Copyright © Duprée Bigum 2022
Forlag: Books on Demand GmbH – Hellerup, Danmark
Fremstilling: Books on Demand GmbH – Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN 978-87-4302-107-0
Denne bog er ren fiktion. Navne, personer og steder er et produkt af forfatterens fantasi og enhver lighed med virkelige steder og personer, nulevende eller afdøde, er derfor udelukkende tilfældig.
Enhver kopiering af bogen uden forfatterens samtykke er strengt forbudt.
Kontakt: dupreebigum@gmail.com
Den trofaste tikken fra det gamle standerur fyldte hele den svagt oplyste hall. For blot et par dage siden havde så mange glade gæster været budt indenfor i dens rummelighed, men denne nat var al den morskab og alle de anekdoter, der havde kæmpet om pladsen i dette store rum, sunket hen i glemslen. Kun det gamle standerur gav sig til kende i stilheden, og med et enkelt slag varslede det døgnets første time.
Lægen rejste sig langsomt fra den lille barneseng, imens jeg mindedes, hvordan jeg med megen fryd selv havde stået og lavet den ude i værkstedet. Vi havde alle været så glade, for den unge greve havde altid været en retfærdig arbejdsgiver, og hans bedårende hustru var elsket af os alle. Nyheden om en arving havde fyldt os alle med stor lykke, og de sidste otte måneder havde været de bedste i vores liv. Med ét var denne lykke imidlertid blevet vendt til en stor sorg.
“Jeg beklager meget, grev Ulfeldt,” sagde lægen og bøjede hovedet, “men jeg kan ikke gøre mere… Hun er død.”
Grædende kastede grevinden sig med det samme ned over barnesengen, imens greven blev siddende i sin stol og stirrede tavs ud i luften. Hans blik var tomt, som var han fuldt lige efter sin datter i døden, og hans hud var bleg som et ligs.
“Jeg viser Dem ud,” sagde jeg og åbnede døren for lægen, der stod med sin taske i hånden, og så gik vi sammen ud af barnekammeret og fortsatte ned ad trappen i hallen.
“Hvor er det tragisk,” mumlede lægen sagte til mig, som vi nærmede os hoveddøren, “først den gamle greve og nu arvingen … To på to år …”
Jeg nikkede tavst, for jeg kunne kun give ham ret. Tragedierne stod åbenbart i kø udenfor Ulfeldt Gods.
Da jeg havde lukket lægen ud, gik jeg tilbage til barnekammeret, hvor grevinden stadig lå ved barnesengen og knugede det lille barn ind til sig, imens hendes tårer trillede ubehersket ned ad hendes kinder.
Stuepigerne stod ligesom jeg selv langs væggen nær døren, og også deres øjne var vædet af tragedien. Stadige snøft og hulk var nu de eneste lyde, som hørtes i det lille barnekammer, der i den sidste tid ellers primært kun havde rummet glade stemmer.
“Magrethe,” hviskede jeg til den ældste af stuepigerne, “følg pigerne ned i tjenerkammeret, så greven og grevinden kan få noget fred.”
Magrethe tørrede sine øjne med et lommetørklæde, inden hun nikkede adlydende og førte de andre stuepiger ud af kammeret. Selv tillod jeg mig at blive stående en rum tid uden at foretage mig noget, da min sorg var mere tavs end pigernes, og jeg gik da også straks i ét med tapetet. Jeg blev faktisk i tvivl om, hvorvidt min herre og hans hustru stadig var klar over min tilstedeværelse. Jeg sagde intet, men klemte blot hatten i mine hænder.
Greven sad stadig i sin stol uden at sige noget. Han rørte sig ikke, og skønt hans øjne var åbne, så han ikke på noget. Man kunne endog næsten blive vildledt til at tro, at han ikke engang trak vejret, som han sad dér helt ubevægeligt i stolen, hvor han blot dagen forinden ved barnets sengetid havde berettet entusiastisk om alverdens historier og eventyr for at lulle det lille barn i søvn. Nu var barnet borte, og havde kun efterladt sig det klejne, livløse legeme, der stadig befandt sig i moderens arme.
“Min herre …” hviskede jeg og trådte nænsomt et skridt tættere på greven, da jeg hørte standerurets to næste slag.
En time var gået.
Greven vågnede langsomt fra sin bedøvede sindstilstand og så op på mig, og så fortsatte jeg stadig lavmælt: “Hvad bør vi gøre nu?”
Han rettede blikket over mod sin hustru, der vuggede frem og tilbage med barnet, som om det kun sov.
“Hent æsken fra min hustrus nye ridestøvler,” svarede han så med en myndig røst, “og tag så to skovle og mød mig under egetræet ude i parken.”
Jeg skjulte min forbavselse og nikkede blot adlydende, hvorpå jeg trådte et skridt tilbage og gik mod døren, imens greven rejste sig og gik over til sin hustru.
“Edith,” sagde han bestemt til hende, “ræk mig barnet.”
Den unge kvinde så op på sin mand med en hunulvs fjendtlighed, som han stod dér med fremrakte hænder, som om han med ét var blevet en trussel mod hendes lille datter.
“Nej!” græd hun hjerteskærende og knugede den lille krop endnu mere ind mod sin egen, “jeg vil ikke! Du må ikke..!”
Greven vedblev blot med at se ned på hende i en kort stund, inden han roligt satte sig på hug ved hendes side og gentog nu endnu mere alvorligt: “Edith …”
Så lukkede jeg døren bag mig og gik nedenunder.
Månens skær oplyste i fællesskab med stjernerne nattehimlen over os. Vores slid med at grave i den frosne jord bidrog til tunge vejrtrækninger, der på grund af kulden medførte, at vores ånde blev synlig, som var det en røg fra vores hjerter, der brændte af sorg indeni brystet på os. Jeg betvivlede ikke min herres løsning på den tragiske situation, men arbejdede blot ved hans side, skønt det ikke krævede to mænd at grave et passende hul til den lille æske, der skulle agere kiste. Min herre vedblev imidlertid med at grave, som skulle vi begrave en hest, og jeg holdt derfor ikke op med også at stikke i den genstridige jord med skovlen.
Da han omsider fandt hullet dybt nok, lagde han selv støvleæsken ned i det. Der var intet højtideligt over det, og ingen ord blev ytret. Det var bare noget, der skulle overstås, og så snart æsken ramte jordbunden, tog han sin skovl igen, og vi begyndte at dække hullet til.
