Tekst & cover © 2022 Yonatan Friis
Alle rettigheder forbeholdes
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 9788743021049
Som morgendug på et løv eksisterer menneskeheden opdelt –
adskilt af de usynlige grænser, som holder folk adskilt fra hinanden.
Uro og modgang vil bringe os sammen. Men at forene sig vil blot
skabe ubalance, når forskelligheder mødes og forsøger at indgå i en
samlet enhed, der kun vil vokse sig større.
For den dag dråbens vægt bliver for meget for bladet at bære, da vil
dets stilk give efter, hvilket vil føre til et kollektivt fald, hvor fællesskabet
vil splintres og atter spredes.
Mennesket prøver at kontrollere sin omverden.
Men hvordan skal det nogensinde lykkes, hvis man end ikke har
evnen til at kontrollere sig selv?
Hengemt i det inderste af fornøjelsesgemakkernes fortrolige kamre finder man for tiden en gylden hule af opspændte tæpper i den allerfineste silke, der som en forhærdet kokon har gjort det muligt for dyden at barrikadere sig fra de eksterne kræfter, som bestandigt har for vane at ulejlige sine kreationer med prøvelser i alle tænkelige afskygninger. Hér eksisterer blot en profan sjælero, som var disse forherligede kulisser endepunktet på en livslang skattejagt. Det sidste udkørte hjerteslag efter fuldførelsen af et skæbnedrevet maratonløb.
Indholdet i denne spraglede sarkofag byder på en forhindringsbane af kåddøbte puder, der som en kulørt løjpe dirigerer en hver indtrænger frem mod sit eksistentielle klimaks, når man til sidst befinder sig i selskab med en sagnomspunden væren, hvis legemlige fremtræden så evigt vil være omgærdet af mystik, skønt man ej kan betvivle dennes så åbenlyse tilstedeværelse, idet man ved sin ankomst må se sig overvældet af et instinktivt behov efter at underkaste sig ærbødighedens tyngende halskrave.
I centrum af dette kollapsede kaos sidder han som en rugende spurv i sin rede, der i dagevis har afventet hjemkomsten af sin afdøde mage. Hans standhaftige tålmodighed mejsler sig stadigt dybere mod den glorificerede sfære af konstrueret tryghed, som i samspil med de loftboltrede lanterner tilskøder ham et begrænset udsyn til de ydre beliggende omgivelser, der fra dette hindesvøbte perspektiv blot fremstår som en sløret suppe af halvt opløste drømmesyn. Den fraværende indikation på tid afholder ham fra at anslå, hvor længe han egentlig har opholdt sig i disse hyppigt benyttede egne af paladset. Der er mindst en halv snes vægge, som holder ham adskilt fra udsigten til det åbne himmelrum, hvor morgensolens stråler da efterhånden må have sjoflet natten på flugt.
Han aldrig så meget som så genskæret af en flamme, da et følge på 50 kampklædte vagter evakuerede ham fra tronsalen i hovedbygningen, inden for selv samme minut som alarmen gav sig til at kime som en forpint havnymfe. Skrigene, bragene og de rørte folkemunde, der natten igennem har ageret baggrundsstøj, er hensvundet til ikke at være andet end visnende minder i hans hukommelse. Der har i de seneste timer været fuldkommen stille, således at tavsheden nu kun brydes af hans kontrollerede vejrtrækning, der som bølgestød mod en klippevæg vidner om den indre ustadighed, han gennem sin dannelseslære for længst har evnet at tilbageholde, hvilket foreløbigt har afholdt ham fra at falde i menneskelighedens afgrund.
Den søvnløse nat er imidlertid begyndt at præge hans aldrende øjne, hvis fugtighed han jævnligt forsøger at afdæmpe med vedholdende blink, som nu og da har tendens til at låse sig fast, med det resultat at han i øjeblikket giver sig hen i en kortvarig dvale, som han dog igen formår at løsrive sig, straks som hans bevidsthed er ved at afmontere i det synkende ubehag. Han er på nippet til på ny at foretage en sindsvandring, da gulvbrædderne dog pludselig udgyder en tungsindig knirken, idet skydedøren til kammeret med den aromatiske atmosfære giver sig til at jamre som en drages rumlende mave, mens den med jævne trækninger bliver lirket løs fra sit leje.
En uidentificerbar mandsperson gør sin indtræden ved i foroverbøjet stilling at pendulere ind i det lysfattige rum, hvor han anretter sig som en eroderet mindesten, da han synker i knæ ret ud foran det draperede forhæng. Han er lige så sort som en hvileløs skygge på jagt efter sin dødfødte ejer. Både hans hud og tøj er befængt med et tykt lag sod, således at et hvert karaktertræk må se sig værende opslugt af lutter mørke. Kun det skamferede næsebor, der hvisler med genstridige hvæs som følge af de klæbrige askedampe, som trofast har ledsaget ham til disse fjerne fløje, antyder, at denne personificerede tjærepøl må være ingen ringere end den kejserlige livvagt, Neo …
”Deres Guddommelige Majestæt … “ Hans stemme er befærdet af kulturelle ar, og det inderste af hans svælg fløjter, som var der greb om hans adamsæble. ”Det er omsider lykkedes at komme ilden til livs … Jeg kan officielt meddele … at paladsets bevarelse er sikret … “
Den vanlige stilhed manes bort, da tekstilmuren hernæst begynder at dirre. ”Hvorledes forholder det sig med skaderne?“
Den stakåndede Neo hapser efter ilten omkring sig som en strandet dyndspringer. ”Det stod klart fra begyndelsen … at de vestlige fløje ikke stod til at redde … Ilden fik hurtigt fat, så de udbrændte som følge af, at vi … lagde vores fokus på at sikre hovedbygningen … som kun blev medtaget i begrænset omfang … “
”Guderne har valgt at udvise barmhjertighed … Lad det gennem en ceremoni fremgå, at vi så sandelig værdsætter dette. Dernæst vil vi rådføre os med vore vismænd og se til, at genopbygningen påbegyndes snarest. Til da bør prinsessen genhuses i Nordfløjen.“
Umiddelbart efter fremkomsten af disse ord falder den udmattede livvagt yderligere sammen, som blev det indre af hans brystkasse pludselig påtvunget en national byrde af sorg. Skønt han formår at opretholde den robuste alvor i sin fremskudte underkæbe, så indikerer de markante vener på ryggen af de knugende hænder, at den sten, der netop er blevet kastet fra hans hjerte, blot udgør en lille bestanddel af et endnu større bjerg.
