine vildeste fantasier, men der var stadig meget af det, hun ikke kunne begribe. De eneste drømme, Elza havde disse dage, holdt hende vågen om natten, badet i sved, frygt og forfærdelig sorg.
Hvordan kunne Howard gøre det her imod os? Tænkte hun.
”Disse drømme er på en eller anden måde forbundet med faders forskning.” Sagde Elza sagte for sig selv. Hun gik hvileløst rundt i det lille byhus, som befandt sig midt i London, et sted, hvor Elza følte, hun kunne skjule sig for verden. Bare endnu et menneske i den endeløse jungle af huse, folk, hestevogne og handel. Overalt, hun trådte, lå der bøger og papirer spredt over gulvene og bordene. Da tavlerne begyndte at mangle plads til formler og diagrammer, havde kridt og kul fundet vej til rummets fire vægge, gulv og loft. Udenfor kunne Elza høre livet i London; heste og cykler, biler og folk. Alle sammen i hælene på hinanden. Hun havde lukket alle døre og skodder. Larmen forstyrrede bare hendes arbejde, og den havde kun fået hende til at føle sig mere ensom end nogensinde før. Udenfor var der mennesker med familier, mænd og koner, børn og elskende. Alle de ting som Elza ikke længere besad.
Ting jeg aldrig kan få.
Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på - eller frygtet. Men der var for meget; Parallelle universer, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.
Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.
Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?
Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. Brevet var ikke fra den tyske professor, så det havde ligget glemt og uåbnet i sin konvolut længe. Det bar dog et segl; et segl som Elza kendte alt for godt. Det var snart tredive år siden, hun havde set Howard, den aften i 1878, men alligevel havde han altid været i stand til at finde ud af, hvor hun befandt sig henne. I de sidste mange breve havde han tigget og bedt hende om at vende hjem, så han kunne hjælpe hende, men Howard kunne ikke hjælpe. Det var der ingen, som kunne.
Kun én, og han svarede ikke på hendes bønner. Fem breve havde hun sendt, og ikke et eneste svar.
Jeg er alene. Jeg er alene i en verden fuld af mennesker og liv.
Elza blev igen fortvivlet, og mørket kryb ind på hendes sjæl. Hun satte sig ned, og besluttede sig endelig for at åbne brevet, som havde ligget uforstyrret i ugevis.
Hun begyndte at læse - det startede, som det plejede. Howard bad om tilgivelse og ønskede at hjælpe, men Elza vidste bedre end at stole på ham. Længere inde i brevet blev Elza dog alligevel fanget.
Det var ikke kun ondskab, som kom med ind i vores verden, Elza. Jeg har følt en forbindelse mellem dette sted og det andet. En forbindelse, som er håndgribelig, men ikke synlig. En forbindelse, som vi kan bruge til at bryde denne forbandelse. Hvis bare jeg havde faders noter.
Elza læste videre, men der stod intet om, hvor denne forbindelse kunne findes, eller hvad den faktisk kunne bruges til.
”Spild af tid!” Skreg Elza for de lukkede døre og vinduer, hvor kun lidt lys slap ind.
”Forsvind fra mig! Vil du ikke nok bare forsvinde!?”
Mørket tætnedes omkring hende, og hun begyndte at miste kontrollen.
Er der virkelig intet, jeg kan stille op? Hendes tanker var dystre og sørgmodige. Papirerne i rummet begyndte at blafre omkring hende. I desperation be-tragtede hun de vilde noter på væggene: Der må være noget. Et eller andet sted, må der være en forbindelse. Hendes øjne flakkede. En stol væltede, og noter løftede sig fra deres plads. Hvis bare jeg havde faders noter, havde han skrevet. Lyset syntes at svinde bort, og gulvet under hende begyndte at skælve.
Vil du ikke nok lade mig være?
Hun mærkede et nærvær af noget mørkt, som klamrede sig til hendes eksistens. Hun søgte rundt i rummet, men fandt sig selv alene. Men følelsen blev værre. Elza kunne mærke energien i sin krop blive udløst, og endnu en stol væltede, mens flere dokumenter fløj rundt i lokalet.
”Lad mig være! Jeg ønsker ikke at slå ihjel igen!” Græd hun ud i lokalet, men fik intet svar. Mørket blev blot tættere, mens hun desperat forsøgte at finde svar på sine spørgsmål.