Hvilke tanker, der gik igennem hans hoved i denne time, kunne jeg kun gisne om. Hans fader, den gamle greve, var død knap to år forinden, og som nyudnævnt herre over regionen stod han derfor selv til ansvar over for kongen af Halfdanien, en byrde, der vejede tungt på hans skuldre, men alle var vi enige om, at han havde gjort et fantastisk stykke arbejde. Hans selvtillid havde da også gjort ham et par centimeter højere, i takt med at han erfarede, at han sagtens kunne udfylde sin faders store støvler. Nu blev den lille familie imidlertid ramt af den frygteligste tragedie, et forældrepar kan komme ud for, og lige så meget som jeg sørgede over tabet af det lille barn, lige så meget frygtede jeg også for regionens sikkerhed. Kunne vi mon klare en sådan krise?
Greven bankede tre gange på jorden med skovlen for at udjævne den, og kun manglen på græs tilkendegav, hvor i haven støvleæsken var blevet begravet.
Så rakte han mig sin skovl med ordren: “Læg disse på plads, og så kan De godt gå til Deres kammer.”
Hans mine var alvorlig og tonen en anelse strengere, end hvad jeg var vant til fra hans side, men jeg forstod, at det dækkede over hans dybe sorg, og jeg nikkede derfor blot tavst og tog imod skovlen fra hans hånd. I det samme blev vi afbrudt af knasende lyde, der kom fra skoven bag os.
Ulfeldt Gods var i besiddelse af et kæmpe areal, der ikke blot involverede den store park, men også en skov og en stor flod, der gik hele vejen ind til byen Flossborg. Den store skov, Kronvildtskoven, strakte sig hele vejen fra udkanten af byen og helt ud til godsets park, som den stødte op til, og lydene kom fra netop dette skovbryn og fik både greven og mig selv til at stoppe helt op. Da trådte en kvinde frem fra buskene og de høje træer, så hendes skikkelse blev delvist oplyst af månens skær. Hendes tøj var laset og snavset, og hendes fremtoning bar præg af barske levevilkår, hvilket også fik hende til at se gammel og slidt ud, skønt hun nok ikke var meget ældre end grevinden.
Kvinden bar på noget, der lignede et gammelt tæppe, imens hun vaklede hen imod os med en kraftig hoste.
“Hvad vil De, frøken?” råbte jeg på min herres vegne, da han af uforklarlige årsager selv forholdt sig tavs, “ved De ikke, at De befinder Dem på privat grund?”
Kvinden svarede ikke, men fortsatte bare målrettet hen imod os.
Jeg hævede stemmen endnu højere: “Vær venlig at give Dem til kende, frøken!”
Kvinden lystrede ikke og kom nu så tæt på, at vi både kunne se og høre, at hun også græd. Da hun kom helt hen til os, kastede hun sig for grevens fødder og greb fat i hans kappeflig med sin frie hånd.
“Hvad vil De?” spurgte greven påtaget venligt og spejdede ind i skoven, “er der nogen efter Dem?”
Kvinden svarede ikke, nej, hun kiggede ikke engang på ham. Hun græd bare ved hans fødder.
“Alfred,” sagde han så, “gå ind i skoven og se, om der er nogen derinde.”
Han trak sin kårde og rakte mig den, så jeg havde noget at forsvare mig med, hvis nu det var en røverbande, der havde skræmt kvinden hen til os.
På vejen hen mod skovbrynet kunne jeg høre bag mig, at min herre forsøgte at komme til bunds i sagen: “Hvad laver De her midt om natten, og hvor kommer De fra, frøken?”
Kvinden svarede stadig ikke, men græd bare fortsat.
“Forstår De overhovedet ikke, hvad jeg siger til Dem?” spurgte han så tydeligvis frustreret.
Først nu kom der en reaktion fra kvinden, idet hun løftede hovedet og nikkede. Hendes blå øjne var afvigende i deres blik, som om hun ikke kunne fokusere på hans ansigt.
“Er De blind?” spurgte greven derfor.
Kvinden nikkede snøftende.
“Også stum..?” tilføjede han.
Hun nikkede igen og hostede.
“Er De i fare?” spurgte han så, og denne gang følte han virkelig med hende.
Det svarede hun ikke på, men rejste sig i stedet pludseligt. Så rakte hun ham tæppet og gav sig til skiftevis at pege på det og på ham, så det var tydeligt, at hun ville have, at han skulle tage imod det. Min herre så på tæppet og mærkede hurtigt, at der var noget indeni det. Han gav sig til at pakke det op, og til hans store overraskelse viste det sig at gemme på et lille, lyshåret pigebarn. Den lille stirrede op på ham med sine blanke, blå øjne og et lille smil på læberne, der straks fik ham til at føle en stærk varme indeni sig, så han for en kort bemærkning helt glemte tid og sted, og da han løftede blikket op igen, var kvinden borte. Hun havde fjernet sig så lydløst, at han ikke havde hørt hende forsvinde i mørket.
I samme nu kom jeg tilbage fra skoven og begyndte: “Jeg kunne ikke se nogen derinde, min herre. Hov, hvor er kvinden?”
Greven løftede hovedet og spejdede forvirret rundt. Han anede det ikke.
“Er det..?” begyndte jeg overrasket, da jeg fik øje på barnet i hans arme, så han igen kom i tanke om den lille pige og gav sig til at vugge hende blidt i sine arme, imens hun vedblev med blot at kigge op på ham med et tillidsfuldt blik. Hun var ikke ret gammel, højst en uge, og hendes hud var bleg og blålig.
“Hun er kold,” konstaterede han derfor og fortsatte kommanderende: “Hurtigt! Vi må ind i varmen med hende, inden hun dør af kulde.”
Straks satte vi i løb tilbage mod godset, greven med barnet forrest og jeg selv lige bag dem med høje knæløft og en skovl i hver hånd, og da vi kom ind ad køkkendøren, blev jeg beordret til at lave noget varm mælk. I min søgen kom jeg imidlertid til at vælte nogle gryder på gulvet, hvilket straks førte til, at grevinden og stuepigerne meldte sig ude ved os i køkkenet, idet grevinden havde søgt trøst nede i tjenerkammeret ved siden af, kort efter hun var blevet forladt.
“Hvad sker der?” spurgte hun forskrækket stadig med gennemvædede øjne, hvilket fik greven til ufrivilligt at vise barnet frem, så grevinden blev endnu mere chokkeret, og der lød et gisp blandt stuepigerne bag hende.
“Julia..?” mumlede hun så, og en glædeståre trillede ned ad hendes kind, “du lever, min lille skat!”
Greven og jeg så forbavset på hinanden. Af uforklarlige årsager bemærkede grevinden ikke, at barnet hverken havde samme øjen- eller hårfarve som hendes afdøde datter. Hun var kun ovenud lykkelig over, at hendes datter tilsyneladende var genopstået fra de døde, og jeg forstod straks ud fra min herres blik, at han ikke ønskede, at denne illusion skulle briste, og at min diskretion således var påkrævet.