”Din tøven forekommer os en kende ejendommelig,” knager den gyldne fæstning. ”Har du yderligere at rapportere?“
Efter at have fyldt lungerne med luft beretter Neo i en enkelt udånding, at ingen lader til at have set prinsessen, siden branden brød ud. Og man skulle i denne forbindelse tro, at et igangværende synk fik sat sig fast, sådan som den højtidelige tavshed i denne omgang strækker sig over et uvanligt interval, som til sidst ansporer manden på gulvet til egenrådigt at udforme de ord, der for altid vil give genlyd i Kejserens mentale mindekiste.
”Det er med dybfølt beklagelse, at jeg må meddele, at ilden lader til at være opstået i Hendes Himmelske Højheds gemakker … Et … Vi … har bjærget resterne af en person i det nedbrændte udsmykningsværelse. Til trods for at det ikke var muligt at klarlægge en identitet, så er det siden blevet påvist, at der er tale om en ung pige, som tilsyneladende var iklædt flere forskellige lag stof … ligesom sort lak endnu er at ane mellem de intakte tænder … “
Den sjælelige ubalance får vægerne i samtlige hjørner af værelset til at flimre som en enkelt solstråle bag et passerende skydække. ”Jaså … Ligger du ligeledes inde med en forklaring på, hvordan det lader sig gøre at indebrænde på et værelse med både en indre og en ydre passage? Eller skal vi formode, at pigebarnet ganske enkelt har valgt at skamfere det ganske rige ved at ophæve sin jordiske tilværelse på så æreløs vis? Af hvilken grund befandt kammerpigerne sig ikke ved hendes side, da denne ulyksalighed indtræf?”
”Det forlyder, at Hendes Himmelske Højhed beordrede deres aftræde, kort forinden brandens opståen. Det vil sige alle foruden en kammerpige ved navn Koto … Men jeg har personligt forhørt mig blandt tjenestefolket, og samtlige ansatte er gjort rede for … bortset fra denne Koto, som nu lader til at være forsvundet.“
“Det er nu engang forventeligt, at hendes korporlige rester ligeså vil være at stedfæste i udsmykningsværelset. Det er en hver tyendes pligt at stå sin herre bi i selv de mest infernalske situationer.”
”Ni lig er blevet gravet fri fra ruinerne, og der er udelukkende tale om mandlige tjenere,“ forklarer Neo. ”Men det er ikke den eneste kuriositet, som den forgangne nat har budt på … De to drenge, der befandt sig i paladsets varetægt, undslap nemlig, mens slukningsarbejdet stod på. Dog foregik deres flugt ikke egenhændigt, eftersom væggen til deres værelse var sprættet op … udefra … Hvilket giver anledning til at tro, at de blev befriet.”
Spekulationerne begynder at fyge i luften som optakt til et vindløst stormvejr. ”Vi kan dog ikke bygge en kasse med kun bund og låg. Dine formodninger har tidligere vagt vor misfornøjelse, men kanske de vil forekomme behjælpelige i en tid som denne … Du er hermed overdraget tilladelse til at indvie os i dine tanker, Neo.”
Livvagtens spiddende pupiller hæver sig op under de dybt nedskudte øjenbryn. ”Javel, Deres Guddommelige Majestæt … Jeg er af den overbevisning, at grunden til, at kammerpigen Koto ikke er til at finde, er fordi hun har vanæret Riget ved at berøve Hendes Himmelske Højhed livet, hvornæst hun på forgæves vis har forsøgt at dække over sin utilgivelige forbrydelse ved at påsætte ilden og i denne sammenhæng løslade de to drenge, således at mistanken naturligt ville påfalde dem.”
“En yderst plausibel teori, som vi agter at foretage afsæt ud fra”, syder forhænget med et opadgående toneleje, der så åbenlyst varsler indledningen på hævnens serenade. ”Ved at erklære sig for fjende af dette dynasti har denne Koto kastet sin slægt i forfald. Se da til, at hendes familie som de første mærker skammen over at dele blod med en sådan nederdrægtig landsforræder. Efterfølgende skal den vederstyggelige tøs lokaliseres, om så samtlige af landets alper skal trampes til grus. Hun bør for alt i verden indbringes, så hun på egen krop kan mærke den smerte, hun har forvoldt det japanske folk. Et piskeslag for hver en borger er alt for mild en straf. Hun skal gennemgå lidelse af så ubegribelig karakter, at hendes ånd vil være forhindret i nogensinde at finde fred i det hinsides … ”
Neo formelder sin opbakning gennem et ærefrygtigt buk med hovedet. ”I så fald anmoder jeg om tilladelse til at bringe den kejserlige hær sammen, så vi hurtigst muligt kan opspore Koto og sørge for, at retfærdighed sker fyldest.”
“Din begæring er hermed afslået … En sådan mission vil blot bevirke folkelig indsigt i tragediens sande format. Omstændighederne tilknyttet nattens begivenheder bør foreløbig forties inde såvel som uden for paladsets mure, til vi har orienteret os i det assortiment af muligheder, med hvilke vi kan overkomme denne utilsigtede udfordring.”
”Håbet har givetvis allerede banket på, Deres Guddommelige Majestæt,” lyder det fra Neo med et tilbagetrængt smil. ”Profeten, som I sendte bud efter i går, har hurtigere end ventet meldt sin ankomst på paladset. Han sågar oplevede branden på nært hold, idet han tilfældigvis befandt sig i nærheden, så han står til disposition, når Deres Guddommelige Majestæt ønsker det.”
Den klangløse kejserstemme gnaver sig fri fra sin magtesløshed. ”Udmærket … Dog må hans foretræde udskydes, til vi er udhvilet og atter har indfundet os i ædlere rammer. Med hans assistance vil vi atter få guidet Riget på ret kurs, mens du og kun dine mest betroede mænd står for at genvinde dets ære.”
Efter natten igennem at have befundet sig i tomgang i rædslernes trædemølle er hundredvis af borgere i den japanske hovedstad nu i færd med at drage hjem til deres respektive boliger, efter de på første hånd bevidnede, hvorledes et segment af landets nationale vartegn fordampede til ikke at være andet end en stjerneskærskvælende sky af aske. Røgens himmelflugt er først nu ved at være tilendebragt, så kun den vedholdende dunst af brændt cedertræ beretter om foranledningen til det noget nært endeløse sørgeoptog, som i disse tidlige morgentimer dominerer gaderne med eftertænksomme blikke og oprørte tunger grundet uvisheden, der regerer i forbindelse med kejserslægtens skæbne.