Hvis bare jeg havde faders noter, havde Howard skrevet. Men hvorfor? Hvad nytte ville Howard have af dem?
En dør faldt af sine hængsler, da karmen bukkede og bøjede sig som en fjeder, der blev presset sammen, mens sprækker tegnede sig langs væggene. Luften var så tæt, at hun knapt kunne trække vejret, og hun vidste, det kun var et spørgsmål om sekunder, før hun mistede kontrollen.
En famlende hånd greb et stykke papir. I sin håbløshed undersøgte Elza papiret.
Pludselig lettede mørket sig, og Elza kunne let trække vejret igen. Noterne dalede ned på gulv og borde igen. ”Mørkets-materiale!” Udbrød Elza lettet, hendes stemme gav genlyd i det store rum.
Far var genial! Elza lod sine øjne glide hen over væggene og gulvet, i søgen efter reference til mørketsmateriale. Hun huskede, at hendes fader havde nævnt det flere gange, men hun havde aldrig formået at sætte det i perspektiv.
Her! Det er alt sammen lige her!
Elza fik en pludselig motivation, og begyndte at samle noter, nedskrive formler og diagrammer. Materialet er min vej væk herfra! Med det kan jeg endelig flygte. Med det kan jeg endelig få ro fra al den larm udenfor, alle de minder... Denne gang skulle han nok svare, denne gang ville hun få professoren til at forstå.
Det havde været en lang tur. Det var allerede sent på eftermiddagen af tredje dag på rejsen. Med tog fra London, mod det sydlige England, så med vogn mod øst, og til sidst færge til Stone Island lidt ude for den sydøstlige engelske kyst. Rejsen var gået fint, lige indtil John skulle med den lille færge. Færgemanden, en gammel sømand med grå, bruskede øjenbryn og et kraftigt gråt fuldskæg, havde opført sig underligt. Til at starte med ville han ikke lade John komme ombord, men da Harrow begyndte at miste tålmodigheden, havde manden ladet ham komme med. Dog ikke før den gamle, grå sømand var kommet med et hav af overtroiske historier og advarsler om en ondskab, som hvilede over øen og dens beboere. Harrow tog sig ikke meget af den gamle tosse.
Den lille færge vuggede roligt frem og tilbage i det mørke vand. Færgen sejlede ikke på bestemte tidspunkter; i stedet var der en færgemand på hver sin side, når man skulle frem og tilbage. John tog hånden op og skyggede for solen, så han bedre kunne se øen. Den var lille, men når man tænkte på, at hele stedet var ejet af en enkelt familie, virkede den lige pludselig ikke så lille længere.
Solen var begyndt at klatre ned fra himlen, og fyrtårnet blev langsomt til en silhuet med et enkelt roterende øje. Længere inde på land kunne John skimte et lille bondehus med nogle tilhørende marker. Længere væk bagved var gården omgivet af træer, som forsatte op mod nord. På den nordlige side af øen, ude ved kysten, var der en klippeafsats. John kunne ikke se tydeligt i skumringen, men det så ud som om, der var nogle ruiner, som stod ensomt på kanten.
Færgen skulle til at lægge til, hvilket Harrow satte pris på; han havde en frygtelig hovedpine, og hans mave var ikke bygget til søens vuggen. Desuden var han tørstig. Harrow kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fået en drink, for tiden havde været knap på mellemstoppene fra det ene transportmiddel til det andet. Desuden havde færgemandens konstante fablen om ondskab og forbandelser ikke hjulpet på Harrows humør - eller på hans tørst.
Færgen var lagt til, og endelig kunne John Harrow mærke fast, urokkelig jord under sine fødder. Han vendte sig for at takke færgemanden for turen, og hurtigt blev hans humør, om muligt, endnu mørkere end før. Ude i horisonten var der begyndt at samle sig tunge gråsorte skyer, og vinden var begyndt at trække op. Den gamle sømand kiggede på ham og spurgte, om John var sikker på, han ville blive. John var forvirret, og spurgte ind til, hvad manden mente.
”Ja, jeg sejler tilbage nu, og Harold sover ovre i fyrtårnet, men jeg kan garantere dig for, han ikke sejler, så længe den storm truer derude. Hvis du skal tilbage til fastlandet, skal du enten vente til stormen er ovre, eller tage af sted før den raser”. Sømandens ånde stank af tobak og billig whisky.