Stuepigerne undrede sig imidlertid, og imens grevinden overtog barnet fra sin mands arme, bemærkede jeg, at en stille hvisken opstod iblandt dem.
Jeg tog derfor øjeblikkeligt affære og klappede i hænderne: “Stå nu ikke bare dér! Komtessen har brug for varme, så hjælp grevinden, og find nogle tæpper! Skift også lagenet i barnesengen!”
Stuepigerne kniksede synkront og begav sig straks alle som en mod barnekammeret, hvorpå grevinden fulgte roligt efter dem, imens hun puslede om den lille i sin favn. Greven og jeg blev derfor hurtigt overladt til os selv igen, og da jeg så på ham, bemærkede jeg et lille smil på hans læber. Hans hustru var atter lykkelig.
Omend det føltes en anelse ubarmhjertigt, følte jeg mig også nødsaget til at åbne min mund: “Men, herre … Barnet er jo ikke …”
Han vendte sig med det samme om og så stift på mig.
“Hvis den lille pige er god nok til Edith,” begyndte han lavmælt, men bestemt, næsten truende, “så bliver det sådan. Vi siger ikke et ord til nogen!”
“Hvad nu, hvis kvinden kommer tilbage efter sit barn?” spurgte jeg bekymret, men blev hurtigt fejet af igen: “Tilfældighederne har givet os et barn igen, og vi har taget det til os. Ingen kommer til at kunne kende forskel, da ingen rigtigt har set vores datter, foruden tjenerstaben og lægen. De må mane ethvert rygte, De møder på Deres vej, i jorden, og hvis nogen stiller spørgsmål, må De skifte emne, for det lille barn er nu vores datter, Julia, og det faktum kommer ingen til at ændre på!”
Med disse ord forlod han mig for at slutte sig til de glade oppe i barnekammeret, og jeg blev derfor alene med mine egne tanker og min larmende samvittighed. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det niende bud: ‘Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd’, men var det ikke netop det, jeg var i færd med? Hvad ville være det rigtige at gøre?
Den larmende stilhed i kammeret gav mig intet svar på mit moralske dilemma, og da jeg forlod det, kunne jeg svagt høre lyden af latter og stille jubel oppe fra barnekammeret. Lykken var tydeligvis vendt tilbage til Ulfeldt Gods, men med sig havde den en foruroligende ledsager: Fortielsen.
Henover de næste par dage stod det klart for os, at den lille pige både var sund og rask. Lægen blev forbløffet, da nyheden nåede hans øre, for der var jo tale om et vaskeægte mirakel, hvis det barn, som han for nyligt havde erklæret død, nu levede i bedste velgående, men ved nærmere inspektion af det lille barn opstod der naturligvis en professionel skepsis hos ham, og jeg følte mig beklageligvis nødsaget til at underrette greven derom. Med megen mismod i hjertet måtte jeg følgeligt meddele ham om, at stillingen som grevefamiliens huslæge, en stilling som han vel at mærke havde haft i mange år, nu ikke længere var hans.
“Jeg siger Dem, Alfred, der foregår mystiske ting på Ulfeldt Gods. Mærk Dem mine ord!” lød hans sidste bemærkninger, da jeg viste ham ud til den karet, der skulle føre ham væk fra godset for allersidste gang.
Jeg sagde intet, hvilket jeg efterhånden var ved at blive rigtig god til. Hvis nogen spurgte ind til situationen, om det så gjaldt stuepigerne eller folk i byen, så svarede jeg ikke. Det gav ulykkeligvis rum for adskillige rygter iblandt Flossborgs borgere, hvoraf mange gik på gisninger om manglende troskab hos grevinden, eftersom barnet jo slet ikke lignede greven.
Det faktum kom også i spil, den dag hvor pigen pludselig var blevet gammel nok til at stille spørgsmål: “Moder, hvorfor er mit hår lyst?”
At dette spørgsmål faldt under et middagsselskab, hvor Flossborgs bedre borgerskab var blevet inviteret til Ulfeldt Gods, var aldeles uheldigt. Mange af gæsterne spidsede straks ører og lænede sig let frem på deres pladser, så de var sikre på at høre svaret, der var under opsejling. Selv så jeg nervøst over på greven, overbevist om at vores bedrageri nu helt sikkert ville blive afsløret. Overraksende nok havde ingen på noget tidspunkt før pointeret det åbenlyse overfor grevinden, nemlig at hendes datter var lyshåret og ikke brunhåret ligesom begge sine forældre, og derfor frygtede jeg, at hun ville blive vækket af den form for vildelse, der hidtil havde skjult den åbenlyse sandhed for hende.
Greven tyggede imidlertid blot videre på sit kyllingelår, som anede han ikke, hvad jeg havde at være nervøs over. Vi snakkede aldrig om sandheden, og med årene fik jeg derfor den tanke, at han måske helt havde forkastet virkeligheden og selv levede sig ind i løgnen i den tro, at det lille barn faktisk var hans biologiske datter.
“Det ved jeg ikke,” svarede moderen ærligt uden nogen spor af mistænksomhed, “det er et af livets store mysterier. Det eneste, det fortæller mig, er dette: Du er et helt særligt barn.”
En anelse skuffede indtog gæsterne omkring langtbordet atter deres mere naturlige stillinger, da svaret ikke gav næring til et eneste af byens rygter, og de fortsatte derfor blot med at spise min herres mad og drikke hans vin, som om de ikke alle havde ønsket i det skjulte, at en skandale skulle blive blotlagt i spørgsmålets kølvand.
Pigen selv, den lille komtesse, tog til takke med svaret og vedblev altså med at vokse op i den tro, at hun virkelig var datter til greven og grevinden, og jeg følte mig derfor alene med sandheden, hvilket med tiden kom til at have stor indvirkning på ikke blot mit humør, men også min personlighed. Jeg blev anspændt, kort for hovedet og meget tavs og indadvendt. Hver eneste dag frygtede jeg, at tilværelsen, som jeg kendte den, ville blive vendt på hovedet, og at jeg en dag ville blive krævet til regnskab for min meddelagtighed i løgnen.
En lun sensommerdag i pigens syvende leveår blev hendes verden forandret for altid. Grevinden, som den lille pige kaldte “moder”, og som elskede og forkælede sin datter hver eneste dag, fordi hun havde prøvet at miste hende, blev ramt af en forfærdelig sygdom. Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg stod ved min herres side oppe på balkonen og så ud over parken, imens grevinden og Julia stod nede i frugthaven og plukkede æbler sammen med nogle af stuepigerne. Æblekage stod nemlig på menuen, når min herre og jeg selv engang vendte hjem fra vores jagttur om eftermiddagen.