Stafetten af rygtespredning er allerede sat i gang. Men midt i det ellers så rørstrømske mylder af kæmmet panik befinder sig tre unge mennesker, som opholdt sig nærmere nattens begivenheder end nogen andre og siden da har forsøgt at anonymisere sig ved at holde lav profil i storbyens smalle gyder, hvor det indsnigende solstrejf fra øst imidlertid truer med inden længe at afsløre tilstedeværelsen af den noget spraglede trio …
“Det ser ud til, at de endelig har fået slukket branden,“ lyder det fra Takahiro med et lettet løft i læberne, da han lader halvdelen af sit ansigt titte frem fra hushjørnet, hvis skygge endnu begaver ham og hans følgesvende læ fra offentlighedens talrige øjne. ”Jeg håber ikke, at paladset er fuldstændig udbrændt.”
Den unge kriger trækker sig tilbage i tusmørket, hvor Shinichi opholder sig med fingrene begravet under armhulerne, alt imens hans dalrende blik klæber sig mod deres nye ledsager i skikkelse af pigen i den røde kimono, hvis varige benkramper har holdt hende forankret til jorden den seneste rum tid og således forhindret både hende og de to drenge i at videreføre deres flugt.
“Er du ved at være klar igen?” bliver der spurgt med et dæmpet tonefald, idet Takahiro skvatter på hug nær de udspændte ankler.
Pigen med det udmarvede ansigtsudtryk henkaster et luftholdigt suk. ”Mine fødder magter ej mere. Jeg føler en særdeles ubehagelig smerte i det allerinderste af mine knogler, som om de er ved at forvitre.”
Shinichi vender sin ene skulder til den tydeligt udkørte pige, som formår at holde overkroppen oprejst ved at støtte sig til sine vaklende albuer. ”Lad os efterlade hende. Det er farligt for os at være i selskab med hende.”
“Det kan ikke være dit alvor,” knurrer krigeren, da han tårner op på Shinichis niveau. ”Det er en fremmed verden for hende. Hvordan havde du tænkt dig, at hun skulle overleve på egen hånd?”
“Det skulle hun da have tænkt på, inden hun valgte at stikke af fra paladset. De vagter, som kom efter hende i går, vil uden tvivl prøve at opspore hende igen. Og hvad tror du, der vil ske, når de finder os i selskab med hende?”
Takahiro fører ydersiden af læberne mod sine fortænder, mens han ryster på hovedet. “Har du glemt, at vi også forlod paladset uden tilladelse? Vi er lige så efterlyste, som hun er, så vi gør klogest i at holde os samlet. Desuden har de jo sikkert alt for travlt efter branden til overhovedet at bekymre sig om os og en manglende tjenestepige.”
”Hvorfor brugte de egentlig så meget energi på at finde dig sidste gang?” spørger den blåøjede dreng med en bortvendt henvendelse til pigen med de lårlange lokker. ”Hvis du ikke har lyst til at arbejde på paladset, får de da ikke noget ud af at slæbe dig tilbage.”
”Det tjenende personale er beskæftiget i samtlige af paladsets fløje, hvor de undertiden tilegner sig indsigt i de royale hemmeligheder,” lyder det noget formelle svar. ”Man fødes og dør som ansat ved paladset, hvor man aflægger ed på aldrig at begære andet i livet end at tjene den kejserlige slægt.”
”Har du så ikke brudt dit løfte?” spørger Shinichi med et kækt smil.
”Jeg har aldrig svoret på at indfinde mig i en tilværelse som slave … Jeg er aldrig blevet adspurgt, hvorvidt jeg ønskede mig den status, der blev mig pålagt. Ej heller erindrer jeg at have tilkendegivet min begejstring over at have levet mit liv bag en kreds af mure. Himlen har som det eneste ligget åben for mig, men som for jer jævne folk er den for mig ligeledes uopnåelig.”
”Jævne folk?” bliver der knaget fra vesterlændingen. ”Hvis du vil leve som et almindeligt menneske, bliver du altså nødt til at tale som et.”
”Jeg formulerer mig så aldeles korrekt. Du er den, som vælger at antaste mig på manérfattig vis.”
Skønt de ellers fører noget, der kunne minde om en samtale, så er der indtil videre ikke blevet etableret øjenkontakt mellem Shinichi og pigen før nu, hvor drengen gør et forsøg, da han iklæder sig en mopset grimasse, samtidig med at han slynger hagen mod brystet. ”Hey! Bare lige så du ved det, så er det dig, der er snobbet at høre på!”
”Rolig nu,” tysser Takahiro, som ser sig nødsaget til at bryde ind. ”Hun kan jo ikke gøre for, at hun er opvokset i et miljø, hvor folk taler på en anden måde. Vi ved begge to godt, at man kan betragte sit eget verdensbillede som det eneste naturlige, indtil man træder uden for rammerne og opdager, at det bare er et udsnit af en større virkelighed.”
Den unge kriger synker herpå i knæ og retter atter henvendelse til det seneste led i denne nydannede trio ved først at præsentere sig selv for derefter at sende et opfordrende blik i retning mod Shinichi, der dog vælger at skule bort helt uden at mæle et ord, hvilket ansporer en sukkende Takahiro til ligeledes at introducere ham for pigen, hvis tranceagtige reaktion tyder på, at hun åbenbart har ladet sig betage af det imødekommende ansigt foran sig og derfor fuldkommen har bortkastet tanken om at gengælde navneudvekslingen, før den intense tavshed opløses, da Takahiro ender med selv at spørge ind til, hvad hun hedder.
”Jeg hedder … ” kommer det fra de nøgne læber, inden pigen beslutter sig for at lægge bånd på sin tunge med en påtvunget inhalering, i samme øjeblik som hun bliver i tvivl om, hvad hun skal kalde sig selv. Hun har trods alt mulighed for herfra at påtage sig en helt ny identitet eller tilmed viderespille sin rolle som kammerpigen Koto. Men hun er samtidig bekendt med, at hun ved at iklæde sig flere masker, end den hun i forvejen bærer, med tiden kan blive i tvivl om, hvilken en der repræsenterer hendes sande ansigt. Så af den grund har hun mest af alt lyst til bare at være sig selv – blot i en helt anden udgave, som hun nu kan formgive efter eget valg. Og tanken om at høre sit rigtige navn blive artikuleret gennem mandlige toner tiltaler hende desuden i en sådan grad, at hun omsider vælger at afslutte sin længe udskudte sætning ved med fromme blink at fremhviske: ”Michiko … ”
Takahiros barkbrune øjne funkler af glødende omsorg, hvilket pigen på ny giver sig til at nære sig på, idet stilheden atter indfinder sig i den smalle gyde, hvor kommunikationen mellem de to herfra videreføres gennem struttende kindben og blottede tandsæt, lige indtil Shinichi pludselig fornemmer, hvorledes hans lydløse utilfreds går ubemærket hen, hvorved han beslutter sig for at afbryde den fordragelige stund ved igen at prikke til pigen med sin nysgerrighed.