John tog sig ikke af det. Han havde alligevel planlagt at blive natten over. Hvad end Jonathan Stones frygt gik ud på, så lød det som om, det kunne tage noget tid. John takkede manden og begyndte at gå op ad stien.
Sære gamle tosse, tænkte Harrow, mens han gik op ad stien. Jonathan har brug for min hjælp, og det kan jeg ikke benægte ham.
På trods af havets brusen, de dovne bølgers slag mod klipperne og den blide vinds rolige hvinen, var Stone Island et stille sted. Næsten for stille. På Johns venstre hånd kunne han se en lille sø, omgivet af siv. En lille bro strakte sig udover det rolige vand, uden tvivl et godt sted at dyppe sin fiskekrog, tænkte John nostalgisk, mens han gik forbi. Søen havde mindet ham om en bedre tid. John vendte blikket ned af en sti, som drejede uden om søen, ledte længere nordpå op til klippeafsatsen. John kunne se ruinerne mere tydeligt nu, da han var tættere på. De så gamle ud, og på en eller anden måde virkede de bekendte. Han gøs ved synet af dem, og skyndte sig videre. På højre hånd var der en sti, som førte op til den lille gård. Der var marker og en lille fold, hvor nogle får trissede stille omkring. Der var ingen mennesker at se, men det var også ved at være mørkt. John forsatte i et raskt tempo. Det var blevet mørkere, og vinden var taget til, og var begyndt at trække i træer og buske. Han måtte holde på sin hat, da han gik igennem en skov. Mellem træerne ledte en sti i sydøstlig retning, ned til noget som lignede et kapel, men det var svært at sige med sikkerhed, da bygningen lå delvist skjult af birke og bøgetræer.
John var kommet dybere ind i skoven, som var begyndt at blive tæt. Skyggerne blandt træerne var blevet et slør, som gemte alt, der måtte befinde sig derinde mellem krat og busk. Vinden blev stadig stærkere, og træernes blade raslede i takt med blæstens skub og mas. Men John Harrow opfangede også en anden lyd i mellem de lange skygger. Knæk og kvasen. Det lød mest af alt, som om nogen gik rundt i skoven. John følte sig iagttaget, som om et par øjne fulgte hver eneste bevægelse, han lavede. Han prøvede at kigge ind i mørket, men han kunne ikke se mere end et par meter ind. Et øjeblik synes han at kunne se et par skinnende grønne øjne mellem træerne.
”Hvem der!” Kaldte John, i håb om at nogen ville give sig til kende. Men det var der ingen, der gjorde.
Harrow rystede på hovedet. Sikkert bare vinden, tænkte han og fortsatte.
John satte det ene ben foran det andet, men følelsen af nogen, der holdt øje med ham, blev hængende. Da John kom igennem skoven, kunne han endelig se palæet ordentligt i sin fulde størrelse.
Stone-palæet rejste sig som et mørkt bjerg i den kolde belysning. John Harrow havde aldrig set noget lignende. Hovedbygningen var enorm med et højt østligt tårn og et lavt vestligt. Ved den vestlige side af palæet var der en tilbygning, som lignede tjenestekvarterne. Til den østlige side var haven, som var omringet af et solidt mørkt jerngitter.
John trådte op ad trapperne og bankede på den store dør. I dette øjeblik følte han sig pludselig meget lille. På trods af sit forhold til Jonathan Stone, havde han aldrig besøgt Stone Island før. Han var godt klar over, at Stone familien var velhavende, men det her virkede næsten latterligt.
Der gik et øjeblik, så gled døren op. De gamle hængsler jamrede over at skulle bevæge sig. Butleren, som åbnede døren, kiggede følelsesløst på ham.
”Hr. Harrow, formoder jeg?” Spurgte manden med en lige så følelsesløs stemme. Manden havde den mest engelske accent, John længe havde hørt.
”Eh.. Ja, det er mig? Forventede I andre?” Harrow var ikke i humør til formaliteter. Han ville allerhelst bare indenfor, i ly for stormen og have noget at varme sig på. Butleren betragtede ham med et formelt blik; hans udtryk var som om, det var hugget ud i sten.
”Nej, det gjorde vi ganske vist ikke. Kom venligst indenfor, jeg vil informere Hr. Stone. De kan vente her i lobbyen.” Svarede han med den overdyngende Oxford accent.