“Sikke et udsøgt vejr i dag, min herre,” sagde jeg og så op på den blå himmel, der delte gavmildt ud af solens stråler til alle skabninger under sig.
Greven reagerede ikke, men stod blot tavs og så ned på sin familie med et afslappet smil. Han virkede helt rolig. Løgnen havde øjensynligt aldrig rørt ham, og kun den måde, hvorpå han behandlede mig, bar præg af en vis form for skade. Før hans datters død havde jeg været hans fortrolige i mange sager. Ja, jeg vil endda driste mig til at sige, at jeg sågar næsten havde været en ven, men nu efter ulykken og det medfølgende bedrageri blev jeg behandlet som intet andet, end hvad jeg tilsyneladende var for ham: en simpel kammertjener.
“Find musketterne frem, Alfred, og bered hestene,” sagde han pludselig uden at tage blikket væk fra sin familie, “så kommer jeg ned om et øjeblik.”
Jeg nikkede adlydende. Aldrig gjorde jeg indsigelser mod vores forholds tilstand, da jeg vidste, at det ville være aldeles uklogt. Jeg havde været hos grevefamilien i 30 år af mit liv, og jeg ønskede ikke at sætte en stopper for det ved at protestere. Jeg ønskede ikke at gå samme vej som huslægen, hvis liv sidenhen efter sigende kun var blevet forværret, hvis man da stolede på borgerskabet i Flossborg. Han havde vist meget svært ved at finde arbejde, for hvem turde gå til den læge, som grevefamilien havde opsagt? Kun fattigfolk benyttede ham, og de betalte jo selvsagt ikke ligefrem rundhåndet.
Nej, tingenes tilstand måtte forblive, som de var, og jeg vendte mig derfor bare om for at udføre min opgave og gå mod stalden, men inden jeg nåede balkondøren, lød der et højt skrig fra en af stuepigerne nede i frugthaven.
I det samme hørte jeg greven mumle forbavset: “Edith?” hvorefter han styrtede mod døren.
Jeg løb hen til balustraden og lænede mig udover for at se, hvad der var hændt, og til min forfærdelse erfarede jeg, at grevinden lå livløs på jorden nede i frugthaven, og jeg skyndte mig derfor efter min herre.
“Edith! Edith!” råbte greven, da han nåede frem til sin nødstedte hustru.
Stuepigen Magrethe knælede ved hendes side, og forsøgte at køle hende ned ved at vifte med sit lommetørklæde. Grevinden svedte kraftigt og virkede omtåget.
“Sikke dog,” mumlede hun og forsøgte at lyde munter, imens hun holdt en hånd op til den bekymrede Julias kind, “moder faldt lige om.”
“Hvad skete der, Edith?” spurgte greven ængsteligt.
“Har De det godt, frue?” spurgte Magrethe.
Grevinden svarede ikke, men så blot op på sin datters blå øjne, imens hun hviskede svagt: “Du skal ikke være bange, lille skat … Moder blev bare lidt træt …”
Hun ænsede hverken greven eller nogen af os andre, for kun hendes datter havde betydning. Så besvimede hun.
“Alfred, få fat i en læge! Og Magrethe, hent noget koldt vand!” kommanderede greven, idet han selv løftede sin hustru op i sine arme og begyndte at bære hende mod sovegemakket.
“Hvad er der galt med moder?” spurgte den lille pige midt i postyret, men ingen gav hende noget svar.
Én af stuepigerne gik blot over til hende og tog hendes lille hånd, og jeg så dem betragte forvirringen på afstand, inden jeg satte mig op på en hest og red mod byen.
Omtrent en time efter kom jeg tilbage med en læge siddende bag på hesten. Det var en ældre herre, den eneste læge, jeg kunne finde. Jeg fulgte ham ind i sovegemakket, hvor grevinden var blevet lagt i sengen. Greven sad ved hendes side og duppede hendes pande med en våd klud, imens Julia, Magrethe og en anden af stuepigerne stod i et hjørne af gemakket og så passivt til. Da vi kom ind, rejste greven sig øjeblikkeligt og trådte til side.
“Hvad er det jeg hører, grevinde Ulfeldt?” spurgte lægen venligt, ja, nærmest muntert, idet han trådte hen til sengekanten, “blev De utilpas nede i frugthaven?”
Han lagde en rolig hånd på hendes fugtige pande, imens hun svarede sagte: “Jeg blev bare lidt træt … Hvor er Julia? Hvor er min datter?”
“Her, moder,” svarede den lille pige bekymret med sin spinkle stemme, hvilket fik den af stuepigerne, der holdt om hendes hånd, til at begynde at græde, og greven så derfor stift over på hende, så hun med det samme undskyldte sig og overlod datteren til Magrethe, hvorpå hun forlod gemakket.
“De er jo glohed, fru grevinde,” sagde lægen så og lød stadig mere lystig, end situationen påkrævede, “har De spist noget usædvanligt?”
Grevinden rystede svagt på hovedet.
“Hvad mener De, doktor?” spurgte greven utålmodigt, “hvad fejler hun?”
Lægen så over på den lille pige i hjørnet, så greven forstod hans tanker.
“Før hende ud, Magrethe,” beordrede han omgående.
“Men, fader …” begyndte den lille pige og løb hen for at gribe om hans hånd, men denne skubbede hende blot blidt fra sig, og Magrethe tog derfor hendes hånd og førte hende ud, imens tårerne begyndte at trille ned ad de små, runde kinder.
Jeg var nu alene tilbage med lægen, greven og den syge grevinde.
“Doktor?” spurgte greven igen.
Den ældre læge rynkede øjenbrynene: “Lad mig være ærlig og sige, at det ikke ser godt ud, min herre greve. Jeg har desværre set sådanne tilfælde et par gange før i år: Pludselig besvimelse under hverdagens gøremål efterfulgt af høj feber. Jeg frygter, at en ukendt infektionssygdom er kommet til Halfdanien.”
Greven fik tårer i øjnene og så ned på sin hustru: “Er der slet intet, vi kan gøre?”
Lægen trak uheldigvis på skuldrene: “Vi ved det ikke endnu. Jeg har konfereret med mine kolleger i hovedstaden, men ingen har fundet en kur endnu. Jeg vil foreslå, at De opholder Deres datter og, hvis det da er muligt, også Dem selv udenfor gemakket. Vi ved endnu ikke, i hvilket omfang sygdommen smitter …”
“Ved De overhovedet noget som helst!?” rasede greven pludselig voldsomt op og sparkede til sengebordet, så en porcelænsskål fyldt med koldt vand faldt på gulvet og blev slået i stykker, “Alfred! Skaf mig en professionel i stedet for denne bondefanger, og smid ham dér på porten! Han skal være glad for, at jeg ikke udøver min magt som dommer over denne region og får ham hængt!”