”Sig mig, hvad havde du egentlig tænkt dig, da du valgte at stikke af? Har du ikke familie på paladset, eller hvad?“
Et par overvejende øjerul efterfølges af en flygtig panderynke. ”Den viden er mig ubekendt.“
”Hvad skal det sige? Hvis du er født på paladset, må dine forældre da arbejde der.”
”Det er aldrig noget, jeg har skænket en tanke,” lyder det koldsindige svar, som omgående får en paf Shinichi til at måbe ned mod Takahiro, alt imens han retter håndfladerne ud mod himlen.
”Det kan jo være, at de bliver sat i pleje hos barnepiger. Så hvis hun aldrig har kendt sin familie, kommer hun jo heller ikke til at savne dem,” svarer krigeren, der herefter bemærker, at morgenskæret nu har fået omsvøbt hans fødder, hvilket for ham er en påmindelse om, at de må skynde sig at komme videre.
”Tror du, at du kan gå lidt endnu?” spørger den unge mand, idet han rækker en hånd frem mod Michiko efter at have fået stablet sig selv på benene.
Pigen i den pangrøde kimono betragter den udstrakte hånd foran sig, inden hun kører sine glinsende øjne op langs armen og fra dette nedre perspektiv beundrer udsynet til Takahiros foroverbøjede ansigt, der som en smilende sky lokker hende til sig. Med sine udspilede pupiller fastloddet mod hans lader hun nænsomt deres fingre forene og mærker i det øjeblik hans styrke flyde igennem sig, da han ophæver tyngdekraften ved at trække hende til sig, som blev hun løsgjort sine kødelige kvaler og sendt ud i en vægtløs opdrift.
”Med din assistance vil jeg kunne bestige et bjerg om nødvendigt … ”
”Det har han allerede gjort sammen med mig,” kommenterer Shinichi, hvis tilstedeværelse imidlertid overskygges af det intime nærvær, der udfolder sig ved hans side, som var han blot en birolle i denne akt af sit eget liv.
”I hvilket område af byen har du hjemme?” bliver der spurgt fra den henrykte Michiko, som endnu står med greb om Takahiros fingerspidser, skønt hun nu er i stand til at stå på egne ben.
”Jeg er ikke fra Kyoo,” lyder svaret. ”Vi er kun kommet hertil, fordi vi leder efter en mand kaldet Tsubute. Det var ham, vi var på vej hen for at besøge, da vi stødte ind i dig i går.”
”Jeg er bekendt med en mand, der bærer det navn. Er det monstro kejserfamiliens livlæge, I agter at opsøge? Af hvilken grund har I behov for at komme i kontakt med overshamanen?”
Takahiro fraspalter læberne, men vælger imidlertid at holde på den mængde luft, der skulle have udformet et svar, da han i stedet folder blikket rundt mod Shinichi, hvis forfaldne ansigtstræk han fortvivlet iagttager og på samme tid henvender sig til.
”Det rager ikke dig,” hvisler vesterlændingen. ”Hvis vi ellers vidste, hvor vi var, så kunne vi tage hen til det medicinske kvarter og mødes med ham nu.”
Denne besked får omgående den unge pige til at rive sin hånd væk fra Takahiro og på den måde lægge afstand til ham med et skælvende gisp, da hun indser, at hun ved at fortsætte med de to fyre risikerer at skulle møde en mand, hun jævnligt har truffet i sin tilværelse som prinsesse af Japan. Tsubute har vel at mærke aldrig fået lov at lægge sine øjne mod hendes, eftersom hun altid er blevet beordret til at afskærme sit ansigt med en vifte i hans selskab. Men det er ikke ensbetydende med, at han ikke vil genkende hende, hvis han fik mulighed for det nu. Han har trods alt været ansvarlig for hendes fysiske ve og vel, siden hun blev fradrevet sin mors indre, så det er lige før, den mand kender mere til Michikos krop end hende selv …
”Er der noget galt?” lyder det undrende fra krigeren, efter pigen ser ud til at være blevet skræmt af sit eget hjerteslag.
”Han ved, hvem jeg er … ” bliver der hvisket med dirrende stemme, mens hun begraver knoerne i sit massive mavebælte og pludselig kommer i tanke om, at hun i disse drenges øjne jo ikke er prinsesse, men derimod en simpel kammerpige, hvilket for hende kan være en oplagt grund til at forhindre et møde med Tsubute. ”Overshamanen har sin faste gang på paladset, hvor samtlige tjenestepiger er iført klæder mage til dem, jeg bærer. Ved at føre os sammen vil I blot udfordre jeres egen skæbne.”
Takahiro fremkalder et anerkendende nik. ”Det kan du have ret i. Så må vi først sørge for, at du får noget nyt tøj, inden vi tager hen til ham.”
”Vent nu lige lidt!” bliver der omgående snerret fra Shinichis side. ”Vi er ikke rejst hele vejen til Kyoo for at købe tøj til en fremmed pige. Hvis ikke hun vil med, så må hun blive hér, og så kan vi to tage hen til Tsubute på egen hånd.”
”Det er ikke engang sikkert, at han er hjemme. Eftersom han er Kejserens livlæge, tror du så ikke, at han allerede er blevet tilkaldt til paladset?”
”Det kan vi jo ikke vide, før vi finder ud af, hvor han bor,” sukker europæeren med spændt kæbe. ”Vi har knoklet i ugevis for at nå frem, og nu hvor vi endelig er her, så vil du bare udskyde det endnu mere, fordi du åbenbart synes, at hendes liv er vigtigere end mit!”
”Hold nu op … Det har jo intet med dét at gøre … ”
”Det er da præcis dét, det handler om! Vi skjuler os, fordi vi har hende at bekymre os om. Vi blev nødt til at holde et hvil, fordi hun ikke kunne gå mere, og nu skal vi lade være med at tage hen til Tsubute, bare fordi hun ikke har lyst til det … Men denne rejse handler altså ikke om hende … Den handler om mig!”