Jeg blev målløs. Jeg havde aldrig før set greven så rasende, og jeg vidste ikke, om jeg skulle udføre ordren eller blot lade ham rase ud.
Heldigvis var lægen mere erfaren og mødte blot min herres raseri med en ejendommelig empati: “Jeg forstår så udmærket Deres frustration, min herre greve, og De skal da være hjertelig velkommen til at rådføre Dem hos en anden. Der findes desværre bare ikke en kur mod denne nye sygdom …”
Han tog en lille flaske frem, idet han fortsatte: “Hæld noget af dette i en suppe. Det kan måske hjælpe lidt på feberen, men jeg tvivler stærkt på, at det vil nytte i det lange løb. Jeg beklager dybt …”
Så tog han sin taske og gik selv mod døren.
“Jeg behøver ikke assistance,” sagde han til mig med et afvæbnende vink for at signalere, at jeg ikke behøvede at smide ham på porten.
Henne ved sengekanten bøjede greven sig ned over sin hustru, imens han gav tårerne frit løb. Henover de næste par dage forblev han trofast ved hendes sygeleje og passede og plejede hende, indtil hun til sidst gav slip på livet og udåndede for hans ansigt.
Selvom han havde forsøgt at hæve sig op over livet, kunne han ikke undgå, at tragedien ramte hans gods og hans familie. Han havde snydt den en gang ved at lade, som om hans datter var genopstået fra de døde, men denne gang slap han ikke. Hans hustru kunne han ikke redde.
Vågn op, Hans,” brummede Knud og daskede til sin kammersjuk, der med hovedet hvilende i sin hånd og en albue på vognens kant sad og blundede ved siden af ham på kuskesædet.
Hans slog overrasket øjnene op, idet han mærkede den røde hue ramme sit ansigt.
“Hvad nu?” knurrede han irritabelt og lod straks øjnene falde i igen.
“Brøndstræde,” svarede Knud, “det er din tur …”
“Jeg gider ikke Brøndstræde …” svarede Hans, “den må Tom tage.”
Et lille stykke bag vognen vandrede en høj, tynd mand med blikket kun rettet mod sine egne fødder, imens han nynnede ved sig selv. Det var Tom, og han var det, som vi dengang kaldte: “åndssvag”.
“Tom har taget de sidste to af dine stop,” sagde Knud, “nu må du selv rubbe neglene!”
Så puffede han Hans ned fra vognen, så han landede i en vandpyt, hvorpå muldyret, der var spændt for vognen, udstødte sin hæslige skryden, som var det en hånlig latter.
Hans rejste sig op og så vredt på dyret: “Nu skal du ikke komme for godt i gang, mester! Husk, hvem det er, der giver dig dine gulerødder!”
Muldyret tav øjeblikkeligt.
“Og du skal huske huen,” lo den tykke Knud og kastede en rød hue magen til sin egen efter Hans, der kun greb den for straks at kaste den tilbage i hovedet på ham.
“Jeg gider ikke den dumme hue,” gryntede han, idet han tog en spand og en skovl fra vognen for så at gå mod baggården til Brøndstræde.
Inde i baggården stod der et gammelt lokum, som Hans gik hen til med tunge skridt, inden han forsigtigt åbnede døren. En afskyelig stank angreb omgående hans næsebor.
“Føj for den,” brummede han og fjernede lokumsbrættet, så han kunne begynde at skovle.
Hvervet som rakker var et usselt et af slagsen. Jobbet bestod ikke alene i at holde byen ren ved at tømme folks dasser, for de skulle også fjerne selvdøde dyr fra alle offentlige steder, indsamle byens øvrige affald og udføre stort set enhver opgave, som den resterende del af befolkningen følte var under sin værdighed at kaste sig ud i. Det betød blandt andet, at visse rakkere endda skulle bistå, hvis ikke selv agere, bødler ved henrettelser, offentlige piskninger og lignende. Heldigvis havde hverken Knud, Hans eller Tom indtil videre været udvalgt til denne barske tjans, eller også havde de bare været snu nok til at sno sig udenom?
Rakkernes omdømme i byen var særdeles dårligt. Ingen brød sig om dem, hverken rigmænd eller fattigfolk. Kun rakkerne selv døjede hinanden, og derfor samlede de sig også i en lille lejr på en mark nær Kronvildtskovens begyndelse lidt udenfor Flossborg. Her havde de deres eget lille beskyttet samfund, hvor de kunne opholde sig langt væk fra folks fordomsfulde holdninger og fordømmende blikke.
Da Hans havde fyldt sin spand, vendte han snuden mod porten for at gå ud af baggården og bemærkede ikke, at en gammel mand betragtede ham fra en åben lem på førstesalen i et af de omkringliggende bindingsværkshuse.
“Halløj, rakker!” råbte denne pludselig med et hånligt smil, “gider du lige tage dette med?”
Han løftede en natpotte op og tømte den straks ud ad vinduet, så indholdet, der ikke fortjener nogen grundigere beskrivelse, landede lige i hovedet på den stakkels Hans, hvorpå den gamle brød ud i en voldsom latter, der kunne høres i hele baggården, selv efter han havde smækket lemmen i efter sig.
Da Hans kom ud fra baggården, stirrede Tom og Knud på ham med skadefro blikke, som kun rigtige venner kan gøre det, og Tom blottede øjeblikkeligt sit overbid og gav sig til at grine lige så hysterisk som muldyret.
“Se, fader,” grinede han og pegede, “Hans har fået et bad.”
Knud lo også: “Ja, men jeg havde jo tilbudt ham huen.”
Hans skulede vredt til sine kammersjukker, idet han tømte spandens indhold op i vognen. Så skulle han lige til at sætte sig op på sin plads ved siden af Knud, men denne puffede ham straks ned igen ved at plante sin sko midt i ansigtet på ham.
“Næ, du,” sagde han, “du kan sætte dig op i vognen til møget, hvis du vil køres. Jeg sidder ikke ved siden af dig!”
Hans så igen vredt op på Knud, men vidste, at han ikke havde en chance imod sin sværlemmede kompagnon og gjorde derfor blot som påbudt og hoppede op i møget, som var det et badekar. Så satte Knud muldyret i gang, og Tom fulgte efter dem et par meter bagved, imens han nynnede sin lille vise.
Nogle timer senere, da solen atter var stået op over Flossborgs bindingsværk og stenbro, stimlede folk frem på byens torv. Det årlige forårsmarked var allerede blevet skudt i gang, og rejsende købmænd fra både nær og fjern havde overalt opstillet boder, hvorfra de solgte eksotiske og spændende varer til de af Flossborgs borgere, der havde råd til at betale kongens mønt.
Ved en af boderne stod der to unge piger, hvis kjoler vidnede om deres familiers velstand, og var i færd med at beundre en lille, blå hat, som de havde kastet deres kærlighed på.
“Sikke en vidunderlig hat,” sagde Mathilde med et suk, “hvem der bare kunne …”
“Hvor har De ret, min kære,” sagde den unge Julia, “den er så skøn.”
De to 17-årige piger gav sig igen til i tavshed at kigge forelsket på den lille hat.
“Hvor meget koster den?” spurgte Julia damen ved boden.
“Halvanden rigsdaler,” svarede hun.
Mathilde og Julia så nedslåede på hinanden.
“Så meget alligevel …” hviskede Julia til sin veninde, “så har jeg intet tilbage …”
“Man må lide for skønheden, søde ven,” svarede Mathilde og lagde en tilskyndende hånd på Julias arm.
De to piger var begge så forgabte i hatten, at de ikke opdagede den unge mand, der var i færd med at snige sig ind på dem.
“I så fald,” indskød han pludselig, “må de damer lide ustandseligt.”
Et kækt smil meldte sig på hans læber under det lille moustache. Pigerne kendte ham nemlig, og han forventede derfor en større begejstring ved sin tilstedeværelse, hvilket han da også fik at se, eftersom de to unge piger straks hvinede højlydt ved synet af deres fornemme ven. Han hilste igen og udelte et håndkys til hver af dem, hvoraf Julias hånd var den, der blev sluppet sidst.
“Kaptajn Paris,” ytrede hun begejstret, “hvad laver De dog her i Flossborg? Har De ikke travlt i garden?”
Den unge mand skød brystet frem, så fronten af hans uniform og derved også hans tilknytning til kongens garde gjorde sig endnu tydeligere.
“Jeg er blevet tildelt orlov personligt af hans majestæt i disse dage,” svarede Paris ikke spor beskedent, “jeg modsatte mig i første omgang, for jeg ville ikke bringe kongehuset i fare ved mit fravær, men kongen insisterede.”
De to piger så på hinanden og udvekslede imponerede blikke, imens den unge kaptajn blot nød den tavse tilbedelse.
“Hvordan er hans majestæt?” spurgte Julia nysgerrigt.
“Præcis som man siger,” svarede Paris og så lidt uinteresseret rundt på nogle af de andre af byens borgere, der også havde indfundet sig på markedet denne formiddag, “personligt anser jeg ham ikke for værende videre intelligent. Men det bliver selvfølgelig imellem os, ikke, de damer?”
Hans kække smil og indstuderede hovedstadsdialekt fik de to piger til at fnise.
“Hvad med kronprinsen?” spurgte Mathilde og stirrede drømmende ud i luften, “er han så skøn, som man siger?”
Paris fnyste lettere fornærmet: “Den marionetdukke? Han har aldrig tænkt en selvstændig tanke i hele sit liv. Ak, jeg gruer for kongerigets fremtid, hvis han nogensinde kommer til magten.”
Mathilde lod skuffet blikket falde ned mod jorden, men Julia fortsatte lige så godmodigt: “Vil De følges med os, kaptajn Paris?”
Paris plan havde virket: Han var ønsket blandt de unge damer, men han lod nu alligevel komedien fortsætte lidt endnu: “Åh, jeg ved ikke. Jeg har mange steder at være, mange kammerater at besøge … Foretager De Dem noget spændende?”
Julia så usikkert på sin veninde, idet hun selv mumlede beskedent: “Tja... Vi er på udkig efter smukke klæder til min faders forårsgilde om et par uger. Måske De kunne hjælpe os med Deres ekspertise? De kommer jo i hovedstaden og ved vel, hvad man bærer dér for tiden?”
Klæder og mode i almindelighed sagde ikke den unge kaptajn så meget, men hans forfængelighed tillod ham ikke at tilkendegive hans manglende viden på området.
“Jeg kan vel godt assistere Dem i nogle minutter,” sagde han så, idet han så op på tårnuret ikke langt fra dem, som om tiden havde nogen som helst form for indflydelse på hans svar, “har De fundet noget, der interesserer Dem?”
Julia vendte sig om mod boden fra tidligere og løftede den blå hat op.
“Hvad mener De om denne, kaptajn Paris?” spurgte hun.
Kaptajnen studerede den ikke videre grundigt, for den sagde ham ikke spor.
“Umoderne,” gryntede han og fandt mere interesse i at kigge på sine egne hænder, “bondeklæder. Ja, undskyld min ærlighed.”
“Nå …” mumlede Julia overrasket og kiggede selv på hatten igen med et skuffet blik.
Damen i boden brød ind: “Undskyld mig, men er De sikker på det, hr. kaptajn? Jeg kommer selv lige fra hovedstaden, og dér gik hatten som varmt brød. Den, som De har dér i hånden, frøken, er faktisk mit sidste eksemplar. Kan De have forvekslet den med en anden, hr. kaptajn?”
Damen så på den unge charlatan med et vidende blik, for hun havde skam gennemskuet hans skuespil.
“Nå, så det er den ægte vare?” udbrød han straks påtaget overrasket, “man kan ikke vide sig sikker nu om stunder, for bondefangerne bliver jo dygtigere og dygtigere for hvert år. Hvor meget forlanger De for den?”
“Halvanden rigsdaler,” svarede damen.
Julia så igen opgivende på hatten, da prisen blev repeteret for hende.
“Det er desværre for meget for mig,” sagde hun så og rakte hatten tilbage til damen, “men det er virkelig en flot hat. Jeg forstår udmærket, hvorfor den er så populær.”
Kaptajn Paris øjnede straks sin chance og smækkede omgående de påkrævede mønter på bordet med ordren: “Er De rar at pakke hatten ind til min unge veninde, frue. Hun vil gemme den til lejlighed.”
Julia så overrasket på ham, imens damen ved boden modtog bestillingen med et: “Så gerne.”
“Jamen, Paris,” begyndte Julia, “jeg er bange for, at jeg ikke har råd til at betale Dem tilbage …”
“Det skal De ikke tænke på,” svarede Paris mere nobelt, end hans handling kunne bære, “hvis blot De lægger et godt ord ind for mig hos Deres fader, så jeg måske kunne forvente at blive indbudt til forårsgildet, så skal De blot betragte denne hat som en gave.”