Takahiro læner sig roligt frem mod sin tydeligt oprevne ven med en insisterende nuance i blikket. ”Jeg er skabt med to hænder, så jeg kan skam bære på mere end én ting ad gangen. Vi kom til Kyoo for at finde Tsubute, så det skal vi naturligvis have klaret. Men lige nu er det ikke kun din sygdom, der bringer dit liv i fare. Vi bliver nødt til at finde et sted, hvor vi kan være i sikkerhed først.”
”Og hvordan havde du tænkt dig, at vi skulle gøre det?” spørger Shinichi med nedfældende skuldre. ”Vi har ingen penge, og vi kender ikke nogen, der bor her … Bortset fra hende glædespigen fra din landsby.”
”Jamen, så lad os tage tilbage til bordellet, hvor Sakura er ansat. Der har vi trods alt betalt for et værelse.”
”Ja, til os to alene. Hvad tror du, hende Yori siger til, at vi pludselig kommer tilbage med en ekstra gæst?”
Den unge kriger skæver mod pigen med det udslåede hår, hvis statiske elegance automatisk får ham til at trække på smilebåndet. ”Skal vi ikke bare satse på, at hun stadig sover, så vi kan snige os ubemærket ind?”
Alt imens formiddagssolens afdankede stråler giver sig til at kæle mod det takkede ocean af tagrygge, begynder porten på paladsets skyggeside at åbne sig op, mens fire mørkklædte mænd træder ud på det nedbrudte jordstræde, hvor de skulder mod skulder placerer sig i geled som et hungrende ulvepak beredt på jagt efter dagens første måltid. Hver især er disse intimiderende silhuetter bundet sammen via et determineret genskær i deres luftdolkende blikke, ligesom de alle er udstyret med et særegent sæt af evner, der har kvalificeret dem til at indgå i den kejserlige hær, hvor man frem for at oplære tilfældigt indkaldte har valgt at rekruttere særligt egnede mænd fra samtlige af Japans regioner, således at den royale livgarde er en sammenboltring af individuelle talenter.
Kejserens personlige livvagt, Neo, har op til flere gange udvist offervilje for sit land, hvilket i særdeleshed blev bevist, da han for år tilbage fik vandaliseret sin næse under et angreb på den kejserlige konvoj. Bueskytten Nashi er nyligt fyldt atten, men skulle efter sigende besidde det absolut bedste sigte i Japan til trods for hans medfødte kejthåndethed. Falkoneren Ichigo har sin trofaste vandrefalk, Nami, hvilende på sin ene skulder, hvor den for det meste opholder sig, når den altså ikke er sendt af sted på en af sine fortrolige missioner. Og så er der den veltrænede Ringo, der i modsætning til sine kolleger ikke bærer det kejserlige segl på et pandebånd, men i stedet har dette broderet på en maske af stof, som han altid har trukket over sit hoved, så kun hans øjenparti fremstår blottet …
“Kammerpigen kan ikke være nået langt,” knurrer Neo, idet hans iltre blik henfalder mod de tre mænd ved hans side. ”Vi deler os op i to hold og finkæmmer byen på så diskret vis som muligt. Hvert et hjem og hver en gade skal endevendes, så Kejseren personligt kan stille det usle pigebarn til ansvar for sit landsforræderi.”
To udfoldede dokumenter bliver efterfølgende rakt fra hånd til hånd, mens det fra Neos side forklares, at der er tale om konfiskerede identifikationspapirer tilhørende de to teenagedrenge, som Koto med stor sandsynlighed befinder sig i selskab med, og at det derfor ligeledes er værd at holde udkig efter disse, af hvilken grund de hver især skal notere sig deres navne samt signalement.
”Nashi og jeg undersøger den østlige del af byen. Ringo og Ichigo starter fra syd. Hvis ingen af os får bid, vil vi inden for få dage igen mødes, og i så fald vil eftersøgningen fortsætte uden for byen … Om vi så skal slå ring om hvert et træ i Japan, så skal den pige lokaliseres, ellers er både vores hoveder og nationens ære på spil.”
I det samme Neos fødder lægger an til kapgang, vælger den maskerede Ringo imidlertid at træde et skridt frem og forhindre kvartettens opsplitning. ”Jeg synes altså, at knægten bør gå med mig.”
Det inderste af livvagtens øjenlåg krummer sig sammen, da hans ansigt får pejlet sig ind på den atletiske mand, der ikke er i besiddelse af et eneste våben. ”Ichigo og jeg var blandt følget, der bragte de to drenge til paladset. Begge grupper har brug for et medlem, som er bekendt med deres udseende.”
”At finde en blåøjet ainoko i Japan synes ikke at være en umulig opgave,” lyder det stoiske modsvar. ”Ichigos øjne er alligevel ikke med os, så jeg anmoder på det kraftigste om, at Nashi får lov at følge med mig.”
Neo stirrer med dybsindig undren op mod Ringo, der er et hoved højere end ham selv, inden han omsider lader sig overtale af det nærmest kommanderende skær fra de mandelformede øjne. ”Meget vel … Ichigo, du og jeg begynder fra øst … ”
Det er en noget uforstående Nashi, som herpå begiver sig bort fra paladsets kølige mure i selskab med Ringo, samtidig med at Neo beordrer sin følgesvend til at sende Nami af sted, så der ligeledes kan blive patruljeret fra luften. Men imens Ichigo vælger at løsne hætten om fuglens hoved, trækker han dog samtidig sit tilstrammede pandebånd ned over sine egne øjne, så han dermed selv intet kan se, da et ryk på skulderen herefter får falken til at baske til vejrs.
”Lad os vise det lille lam, hvad der sker, når man vælger at forlade sin flok,” syder Neo med stejlende iver.
Efter at have sneget sig forbi den store markedsplads, hvor tilfældighederne ville, at Takahiro og Shinichi skulle tørne sammen med den bortløbne kammerpige dagen forinden, er det nu lykkedes for de tre unge mennesker at få lokaliseret hovedstadens glædeskvarter, der i disse tidlige morgentimer tager sig ud som en helt almindelig bygade. Den mandsdominerede tumult er blevet fuldkommen udvisket, som havde en sindsrensende flodbølge lagt vejen forbi. Og de tremmer, hvorfra pigers tillokkende latter dagligt lyder, er alle blevet skoddet til, så denne moralske blindgyde lige så godt kunne være endnu et stræde bestående af idylliske familieboliger.