“Det skal jeg nok,” svarede Julia ivrigt, “jeg lover at tale med ham, med det samme jeg kommer tilbage til godset. Tusind tak for den overdådigt flotte gave!”
Kaptajnen bukkede galant, så hans sabel stak op i vejret bag ham.
“Julia,” hviskede Mathilde så og anmodede diskret om hendes opmærksomhed ved at gribe om hendes arm, “der står en eller anden uhyggelig karl derovre og belurer Dem.”
Julia rettede sit blik mod den omtalte mand, der var høj og tynd og i alder så ud til at være sidst i 20’erne. Hans tøj var snavset, og på sit hoved bar han en rød hue. Hans overlæbe var fremskudt grundet et udsædvanligt grimt overbid, og hans blik var underligt fokuseret på den unge Julia, som om han ikke evnede at forstå, at det var tydeligt for alle. Samtidig kløede han sig usikkert på sin højre arm.
“Sikke en vanskabning,” fniste Mathilde nervøst, “kan vi ikke gå videre? Han skræmmer mig …”
Julia kiggede på ham med et ubekymret smil, imens hun svarede: “Tag det roligt, min kære. Han gør jo ingen skade. Han er nok bare nysgerrig.”
“Det er væmmeligt, ja, det er,” svarede Mathilde og gyste.
Først nu trådte kaptajnen ind i samtalen.
“Hvad er det, De finder så væmmeligt, frøken Mathilde?” spurgte han lidt uengageret.
“Det er ham, fæet derovre, der bliver ved med at stirre på Julia,” svarede hun, “det er ulækkert!”
“Hold da op, min kære,” lo Julia afvæbnende, “så galt er det da ikke …”
Kaptajnen skulede hen mod manden og prustede så som en fortørnet ungtyr: “Hvad bilder den tølper sig ind? Jeg skal nok lære ham …”
“Nej, kaptajn …” forsøgte Julia, men da havde Paris allerede påbegyndt sin gang mod sit offer, og hun tog derfor pakken med sin hat i hånden, takkede damen ved boden og satte efter ham med Mathilde lige i hælene.
Paris stormede hen mod manden, som skulle han til at duellere, og folkene omkring dem fornemmede derfor, at der var noget under opsejling, og begyndte således at stimle sammen omkring dem. Da Paris nåede hen til sin modstander, kiggede denne usikkert væk, selvom han var et helt hoved højere end Paris.
“Hvem tror De, at De er, siden De tillader Dem selv at belure stadens fine frøkner!?” rasede Paris lige i hovedet på ham.
“Jeg … Jeg hedder Tom,” svarede manden uartikuleret og uden at etablere øjenkontakt med sin modpart, “T-o-m for Tom …”
“‘Tom’?” gentog Paris hånende, “det lyder mere som beskrivelsen af Deres hoved!”
Folk omkring dem begyndte at le, hvilket fik Tom til at blotte sine fortænder i et hæsligt smil, der ikke huede den ophidsede Paris.
“Det er en af rakkerne,” blev der hvisket i forsamlingen omkring dem, så det nåede Paris’ ører, og han fortsatte derfor: “Nå, så De er en af rakkerne?”
Tom nikkede stolt, da spørgsmålet først var sivet ind.
“Sådan nogle må kun bevæge sig rundt i byen midt om natten,” fortsatte Paris, “så hvad får Dem til at tro, at De kan vandre rundt iblandt os andre, hæderlige folk, på denne tid af dagen?”
Tom så famlende rundt på folkemængden, inden han svarede ærligt: “Men … Men de pæne folk går jo kun rundt om dagen. Dem kan man ikke se på om natten, for dér sover de nemmerlig.”
Folkemængden gav sig til at le hånligt igen, men Tom grinede bare med, som havde han fortalt dem en vittighed.
Julia greb om Paris’ arm og tilskyndede sagte: “Kom, kaptajn, lad os gå. Han har ikke gjort mig noget, og De kan høre, at han kun er en stakkels særling …”
“Jeg forlader ikke stedet, førend dette fjols har givet Dem en undskyldning,” prustede Paris som svar.
Det fik Julia til at tage yderligere affære.
Hun gik helt hen til Tom og sagde til ham: “Goddag, Tom. Min ven her tror, at De er ude på at genere mig, men jeg tror ikke, at De vil gøre mig noget … Har jeg ret?”
Hun kiggede på ham med sine smukke, blå øjne, så hans kinder begyndte at rødme, og han begyndte at klø sig nervøst på sin højre arm igen og nikkede.
“Jeg … Jeg vil aldrig gøre Maria noget,” stammede han så, “ah-ah, aldrig gøre Maria noget …”
Julia så forundret på ham.
“Undskyld,” sagde hun, “men jeg tror, De har taget fejl … Hvem er Maria?”
Tom smilte og lod blikket gå skråt op under sine buskede øjenbryn, idet han satte den ene pegefinger på en fortand og den anden på Julias skulder. Kropskontakten fik straks Paris til at flamme op i raseri, og han trådte derfor ind imellem dem og skubbede til Tom, så denne faldt lige så lang han var ned på brostenene.
Folk omkring dem begyndte at heppe på det for dem nu uundgåelige slagsmål, så Paris selv blev beruset af jublen og beredte et slag, selvom Julia bønfaldt ham om at stoppe. Til alt held trådte en ung mand i samme nu frem fra folkemængden, der øjeblikkeligt trak sig et par skridt væk fra ham, idet en modbydelig stank fulgte lige i hans kølvand.
“Hov, hov, hov, vent lige et øjeblik,” afbrød han og gik ind foran den faldne Tom.
Paris trådte også omgående et skridt tilbage, da stanken var yderst afskyelig.
“Hvad i al …” væmmedes han, “hvad er det for en stank!?”
Han tog et lommetørklæde frem og holdt det op for næsen.
“Mit bud er en ærtesuppe, der har været på gennemrejse,” svarede den unge mand muntert, “jeg beklager, hvis min kompagnon her har generet Dem og Deres dame. Jeg siger Dem: Der er ikke mange hjemme øverst i tårnet, hvis De forstår sådan en lille én?”
Han blinkede til Paris og så ned på Tom, der gav sig til at nikke ivrigt, hvorefter han fortsatte: “Kan De se? Den er blød som smør …”
Paris følte sig krænket, men han havde ikke lyst til at være nær den stinkende rakker mere en højst nødvendigt, og han afprøvede derfor rollen som eftergivende: “Det er så i orden denne gang. Men De bør holde bedre styr på den tåbe! Måske er han en dag ikke lige så heldig og støder på en, der ikke er lige så tilgivende.”
“De har ret, De har ret,” leflede den unge mand, “jeg lover Dem: Han bliver lænket igen, når vi kommer hjem.”