Af den grund har Takahiro i første omgang svært ved at udse sig lige netop den bygning, hvor gårsdagens gensyn med Sakura fandt sted, men efter at have orienteret sig og nærstuderet træværket er han dog helt sikker på, at det er lykkedes dem at finde frem til det rigtige hus, da han lige så forsigtigt giver sig til at køre skydedøren op og på sine bare strømpefødder lister ind i den dunkle forhal, hvor han med skøjtende øjne forsikrer sig, at ingen er til stede, før han hviskende anmoder sine to følgesvende om at følge trop …
”Hvad er dette for et sted?” lyder det fra Michiko, efter døren bag hende er blevet kørt til, så de tre omsvøbes i et klummert mørke.
”Det skal du ikke bekymre dig om,” svarer Takahiro, imens han afklæder sig sine snavsede sokker og herpå beder pigen om at efterligne Shinichi, der allerede har fået smidt sine sandaler og stillet dem til side ved optrinnet, som de efterfølgende bestiger og hér får mulighed for at vælge mellem to forskellige døre. Og denne gang bliver der ikke tøvet, da krigeren resolut griber ud efter karmen til venstre og får åbnet op til noget, der mest af alt ligner en portal til den rene intethed, idet der er tale om lang gang, hvor fraværet af lys gør det umuligt at anslå rummets sande udstrækning.
I allerdybeste tavshed får Takahiro hurtigt dirigeret Michiko ind i det ukendte. Men lige som Shinichi skal til at træde over tærsklen og gøre hende selskab, begynder skydedøren på den modsatte side at rokke på sig, da en svævende ildkugle pludselig kommer farende ud og får blotlagt et spinkelt udsnit af omgivelserne – heriblandt tilstedeværet af en fyldig kvinde iført en krøllet kimono, hvilket blot viser sig at være bordellets ejer, Yori, der væbnet med et stearinlys nu har indfundet sig i foyeren sammen med de to drenge, hvis svedblanke ansigter fremstår oplyste i skæret fra den brændende væge.
”Er det bare jer. Jeg troede her var kunder,” bliver der gabt fra den søvndrukne kone. ”Hvad er det for en tid at komme tilbage på?”
”Undskyld,” svarer Takahiro, der med rejste skuldre sørger for, at pigen bag ham forbliver skjult under hans skygge. ”Vi prøvede at være stille.”
”Har du ikke hørt, at der har været brand på paladset?” lyder det da fra Shinichi.
”Naturligvis,” knager Yori. ”Det postyr kostede mig en hel nats omsætning, fordi alle mændene absolut ville hjælpe til med slukningsarbejdet.”
Efter denne lille jeremiade påbegynder kvinden herpå sin uforvarslede tilbagetrækning, da hun sænker stearinlyset ned i brysthøjde og går i gang med at dreje hoften. Men da hendes blik samtidig giver sig til at dale, får hun nu øje på et par spøgelsesblege strømper blandt forsamlingen af bare tæer, hvilket omgående får hende til at bremse op og i stedet nærme sig de to fyre, mens hun med den fægtende flamme forsøger at kaste glans over den tredje gæst.
”I var da kun to i går! Hvem er det, I har slæbt med ind?”
Shinichi forholder sig temmelig passiv, hvorimod Takahiro gør sit bedste for at holde Michiko afskærmet for både lys og øjne. Men til sidst går den ikke længere, for da Yori først har fået tilegnet sig et glimt af det lange hår og de røde klæder, bliver hun ovenud misfornøjet, da det dermed går det op for hende, at der rent faktisk er tale om en pige …
”Nå, så I har været ude at more jer hos konkurrenterne hele natten og tror rigtig, at I kan tillade jer at slæbe deres utøj med tilbage hertil!”
”Sådan er det slet ikke!” forklarer krigeren med afladte øjenbryn. ”Hun er bare en ven, som har brug for et sted at være.”
”Såh? Hun ser ellers ud til at være af god familie. Eller I har måske kidnappet hende fra hendes husbond? Hvordan havde I selv tænkt jer, at det skulle lade sig gøre at have den lille sag boende, når I kun har betalt for et værelse til to gæster?”
”Hun kan sagtens bo sammen med os,” svarer Takahiro. ”Der er da plads nok til én mere.”
Yori udstøder et læbevibrerende gisp. ”Et vakkert pigebarn på samme værelse som to ungkarle som jer … Vær I sandelig glade for, at vi gør en ære ud af diskretion her i bygningen. Den slags ville skam ikke gå andre steder. Men hér i huset opkræves lejen per hoved og ikke per værelse. Ingen får lov at bo her gratis.”
”Det er da tåbeligt. At vi alle bor på samme værelse, betyder da ikke, at du skal yde mere.”
“Men der må vel være en grund til, at I føler behov for at gemme pigebarnet af vejen … Og at holde på andres hemmeligheder er trods alt en byrde, hvis vægt kun opvejes af guld,” sukker den rundkindede dame, idet hun lægger en opfordrende håndflade frem i luften.
”Men vi har ikke flere penge,” kommer det fra Shinichi. ”Du fik dem alle, da Takahiro absolut ville snakke med hende Sakura.“
”Det navn blev overdraget til mig, da jeg erhvervede mig hendes kontrakt. Vær venlig at omtale hende som Mono. Og hun bor her i øvrigt heller ikke gratis. Størstedelen af pigernes løn går til forplejning af deres basale behov … Så … vi kan jo altid gå i den retning, hvis pigen der er i nød efter husly.”
Da Yori herefter vælger at vige til siden og dermed bane vej til gangen på den modsatte side, er forhallen for en stund indhyllet i undren, før den åbenlyse gestus begynder at give mening for de to drenge.
”Det lyder egentlig fair,” kommenterer Shinichi med et tøjlet smil.
”Den slags bliver der ikke noget af!” vrisser Takahiro derimod med fordømmende trækninger på næsen. ”Jeg skal nok få skaffet nogle penge. Men det kan altså først blive senere … ”
Alt imens kampen mellem munde udkæmpes for øjnene af hende, er Michiko i mellemtiden gået i gang med at rode rundt i sin medbragte stofbylt, hvorfra hun pludselig trækker en jadekam med prægtige udskæringer, som hun uden videre overleverer til Yoris endnu udstrakte hånd. ”Vil værdien af denne være nok til at købe mig logi?”