“Det gør De vel ikke?” udbrød Julia forskrækket.
“Ork jo, ikke, Tom?” svarede han, hvortil Tom nikkede, “men bare rolig, for jeg lufter ham tre gange om dagen.”
Så forstod Julia, at der var tale om en spøg, og hun begyndte derfor at le afdæmpet.
“Nå da da, Tom …” fortsatte han så og vendte blikket mod himlen, som havde dagslyset først nået ham nu, “det er vist langt over vores sengetid. Vi rakkere er jo natdyr, forstår De vel.”
Så hjalp han sin makker op på benene og begyndte at genne ham afsted, imens han lavmælt gav sig til at skælde ud: “Hvorfor skal du også altid rode dig ud i problemer, dit kvæg?”
“Men, Hans …” mumlede Tom, “det var Maria …”
“Sikke noget fis,” svarede Hans, “du ved godt, at Maria ikke er her mere. Hold nu op, og kom med hjem.”
Julia blev ved med at følge dem med sit blik, indtil de helt havde forladt torvet. Hvorfor kaldte denne Tom hende for Maria? Hun måtte øjensynligt have en dobbeltgænger et eller andet sted i byen. Det var vel den eneste forklaring?
Bag Julia stod Mathilde og roste Paris til skyerne: “Ih, hvor var De altså modig, kaptajn Paris! Var De slet ikke bange for ham?”
Det var lige vand til Paris’ mølle.
“Hvis man skal begå sig i kongens garde, må man være frygtløs,” pralede han og slog sig for brystet, “sådan en tosse skræmmer mig ikke det mindste!”
Julia stødte til dem med ordene: “Skal vi gå videre? Jeg skal være hjemme til middag.”
Og derpå fortsatte de tre repræsentanter for ungdommen i Flossborgs overklasse deres gåtur igennem markedet.
Da jeg hentede Julia i grevens åbne karet omkring klokken halv 12, tog hun afsked med sin veninde med en søsterlig omfavnelse.
“Vi ses i morgen, min kære,” sagde hun, hvorpå hun så over på den unge gardeofficer: “og tak for hatten, kaptajn Paris, og tak, fordi De ville eskortere os rundt.”
“Ingen årsag,” svarede Paris og kyssede atter hendes hånd, “det er enhver hæderlig soldats pligt at sikre sig, at byens smukke ungdom ikke bliver antastet af modbydelige udskud.”
Julia rødmede, imens jeg selv rullede uset med øjnene fra min plads forrest i kareten. Til trods for vores kun yderst få ordvekslinger igennem tiden følte jeg allerede, at jeg kendte den unge Paris til fulde, idet han var som snydt ud af næsen på sin fader, der, så vidt jeg kunne mindes, var en værre kvindebedårer i sine unge dage. Familien hørte desuden til blandt de af Flossborgs overklasseborgere, der elskede at høre deres eget navn blive omtalt af andre, og af den grund havde de altid haft travlt med at gøre sig bemærket, hvor end de kunne slippe afsted med det.
Jeg rakte Julia en hånd og hjalp hende op i kareten, inden jeg satte hesten i gang, imens hun vinkede til sine venner.
“Husk nu, at lægge et godt ord ind for mig hos greven!” kaldte Paris efter os.
“Det skal jeg nok,” svarede den søde komtesse.
Derpå vendte kaptajnen og veninden sig om og gik tilbage mod markedet.
Solen skinnede over os, og glæden kom tydeligt til udtryk i ansigterne hos bønderne ude på markerne. De af dem, som vi mødte på vores vej, hilste alle pænt på komtessen, som var hun af royalt blod, for hun var velanset overalt, thi hun evnede at føle med alle, selvom hun selv sov i et overdådigt gemak og aldrig havde behøvet at slide for føden. På det punkt lignede hun den kvinde, som hun kaldte “moder”.
Smilende vinkede hun med sin behandskede hånd til to karle, der var i færd med at fjerne store sten fra en mark, og de vinkede straks lige så smilende tilbage.
“Sikke en vidunderlig dag, Alfred,” sukkede hun og lænede sig tilbage i det bløde sæde, “og så er det tilmed kun middag … Jeg føler mig allerede helt udkørt.”
“De har også været tidligt på færde i dag, min unge komtesse,” svarede jeg.
Julia rynkede på næsen, for hun brød sig egentlig ikke om at blive kaldt “komtesse”, men hendes fader havde ofte skolet hende i vigtigheden af at holde en betydelig distance til tyendet. Dog stod det klart, at hun selv foretrak nære, personlige relationer.
Hun gav sig til at kigge ud over de nøgne marker.
“Jeg skal ikke blande mig,” begyndte jeg, “så De må sige til, hvis jeg overtræder mine beføjelser …”
“Sig frem, min kære Alfred,” svarede Julia venligt, “De ved, at jeg ikke holder hemmeligheder for Dem.”
Det var umuligt ikke at holde af den unge komtesses vindende væsen.
“Den unge gardeofficer nævnte noget om at blive ‘antastet af modbydelige udskud’..?” fortsatte jeg bekymret.
Julia svarede straks beroligende: “Åh, det er bare Paris, der er en smule overbeskyttende. Det skal De slet ikke bekymre Dem om.”
“Der er forhåbentlig ingen, der han generet Dem i dag?”
“Ikke spor. Det har været en vidunderlig formiddag. Paris købte den flotteste hat til mig i dag, og jeg glæder mig sådan til at vise den til fader.”
“Så der er intet hændt, jeg behøver at underette greven om?” fortsatte jeg for at vide mig helt sikker.
“Intet,” svarede Julia, “det eneste, der skete, var, at en eller anden mand kiggede på mig lidt for længe, og det brød Paris sig ikke om. Manden var flink nok, men tydeligvis åndssvag. Han kaldte mig faktisk ‘Maria’, som om jeg var en anden. Er det ikke pudsigt?”
Julia brød ud i en kort latter ved tanken, imens jeg selv forholdt mig helt tavs. Noget i hendes udtalelse fyldte mig øjeblikkeligt med ængstelse.
“Er De rar ikke at fortælle det videre til fader?” spurgte Julia så og lænede sig frem imod mig, “han bliver så let bekymret, og jeg ønsker ikke at udsætte ham for yderligere pres. Han har jo også forårsgildet at tænke på.”
Jeg så ind i hendes smukke, blå øjne, der var særdeles gode til at overtale selv uden assistance fra hendes mund, og jeg nikkede derfor adlydende.
“Tak,” sagde hun så og lænede sig tilbage i kareten, hvorpå vi forsatte i tavshed mod Ulfeldt Gods.