Takahiro og Shinichi ser begge forundret til, da den måbende kvinde giver sig til at betragte det udsøgte materiale med både fryd og skepsis, inden hun dog knytter fingrene sammen om smykket og med loftsøgende næsetip bevilger pigen at indlogere sig på samme værelse som sine to venner.
”De andre kamre står jo ubrugte alligevel, efter du sparkede kvinden med det nyfødte barn ud, så hvorfor kan hun ikke få sit eget?” spørger en utilfreds Shinichi.
”Man ved aldrig, hvilke stakler der får brug for at søge tilflugt fra offentlighedens dømmende blikke,” klukker Yori, da hun overdrager sit halvt nedbrændte stearinlys til Takahiro og i bukkende fatning går i gang med at bakke baglæns. ”Og jeg må desuden snart anmode jer om at finde et nyt sted at opholde jer, hvis I ikke skaffer flere penge inden et par dage. Lejen opkræves hver uge og er for jeres vedkommende lige blevet fordoblet. Noget siger mig, at jeg løber en risiko ud over det sædvanlige ved at have jer tre boende.”
Med denne afskedssvada beslutter Yori sig for at køre skydedøren til og søge tilbage i lystens hule, hvorimod Takahiro vælger at begive sig ind i den mørke korridor og hér får guidet sine to venner med sig forbi de første fire døre, inden de midtvejs ankommer til den femte, hvor der i forvejen er blevet ophængt en lille klokke, således at man udefra kan se, at det bagvedliggende værelse er optaget. Og da krigeren fortæller, at det er i dette, de skal bo, beder han samtidig Michiko være den, som åbner op, så hun kan betragte de omgivelser, der fremover skal udgøre deres hjem.
Den smigrede pige langer forsigtigt ud efter midterbjælken på skydedøren af falmet rispapir, men må imidlertid trække hånden til sig igen, da hun efter en kortvarig beføling opdager, at den er dækket af en klæbrig hinde af smuds. I stedet ender hun med at gøre brug af sin albue til at tvinge træværket til siden, men i det samme skæret fra den medbragte flamme får afdækket rummets indhold, forstummer Michikos forventningsfulde ansigtstræk, da det går op for hende, at der foruden et gulv bestående af en udslidt bambusmåtte slet intet befinder sig i det indeklemte kammer, der for hende mest af alt minder om indersiden af en tillukket dårekiste.
Der er under to meter til loftet, og mellem de uslebne vægbrædder findes op til flere aflange sprækker, hvorfra et svagt lysindfald gør det muligt at fornemme den opstigende damp af nedfaldet støv, der atter har fået liv, nu hvor ilten er begyndt at mætte det ellers så beklumrede værelse med den underliggende stank af råd. Hvert et hjørne er opslugt af tågehvide klaser af spindelvæv, og to frigjorte natsværmere er allerede begyndt at sværme om stearinlyset i Takahiros hånd i en så ængstelig facon, at de begge ender med at få brændt deres vinger og simultant omkommer i deres egen lykkerus. En enkelt panorering med blikket er nok til at få bekræftet, at denne del af bygningen tydeligvis ikke har været vedligeholdt i noget, der kunne ligne flere evigheder.
”Ingenlunde om jeg agter at finde mig selv til rette i sådanne kummerlige kår!” udbryder pigen i et oprørt toneleje. ”Om jeg begriber, at jeg netop har bortgivet min dyrebare jadekam for dette. End ikke paladsets stalde er i en så uhumsk forfatning.”
”Gad vide, om Kejserens heste ville brokke sig lige så meget,” summer Shinichi for sig selv, før han hæver stemmen. ”Du har tag over hovedet. Hvad mere har du brug for?”
”En futon er for mig en uundværlighed. Dog ville jeg kunne acceptere fraværet af en sådan, hvis der da blot var en anstændig nakkestøtte at ane. Og hvorledes skal jeg være i stand til at ånde i dette lumre lokale, hvor der ingen mulighed er for ventilering? Det kan da ej være jeres vitterlige alvor, at jeg i den kommende tid skal vågne op med dånefornemmelser og æggende nakke?”
”Væn dig til det,” fnyser den blåøjede dreng. ”For os er det her luksus. Vi er nemlig vant til at sove på skovbunden, hvor vi skal bekymre os om sten, snegle, insekter og bidende kulde.”
Michiko græmmer sig yderligere, idet hun niver sig selv i ærmerne. ”Som vagabonder? Hvordan kan I leve på så primitiv vis?”
”Det er ret nemt, eftersom det er sådan, livet er,” lyder svaret fra Takahiro, da han placerer stearinlyset midt på gulvet, hvorfra det blide skær kan nå ud til samtlige afkroge. ”Grunden, til at man kan klare sig med meget lidt, er, fordi man slet ikke har brug for mere. Vi tillægger ting værdi, fordi de betyder noget for os eller gør vores tilværelse nemmere, men i virkeligheden kan man sagtens leve uden meget af det, som de fleste går og betragter som nødvendigt. At bo på et palads omgivet af rigdom og pragt er måske en drøm for mange, men du kan jo selv se, at det ikke gjorde dig lykkelig. Inderst inde er du allerede klar over, at livet handler om noget andet end materiel overflod, og forsmagen kan måske virke skræmmende, men hvis du vil være i stand til at føle sand glæde, så bliver du altså først nødt til at vide, hvad det helt grundlæggende vil sige at have det godt.”
De empatiske ord drager kammerpigens næse nærmere Takahiros, så hun til sidst står og svajer med hælene hævet fra gulvmåtten. ”Er her om ikke andet adgang til et forrådskammer? Den brydsomme færd har pådraget mig en pinende følelse af sult.”
”Vi har desværre kun mulighed for at låne badesalen,” forklarer den tilbagelænende kriger. ”Der kan vi i det mindste få vand. Og indtil videre har vi kunnet finde mad i naturen, men hér i byen er vi nødt til at betale for det.”
”Så vi må gå sulte i seng, medmindre du har flere skjulte skatte gemt i din lille oppakning,” kommer det fra Shinichi med snagende blikke, hvilket omgående får Michiko til at smække sin stofbylt tæt ind mod brystet.
”Jeg vil da ej tillade et krapyl som dig at besigtige mine personlige ejendele.”
”Hvad kaldte du mig?!” måber vesterlændingen. ”Du skulle nødigt tale, din forkælede snob! Som om en tjenestepige render rundt med noget så kostbart som en jadekam. Du stjal den sikkert fra paladset, da du stak af, og valgte at befri os, så vi kunne få skylden for dit tyveri. Hvad har du ellers snuppet, som du ikke tør vise os?”
Pigen retter sit fortvivlede ansigt imod den sukkende Takahiro på sidelinjen. ”Hvordan kan du dog tillade, at han æreskrænker mig på så ussel vis og sågar vover at beskylde mig at have bedrevet en forbrydelse?”
”Som om jeg har brug for Takahiros tilladelse til at svare igen,” knurrer Shinichi, hvis nedskudte øjenbryn glider tilbage på plads, da en snert af forvirring nu indtager Michikos udhulede stemme.
”Jeg var af den overbevisning, at dette halvmenneske måtte være din lakaj. Såfremt det ikke er tilfældet, af hvilken grund vælger du da at ulejlige din egen person ved at befinde dig i selskab med en rangløs borger?”
Den unge kriger fremtryller et afslappet smil. ”Jeg er skam også rangløs. Og jeg er sammen med ham, fordi han er min ven.”
”Din ven … ” mumler pigen lavmælt med fægtende blikke mellem de to fyre. ”Jeg … Betydningen af et venskab er for mig et litterært fænomen, så jeg er endnu ude af stand til at begribe meningen bag jeres forhold.”
”Har du virkelig aldrig haft en ven før?” spørger en forbløffet Shinichi.
Takahiro lader da sine mundvige synke tilbage i vandret leje, før han atter hejser dem op med det formål at skænke den nedstemte Michiko lidt tiltrængt opmuntring. ”Nu har du to … Men trods uenigheder og forskelle, så ser venner ikke ned på hinanden. Bare fordi man er højere stillet, betyder det ikke, at andre er laverestående. Du har levet hele dit liv som tjener, så det er klart, at du har svært ved at opfatte andre som ligemænd. Nu kan du dog endelig rette panden op og imødegå folk på deres niveau, så længe du passer på med ikke at stikke næsen alt for højt i sky.”
Efter at være blevet geninstalleret i den gevaldige tronsal, har Japans regent omsider indvilliget i at lade profeten Eita gøre foretræde. Men da den skaldede herre i munkeklæder i knælende tilstand får begivet sig ind i det pragtstrålende rum og med nedspændte smilerynker anretter sig foran lærredet med den påmalede bambuslund, bliver han besynderligt nok imødegået af akustik fra den modsatte side, nærmest inden han har fået nået at stabilisere sine håndflader mod det nyligt olieparfumerede gulv.
”Af hvilken grund anser du det som nødvendigt at holde dit blege øje skjult?” spørger Kejseren, der trods skellet imellem dem tydeligvis har noteret sig, at Eita er iført en klap for sit venstre øje, præcis som da han for år tilbage tog plads foran himmelmotivet under sin første audiens, hvor han med en enkelt sætning formåede at tilegne sig tilliden fra Japans øverste magt, skønt han dengang ikke besad nogen status, idet han blot lod til at være endnu en simpel udlænding. ”Vi er udmærket bekendt med din sande identitet. At bære den maske i vort selskab er så aldeles overflødigt.”
”Jeg afholder ikke verden fra at se mit øje … ” lyder det monotone svar fra de negleblanke læber. ”Jeg forhindrer derimod mit øje i at se verden … ”
Eitas skælvende underkæbe får hele hans skaldede hoved til at stampe, da han herpå kiler kindtænderne sammen og sender sit blodskudte blik i retning mod det endeløse maleri. ”Det er så mørkt … Men på trods af mørket, så ser jeg det stadig … Jeg ikke bare oplevede rædslerne. Jeg befandt mig midt iblandt dem … Jeg kan ikke viske min hukommelse ren eller grave mit øje ud og forhindre det i at se, hvad det allerede har set. Jeg er tvunget til at leve med mindet om de forfærdelige scenarier, men dog også lettelsen over, at jeg ikke selv kommer til at overvære dem, når de en dag vil udfolde sig i en virkelighed, som endnu ikke er til.”
Et lydløst suk indtager tronsalen. ”Skal vi fortolke det sådan, at du langt omsider har modtaget en ny profeti? Beret os da blot, hvad du har observeret, frem for at bebyrde vore ører med mundsvejr.”
Profeten udstøder et luftholdigt host, hvorpå han uden videre slår over i lungestampende latter, men sideløbende ser ud til at være på nippet til at bryde ud i sørgende gråd. ”Hvad jeg har set? Ingen vil nogensinde kunne begribe, hvad jeg har set. Jeg vil betegne det som verdens ende. Eller i hvert fald noget, der kunne ligne. Og alligevel så det ud til kun at være begyndelsen … Aldrig havde jeg forestillet mig, at vi mennesker kunne blive så mægtige … så fjendtlige … så forblændet af vores egen egoisme. Jeg ved nu, at vi besidder potentialet til at frelse denne klode, men i stedet ender vi med at tilintetgøre den. Og hvor forrykt det end må lyde, så har det på en eller anden måde forbindelse til det, som hændte hér i går. Min forudsigelse indtræf, netop som jeg ankom og så paladset stå i flammer. Japan spiller unægteligt en meget vigtigere rolle for planetens fremtid, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Men hvordan kan en simpel brand sætte alt dette i værk? Hvad er det helt nøjagtigt, der er gået op i røg?”
Kejserstemmen tøver ikke med at levere det noget beherskede svar. ”Vor slægtslinje … Ilden forvoldte på ulyksalig vis prinsessens bortgang, og såsom hun var vort eneste afkom, er det ej just bemærkelsesværdigt, at en sådan tragedie af national karakter har bevirket et historisk traume, da det for indeværende stund synes uoverkommeligt at videregive tronen til en arving af ægte blod.”
”Hvis det er sandt, hvorfor virker I så ikke mere oprørte, selv efter det jeg netop har fortalt?” spørger Eita med panisk undren indgraveret i panden. ”Kejserinden kan ikke bære flere børn, så hvordan har I tænkt jer at føre slægten videre på hæderlig vis? Et barn født uden for ægteskabet vil blive betragtet som urent og uværdigt som tronfølger. Kan I da ikke se, at det kaos, som fremtiden vil bringe, uden tvivl skyldes, at en ny kejserfamilie kommer til at skulle overtage styringen af Japan? Og eftersom jeg endnu ikke har modtaget en forudsigelse, der bekræfter, om lukningen af landet havde en effekt, så kan det måske tilmed vise sig at være den ægte … ”